Johanne Dalgaard: Politikerne optrapper magtkampen med medierne

KOMMENTAR: Magtpartierne ønsker at føre en stadig mere nidkær kontrol med medierne. Derfor klinger det hult, når politikere som Sass Larsen (S) eller Søren Pind (V) taler om mediernes tyranni. 

Det er efterhånden en velkendt trope, at den ene eller den anden partiløve fra – oftest – Venstre eller Socialdemokratiet erklærer, at danske medier tyranniserer de folkevalgte politikere, at de er uvederhæftige, og at de fokuserer for meget på at kritisere og for lidt på at fremhæve det positive ved det, politikerne fremlægger.

Søren Pind (V) har flere gange gjort synspunktet gældende. Esben Lunde Larsen (V) mente i kølvandet på en lækage, der viste, at han tilbageholdt informationer fra Folketinget i sagen om kvotekonger i fiskeriet, at det er ”en sygdom i samfundet”, at der sådan søges aktindsigt i det ene og det andet.

Henrik Sass Larsen (S) har tidligere truet med at inddrage mediestøtten til aviser, han fandt ”for borgerlige”, ligesom han i praksis har boykottet pressen til fordel for at lade sig ”interviewe” af Reimer Bo, som Socialdemokratiet har hyret til formålet. Nu foreslår han så, at medierne pålægges bødestraf for at skrive noget, der er ”løgnagtigt”.

Sass Larsens vrede mod den danske mediestand udspringer formodentlig ikke mindst af det, der stadig går under betegnelsen ”Helle Thornings skattesag”, hvor især BT var drivkraften bag en lang række historier, der såede tvivl om, hvorvidt Thorning betalte den skat, hun var skyldig.

Jeg kan forstå, at man som dedikeret socialdemokrat kan være vred over den historie, særligt fordi det lige så langsomt viste sig, at sagen ikke rigtig havde noget på sig, andet end at Thornings familie i lighed med mange andre, hvis skatteforhold er komplekse, måtte vente længe på at få afklaring fra Skat om, hvad der reelt skulle betales.

Men selvom der i denne og andre sager kan stilles spørgsmålstegn ved, om et givent medie har leveret en optimalt sober og nuanceret dækning, så er det lidt foruroligende, at man som politiker primært vælger at anskue historien som et problem relateret til pressefriheden.

Fra et demokratisk perspektiv ligger det helt store problem snarere i, at det til dels foregik på baggrund af personlige skatteoplysninger, som nogen øverst i daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) administration havde lækket om oppositionslederen.

At det aldrig lykkedes at placere et politisk ansvar for den Berlusconi-manøvre, er stadig et åbent og betændt sår på den danske selvforståelse som et tillidsbaseret demokrati, hvor god forvaltningsskik hersker, og korruption og magtmisbrug er uhørt.

Og lige præcis den type historier hober der sig i disse årtier flere og flere op af. Statsministeren er i egen selvforståelse både statsminister hele tiden, men har samtidig ret til ”et privatliv”, i hvilket offentligheden må acceptere, at det er fuldstændig uproblematisk, at han modtager værdifulde ferieophold og lader sig offentligt associere med kvotekonger, der har afgørende interesse i, at regeringen fører lige præcis den politik, den fører på fiskeriområdet. Man gider næsten ikke at nævne de skræddertilpassede underbukser eller renseriregningen for hotelgardiner. Eller alt det andet som Lars Løkke Rasmussen gennem tiden har fundet det rimeligt, at skatteyderne finansierede for hans personlige komforts skyld.

Under regeringerne Helle Thorning-Schmidt kan til eksempel nævnes Tibetsagen, hvor borgere efter alt at dømme af hensyn til danske eksportinteresser i Kina med magt blev forhindret i at demonstrere under et kinesisk statsbesøg.

Derudover kan alene inden for denne valgperiode nævnes Eva Kjer Hansen (V), hvis landbrugspakke byggede på manipulerede tal, Inger Støjberg (V), hvis Integrationsministerium tilsyneladende gennem mange måneder bevidst har undladt at rette ind efter retstilstanden oven på en EU-dom, og Esben Lunde Larsen, som blandt andet har brugt sin forvaltning til at afspore processen med at skabe balance i fiskeriindustrien, og under hvis ledelse Miljø- og Fødevareministeriet har indberettet misvisende tal for mængden af nitrat i drikkevandet.

Når politikere foreslår strammere kontrol med medierne og vil afmontere pressenævnet til fordel for domstol og bødestraf, er man nødt til at betragte det i konteksten af denne type afsløringer, som ganske givet er generende for magthaverne, når de tager medieplads fra deres foretrukne budskaber, men som lige så givet tjener borgernes demokratiske interesse.

Forslaget må også ses i forlængelse af den udskældte offentlighedslov fra 2013, der betød en betydelige indskrænkning af mediernes mulighed for at kigge centralforvaltningen i kortene.

Endelig må det ses i sammenhæng med den stadig dybere kløft mellem på den ene side politikerne og de ministerielle forvaltninger og på den anden side Rigsrevisionen og Ombudsmandsinstitutionen.

Det sidste forhold kom for nylig til sit hidtil mest groteske udtryk ved, at regeringspartiernes gruppeformænd blev sendt i byen med en prøveballon for at vejre, om der var folkestemning for at udflytte Folketingets egne kontrolinstanser til provinsen. Altså en de facto nedlæggelse af disse instanser og oprettelsen af nye, fjernt beliggende fra magthaverne og besat med uerfarne folk.

Alt i alt tegner der sig et billede af, at magtpartierne ønsker at føre en stadig mere nidkær kontrol med de instanser, der netop er sat i verden for at kontrollere politikere og deres magtudøvelse. Man vil fra partitoppenes side egenhændigt bestemme over både indholdet og vinklingen af det politiske stof, der når ud i æteren.

Til samme formål har partiernes egne kommunikationsapparater vokset sig store og kornfede, ligesom der i partikulturen hersker en stadig større intolerance over for folketingsmedlemmer, der i overensstemmelse med Grundloven alene lader sig binde ved deres egen overbevisning og ikke overholder partidisciplinen.

På den baggrund klinger det ualmindeligt hult, når magtfulde politikere som Sass Larsen snakker om mediernes ”tyranni” og om et pressenævn indlejret ”i svinets hjerte”, hvor ingen står til ansvar eller ”går bodsgang”.

---------------------------------------------

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er ny klummeskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Hanne-Vibeke Holst: Kvinder er jammerlige netværkere Hanne-Vibeke Holst: Kvinder er jammerlige netværkere Næste artikel Majbritt M. Nielsen: Fri hash til alle – også de uduelige Majbritt M. Nielsen: Fri hash til alle – også de uduelige
Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

INTERVIEW: Alle kan se, at Alternativet står på sammenbruddets rand. Men hvordan havnede partiet der så få år efter, det stormede ind i Folketinget? Uffe Elbæk fortæller her om partiets fløje, om den skæbnesvangre beslutning om at melde sig som statsministerkandidat, og hvorfor partiet kan ødelægge det hele for sig selv.