Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Hvorfor er det et problem, at Frederiksen taler til vores skamfølelse?

KOMMENTAR: Der er mange årsager til at kritisere myndighedernes håndtering af coronakrisen, men at statsministeren skulle forsøge at appellere til vores følelse af skam, er ikke en af dem, skriver Johanne Dalgaard. 

Jeg synes simpelthen ikke, det er skadeligt, hvis nogen skammer sig over at handle asocialt, skriver Johanne Dalgaard. 
Jeg synes simpelthen ikke, det er skadeligt, hvis nogen skammer sig over at handle asocialt, skriver Johanne Dalgaard. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er masser, man kan være fortørnet over, når man betragter forløbet omkring håndtering af covid-19-pandemien i Danmark.

Til at starte med at man lod folk vandre ubekymrede rundt i samfundet, efter de kom hjem fra skiferie i Italien og Østrig, hvor der allerede var konstateret virusudbrud.

Dernæst at vores beredskab var så mangelfuldt. At vi tilsyneladende ikke havde tilstrækkelige reserver af værnemidler, formodentlig som udslag af den sparegrismentalitet, der udgår fra Finansministeriet og tilsidesætter alle mulige andre hensyn end den aktuelle bundlinje i den offentlige sektor.

At det derfor reelt ser ud til, at det var en mangelsituation, der var styrende for vores strategi i epidemiens første faser. Og at myndighederne som udgangspunkt nægtede at indrømme, at det var sådan, det forholdt sig, når offentligheden stillede spørgsmålstegn ved det åbenlyst ulogiske i, at for eksempel plejepersonale ikke blev anbefalet at bruge mundbind.

Fakta
Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Åbenhed og klar kommunikation har ofte været en mangelvare under pandemikrisen. Og det er ikke bare ”hår i suppen”, som Søren Brostrøm har forsøgt at affeje kritikken af myndighederne med.

Det er ikke rimeligt, at regeringen ikke vil dele hele sit vidensgrundlag med de borgere, som den til stadighed beder om at bringe store ofre for fællesskabet.

Evnen til at føle skam er i mine øjne et af de fineste karaktertræk, et menneske kan besidde. Det er en evne, der er tæt forbundet med evnen til refleksion, som er selve forudsætningen for, at vi kan lære af vores erfaringer og handle derefter.

Johanne Dalgaard

Det burde være en selvfølge, at offentligheden uden tøven fik fuld adgang til de data og beregninger, som politikerne bruger til at træffe beslutninger, der vedrører folkesundheden.

Når det ikke sker, eller når det sker fodslæbende og vrangvilligt, så afspejler det, at den danske offentlighedslov er blevet udvandet til et punkt, hvor den er tæt på ubrugelig som redskab for demokratisk kontrol med politikerne.

Det er et stort problem, og det skal kritiseres, gerne vedholdende og højlydt.

Til gengæld kunne jeg personligt godt snart være foruden den evindelige jamren fra visse egne af debatdanmark om, at regeringen bare er ude på at manipulere borgerne ved at skræmme og udskamme dem.

Hvis man kun orienterede sig om verden via det borgerlige kommentariat, kunne man næsten gå hen og glemme, at den aktuelle samfundskrise udspringer af en dødelig og smitsom virus, som videnskaben endnu ikke har en god forståelse af og derfor ikke kan beskytte os imod.

Man kunne få det indtryk, at Danmark for længst er nedsunket i diktaturet, og at Mette Frederiksen, der i denne uge landede en genåbningsaftale med samtlige partier i folketinget, er en egenrådig tyran af nordkoreansk eller østtysk tilsnit, som mest for sin egen fornøjelses skyld holder samfundet og økonomien i et jerngreb. 

Et foreløbigt højdepunkt for den borgerlige forargelsesmaskine var det naturligvis, da Politiken bragte et foto af et udkast til statsministerens talepapir, hvorpå nogen med kuglepen havde skriblet ordene: ”Udskam de, der ikke har været fornuftige”.

Her var beviset for, at regeringen bevidst forsøgte at bruge skam som redskab til at få befolkningen til at følge myndighedernes anbefalinger.

Og det ser da grimt ud, ordet, som det står der i knaldrødt blæk. Det føles instinktivt som noget, man ikke vil finde sig i fra en politiker. Særligt ikke én, man i forvejen er uenig med om det meste. Hun kan selv skamme sig.

På den anden side: Evnen til at føle skam er i mine øjne et af de fineste karaktertræk, et menneske kan besidde. Det er en evne, der er tæt forbundet med evnen til refleksion, som er selve forudsætningen for, at vi kan lære af vores erfaringer og handle derefter.

Måske er det også derfor, jeg har så svært ved at hidse mig op over, at statsministeren søger at appellere til borgernes skamfølelse, når hun skal hamre budskabet hjem om, at vores adfærd er afgørende for, om vi kan holde smitten i ave. Jeg synes simpelthen ikke, det er skadeligt, hvis nogen skammer sig over at handle asocialt.

Heldigvis lader det jo heller ikke til, at særlig mange danske borgere har noget videre at skamme sig over, hvad angår adfærden under coronakrisen.

Derimod har vi i fællesskab formået at banke smitten ned på et niveau, hvor vi nu kan håbe at holde den under kontrol, mens vi gradvist får vores samfund tilbage. Vi er ikke på sikker grund endnu, og forude truer økonomisk kaos.

Men det er en delsejr, som ikke mindst er vundet, fordi Danmarks politiske ledelse korrekt vurderede, at meget kunne afstedkommes ved opfordringer alene, og at man eksempelvis ikke behøvede at udstede udgangsforbud, som man har gjort det i flere andre lande.

På den måde kunne man jo også, som borgerlig, anskue bedriften som en sejr for den liberale tro på mennesket som fornuftsvæsen. Men det ville selvfølgelig være undergravende for de ihærdige bestræbelser på at påvise Mette Frederiksens mange slående ligheder med verdenshistoriens grummeste diktatorer.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00