Jonas Herby: Danmark bør genoverveje en inddæmningsstrategi

Hvorfor går vi ikke efter en inddæmningsstrategi i Danmark i bekæmpelsen af corona-epidemien? Det spørgsmål har mange på det seneste stillet sig selv.

For siden Danmark 11. marts lukkede ned, er smitten i Danmark kommet under kontrol. Og tirsdag kunne Statens Serum Institut (SSI) oplyse, at smittetrykket (det meget omtalte R) var nede på 0,6, så hver person smittet med covid-19 i gennemsnit kun smitter 0,6 andre personer.

Covid-19 er dermed på tilbagegang i Danmark. Alligevel har SSI ikke fremlagt scenarier, hvor man i langt højere grad satser på inddæmning i stedet for nedlukning.

Før påske meldte regeringen, at den ville påbegynde en meget forsigtig åbning af landet. Meldingen kom på et tidspunkt, hvor det meste tydede på, at strategien i Danmark før eller siden ville føre til flokimmunitet.

Smittetrykket var på omkring én. Og SSI forventede da også på daværende tidspunkt, at åbningen ville føre til en stigning i smittetrykket med et R på cirka 1,2 – og dermed en forventet vækst i antal smittede.

SSI's modeller viste dog også, at sundhedsvæsenet sagtens ville kunne håndtere stigningen i smitte. Og derfor blev den meget forsigtige åbning kritiseret fra flere sider, fordi den ville trække nedlukningen unødigt i langdrag. Samtidig kritiserede flere (herunder jeg selv) regeringen for 13. marts at have lukket for kraftigt og for længe ned for landet.

Det er vigtigt at påpege, at forudsætningerne for en inddæmningsstrategi i dag kan være langt bedre, end de var i marts, hvor Kåre Mølbak opgav strategien. 

Jonas Herby

Kritikken var berettiget, fordi den hårde nedlukning ikke reddede nogen liv, hvis vi alligevel ville ende i en situation, hvor mindst 60 procent af danskerne havde været smittet, og vi derigennem opnåede flokimmunitet.

Men sket er sket. Vi fik ikke udnyttet kapaciteten, og samtidig har vi skubbet en smittepukkel foran os, som kan risikere at ramme os, når vi åbner op for samfundet.

Covid-19 forsvinder nemlig ikke, før tilpas mange af os er immune — enten fordi vi har dannet antistoffer efter at have været syge, eller fordi vi er blevet vaccineret.

Men som nævnt er SSI's vurdering nu, at smittetrykket er betydeligt lavere. Og det har fået SSI's Kåre Mølbak — der i marts mente, at man simpelthen ikke kunne undgå flokimmunitet gennem smitte — til angiveligt at ændre mening.

Mølbaks opfattelse er nu, at regeringens tiltag og borgernes evne og vilje til social distancing virker så godt, at danskerne kan "danse" sig igennem covid-19-epidemien med et lavt smittetryk, indtil en vaccine er klar. Fra et sundhedsmæssigt synspunkt er det muligt.

Problemet er, at det ikke nødvendigvis er muligt fra et samfundsmæssigt synspunkt med de nuværende værktøjer. Det lyder besnærende at danse sig igennem covid-19-epidemien, men dansen indebærer altså væsentlige afsavn for danskerne.

De økonomiske og personlige omkostninger er åbenlyse. Mange bedsteforældre savner at kramme deres børnebørn, forældre savner et job og normale daginstitutioner, og udsatte savner de trygge rammer. Listen over tab er uendelig lang.

De fleste eksperter forventer, at en vaccine ligger mindst halvandet år ude i fremtiden, og der er en risiko for, at det vil tage mange år, eller at der slet ikke kan udvikles en vaccine. Skal bedsteforældre vente så længe med at kramme børnebørnene? Vil de overhovedet vente så længe?

Den nuværende succes med at bringe smittetrykket ned skyldes blandt andet en ekstraordinær indsats fra danskerne, som bærer meget store omkostninger. Det er en sundhedsmæssig succes, men det er ikke nødvendigvis en samfundsmæssig god løsning.

Hvis vi skal danse med covid-19, bør vi derfor finde mindre omkostningsfulde metoder til at holde smittespredningen lav – både menneskeligt, socialt og økonomisk.

Flere lande (blandt andet Sydkorea) har succes med en inddæmningsstrategi, hvor smittede (og potentielt smittede) isoleres, så smitten har sværere ved at sprede sig.

Smittetrykket holdes altså blandt andet nede ved at isolere de smittede og holde potentielt smittede i karantæne – dog i nogle tilfælde med metoder, som også har meget store menneskelige omkostninger.

Det er vigtigt at påpege, at forudsætningerne for en inddæmningsstrategi i dag kan være langt bedre, end de var i marts, hvor Kåre Mølbak opgav strategien. Blandt andet er langt flere opmærksomme på smittefaren, og holder derfor en bedre hygiejne, samtidig med at de begrænser den sociale kontakt frivilligt.

Også derfor har man også set et markant faldende smittetryk i Sverige, på trods af at man har meget få statslige restriktioner sammenlignet med Danmark.

I Danmark kommer faldet i smittetrykket i høj grad fra selvvalgt distancering blandt de 70-80-årige. Der er også flere erfaringer fra andre lande, vi kan trække på, ligesom der er flere tests til rådighed (blandt andet for antistoffer).

Det er også vigtigt at påpege, at en inddæmningsstrategi kan føres på baggrund af tests og midler, der er mindre præcise end de tests, man anvender i behandlingsøjemed.

En hurtig og billig test, der måske er for upræcis til at bruge på hospitalerne, kan stadig bidrage til en inddæmningsstrategi, hvis den kan bredes ud til mange – for eksempel med hjælp fra tandlæger og andre, der hurtig kan opnå en vis ekspertise i at foretage testen.

Det eneste krav er, at tilpas mange smittede isoleres, så smittetrykket holdes lavt. Af samme årsag behøver en inddæmningsstrategi ikke at omfatte meget alvorlige magtmidler, hvor borgerne tvinges i isolation uden for hjemmet.

Hvis tilpas mange accepterer frivilligt at lade sig isolere på for eksempel isolationshoteller indrettet til formålet, kan det være nok til at holde smittetrykket nede.

Man kan også benytte økonomiske incitamenter, så smittede personer kompenseres for at lade sig isolere på isolationshotellerne i stedet for derhjemme, hvor risikoen for smittespredning vil være større. Vi behøver altså ikke gribe til de illiberale metoder, der anvendes nogle steder i blandt andet Asien.

Og endelig kan en inddæmningsstrategi suppleres med mindre indgreb i danskerne hverdag, så strategien samlet set holder smittetrykket tilstrækkeligt lavt.

Vi ved, at andre lande har succes med at holde smitten nede med en inddæmningsstrategi. Vi ved også, at smitten er under kontrol i Danmark.

Nu mangler vi bare at vide, hvad der kræves, for at vi kan føre en inddæmningsstrategi i Danmark. Hvor mange skal isoleres, hvor mange kontakter skal spores, hvor mange ressourcer skal man bruge? Men det scenarie har regeringen og Sundhedsstyrelsen desværre endnu ikke fremlagt modelberegninger for, endsige en strategi.

Den nuværende nedlukning koster hver måned mange milliarder kroner og medfører store personlige tab for danskerne. Derfor kan en inddæmningsstrategi – selv hvis den koster adskillige milliarder hver måned til tests og isolation — sagtens være at foretrække i forhold til en årelang nedlukning og dans på glødende kul med covid-19.

Det bør derfor være en prioritet for myndighederne at få undersøgt, hvad en inddæmningsstrategi, der i kombination med andre tiltag holder smitten lav, vil kræve, så man kan tage en beslutning på et oplyst grundlag.

Blandt "andre tiltag" bør man også se på, hvordan deregulering kan bidrage til at bekæmpe covid-19.

Tandlæger må for eksempel åbenbart ikke bidrage til at teste mod covid-19 på grund af regulering, og hjemmetests bliver i Danmark holdt tilbage af myndighederne, mens staten i Storbritannien promoverer dem.

Der er sikkert mange andre regler, der begrænser civilsamfundets muligheder for at bekæmpe covid-19 og leve i en covid-19-tid. Hvorfor har vi eksempelvis ikke drive-in-tests, hvor man mod betaling kan blive testet?

-----

Jonas Herby (født 1978) er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering og prioriteringer i den offentlige sektor. Jonas Herby er cand.polit. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.