Johanne Dalgaard: Ole Birk, du har et ansvar for DSB's krigserklæring

Hver dag tager jeg toget fra Hedehusene til Odense og tilbage igen for at passe mit arbejde. Det er ikke uproblematisk. Ifølge køreplanen skulle det tage lidt over en time hver vej, men det kan man ikke regne med.

Det er et politisk ansvar, når en statsligt ejet virksomhed kører en veritabel damptromle hen over sine medarbejdere.

Johanne Thorup Dalgaard

Når regionaltoget fra Hedehusene for eksempel er forsinket mere end fem minutter eller er aflyst, og det er det relativt ofte, kan jeg ikke nå lyntoget fra Høje Taastrup, og jeg kan dermed forvente at bruge mindst en halv time længere på rejsen.

Hvis jeg ikke lægger en pendlerpladsbillet til ti kroner hver vej oven i udgiften til pendlerkort, som er på omkring 3.600 om måneden (frem til april 2018 var den på omkring 4.300), kan jeg ikke være sikker på at kunne bruge togturen som effektiv arbejdstid. Så det gør jeg. Det er en dyr service, og derfor er det så meget desto mere frustrerende, at den er så upålidelig.

Man kan ikke rigtigt planlægge hverken sit arbejds- eller privatliv, når ens mobilitet i den grad er afhængig af DSB. Det er et problem. Så langt er de fleste sådan set enige. Men når det kommer til problemets årsager og løsninger, begynder slagsmålet.

Man kan ikke rigtigt planlægge hverken sit arbejds- eller privatliv, når ens mobilitet i den grad er afhængig af DSB.

Johanne Thorup Dalgaard

På den ene side står liberalisterne. Hertil hører landets aktuelle trafikminister, Ole Birk Olesen (LA), og de mener, årsagen til problemet er manglende konkurrence, som skal imødegås ved i stadig højere grad at konkurrenceudsætte jernbanedriften. Det er også i den retning, EU’s jernbanepakker skubber udviklingen.

På den anden side står jeg, og jeg mener, at jernbaner i almindelighed og jernbaner i miniputlande i særdeleshed må betragtes som et naturligt monopol (der er de jernbaner, der er) og desuden som kritisk infrastruktur for et land, der bør varetages og drives statsligt og dermed være underlagt demokratisk kontrol.

Minister og folketing skal ikke kunne afpolitisere debatten om offentlig transport ved at skubbe ansvaret for det totale kaos, som der p.t. er, over på en eller anden virksomhed, om den så er statsligt ejet eller ej.

Og politikerne skal denondelynemig heller ikke forsøge at skubbe ansvaret for deres egen vanrøgt af infrastrukturen gennem årtier over på menige ansatte i DSB og Banedanmark, der bare gerne vil passe deres job og have deres arbejdsliv til at gå nogenlunde i spænd med muligheden for at have et privatliv.

Når Ole Birk Olesen mener, at de ansatte ”ødelægger det for sig selv” ved at nedlægge arbejdet overenskomststridigt, så glemmer han jo at fortælle, at det, som er gået forud for det, er, at DSB ved at melde sig ind i Dansk Industri de facto har foretaget en unilateral aflysning af den hidtidige statslige overenskomst. For at føje spot til skade spillede DSB i forhandlingerne ud med, at antallet af tillidsmænd skulle reduceres med to tredjedele.

Hvordan i himlens navn skulle medarbejderne opfatte dét som andet end en krigserklæring?

Kun folk, der abonnerer på en pervers Morten Albæksk drømmeforestilling om, hvad der er en sund relation mellem arbejde og det private, kan for alvor mene, det er rimeligt, når DSB vil have retten til lang tid på forhånd at reservere ”tidslommer” hos medarbejderne og først fem dage i forvejen oplyse, hvilken del af tidslommen der faktisk vil være arbejdstid.

Men trafikministeren finder, at Dansk Jernbaneforbund ”saver den gren over, de selv sidder på”, fordi arbejdsnedlæggelserne gør jernbanerne uattraktive og påvirker passagertallene negativt.

”Spejl!” kunne man i teenagepigejargon fristes til at råbe ad Ole Birk Olesen og i øvrigt ad alle andre Christiansborg-politikere, der måtte ytre lignende kritik af DSB-medarbejdernes måde at forholde sig til situationen, og som selv har været med til at afgøre, hvordan jernbanerne i det her land skal drives.

For det er selvfølgelig et politisk ansvar, når materiellet er forældet og sporene med tilhørende signaler misligholdt igennem årtier, og informationssystemerne slet ikke er gearede til at håndtere de situationer, som dét medfører.

Og det er et politisk ansvar, når en statsligt ejet virksomhed kører en veritabel damptromle hen over sine medarbejdere i forsøget på at imødegå den situation.

-----------

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.