Johanne Dalgaard: Politikerne optrapper magtkampen med medierne

KOMMENTAR: Magtpartierne ønsker at føre en stadig mere nidkær kontrol med medierne. Derfor klinger det hult, når politikere som Sass Larsen (S) eller Søren Pind (V) taler om mediernes tyranni. 

 

Det er efterhånden en velkendt trope, at den ene eller den anden partiløve fra – oftest – Venstre eller Socialdemokratiet erklærer, at danske medier tyranniserer de folkevalgte politikere, at de er uvederhæftige, og at de fokuserer for meget på at kritisere og for lidt på at fremhæve det positive ved det, politikerne fremlægger.

Søren Pind (V) har flere gange gjort synspunktet gældende. Esben Lunde Larsen (V) mente i kølvandet på en lækage, der viste, at han tilbageholdt informationer fra Folketinget i sagen om kvotekonger i fiskeriet, at det er ”en sygdom i samfundet”, at der sådan søges aktindsigt i det ene og det andet.

Henrik Sass Larsen (S) har tidligere truet med at inddrage mediestøtten til aviser, han fandt ”for borgerlige”, ligesom han i praksis har boykottet pressen til fordel for at lade sig ”interviewe” af Reimer Bo, som Socialdemokratiet har hyret til formålet. Nu foreslår han så, at medierne pålægges bødestraf for at skrive noget, der er ”løgnagtigt”.

Sass Larsens vrede mod den danske mediestand udspringer formodentlig ikke mindst af det, der stadig går under betegnelsen ”Helle Thornings skattesag”, hvor især BT var drivkraften bag en lang række historier, der såede tvivl om, hvorvidt Thorning betalte den skat, hun var skyldig.

Jeg kan forstå, at man som dedikeret socialdemokrat kan være vred over den historie, særligt fordi det lige så langsomt viste sig, at sagen ikke rigtig havde noget på sig, andet end at Thornings familie i lighed med mange andre, hvis skatteforhold er komplekse, måtte vente længe på at få afklaring fra Skat om, hvad der reelt skulle betales.

Men selvom der i denne og andre sager kan stilles spørgsmålstegn ved, om et givent medie har leveret en optimalt sober og nuanceret dækning, så er det lidt foruroligende, at man som politiker primært vælger at anskue historien som et problem relateret til pressefriheden.

Fra et demokratisk perspektiv ligger det helt store problem snarere i, at det til dels foregik på baggrund af personlige skatteoplysninger, som nogen øverst i daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) administration havde lækket om oppositionslederen.

At det aldrig lykkedes at placere et politisk ansvar for den Berlusconi-manøvre, er stadig et åbent og betændt sår på den danske selvforståelse som et tillidsbaseret demokrati, hvor god forvaltningsskik hersker, og korruption og magtmisbrug er uhørt.

Og lige præcis den type historier hober der sig i disse årtier flere og flere op af. Statsministeren er i egen selvforståelse både statsminister hele tiden, men har samtidig ret til ”et privatliv”, i hvilket offentligheden må acceptere, at det er fuldstændig uproblematisk, at han modtager værdifulde ferieophold og lader sig offentligt associere med kvotekonger, der har afgørende interesse i, at regeringen fører lige præcis den politik, den fører på fiskeriområdet. Man gider næsten ikke at nævne de skræddertilpassede underbukser eller renseriregningen for hotelgardiner. Eller alt det andet som Lars Løkke Rasmussen gennem tiden har fundet det rimeligt, at skatteyderne finansierede for hans personlige komforts skyld.

Under regeringerne Helle Thorning-Schmidt kan til eksempel nævnes Tibetsagen, hvor borgere efter alt at dømme af hensyn til danske eksportinteresser i Kina med magt blev forhindret i at demonstrere under et kinesisk statsbesøg.

Derudover kan alene inden for denne valgperiode nævnes Eva Kjer Hansen (V), hvis landbrugspakke byggede på manipulerede tal, Inger Støjberg (V), hvis Integrationsministerium tilsyneladende gennem mange måneder bevidst har undladt at rette ind efter retstilstanden oven på en EU-dom, og Esben Lunde Larsen, som blandt andet har brugt sin forvaltning til at afspore processen med at skabe balance i fiskeriindustrien, og under hvis ledelse Miljø- og Fødevareministeriet har indberettet misvisende tal for mængden af nitrat i drikkevandet.

Når politikere foreslår strammere kontrol med medierne og vil afmontere pressenævnet til fordel for domstol og bødestraf, er man nødt til at betragte det i konteksten af denne type afsløringer, som ganske givet er generende for magthaverne, når de tager medieplads fra deres foretrukne budskaber, men som lige så givet tjener borgernes demokratiske interesse.

Forslaget må også ses i forlængelse af den udskældte offentlighedslov fra 2013, der betød en betydelige indskrænkning af mediernes mulighed for at kigge centralforvaltningen i kortene.

Endelig må det ses i sammenhæng med den stadig dybere kløft mellem på den ene side politikerne og de ministerielle forvaltninger og på den anden side Rigsrevisionen og Ombudsmandsinstitutionen.

Det sidste forhold kom for nylig til sit hidtil mest groteske udtryk ved, at regeringspartiernes gruppeformænd blev sendt i byen med en prøveballon for at vejre, om der var folkestemning for at udflytte Folketingets egne kontrolinstanser til provinsen. Altså en de facto nedlæggelse af disse instanser og oprettelsen af nye, fjernt beliggende fra magthaverne og besat med uerfarne folk.

Alt i alt tegner der sig et billede af, at magtpartierne ønsker at føre en stadig mere nidkær kontrol med de instanser, der netop er sat i verden for at kontrollere politikere og deres magtudøvelse. Man vil fra partitoppenes side egenhændigt bestemme over både indholdet og vinklingen af det politiske stof, der når ud i æteren.

Til samme formål har partiernes egne kommunikationsapparater vokset sig store og kornfede, ligesom der i partikulturen hersker en stadig større intolerance over for folketingsmedlemmer, der i overensstemmelse med Grundloven alene lader sig binde ved deres egen overbevisning og ikke overholder partidisciplinen.

På den baggrund klinger det ualmindeligt hult, når magtfulde politikere som Sass Larsen snakker om mediernes ”tyranni” og om et pressenævn indlejret ”i svinets hjerte”, hvor ingen står til ansvar eller ”går bodsgang”.

---------------------------------------------

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er ny klummeskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Hanne-Vibeke Holst: Kvinder er jammerlige netværkere Hanne-Vibeke Holst: Kvinder er jammerlige netværkere Næste artikel Majbritt M. Nielsen: Fri hash til alle – også de uduelige Majbritt M. Nielsen: Fri hash til alle – også de uduelige
  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    Det vælter ud med løgn og bedrag fra Borgen og centraladministrationen....

    ...og så brokker den politiske adel sig over, at medierne omtaler når der lyves og bedrages af politikere og embedsmænd ?

    Hvad er det for et samfund som departementchefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel og hans typer har skabt hvor embedsmænd omgår love og regler mens SKAT holder fadøls fest med kriminelle som har kostet mindst 12.700 millioner.

    Hvor Nordea forsyner kriminelle med 500 eurosedler for milliarder og Danske Bank hvidvasker for politikere i Baltikum uden at de kriminelle bliver straffet ? De kriminelle storbanker har opkøbt realkreditten og malker løs samtidig med man kunne misbruge statskassen som kassekredit da man havde spillet hele banken op. Disse storbanker skal gøres mindre og straffes for alle ulovligheder. Ingen bank må eje et realkreditselskab og omvendt. Disse monopoler har vist at det kun er til gavn for kriminelle at banker bliver så store.

    Anklagemyndigheden instruerede politiet i at vidne falsk i Østre Landsret for at få uskyldige i fængsel. Dommeren roste anklager og politiet for deres falske vidneudsagn.

    Tibet sagen hvor embedsmænd dækkede over sandheden og tidligere justitsminister Morten Bødskov som sammen med kron-juristerne fyldte Folketinget med overlagt lyst- og nød-løgn som tre dommere mod betaling af 465.250 kroner godkendte. Det er en sump som er bundløs når lovgiverne og dommerstanden rotter sig sammen og malker statskassen ved bijobs. Dommerne sælger deres dømmekraft sammen med lovgiverne i landsskatteretten hvor de afsiger politiske kendelser mod betaling fra SKAT.

    De kriminelle har taget magten hos myndighederne og ingen vil fjerne de kriminelle fra posterne.......politikerne på Borgen dækker hellere over de brodne kar end fjerner dem.

    https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-01078

  • Anmeld

    Christian X

    Medier m.fl.


    dyrker følelser i stedet for at dyrke forstand.
    Følelser er verdens mest upålidelige termostat - i en hjerne, der i forvejen er hæmmet af bios, manglende information og begrænset kapacitet, mentale overspringshandlinger samt fejlslutninger.

    Utroligt, at vi tillader - statsstøttet - systematisk fordummelse i medier, skoler og på uddannelser.

    Når drømmeres drømme idealiseres – ender vi hver gang med at vågne op i et mareridt...

  • Anmeld

    Christian X

    Tænkere

    som Jalving er der for få af - og de høres for lidt, fordi klangbunden for patos og egen bias altid er størst - og det er medier en resonans af.

    https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE10638523/kynisk-italiener-laest-som-kirurg/

  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    Når løgn bliver mere værdsat end sandhed....

    ...når politikerne med overlæg sætter løgn over sandhed er demokratiet i fare.

    Når anklagemyndigheden, politiet og dommerne bruger og accepterer løgn ved domstolene er borgernes retssikkerhed ikke længere til stede.

    Når departementschefer på møder med embedsmænd fremhæver muligheden for at omgå love og regler er råddenskaben blevet et problem.

    Når politikerne hellere dækker over brodne kar end fjerner brodne kar er regimet blevet korrumperet og utroværdigt.

  • Anmeld

    Peter Hansen · Menneske

    Journalisterne skal vinde den kamp.

    Den kamp skal naturligvis vindes af journalisterne, med alle lovlige midler, herunder tavshed, når politikerne har brug for lidt omtale.

    Men det medfører efter min mening, at samtlige redaktioner i Folketinget skal forlade Borgen omgående, imod at have deres pressekort om halsen når de har fri adgang til alle run på Borgen som ikke er låst eller skiltet.

    Med egne øjne, bliver man chokeret, når journalister kindkysser med politikerne. Selvransagelse, tak.

  • Anmeld

    Marlene Bogs · Rådgiver

    Ytringsfriheden samt demokratiet er i stor fare

    Præcis! 😥 Top politikerne er bange. De ønsker kun at begrænse ytringsfriheden og på magtvis måde give medierne flere mundkurve på. De må godt selv bruge medierne til at narre befolkningen, med usand manipulation og ingen konsekvenser der, hver gang de bliver taget i det!? Dem vi har ved magten nu er manipulerende løgnere over for befolkningen og til stor fare for vores land vores demokrati, velfærd, vores ytringsfrihed. Ohh please giv os Danmark tilbage🙏 Lad os håbe det ikke er for sent. Det er allerede gået alt for vidt....Tænk at det kunne formå at komme såvidt. Danmark er ikke Danmark mere. De leder os slet ikke de forleder os kun.

  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    Dansk Folkeparti opstiller nu Morten Messerschmidt til Folketinget......

    .....de mener ikke han er værre end resten af røverbanden på Borgen.

    Lars Løkkes utallige misbrugssager på første klasse for statskassens midler, Peter Brixtofte som alle festede med var den eneste som blev straffet, Kristian Jensen som sammen med en bande politikere lod SKAT afholde fadøls fest med kriminelle fra udlandet kostede samfundet mindst 12.700 millioner og banden af skatteministre er alle sluppet uden straf og med gyldne pensioner. Den socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov som sammen med kron-juristerne fyldte Folketinget med overlagt dommergodkendt lyst- og nød-løgn er stadig et af de mest troværdige medlemmer af Socialdemokratiet.

    Konservative er som altid glemsomme som i Erik Ninn-Hansen sagen hvor kriminelle forhold fik små konsekvenser for de ansvarlige.

    Det er en sump af løgn og bedrag som den politiske adel har skabt sammen med et DJØF regime af værste skuffe. Løgn og bedrag er blevet juristernes og politikernes bedste våben mod sandheden. Det danske Folketing rummer alt for mange fra klanerne som putter sønner og døtre ind på posterne hvor både brødre og søstre sidder på ministerposter og endda bliver udskiftet midt i perioden for at maksimere klanens ministerpensioner. Folketingets formand skaffer sin ægtefælle job som statsrevisor som skal føre tilsyn med konen som formand.

    Det er blevet et nepotisme og misbrugsregime som når samme højder som i Afrika, men den socialdemokratiske formand har jo også læst afrikanske forhold på Københavns universitet. Klanerne stortrives på Borgen og demokratiet er blevet en farce. Alkohol og kokain indgår også i akademikernes fest på Borgen. Danskerne tager ikke demokratiet alvorligt og det ved de over 60 % akademikere på Borgen alt om.

  • Anmeld

    Soeren Jensen · Politisk aktiv pensionist SF

    Top politikere vil ikke have konstruktiv kritik

    Politikere er afhængige af pressen. Pressen er befolkningens vagthund over for politikeres manipulering med pressen og befolkningen. Top politikere specielt, er gennemgribende igennem deres spiddoktore, kan og gør de med pressen hvad de er blevet rådet til af deres presse rådgiver. Politikeren fordrejer og manipulerer presse korpset efter forgodtbefindende, deres presse rådgiver er netop ansat for at dreje pressen i deres retning og opfattelse af en given situation som de synes den skal være. Så hvad der er sandt eller manipuleret, er svært at gennemskue.

  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    Vi skal straffe politikere og embedsfolk som lyver.....

    Som det er i dag kan politikere og embedsfolk uden skyggen af konsekvenser fylde os med dommergodkendt løgn og bedrag. Så længe politikere og embedsmænd kan lyve og bedrage uden konsekvenser vil de fortsætte med at lyve og bedrage. Centraladministrationen er blevet smittet af den uærlige politiske mentalitet og juristerne i det offentlige snyder og bedrager både som anklagere og som dommere.

    Når ikke borgerne kan stole på, at få en retfærdig rettergang fordi de offentlige jurister tage politiske hensyn og fængsler borgere på baggrund af anklagemyndigheden instruerer politiet i at vidne falsk ved domstolene. Når dommerne sælger deres dømmekraft ved at lave politiske kendelser i landsskatteretten sammen med lovgiverne mod betaling fra SKAT - så er dommerstanden korrumperet og ikke længere upartisk.

    Når SKAT afholder fadøls fest til mindst 12.700 millioner bliver ledelsen i SKAT ikke stillet til ansvar og hæren af skatteministre slipper også af sted endda med gyldne ministerpensioner. Det er stærkt krænkende, at man dækker over hinanden i det politiske system. De politiske elite får særbehandling også når de svigter eller direkte begår ulovligheder. Lighed for loven gælder ikke for den politiske og juridiske elite som er hævet over det som gælder for borgerne i samfundet.

  • Anmeld

    Sven K. Slaf

    Løgne pressen er ikke vagthund for en skid.. De fortæller engang imellem sandheden for rigtig at lyve når det gælder "imperiets" interesser:


    Velkommen til virkeligheden!

    Vi lever i en tid med propaganda, censur og undertrykkelse af ytringsfriheden. Men folk opdager det ikke. Faktisk synes de, at det er så glimrende, at der kommer nogen og dæmmer op for alle disse "fake news" på nettet - uden at det går op for dem, at de er ofre for en manipulation. For de virkelige producenter af fake news, er nemlig de, der hævder at bekæmpe dem, samt de mainstreammedier, der hilser sådanne initiativer inderligt velkommen.
    Fake news - det er New York Times, CNN, Washington Post, Politiken, Information, Berlingske, Deadline og tv-avisen! Kort sagt Vestens mainstreammedier. Sandheden, den sandhed, der får magthaverne til at blegne af rædsel og sikre kandidater til at tabe præsidentvalg, må man finde på Facebook og det vilde internet. DERFOR arbejdes der for tiden på højtryk for at censurere internettet og de sociale medier. Fordi de sociale medier og internettet er ved at afsløre mainstreammediernes propaganda.

    Nu er det nok ved at være omkring fire år siden, jeg begyndte selv at researche nyhederne om de store geopolitiske konflikter på nettet og finde alternative kilder til informationer. Det har været en rent ud sagt rystende erkendelsesrejse.
    Jeg fulgte intenst med i det amerikanske præsidentvalg: valgsvindlen imod Bernie Sanders, korruptionen i det Demokratiske Parti, den lodrette løgn om Putin som bagmanden for de leakede e-mails til Wikileaks og mordet på den unge Seth Rich, der ifølge Julian Assange og Craig Murray i virkeligheden var kilden. Jeg fulgte med i krigen i Syrien: Løgnene om Assads brug af kemiske våben imod sin egen befolkning. Terroristhæren, der var trænet, betalt og bevæbnet af USA og sendt ind over grænsen for at erobre landet, terrorisere dets befolkning og vælte Assad; afsløringen af de vestligt finansierede Hvide Hjelme, der reelt tilhørte terroristhæren, som fakede deres redningsaktioner og dræbte de børn, hvis liv de påstod at redde - og som Danmark bl.a. med Enhedslistens stemmer bevilligede flere millioner i støtte. De russiske og syriske soldaters befrielse af Aleppo, og befolkningen, der dansede i gaderne; Amnesty Internationals falske rapporter om "massehængninger i Assads fængsler".
    Jeg fulgte med i Grækenlands gældskrise og hvordan trojkaen banede vejen for privatkapitalens udplyndring og landet selv, der har fået status af slavenation uden udsigt til nogensinde at rejse sig igen.
    Jeg researchede den virkelige historie bag Ruslands påståede "annektering" af Krim og fandt en af USAs sædvanlige proxyhære, som instigerede kuppet imod den siddende regering i Ukraine og fik nynazisterne til magten, hvis opgave det var at slagte den russisktalende befolkning og overgive flådebasen til NATO og amerikanerne.
    Jeg lyttede til analyser af udviklingen fra eksperter og intellektuelle som Chris Hedges, Ray McGovern, Michael Hudson, Richard Wolff, Stephen F. Cohen, Eva Bartlett, Vanessa Beeley.

    Lige så tilfredsstillende som det har været, at danne et konsistent virkelighedsbillede og en dækkende forståelse af såvel enkeltbegivenheder som udviklingen mere overordnet på en baggrund af sande informationer og retvisende analyser, lige så forfærdende og dybt rystende har det været samtidig at blive bekendt med løgnagtigheden og propagandaen i de hjemlige medier, mainstreammedierne. Politiken, Information, tv-avisen, Deadline, Clements Debatten, Jersild - ALLE. I dag er jeg stort set holdt op med at læse aviser eller se nyheder på fjernsynet, fordi jeg ikke kan holde ud at høre på løgnene og propagandaen - eller på den deciderede mørklægning af begivenheder, som slet og ret ikke bliver dækket og derfor ikke kommer til offentligheden kendskab. Når det alligevel sker at jeg åbner en avis eller tænder for debatten eller Deadline, er det udelukkende for at bekendtgøre mig med løgnene, propagandaen og udeladelserne pt..

    Propaganda... det er sådan noget som ekstremt dårligt uddannede mennesker, der lever i primitive diktaturstater og uudviklede tredieverdenslande bliver budt. Sådan er vi vant til at tænke i Danmark. Og så fniser vi lidt, fordi man godt nok også skal være naiv for at hoppe på disse latterligt gennemskuelige løgnehistorier.

    Well. Danskere tror med glæde på at "Putin" har hacket det amerkanske præsidentvalg på trods af at ingen beviser til dato er blevet præsenteret. De sluger at en russisk troldefarm har oversvømmet facebook med anti-Hillary pro-Bernie reklamer selv om det drejede sig om en håndfuld ekstremt grimt tegnede annoncer til den digre sum af nogle tusinde kroner fra et falleret firma, der producerede underlødig mad til de russiske folkeskoler. Danskere hopper på at Assad giftgasser sin egen befolkning, der er på hans side og imens han er ved at vinde krigen. De tror også på at "Putin" forgifter en tidligere russisk dobbeltagent og dennes datter bosiddende i England. De godtager uden videre anklagen imod Trump for at have ført sin valgkamp i samarbejde med russerne, uanset hvor latterlig denne tanke er og på trods af at der ikke findes skyggen af et bevis. Politikerne udtaler sig i medierne som om alle disse ting var fastslåede kendsgerninger og det gør journalisterne også.

    Det har været rystende for mig at blive bekendt med graden og omfanget af løgnene, propagandaen og fortielserne. Jeg har selv oplevet først at blive inviteret i Deadline for at tale om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg og mediernes rolle - hvorpå invitationen blev trukket tilbage igen, fordi jeg ville fremføre de historier, som mainstreammedierne havde fortrængt eller direkte løjet om.

    Diskrepansen imellem den realitet, man bliver bekendt med ved at lave sin egen research på nettet og så mainstreammediernes fremstilling, er så stor, at det belaster forholdet til venner og familie. "Du forlanger faktisk at jeg skal tro mere på dig end på FN", som min bedste veninde sagde engang vi diskuterede krigen i Syrien. Som de fleste andre kan hun heller ikke få sig selv til at tro, at hæderkronede institutioner som FN og Amnesty International for længst er korrumperede indefra og tjener den økonomiske elite.

    Imens medierne lyver for befolkningen og holder den hen i uvidenhed, foregår et dødsensfarligt spil på verdensscenen. Tredive års neoliberal indenrigspolitik har skabt enorme sociale problemer i det amerikanske samfund. Halvdelen eller mere af alle amerikanere lever på eller under fattigdomsgrænsen, en fjerdele af de amerikanske børn går sultne i seng. Nationen er reelt under omstilling til et tredieverdensland. Den industrielle base er afmonteret og sendt til (især) Kina sammen med de velbetalte jobs. Folk må have to eller tre jobs for blot at overleve med nød og næppe. Antallet af hjemløse er eksploderet, den amerikanske arbejderklasse er reduceret til en slavelignende eksistens, habeas corpus blev ophævet under Obama og det blev gjort lovligt at sætte militæret ind imod befolkningen, politiet er blevet militariseret, det privatiserede fængselsvæsen tilbyder de indsatte (primært sorte mænd) som slavearbejdskraft til de store virsomheder. USA er reelt blevet til en politistat. Det økonomiske system er siden 2008 blevet holdt kunstigt oppe med quantitative easing, men er i realiteten i dyb krise og ude af stand til at levere stabilitet eller bare brødføde store dele af befolkningen. Petrodollaren er på vej til at blive afskaffet til fordel for Kinas guldindløselige Yuan, hvilket er et kæmpe slag for den amerikanske økonomi. I denne desperate situation for det vestlige økonomiske system, som er på vej ned, bygger de økonomiske magthavere op til en uhyggelig konfrontation - NATO har anbragt missilsystemer tæt op ad Ruslands grænse. USA gør sin udstationering af tropper i området med Syriens bedste landbrugsjord og oliekilder permanent - en regulær besættelse af Syrien med andre ord. Man har opsagt atomaftalen med Iran, som angribes med aggressive sanktioner og presses med ultimative krav.

    Imens mainstreammedierne har forvandlet sig til propagandaredskaber for magten og trofast fastholder befolkningen i uvidenhed, har internettet og de sociale medier imidlertid vist sig at blive en farlig modspiller for den magtudøvelse, som ikke tåler dagens lys.

    Det faktum at medierne og magthaverne mistede kontrollen med udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, sendte chokbølger igennem eliten. Allerede dagen efter det famøse valgresultat blev der talt om "fake news" og at der måtte "gøres noget". Sandheden var imidlertid, at netop internettet og de sociale medier havde bragt de sande nyheder, som mainstreammedierne havde gjort deres bedste for at tildække med netop... fake news.
    Google og Facebook arbejder intenst på at udvikle algoritmer og andre former for styringsredskaber, der skal gøre det muligt at censurere eller skjule platforme, der offentliggør "forbudt" viden. Regulær censur og afskaffelse af ytringsfriheden er på trapperne. Flere og flere kontroversielle uafhængige journalister og nyhedsplatforme beretter om at trafikken med ét forsvinder fra deres sider, de kommer ikke frem ved Google-søgninger, mange oplever at blive tildelt karantæner af kortere eller længere varighed uden forklaring og uden varsel.
    For nylig er sociologen Lars Jørgensen, som igennem tre år har publiceret materiale på sin Facebookside, der afslører de virkelige begivenheder, som mainstreammedierne holder skjult, blevet ghostbanned. D.v.s. Facebook har slet og ret gjort det umuligt for ham at poste på sin Facebookside.

    I et kapløb med tiden har Lars Jørgensen udarbejdet en samlet analyse på baggrund af sin intense forskning. Det er den tekst, jeg linker til i dette opslag! Her står den forbudte viden, som søges skjult og bortcensureret. Det er sandheden om udviklingen siden Anden Verdenskrig og vores samtidshistorie, som medierne og magthaverne har holdt skjult.
    Det er en banebrydende analyse, der samler de mange historier til et helt billede. Læs den. Del den.
    Velkommen til virkeligheden!

  • Anmeld

    MM

    Systemet er langt langt værre end de færreste begriber

    Systemet er langt langt værre end de færreste begriber.

    Søg efter Ronald Bernard. En troværdig mand, der ved, hvad han taler om.

    https://www.youtube.com/watch?v=e9mMdUGcRRw

  • Anmeld

    J. Jensen

    Fælles politisk indsats

    Der har igennem flere år været en fælles politisk konsensus om at få begrænset den frie og uafhængige presse, for selv at styre de nyhedsstrømme man vil give befolkningen adgang til..
    At det er galt nok, at de folkevalgte er fælles om deres kamp mod journalisterne er en sag, men langt værre set det ud, når de samme politikere udvider den kamp til en kamp mod hele befolkningen med deres åbenlyse mørkelægning af snart sagt enhver problemstilling.
    Hvilket seneste kommer til udtryk i Venstre ros af en enbedsmand, der misbruger sin stilling til at rådgive sine medarbejder i at undgå offentligheden

    "Venstre ser intet problem i departementschefs vejledning i at undgå offentlighed
    Ifølge Venstres offentlighedslovsordfører, Jan E. Jørgensen, er det helt inden for skiven, når departementschef fortæller medarbejdere, hvordan de undgår aktindsigt i deres arbejde."

  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    Venstres Jan E. Jørgensen er ikke en del af løsningen....

    ....han og hans typer er selve problemet. Venstres troværdighed er på niveau med Lars Løkkes.

  • Anmeld

    Sven K. Slaf

    Venstres ledelse er en trussel mod det danske demokrati.


    En fri og uafhængig presse er en forudsætning for et velfungerende demokratisk samfund. Uden en fri presse der oplyser om faktuelle forhold, sociale og politiske problemer, er det umuligt for borgerne at vide, hvad der sker. Ikke blot hvad der er sandt og falsk – men simpelthen hvad der reelt foregår. Hvis en befolkning udelukkes fra et kritisk kendskab til de sociale og politiske realiteter, hvordan skal man så kunne løse problemerne og udvikle samfundet i en fornuftig retning? Det er umuligt. Tilsvarende har borgerne ikke noget, der minder om et frit valg, hvis de ikke er orienteret om relevante kritiske aspekter om deres politikere. Journalister skal med andre ord være kritiske og objektive over for de politiske magthavere uanset politisk ståsted, så de kan oplyse om realiteterne.

    Rædselsscenariet er en stat, hvor journalister retter ind og magthaverne bestemmer, hvad der skal oplyses om og hvordan. Sådan som det fx kendes i dag fra Fox News i USA eller i Nordkorea, hvor alt præsenteres så det sætter den korporative lobby og republikanske politikere henholdsvis den ’himmelske leder’ Kim Jong Il i det finest mulige lys. I Nordkorea og på Fox News findes ingen kritik af henholdsvis det republikanske parti og den himmelske leder. Ikke én kritisk sætning ikke én kritisk tanke. Alle kritiske spørgsmål, al kritisk viden undertrykkes aktivt og magtfuldt. Der er da også dokumentation for, at Fox News gør deres seere stadig dummere.

    Løgn og latin på Borgen
    Et så problematisk forhold mellem politiske magthavere og den offentlige oplysning er desværre ikke så fremmed for det danske demokrati, som man kan ønske. I hvert fald ikke når man ser lidt kritisk på Venstres magtfulde adfærd overfor danske medier og journalister. Venstretoppen har i årevis haft en uhyre problematiske opfattelse af forholdet mellem demokrati, journalistik og politik, som det er værd at fokusere på, hvis man skal forstå mediernes situation i dag herunder forstå en stor del af den information, man præsenteres for om dansk politik. Især fra TV2. Inden for sociologi og kommunikationsforskning er det et vigtigt princip, at man må medtænke magtforholdene i en given kontekst for at kunne forstå de ting, der bliver sagt og kommunikeret. Dette er særligt væsentligt når man i dag vil forstå, hvad Venstre (ikke) bliver spurgt om. Det kritiske spørgsmål drejer sig om Venstres magt i det danske samfund i dag, og især hvordan de misbruger denne magt. Men problematikken drejer sig også om de danske mediers troværdighed, når vi tror, at medierne oplyser os om de sociale og politiske realiteter. Herunder konsekvenser for den behandling Venstres politiske modstandere og andre politiske partier får i medierne. Især i TV2.

    Hvori består Venstres skandaløse adfærd så mere konkret? Ja, det er i sagens natur vanskeligt at vide, hvor omfattende Venstres undertrykkelse af kritiske spørgsmål og kritiske realiteter i virkeligheden er. Men der har været en række kendte markante eksempler igennem årene, hvor Lars Løkkes seneste sag med undladte kritiske spørgsmål og en sletning af Løkkes raserianfald blot er det seneste. Det vender jeg tilbage til. Lad mig kort rekapitulere lidt af Venstres, lad os sige register. Lad os begynde med det mest kendte nemlig daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i årevis og helt frem til sin exit fra dansk politik konsekvent nægtede af at stille op til et kritisk interview med Cavlingpris-vinder Bo Elkjær om Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Her mente statsministeren helt åbenbart ikke, at de danske borgere havde krav på viden om kritiske spørgsmål til Danmarks deltagelse i en dybt problematisk krig, som alle i dag ved var sat i gang på et falsk grundlag. Det er en offentlig hemmelighed, at både Bush og Blair vidste, at de gik i krig på løgne. Og tag ikke fejl det var løgne, som Bush-administrationen selv havde fabrikeret.

    Den samme form for offentlig kritik af krigen på løgne har Fogh endnu aldrig oplevet. Det mest glemte eksempel er måske til gengæld, at Anders Fogh Rasmussen nogle år forinden var blevet fyret som skatteminister på grund af sin ’kreative bogføring’. Ministerens ’kreativitet’ blev fulgt op af, hvad man vel godt kan kalde en typisk Nordkoreansk finte, da både Foghs ’kreative bogføring’ og fyring blev udeladt i omtalen af hans person i den nye Den store danske encyklopædi. Og måden det danske samfund holdt Anders Fogh Rasmussens ansvarlig på var som bekendt først at gøre ham til statsminister og senere til generalsekretær for NATO. Den højeste internationale post nogen dansker nogensinde har haft. I verden i dag kommer man langt med forbrydelser mod demokratiet, i hvert fald hvis man er Venstre-mand. Et andet eksempel er hele samlingen af magtmisbrug, løgne og manipulationer udført af Venstres minister Claus Hjort Frederiksen, hvis afdækning gav Orienterings Jesper Tynell Cavlingprisen i 2009. Her blot nogle af de sager Tynell afslørede:

    ”Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger. Ministeren afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job - i al hemmelighed og uden om Folketinget. Beskæftigelsesministeriet bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde. Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel. Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.”

    Ved prisoverrækkelsen roste daværende statsminister Lars Løkke Jesper Tynell, samtidig med at han understregede betydningen af kritisk journalistik. Det er vel den mest tomme ros i nyere Danmarkshistorie, idet Løkke ikke lang tid efter forfremmede Claus Hjort til finansminister. Der synes ikke at være nogen grund til at tro, at Løkke ikke allerede kendte Claus Hjorts ’metoder’, inden Tynell afslørede dem. Der er til gengæld mange grunde til at anfægte partiets opfattelse af og tilgang til demokrati og anstændighed. For denne sag – ikke alene Hjorts magtmisbrug, løgne og manipulationer men især Løkkes ’håndtering’ - viste om noget, hvor problematisk Venstre arbejder i vores demokrati, og hvor fløjtende ligeglade toppen i Venstre er med basale demokratiske principper.

    I Venstres top er ’ministerens mindre demokratiske metoder’, som DRs Orientering kaldte afsløringerne om Claus Hjort, simpelthen business as usual. Hvis det da ikke gælder, at den slags metoder simpelthen er direkte karrierefremmende. På den baggrund kan man kun gisne om, hvad der reelt skete bag kulisserne i Venstre i Helle Thornings ’skattesag’. Der er i hvert fald ingen grund til at tro, at Venstres top har givet ærlige og sande svar i sagen. Hvor skattekommissionen som bekendt ikke nåede til bunds i sagen. Selvom der faktuelt var begået en række ulovligheder såsom læk af personfølsomme oplysninger, så nægtede blå blok at skrive under på den kritik, som de andre partier i folketinget mente var berettiget. Stine Brix fra Enhedslisten kunne dermed fastslå en logik, som giver god mening i det store billede af Venstre-toppens tilgang til demokrati og lovgivning: "Der er begået en række ulovligheder i skattesagen for Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock... Hvis ikke man som Folketing kan sige klart fra over for det, så står vi faktisk i en situation, hvor vi sender et signal til kommende og nuværende ministre om, at man bare kan køre løs."

    De store nyhedsmedier synes aldrig rigtigt at have interesseret sig for den borgerlige fløjs accept, da blå blok tillod Claus Hjort Frederiksen at fortsætte til at blive finansminister. Det er stadig et åbent og kritisk spørgsmål, hvorfor TV2 og DR i sin tid lod være med at forfølge Tynells afsløringer i de almindelige tv-nyhedsudsendelser i prime time. Med det resultat, at mange borgere den dag i dag er ganske uvidende om Claus Hjorts udemokratiske adfærd. Hvorfor lod I være? Hvor længe skal vi fortsætte med at lade som om det ikke skete? Det er faktisk en udemokratisk 'dækning' af et helt afgørende public service emne. Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radios og TV2s 'dækning' af Claus Hjorts utrolige katalog af udemokratisk adfærd er en endog væsentlig grund til, at han så let kunne fortsætte som minister.

    Et demokratisk problem
    Sandheden er, at vi ikke aner, hvad vi er gået glip af i relation til kritisk demokratisk oplysning om den daværende borgerlige regerings udfoldelser. For i de ti år formåede regeringen at kontrollere såvel hvilke journalister, de mødtes med som de spørgsmål, de svarede på. Og den grundlæggende logik med hensyn til løgne og fortielser er som bekendt, at den ene løgn kræver endnu flere. Løkkes regeringsførelse tvang dem givetvis ud i stadig mere kontrol og manipulation.

    Men tilbage til Venstres tilgang til medier og journalister. For den mest magtfulde og problematiske måde at manipulere på handler netop om at sørge for, at der slet ikke er noget at kunne afsløre. Hvordan kan et politisk parti som Venstre sørge for det? Ja, de kan lægge pres på medier og journalister og nægte at svare på andre spørgsmål, end dem som de selv ønsker at svare på. Presset kan så bestå i, at partiets folk simpelthen nægter at stille op til interviews. Hvis journalisten ikke accepterer denne ’aftale’, så har hun (meget) mere vanskeligt at arbejde med området. Der er ingen tvivl om, at dette var en meget brugt metode fra Venstres side da de sad i regering. Det var netop for at udstille denne problematik, at DRs nyhedschef Ulrik Haagerup i 2010 besluttede at vise det senere så omdiskuterede klip med en yderst ophidset Bertel Haarder, der gik endog meget hårdt til en journalist. Haarder var også på dette tidspunkt minister, og klippet hvor han angriber journalisten for at stille spørgsmål, som Haarder ikke var forberedt på, udstiller bedre end noget andet, hvad det er for et pres, magtfulde politikere kan udøve. Selvom det vel ikke rigtigt lykkedes for Danmarks Radio at komme igennem medielandskabet med denne pointe, så var det ikke desto mindre Haagerups eksplicitte begrundelse for at vise klippet, at det skulle illustrere det pres, som medier og journalister er underlagt fra politikernes side.

    Klippet viser da også klart, at journalisten der skal samarbejde med den daværende regering ikke er fri til at oplyse men er underlagt ministerens ønsker om, hvad der skal tales om. Haarders trussel om ikke at ville tale med journalisten i fremtiden, samt journalistens vedholdende bestræbelse på at redde et fortsat samarbejde med en rasende minister viste, at regeringen anså det for helt legitimt at kontrollere journalisten. Men da det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at forestille sig, at DR med en særlig public service forpligtelse ikke interviewer regeringens ministre, er de praktisk talt nødt til at ’samarbejde’ på disse præmisser.

    Episoden illustrerer det afgørende politisk-journalistiske demokratiske problem, at den siddende regering arbejdede ud fra den demokratiske vildfarelse, at det er ministre og spindoktorer, der afgør, hvad der skal tales om, når de mødes med journalister. Der er tale om en uhyrlig demokratisk vildfarelse, som Venstre dengang tog for givet. Vildfarelsens utvivlsomme karakter forklarer Haarders raseri. Mens det er regeringens magtmisbrug, der forklarer journalisters nærmest tvungne medvirken i problemet.

    Fri presse
    Alligevel indeholder episoden en journalistisk selvkritik. For den illustrerer det generelle som et ’samarbejde’ mellem politiker, spindoktor og journalist ud fra et fast censurerende arbejdsmønster. Journalisten forsvarer sig over for Haarder med, at han faktisk havde levet op til de uformelle regler og havde aftalt alle spørgsmål med Haarders spindoktor inden mødet. Problemet var blot, at Haarder i dette tilfælde ikke var forberedt på de aftalte spørgsmål. Den fejl formentlig kombineret med træthed gjorde, at kæden hoppede af i det normalt intimt aftalte samarbejde mellem politiker og journalist. Klippet er ikke et kønt syn. Ikke så meget, fordi Haarder eksploderer men langt mere fordi det viser, hvordan journalisten går til ministeren med spørgsmål, han på forhånd har aftalt med ministerens spindoktor. Klippet udstiller en dyb afhængighed, der er det logiske resultat af den daværende regerings tvangsmæssige magtudøvelse over for journalister. Episoden illustrerer derfor også journalistens afmagt, hvor han selv i et urimeligt verbalt overfald er nødt til at gøre ministeren tilfreds for at bevare håbet om at kunne opretholde samarbejdet fremover. Spillet blotlægges fuldstændig, da journalisten appellerer til den forurettede minister med, at han faktisk havde levet op til spillereglerne med aftalte spørgsmål mv. Kort sagt: Løkkes regering kontrollerede det journalistiske arbejde på DR.

    Når en minister truer med at opsige samarbejdet, når han stilles kritiske spørgsmål, så ser vi samarbejdspræmisser, der ikke er et demokrati værdigt. ’Samarbejdets’ karakter betød, at journalisterne var kontrolleret i en grad, så de kun kunne stille de spørgsmål, som minister og spindoktor ville acceptere. Hvis de ikke gik med til det, så var der intet interview. Dermed var alle kritiske spørgsmål mere eller mindre systematisk og magtfuldt udelukket. Derfor må man forstå DR's visning af episoden som et vigtigt demokratisk nødråb. Det yder derfor ikke problematikken retfærdighed, hvis man nøjes med at kritisere journalisterne for at acceptere disse illegitime ’spilleregler’. På den måde overmales problemets magtfulde rod, nemlig den illegitime magtudfoldelse som regeringen benyttede i kontrollen af pressen. Der var og er tale om en form for magtmisbrug, som reelt betød, at vi ikke havde en fri presse under Løkkes sidste regering. Den daværende Venstreregerings magtfuldkommenhed havde simpelthen skabt historisk uholdbare ’samarbejdsaftaler’, der reelt umuliggjorde uafhængig politisk journalistik helt ind i det licensbaserede og uafhængige DR. Regeringen udnyttede kort sagt sin magt til at reducere DR’s public service forpligtelse til et spørgsmål om at være talerør for den siddende regering. Sådan nærmest i Nordkoreansk stil. Hvis Kim Il Jong og hans nærmeste medarbejdere havde besøgt Løkkes regering i sin tid, så ville de have bifaldt, hvordan regeringen sørgede for, at journalisterne rettede alt ind, så det præsenteredes så fint som muligt.

    Medierne i lommen på Løkke?
    Nu har jeg nævnt en række eksempler på ledende Venstre folk, der lyver, truer og kontrollerer medier mv. og som reagerer nærmest uciviliseret, hvis en journalist stiller andre kritiske spørgsmål. Vi ser et mønster, hvor Venstre konsekvent og magtfuldt sørger for at begrænse al kritisk oplysning om Venstre. Og det er i øvrigt også tidligere lykkedes for Løkke at få slettet et indslag på TV2, hvor han blev rasende. I et andet tilfælde hvor Løkke blev rasende på en journalist på Deadline, der stillede nogle kritiske spørgsmål, blev den pågældende journalist Anja Bo på mistænkelig vis - i hvert fald set udefra - fyret få måneder efter. Tilsvarende er det et åbent spørgsmål, hvorfor DR valgte at fyre Niels Lindvig, en af de absolut største journalistiske kapaciteter i landet, hvis det da ikke også handlede om en rent højredrejet politisk motiveret fyring.

    Det seneste eksempel med Lars Løkkes raserianfald mod visse kritiske spørgsmål på TV2 er derfor helt symptomatisk for Venstres magtfuldkommenhed over for pressen. Og dermed borgerne. Eksemplet viser – igen - i hvor høj grad Venstre har fået indflydelse på medierne, især TV2. Igen lykkedes det Løkke at få TV2 til at undlade at stille ham visse kritiske spørgsmål og (igen) efterfølgende at få dem til at slette den fil, der viser det raserianfald, der medførte, at TV2 undlod at stille ham spørgsmålene. Ligesom i Nordkorea er den kritiske nutid på TV2 den dag med kritiske spørgsmål til Løkke simpelthen slettet. Der er ikke nogen optagelse af det skete. Det skete ikke. Selvom det skete. Tiden den dag på TV2 er blevet slettet. De danske borgere ville aldrig have haft mulighed for at forstå, at de var blevet snydt ift. de spørgsmål, som seerne havde bedt om svar på, men som aldrig blev stillet. Ligesom de aldrig ville have hørt om Løkkes raseriudbrud, hvis ikke andre medier havde ageret anderledes kritisk og oplysende end TV2.

    Alligevel går TV2s nyhedschef Michael Dyrby ud efter den seneste skandale og forklarer, at det var en fejl at slette spørgsmålene og filen med Løkke, samtidig med at han på helt fantastisk vis erklærer, at TV2 ikke har mistet troværdighed. TV2 er sandelig underholdende. Men sagen udstiller på alvorlig vis den indflydelse, Venstre har på TV2, når det gælder om at præsentere partiet Venstre finest muligt, sådan ’North Corean Style’. Jeg skal ikke gå ind på de mulige sager, hvor TV2 kan have haft til formål at stille Venstres politiske modstandere i et dårligt lys. Ej heller de udsendelser TV2 har bragt i valgkampen, der bogstaveligt talt synes at være som skabt til at føre Venstres politik finest muligt frem.

    TV2 rekrutterer venstre-folk
    I stedet skal jeg gå direkte til problemets rod og fokusere på et forhold af helt principiel kritisabel karakter, ikke mindst, da der er tale om en delvist licensfinansieret tv-kanal. For det er oplagt ikke nogen tilfældighed, at Løkke i så høj grad kunne påvirke netop TV2s redaktionelle beslutningsproces. Man behøver blot at søge på Michael Dyrby, TV2s nyhedschefs navn på Wikipedia for at se, at man målrettet har arbejdet på at ansætte stærkt ’Venstre-orienterede’ folk på de afgørende positioner på TV2. Dyrby er som bekendt navnet på den chef på TV2, der både gik med til at undlade de kritiske spørgsmål og senere tog beslutningen om at slette filen med Løkkes raseriudbrud. Her en kort opsummering af indholdet på Wikipedia under navnet Michael Dyrby:

    ”(…) Allerede i 1991 blev han [Michael Dyrby] ansat på TV 2/Østjylland, hvor han blev redaktionschef og souschef. I 1994 blev han ansat på TV 2 Nyhederne som redaktionssekretær, siden blev han redaktionschef og var fra 1997 til 2003 souschef. Han var bl.a. med til opbygge TV 2's morgenflade, Go' morgen Danmark og Morgennyhederne i 1996. I 2002 blev han konstitueret i stillingen som nyhedschef, da Jens Gaardbo forlod TV 2. Michael Dyrby blev udnævnt til nyhedschef i januar 2003. Siden maj 2010 har han været nyhedsdirektør og medlem af TV 2's direktion. Frem til Jacob Nybroes udnævnelse til nyhedschef i august samme år bestred han begge stillinger.

    Michael Dyrby har ansat Ulla Østergaard som politisk redaktør på TV2 News. Ulla Østergaard er tidligere personlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og gift med Peter Arnfeldt. Peter Arnfeldt er tidligere personlig rådgiver for tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen fra Venstre. Michael Dyrby har ligeledes ansat Henrik Quortrup som politisk reporter/redaktør. Henrik Qvortrup har en fortid som personlig rådgiver for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Michael Dyrby har ansat Anders Langballe som politisk reporter/redaktør. Anders Langballe har en fortid som landskasserer og fremtrædende medlem af Venstres Ungdom.”

    Alene af denne halvside på Wikipedia om Dyrby fremgår det, at TV2 i de forløbne år systematisk har rekrutteret stærkt profilerede Venstre-folk til nøglepositioner i TV2s politiske nyhedsformidling. At der er tale om en oplysningsnedbrydende og fordummende strategi, der bør give anledning til hævede øjenbryn uanset ens politiske observans, generer åbenbart ikke Venstre, der synes at leve efter parolen: Det er langt vigtigere at få ret end at have ret. Det generer åbenbart heller ikke ledelsen på TV2. Men det er dybt problematisk og udemokratisk. Om ikke andet så fordi vi lever i et demokrati, hvor borgerne har ret til fri oplysning og frie valg. Og det er altså ensbetydende med en frit oplyst virkelighed, der en betingelse for oplyste valg om alt fra viden om fødevarer og fordele og ulemper ved organisering af private versus offentlige sygehuse til valg af politiske kandidater.

    Desuden er det i sidste ende umuligt at skabe en fornuftig samfundsudvikling, hvis den politiske oplysning kontrolleres af ideologisk ukritiske manipulatorer. Se blot på Nordkoreas politiske udvikling. Når et væsentligt medie som TV2 systematisk reducerer og skævvrider oplysningen af bestemte sociale forhold og/eller politikere, så undergraver de borgernes frihed. Mere kritisk kan man sige, at TV2 og Venstres (baglands) strategi med at besætte ledende poster i samfundet med folk med bestemt politisk-ideologisk observans, så man kan styre folks viden og oplysning, er en almindelig kendt fascistisk strategi. Ud fra en kynisk betragtning er det komisk, at TV2s adfærd og rekrutteringsmønster så let lader sig optrevle. Måske viser det både, hvor lidt intelligente og magtfuldkomne både Venstre og TV2 er, når de så åbenlyst rekrutterer kendte Venstre-folk, der umiddelbart kan genkendes på en enkel søgning på Wikipedia.

    En sort dag for demokratiet
    Det påtrængende spørgsmål er derfor, om der mon er nogen… i dette land, der har fantasi til at forestille sig, hvor langt Venstre vil gå i deres kontrol med og manipulation af medierne, hvis de vinder valget? Det er måske et af de mest afgørende spørgsmål for dagens valg. Også fordi der under alle omstændigheder er grund til at antage, at Venstres og Venstres baglands magt over de danske medier vil øges i de kommende år. I et medielandskab hvor ’tænketanken’ CEPOS og en finansiel stærk aktør som Saxo Bank trænger sig mere og mere på med diverse former for politisk propaganda. Og det i en verden, hvor medierne i andre lande har vist sig at kunne udvikle sig til det hæmningsløst korrupte. Men man behøver ikke nøjes med at gisne om, hvad der kan ske i det danske medielandskab de næste fire år, hvis Venstre får regeringsmagten. De slap afsted med meget lidt demokratiske metoder sidst, de sad i regering. Siden har de solidt infiltreret sig i TV2. Og det er de samme folk, der sidder i partiledelsen i dag. Der er ingen grund til at tro, at de vil arbejde mere demokratisk denne gang. Slet ikke…

    Så vil man indvende, at denne artikel er et partsindlæg mod Venstre. Det er ikke sandt. Der er tale om objektiv oplysning til borgerne om kritiske forhold i deres samfund – om vores licensbaserede pulic service tv-kanaler, særligt TV2 og om den moralske habitus hos ledelsen i et ledende politisk parti. Alle påstande i teksten kan tjekkes. Hvem synes, at den danske befolkning kan være tjent med at undertrykke sådanne kritisk fakta? Har folk ikke krav på at vide sådanne ting? Inden de stemmer? Kan Venstre ikke holde til at blive oplyst? Sandheden er stik modsat, at hvis oplysningerne her ikke støttes i at blive trykt, så politiserer man ved at undertrykke vigtige sandheder om TV2 og Venstre. Alle journalister bør under alle omstændigheder arbejde på at oplyse og punktere Venstres barnagtige luftkastel om at ville bestemme, hvad de skal spørges om og hvordan. Det er af afgørende vigtighed for vort fremtidige demokrati og for at kunne bevare muligheden for at bedrive fri, seriøs og uafhængig journalistik.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    Re_ J.Jensen

    Du har desværre ret. Enig.
    Kan stærkt anbefale Jesper Tynells prisbelønnede bog "Mørkelygten", som giver god indsigt og meget stof til eftertanke.
    ....
    Når politikere ikke er åbne for saglig kritik og modargumenter fra hverken medierne eller fra borgerne i al almindelighed, så har de udviklet det, der blandt andet beskrives i Sanne Udsens bog : "Psykopater i jakkesæt". Heri vurderes ledere i erhvervslivet, men forskellen er "den samme". Vores valgte ledere er samfundets lansvarlige ledere.
    Vi skal se os rigtigt godt om, når vi skal til valg næste gang.
    God læselyst..under parasollen i weekenden.... :-)

  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    Jesper Tynells bog "Mørkelygten" er absolut værd at læse......

    Men det vælter jo ud med fup og svindel fra Borgen og centraladministrationen i en uendelighed. Ja, selv anklagemyndigheden er afsløret i, at have instrueret politiet i at vidne falsk i Østre Landsret for at sende uskyldige i fængsel. Så langt er vi kommet ud i sumpen, at end ikke anklagemyndigheden eller politiet kan vi stole på kender forskel på ret og uret. Specielt er flere justitsministre blevet afsløret med løgn og bedrag sammen med kron-juristerne. Dommere som mod betaling godkendte kron-juristernes lyst- og nød-løgn overfor Folketinget. Begge kron-jurister fik nye stillinger som henholdsvis departementschef og dommer i Østre Landsret.

    Problemet er den politiske mentalitet som hersker på Borgen som de regeringsduelige partier støtter og specielt Venstre og Socialdemokraterne ønsker at holde så meget hemmeligt som overhovedet muligt. Og så længe Venstre og Socialdemokraterne kan skjule deres fup og fidus vil de ikke ændre holdning. Det danske demokrati lider under ganske de samme problemer med de gamle partier som i Frankrig og Italien som trods alt fravalgte de gamle skurke ved sidste valg - og nu sætter man demokratiet ud af funktion i Italien. Det er en skændsel som man også kunne frygte ville ske i Danmark.

Kammeradvokat: Departementschef inhabil i sag om kæreste

Kammeradvokat: Departementschef inhabil i sag om kæreste

FORHOLD: Forsvarsministeriets departementschef var inhabil da hans kæreste og nuværende ægtefælle som ministeriets kommunikationschef i 2016 blev tildelt et engangsvederlag, konkluderer Kammeradvokaten, der samtidig frikender forsvarschefen for inhabilitet.