Juraprofessor: Minkforløbet er ikke en retsstat værdig

KRONIK: Handlingsforløbet omkring minksagen lader meget tilbage at ønske fra et juridisk perspektiv. Regeringens lovforslag om aflivning og midlertidigt forbud mod hold af mink springer over, hvor gærdet er lavest, skriver professor Bent Ole Gram Mortensen.

Af Bent Ole Gram Mortensen
Professor ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Danmark har indtil for nyligt været anset som én af verdens største producenter af minkskind. Efter nogle år med faldende priser var der i 2019 ifølge Danmarks Statistik 792 minkfarme med cirka 2,5 millioner avlsdyr og en årsproduktion på 12,5 millioner skind.

I juni måned 2020 blev mink smittet med covid-19 fundet på minkfarme i Nordjylland. Disse besætninger blev ifølge oplysninger i dagspressen aflivet. Senere ophørte aflivningen af smittede besætninger dog frem til 1. oktober 2020.

6. november 2020 udgik der en skrivelse fra Fødevarestyrelsen, hvorefter alle mink, inklusiv avlsdyr, skulle aflives inden 16. november 2020. Forinden var der blevet afholdt et pressemøde, hvor statsministeren beretter om beslutningen om at aflive minkene.

Lovhjemmel
Vil en forvaltningsmyndighed, som eksempelvis Fødevarestyrelsen, give et påbud, der påvirker én eller flere virksomheders retsstilling, kræves der hjemmel hertil, typisk i en lov. Det er det helt grundlæggende krav, vi betegner som legalitetsprincippet, og det har sin rod i grundlovens §3. Jo alvorligere indgrebet er, jo klarere må hjemlen være (intensitetssynspunktet).

En hjemmel til at beordre aflivning af dyr findes i dyreholdslovens kapitel 6. Loven henhører under Ministeriet for Fødevarer, Fiskeri og Ligestilling. Loven giver blandt andet hjemmel til at påbyde aflivning af dyr for at imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer.

Efter dyreholdsloven udstedte Fødevarestyrelsen 20. juni 2020 en særlig bekendtgørelse om covid-19 hos pelsdyr (herunder mink). Bekendtgørelsen indeholdt en eksplicit hjemmel til at påbyde en smittet besætning aflivet. Bekendtgørelsen er blevet fornyet fire gange siden ovennævnte udgave. 8. oktober 2020 blev bekendtgørelsen tilføjet hjemmel til også at påbyde aflivning af besætninger beliggende i en risikozone inden for 7,8 km fra en smittet besætning. Således har hjemmelsproblematikken i forhold til mink i adskillige måneder været håndteret af myndighederne.

Derimod findes der ikke i gældende lovgivning hjemmel til at påbyde aflivning af raske besætninger uden for risikozonen. Det har der været gjort opmærksom på for eksempel fra lektor Kent Kristensen og professor Frederik Waage.

6. november 2020 udsendte Fødevarestyrelsen et brev til minkavlerne. Heri fremgår blandt andet, at der skal ske aflivning af mink også uden for risikozonerne, og at aflivningen skal være tilendebragt 16. november 2020.

Begrundelses- og hjemmelsmangel
I Ekstra Bladets optryk af påbuddet fra 4. november ses desværre ikke nogen begrundelse for påbuddet. Det er ellers en grundlæggende regel i forvaltningslovens § 24, at en skriftlig afgørelse (for eksempel et påbud) skal indeholde en begrundelse blandt andet med henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter.

Man kan så spekulere over, om der kunne findes en hjemmel andre steder end i lovgivningen. Det kunne for eksempel være i nødretsbetragtninger, hvor et grundlovsbrud kan begrundes i noget vigtigere. Her tænker vi vist på tiden under besættelsen, hvor regeringen måtte bryde grundloven for at tilfredsstille besættelsesmagten. Det ses ikke, at den nuværende regering har prøvet at påberåbe sig nødret endsige erklære undtagelsestilstand.

Allerede 10. november 2020 udsendte Fødevarestyrelsen igen et brev til minkavlerne, hvor man blandt andet beklagede, at det ikke tydeligt fremgik af brevet 6. november, at der for minkbesætninger uden for risikozonen kun var tale om ”en opfordring til aflivning hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden.” En normal læsning af brevet fra 6. november efterlod dog ikke noget utydeligt indtryk. Det måtte læses som et påbud.

Lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink
Ligeledes 10. november 2020 fremsattes et forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink. Bliver forslaget vedtaget, gives der for det første hjemmel til at påbyde nedslagtning af alle landets minkbesætninger hos pelsavlere, også uden for risikozonerne. Minkhold i zoologiske haver, cirkus mv. samt hos private påvirkes ikke, jf. en eksplicit undtagelse i lovforslaget. Forslaget vedrører slet ikke de vildlevende mink, der findes i Danmark. For det andet reguleres erstatningen eller kompensationen.

I modsætningen til Fødevarestyrelsens brev af 6. november udskydes aflivningen i lovforslaget til 1. december 2020. Lovforslaget må gå sin vante gang gennem Folketinget, med de tidsfrister som er forudsat i Folketingets Forretningsorden, kapitel IV. Der kan ganske ske en fravigelse af disse tidsfrister, men det forudsætter trefjerdedele flertal i Folketinget, hvilket næppe kan opnås for nuværende.

Summen af alle problemer
Ovennævnte handlingsforløb lader meget tilbage at ønske. For en jurist forekommer Fødevarestyrelsens påbud af 6. november – uden hjemmel, uden begrundelse – at være grænsende til det surrealistiske.

Vedtages lovforslaget ikke, eksisterer der hverken hjemmel til at påbyde aflivning uden for risikozonen eller til at betale erstatning/kompensation.

Og hvad så med de avlere, der pligtskyldigt indrettede sig efter påbuddet af 6. november? Selv i det opdaterede brev af 10. november 2020 tilbydes der bonus for hurtig aflivning af mink uden for risikozonerne. Hvor hjemlen til at udbetale den bonus findes, svæver stadig i det uvisse. Måske vil domstolene acceptere et argument om berettigede forventninger?

Hvordan skal tabet opgøres? Hvad har det kostet ikke at kunne pelse normalt? Er der tale om ekspropriation, hvor ikke blot en besætning aflives, men hvor hele minkavlererhvervet i praksis nedlægges?

Men selv om lovforslaget vedtages i dets nuværende form, løses alle problemer ikke. Forslaget indeholder et forbud mod minkavl frem til udgangen af 2021. Det kan reelt umuliggøre en genoptagen af dansk minkavl. Måske er avlsbesætningerne, mens disse ord skrives, allerede reduceret så meget, at den kritiske masse ikke længere er til stede for dansk minkavl.

Usikkerhed om ekspropriation
Det store spørgsmål er, om der er tale om et indgreb, der har ekspropriativ karakter. Så vil lovforslagets forudsætning om erstatning for besætning og driftstab ikke række. Og det vil ikke nødvendigvis være nok med en politisk bestemt kompensation. Ekspropriation medfører efter grundlovens §73 ”fuldstændig erstatning”. Så er det hele forretningens værdi, der skal erstattes. Og den slags virksomhedsekspropriationer er sjældne og langt mere komplekse end ekspropriation af for eksempel et parcelhus, der skal fjernes i forbindelse med en ny vej. Og hvad med følgeindustrien, for eksempel Kopenhagen Fur? Hvis minkproduktionen i Danmark nedlægges, kan visse dele af følgeindustrien så også påberåbe sig ekspropriation?

I lovforslagets bemærkninger gøres der opmærksom på usikkerheden om ekspropriation, og der henvises til overordnede principper og litteratur. Men konklusion er der ikke meget af: ”Det vil afhænge af en samlet vurdering ud fra de oven for beskrevne momenter, om en ordning som den foreslåede konkret over for den enkelte minkavler vil være udtryk for et ekspropriativt indgreb i grundlovens forstand.”

Det er tyndt. Skal Folketinget stemme om en lov, hvor det ikke er bedre afdækket, om der er tale om ekspropriation eller ej?

Det samme gør sig gældende med erstatningens størrelse: ”Der er derfor ikke muligt på forhånd at opgøre et sikkert estimat for de samlede omkostninger for det offentlige, men det vurderes at de samlede omkostninger for staten som følge af lovforslaget vil udgøre mindst 5 milliarder kroner.”

Det siger heller ikke meget, men regeringen har jo også i lovforslaget lagt op til at bemyndige ministeren til at fastsætte ”regler om erstatning eller kompensation som følge af forbuddet mod hold af mink”. Det er vist ikke lige det, der anbefales i Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning.

Sådan springer man med lovforslaget over, hvor gærdet er lavest. Minkavlerne havner hurtigt i en situation, hvor de må anlægge retssag om erstatning mod staten. Skal vi virkelig i en retsstat lave administrative indgreb og lovgivning, der på den måde skaber behov for retssager? Det er ikke rettidig omhu.

Forrige artikel Ellen Trane Nørby : Regeringen skaber ulighed blandt børn Ellen Trane Nørby : Regeringen skaber ulighed blandt børn Næste artikel Dekaner: Alle på velfærdsuddannelserne bør undervises i teknologiforståelse Dekaner: Alle på velfærdsuddannelserne bør undervises i teknologiforståelse
Sundhedsministeriets departementschef går på pension

Sundhedsministeriets departementschef går på pension

NAVNE: Regeringen siger farvel til endnu en nøglespiller i kampen mod corona-virus. Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, går på pension. ”Det har intet med corona eller mink at gøre,” siger han til Altinget.