Kække tal eller kedelige detaljer? Ny havvindsaftale skubber igen klimaambitionerne ud i fremtiden

Tirsdag landede endnu en historisk aftale om udbygning af havvind i Danmark. Inden årtiet er omme, skal kapaciteten i danske farvande seksdobles fra nuværende 2.3 gigawatt til 14 gigawatt.

Snart vil 14 millioner husstandes energiforbrug kunne dækkes af snurrende møller, lød det. Og ja – aftalen er et kæmpe skridt fremad fra den stilstand, der har kendetegnet de seneste år.

Men djævlen befinder sig som bekendt i de kedelige detaljer – og kigger man på dem, er der langt til grønne elektroner i din stikkontakt. 

Lad os starte med de kolde, hårde tal – 14 gigawatt grøn strøm inden årtiets udgang.

Seks gigawatt skal findes gennem støttefri parker i Nordsøen, Kattegat, Kriegers Flak og Hesselø. Så langt så godt. Yderligere fem gigawatt kommer fra såkaldt overplantning, hvor udbudsvinderne får mulighed for at opstille mere kapacitet end den, der kan leveres til elnettet.

Samlet set kan vi regne baglæns fra de fem høns mod fjeren, der altså ikke lyder på 14, men seks gigawatt havvind i 2030. Det er både langt fra aftalens kække overskrift og et meget begrænset bidrag til de 120 gigawatt vind, statsministeren stolt lovede

Nina Möger Bengtsson

Desværre er dette ikke en forudsætning for at vinde retten til at bygge vindparkerne. Retten til områderne vil derimod gå til den byder, der kan tilbyde staten den højeste, faste betaling over de næste 30 år – ikke den der udbygger mest grøn strøm.

Dermed er de fem ekstra gigawatt langt fra sikret.

De sidste tre gigawatt skal findes gennem etableringen af Energiø Bornholm, som man har afsat 17.1 milliarder kroner til i statsstøtte. Desværre viser et notat fra Klimaministeriet, at øen kræver 31 milliarder i støtte for at kunne blive til virkelighed – altså næsten dobbelt så meget. Det skyldes et super dyrt underhavskabel, der skal fragte energien fra Bornholm til områder med større energiforbrug.

Hvis der ikke kommer bydere, der er interesseret i projektet under de forhold, så skrottes Energiøen fuldstændigt. 

Samlet set kan vi regne baglæns fra de fem høns mod fjeren, der altså ikke lyder på 14, men seks gigawatt havvind i 2030. Det er både langt fra aftalens kække overskrift og et meget begrænset bidrag til de 120 gigawatt vind, statsministeren stolt lovede vi ville se i Nordsøen inden årtiets udgang, da hun mødtes med otte kollegaer i Oostende i april i år. 

Vender vi blikket mod tidsrammen, er det svært at blive beroliget. 2030 er seks og et halvt år ude i fremtiden. Inden da skal rammeaftalen laves om til et konkret udbud, som Ørsted, CIP og kompagni kan forholde sig til.

Her har statsapparatet ikke for vane at skynde sig. I februar 2021 indgik Folketinget eksempelvis i en bred politisk aftale om rammerne for en anden Energiø, dengang i Nordsøen. I dag – over to år senere – er der intet udbud offentliggjort. 

Hertil har man med tirsdagens aftale tilføjet yderligere kompleksitet ved at stille krav om statsligt medejerskab i de kommende vindparker.