Kapitel 3: Den somaliske forbindelse

ER DU IKKE KOMMET MED FRA STARTEN? LÆS FØRSTE KAPITEL AF DE UKUELIGE HER

Det er fredag den 17. november 1989, og en lille dreng står på landingsbanen i Københavns Lufthavn. Mahad Aden er netop trådt ud af flyet. Og nu kigger han med store, mørke øjne op på den blytunge himmel.

Drengen, som kun lige er fyldt 12, rækker hånden frem. Betaget ser han, hvordan den dækkes af kolde, hvide fnug, der smelter, når de rammer hans lille, brune hånd.

Seks år senere, midt under den legendariske isvinter, der binder 1995 og '96 sammen, trækker 7-årige Said Hussein for første gang i sit liv i en sort Schott-jakke. Aldrig før har han forestillet sig, at man kunne have brug for så tyk og varm en jakke.

Han kigger sig omkring i lufthavnen. Landskabet omkring ham er hvidt. Selv menneskerne er hvide.

”Er alt i dette land hvidt?” tænker han.

Mahad Aden og Said Hussein er flygtet til det kolde Nord fra krig og ødelæggelse i en ørkenstat på Afrikas Horn.

De to drenge vokser op i hver sin bydel af København uden at kende hinanden og bliver med tiden lige så danske, som de er somaliske. Og helt uafhængigt af hinanden træffer de begge et valg: Med de ressourcer, de har tilegnet sig i deres nye hjemland, vil de vie deres liv til at genopbygge det land, de er født i.

Den mission forenes de i gennem et lille, dansk fiskeriprojekt, der hedder Fair Fishing. Og deres betydning skal vise sig at være uvurderlig for projektet.

For ud over det ordinære arbejde i den hjemlige bestyrelse får Mahad Aden og Said Hussein en særlig rolle, når Fair Fishing er i Somalia. Her er de på én gang de bulldozere, der nedbryder barriererne, og det strategiske, kulturelle kompas, der fører foreningen gennem et fremmedartet samfund, hvor en flok blegnæb, deres gode vilje og ubestridelige kvaliteter til trods ellers ville være kommet til kort.

Manden med smutvejene
Dash 8-maskinen fra Addis Ababa i Etiopien lander rettidigt ti minutter i fem om eftermiddagen i Somalilands hovedstad, Hargeisa. Solen bager ned over den beskedne lufthavn med det himmelstræbende navn Egal International Airport. Temperaturen er i underkanten af 40 grader.

Said Hussein ser upåvirket ud i sit glinsende grå jakkesæt. Med en myndig håndbevægelse vinker han delegationen fra Fair Fishing uden om køen i immigrationen. Imens konverserer han hjemmevant med direktøren for lufthavnen.

En telefon hviler konstant i hans højre hånd. Og i hans venstre. Den ene har dansk sim-kort; den anden somalisk. Og er den første ikke i brug, så er den anden.

“Ministeren er stadig i Dubai. Det er ikke sikkert, han når at komme hjem og mødes med os,” siger Said Hussein.

Det praktiske arbejde med at sætte aftaler op, tolke og finde smutvejene gennem bureaukrati på ethvert niveau er den synlige del af de opgaver, han og Mahad Aden varetager, når Fair Fishing er i Somalia. Men under overfladen ligger et veritabelt isbjerg af opgaver – hvis det overhovedet giver mening at tale om is på disse kanter.

”Der foregår et hav af snakke rundt om projektet,” forklarer Mahad Aden:

”Mange beslutninger træffes på møder, der varer en time eller halvanden. Men hele forståelsen og tilliden bliver bygget op før og efter møderne. Det er her, ministeren i fortrolighed spørger os, om vi mener, vores projekt er godt for landet, og om hensigterne er reelle.”

Næstformand i Fair Fishing, Mahad Aden. Foto: Privat

Jakob Johannsen samler et hold
Det er en søndag aften i sommeren 2010. Said Hussein er i færd med at pakke en container med hospitalsudstyr og skolegrej til Somalia, da telefonen ringer. Det er Jakob Johannsen.

I sit rækkehus i Lyngby har journalisten, forfatteren, dragesejleren og idemageren udtænkt en plan om at gøre pirater i Somalia til fiskere. Og nu er han i gang med at samle et hold, der skal føre planen ud i livet.

Igennem vicedirektøren i Rederiforeningen har Jakob Johannsen hørt, at foreningen Somali Diaspora Organisation har planer om at starte et fiskeriprojekt i Somalia. Nu vil han gerne snakke med generalsekretæren.

Said Hussein er ikke den eneste, Jakob Johannsen sender bud efter. I forvejen har han fået indrulleret Claus Bindslev og udviklingseksperten Knud Vilby.

Og så har han hørt om en somalier, der arbejder som intern revisor i Danmarks Nationalbank. Igennem sin somaliske kone, Suad, efterlyser Jakob Johannsen ham i de herboende somaliske kvinders netværk. Men der går lang tid, før Mahad Aden reagerer.

“Hold da kæft, mand, du er sgu svær at få fat i,” er det første, Jakob Johannsen siger til ham, da de omsider mødes.

Nu har Jakob Johannsen sit hold.

En barndom blandt kamelerne
Mahad Aden husker sin barndom i Somaliland som privilegeret.

Allerede i 1960'erne drog hans far nordpå og fik arbejde som køkkenhjælper på Oslobådene, men kom hjem ofte nok til at producere en søskendeflok på fire drenge.

Pengene, faderen tjente, sendte han hjem til familien, hvor onklen investerede dem i kameler, huse og en lille butik, som moderen drev fra hjemmet i Burao.

Mahad Aden husker, at hans familie havde adgang til ting, andre ikke havde råd til. Små, men betydningsfulde ting som madolie og dadler, der gjorde tilværelsen lidt sødere.

Fra helt lille levede Mahad Aden et liv, der skiftede med årstiderne. Når regntiden begyndte i april, sendte familien ham ud i ørkenen for at passe geder, får og føllene i kamelflokken, mens hans storebror vandrede med de voksne kameler. Han husker stadig den frydefulde fornemmelse af varm, frisk, fed kamelmælk, der fyldte hans mundhule og klæbede til indersiden af tænderne.

Nogle år levede Mahad Aden som nomade i fire-fem måneder. Andre gange blev han i ørkenen, til næste års regnsæson var omme.

Men det gryende oprør mod diktatoren Siad Barre kastede skygger, der rakte helt ud i ørkenen. Den unge kamelhyrde fulgte oprørstropperne med øjnene, når de passerede lejren på vej i kamp.

Mahad Aden husker også perioderne med undtagelsestilstand, hvor regeringssoldater gennemrodede husene i byen og beslaglagde cigaretter, og hvad de ellers kunne bruge fra moderens butik.

”Jeg kan huske, at soldaterne en nat førte min storebror ud foran huset. Han havde et Seiko ur, som min far havde købt til ham. Det tog de,” fortæller Mahad Aden.

Langt værre gik det for en højgravid kvinde lidt længere nede af gaden. Hun blev stukket ned af regeringssoldater og døde.

Vi sov med skoene på
Said Hussein var ganske lille, da familien flygtede. Men han husker, hvordan folk begyndte at skyde på hinanden i gaderne i Hargeisa, og hvordan bomberne eksploderede på tæt afstand.

”Jeg kan huske alting omkring mig,” siger han.

Især husker han den nat, hvor familien flygtede.

”Vi skulle sove med bukser og sko på, for vi vidste ikke, hvornår bilen, der skulle hente os, ville komme,” fortæller Said Hussein.

Lokale militser gjorde vejene usikre. Det var om at komme afsted på det helt rigtige tidspunkt, når meldingen om klar bane kom.

Bilturen til den etiopiske grænse føltes lang, men utålmodigheden blev holdt i ave med sød te og mad.

”Jeg kan huske, hvor godt mad smagte i den der bil på vej til bøhlandet,” siger Said Hussein.

Mens hans mor, som allerede var i Danmark, arbejdede på at få en familiesammenføring på plads, gik resten af familien i venteposition i Etiopien.

I begyndelsen boede de i en lille nomadeby ved grænsen mellem Etiopien og Somaliland. Her var der brug for alle. 5-årige Said Hussein bidrog til livets opretholdelse ved at lægge snarer, som han fangede digarin i, nogle små kyllingelignende fugle.

Efter et halvt års tid blev ventetiden forlagt til Addis Ababa, og efter endnu halvandet år kunne familien sætte sig i et fly fra Lufthansa med kurs mod København.

'Kammerater, I ved ikke, hvad I snakker om'
Jakob Johannsens hold samles i de ikoniske, hvide bygninger i Københavns nordvestkvarter, der i andelsbevægelsens og kooperationens storhedstid husede Mælkeriet Enigheden.

Et hold er måske for stort et ord at bruge på daværende tidspunkt. Der er snarere tale om et løst netværk, som mødes i Claus Bindslevs firma for at forløse Jakob Johannsens ide om at lægge en flydende fiskefabrik ud for Somalias kyst.

Energien er stærk, og viljen til at gøre en forskel er i den grad til stede, husker Said Hussein. Til gengæld er der et markant underskud på konkret viden om forholdene i Somalia.

“De sidder og fortæller om deres projekt og om Kap Verde øerne og om at lægge et skib ud for kysten - det er prøvet før i Grønland. Jeg kunne simpelthen ikke have den samtale,” siger Said Hussein:

“Så jeg siger: ‘Kammerater, I er 6.000 kilometer fra Somalia. Og I ved ikke, hvad I snakker om. Det er ikke, som I forestiller jer. Vi er nødt til at komme derned og se på forholdene, så vi kan få en meningsfuld samtale om det.’”

En hetz mod somaliere
Der skal gå halvandet år, før det lykkes at gennemføre en ekspedition til Somalia. Jakob Johannsen bliver diagnosticeret med cancer i bugspytkirtlen. Og behandlingerne tager på ham. Men holdet fortsætter med at mødes med usvækket energi.

I december 2011 stifter Mahad Aden foreningen Fair Fishing på vegne af bestyrelsen, der foruden ham selv består af Said Hussein, Knud Vilby, Jakob Johannsen og Claus Bindslev.

For Claus Bindslev bliver mødet med de to somaliere i sig selv et formål med at stifte foreningen.

“Jeg kunne ikke holde ud at høre på den hetz, der var mod somaliere,” siger han.

Kort forinden er en 28-årig somalier trængt ind i tegneren Kurt Westergaards hjem og har forsøgt at slå ham ihjel med en økse. Og i den offentlige debat er somaliere udråbt til enten fundamentalistiske islamister eller pirater, hvis de da ikke er en flok uduelige samfundsnassere.

“Så da jeg mødte Mahad og Said, tænkte jeg, at uanset om vi nogensinde får trukket en fisk op af vandet, så laver jeg en forening, fordi jeg ville vise, at vi danskere godt kan arbejde sammen med dygtige somaliere om et fælles formål,” siger Claus Bindslev. 

En usædvanlig konstellation
At danne et modbillede til de herskende fordomme om somaliere er en uhyre væsentlig pointe, mener en af de helt store skikkelser i det danske udviklingsmiljø, Christian Balslev-Olesen.

Efter fire år i Somalia som landeansvarlig for FN’s børnefond UNICEF bliver den forhenværende generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp kontaktet af Jakob Johannsen.

Og i 2012 går han selv ind i bestyrelsen for Fair Fishing og oplever det usædvanlige dansk-somaliske samarbejde på nært hold.

Christian Balslev-Olesen pointerer, at Mahad Adens og Said Husseins bidrag først og fremmest giver Fair Fishing nogle operative fordele.

“De færdes jo i diverse klaner og har en forståelse, man ikke kan tage for givet, når man bevæger sig i den rigtige virkelighed. Det er hamrende vigtigt,” siger han.

Men deres engagement i Fair Fishing rummer en selvstændig pointe.

“Fair Fishing er et af de få steder, jeg kender til, hvor det er lykkedes at koble diasporaen (befolkningsgruppe, der lever uden for deres hjemland, red.) med danske kompetencer. Det er vi utroligt dårlige til,” siger Christian Balslev-Olesen:

“Vi har en fortælling om, at folk fra Somalia bare er umulige. At de ikke har fået en uddannelse og ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet. Det passer bare ikke. Det er utrolig vigtigt at få nedbrudt den fordom,” siger han.

Lektiehjælp og fritidsarbejde
I Mathæusgade på Vesterbro vokser Mahad Aden op i en 3-værelses lejlighed, der kun med nød og næppe kan rumme ham, hans tre brødre og hans forældre.

Hans far sejler stadig med Oslobådene. Mahad Aden kommer i erhvervspraktik i tax free shoppen. Uden for butikkens åbningstid hjælper han sin far med at skrælle kartofler og vaske op i kabyssen.

I Somalia havde Mahad Aden en mildt sagt svingende skolegang med lange fraværsperioder, mens han passede dyrene. Her i København får han, efter en periode med en times lektiehjælp om dagen, fat i stoffet. Ikke mindst matematikken falder ham let.

Unoder ligger også til både ham og brødrene. Med faderen på rutefart er det Mahad Adens analfabetiske mor, som må tage imod, når drengene kommer hjem med beskeder fra skolen. Og ikke så sjældent er der uoverensstemmelser mellem beskederne fra lærerne og det, drengene læser op for deres mor. Men det ophører, da moderen begynder at vise kontaktbogen frem til somaliske veninder, der kan læse dansk, husker Mahad Aden.

Ved siden af skolen deler han aviser ud. To timer før alle andre i klassen står han op og cykler ud med Jyllands-Posten. Efter et koldt vinterhalvår skifter han til ugeavisen Valby Bladet, der udkommer om eftermiddagen.

En lille forkælet knægt
I modsætning til Mahad Aden gør Said Hussein ikke meget ud af skolen. Hans fokus er på at spille fodbold. I frikvartererne, efter skoletid, konstant ser man ham med en bold. Og han er god til det. På Frems førstehold spiller han sammen med Nicki Bille – og mod Nicklas Bendtner.

“Min største drøm var at blive professionel fodboldspiller. Jeg tænkte stort set ikke på andet, hele tiden fodbold. Jeg sov nærmest med en bold,” fortæller han.

Også Said Hussein arbejder i sin fritid. I SuperBrugsen på Nørrebrogade tager han imod flasker og sætter varer på plads for at spare de 7.000 kroner sammen, han har brug for til en flybillet til Hargeisa. Den tur skal forandre ham for livet.

”Jeg var sådan en lille forkælet knægt, som levede i en beskyttet verden, hvor jeg kunne spille fodbold og fik de ting, jeg bad om. Ikke altid, men det meste af tiden,” siger Said Hussein.

I Somaliland oplever han, hvor stor forskellen er på hans liv og det liv, hans jævnaldrende lever.

”Det kom som et chok for mig, hvor meget mit hjemland havde behov for hjælp. Og da jeg kommer tilbage til Danmark, indser jeg, at jeg bruger 80 procent af min tid på fodbold og kun 20 procent på at lave lektier og opføre mig ordentligt,” siger Said Hussein.

Du skal da være skraldemand
Den beslutsomhed, der hidtil har drevet ham den direkte vej mod modstandernes mål, flytter Said Hussein nu over på sit skolearbejde. To faktorer bidrager på hver sin måde til hans determination.

Den ene er, at skolen ansætter en somalier ved navn Mohamed til at give eleverne lektiehjælp. Og han bliver en ledestjerne i Said Husseins liv.

Den anden er en samtale med skolens uddannelsesvejleder. Said Hussein fortæller, at han gerne vil være læge ligesom sin far eller måske advokat. Vejlederen kigger på ham et øjeblik. Så siger hun: 'Said, dit gennemsnit er 5. Du er ikke egnet til gymnasiet. Men det er også godt at være skraldemand. De tjener rigtig mange penge,' fortæller Said Hussein:

”Jeg følte mig så stødt. 'Jeg skal fan'me ikke være skraldemand. Du må da være skør, dame,' tænkte jeg.

Klik på lydfilen herover for at høre Said Husseins fortælling om samtalen med folkeskolens uddannelsesvejleder.

Fra det øjeblik sidder Said Hussein tre timer hver dag sammen med Mohamed bøjet over lektierne. Hans liv har fået et formål: Han skal ruste sig til at hjælpe sit hjemland bedst muligt. Brændstoffet er den sviende lussing, han har fået af sin studievejleder. Og den støtte, han har brug for, finder han hos Mohamed, den somaliske lektiehjælper.

Da Said Hussein går ud af Klostervængets Skole, i dag Nørre Fælled Skole, får han skolens højeste gennemsnit på 10,4.

En skibsreder får sine fordomme aflivet
På CBS vælger Mahad Aden at tage en kandidatgrad i revision. Han er ellers glad for markedsføring. Men han ræsonnerer, at i dårlige tider er markedsføring det første, der bliver skåret væk. Og når markedsføringsfolkene ryger, sidder han, med sin somaliske baggrund, nok særligt yderligt.

Det valg skal senere komme Fair Fishing til gavn. Som revisor tager han sig af foreningens regnskaber, og i Somaliland underviser han de lokalt ansatte i bogføring.

Said Hussein tager en bachelor i erhvervsøkonomi på CBS og bagefter endnu en bachelor i offentlig administration. Det giver ham de kompetencer, han skal bruge, for at opfylde sit formål, vurderer han.

Da skibsrederen Per Gullestrup i efteråret 2012 bliver formand for Fair Fishing, er hans opfattelse af somaliere som dovne og uduelige formet af det, han læser i medierne – og så ikke mindst af hans egne, knap så behagelige, erfaringer med somaliske pirater under kapringen af et af Clippers skibe.

Men mødet med Said Hussein og Mahad Aden forandrer hans billede.

”De er superskarpe. Hvis du lukker øjnene og hører dem, så kunne de lige så godt være danskere. Jeg har fået alle mine fordomme om somaliere aflivet,” siger Per Gullestrup.

SOMALIA ER VERDENS NÆSTMEST KORRUPTE LAND

Klik på kortet for at se, hvor i verden korruption er mest udbredt. Kilde: Transparency International Corruption Perception Index. 

Nultolerancens vogtere
Både Mahad Aden og Said Hussein har et stort netværk, der udspringer af deres klanbaggrund. Mahad Aden er direkte knyttet til præsidenten for Somaliland. Men netværk er en dynamisk størrelse under konstant udvikling. Og i takt med de projekter, som de to bestyrelsesmedlemmer i Fair Fishing har gennemført i Somalia, er deres netværk blevet stadig stærkere og mere forgrenet. 

I Somalia, et af verdens allermest korrupte lande, viser værdien af netværk sig hurtigt.

Fair Fishing fører en ufravigelig nultolerance over for korruption. Og den bliver foreningen fra første øjeblik testet på.

”Selvfølgelig var der nogen, der prøvede. Det vil der altid være. Men så tog vi kampen, selv om det forsinkede tingene,” fortæller Per Gullestrup.

Nultolerancens budbringere er Mahad Aden og Said Hussein. Det er dem, der gør det klart for den lokale havnechef, at han ikke skal opkræve told af de containere, Fair Fishing skal have ind på havnen i Berbera. Og at han må stå til regnskab over for de lokale, hvis han blokerer for projektet.

Og det er dem, der taler en departementschef på plads, da han insisterer på, at Fair Fishing skal betale løn til ham og hans ansatte for at få lov at være i landet.

”Vi er garanter for den nultolerance hver dag,” siger Said Hussein.

Han forklarer, at hans og Mahad Adens tilstedeværelse ligefrem forebygger korruption. Fordi de lokale ved, at de risikerer at blive konfronteret med deres handlinger.

”Vi ved, hvad de lokale gør. De kan ikke løbe om hjørner med os. Igennem mit netværk kan jeg jo dobbelttjekke og trippeltjekke alt, hvad de siger,” siger Said Hussein.

Det har en disciplinerende effekt, mener han.

”Hvis jeg er bange for at blive opdaget i at snyde, jamen så snyder jeg ikke, men hvis jeg har mindre risiko for at blive opdaget, så gør jeg det,” siger Said Hussein.

Og Mahad Aden er enig.

”Jeg har oplevet mange embedsmænd fyre bullshit af. Men hvis vi sidder med om bordet, så gør de det ikke.”

Den vanskelige klanbalance

Det er også de to dansk-somaliere, som gøder jorden, da Fair Fishing skal ansætte folk forud for åbningen af fiskeristationen i Berbera i efteråret 2013.

I Somalia hviler en stor del af stabiliteten på balancen mellem de forskellige klaner og deres underklaner. Ubalance i forholdet viser sig øjeblikkeligt.

”Der skal man holde tungen lige i munden,” fortæller Per Gullestrup:

”For når du giver et job til den ene klan, så skal du samtidig give et job til de andre klaner. Og hvis du pludselig har to fra den samme klan, og der ikke er andre, der får, så opstår der nemt mistro og problemer,” siger han.

Fair Fishing insisterer på, at den bedst kvalificerede skal have jobbet. Det er ikke den gængse vej i Somalia, og det er en tilgang, som selv med den allerstørste fairness og ubetingede åbenhed i ansættelsesprocessen kan give problemer.

”Vi har lige haft en konflikt i forbindelse med, at vi skulle ansætte en lokal leder, hvor en hel klan gik amok. Så snart der er modstand, så er det Mahad og mig, der er frontlinjen. Så er det os, der med vores status og igennem vores netværk skal gøre det muligt at operere,” siger Said Hussein.

Betal, eller vi skriver
Mahad Aden forklarer, at han og Said Hussein også fungerer som et bolværk, der beskytter de lokalt ansatte mod pres udefra.

”Hvis de bliver presset af nogen, kan de henvise til mig. Tit er det nok. På den måde kan de bruge mig som aflastning,” siger Mahad Aden.

Efterhånden som projektet får stærkere og stærkere fodfæste, bliver stadig mere håndteret uden hans og Said Husseins mellemkomst. Som da den lokale leder af fiskeristationen i Berbera for nylig blev opsøgt af et lokalt medie, som ville skrive en negativ historie, medmindre han lagde et klækkeligt beløb.

'Det kan I bare gøre,” lød svaret fra manageren.

”Og han ved, at han har fuld opbakning til den linje,” siger Mahad Aden.

Fair Fishings program manager, Jens Claus Hansen, sammen med Yusuf Abdilahi Gulled, den daglige leder af fiskeristationen i Berbera. Foto: Fair Fishing.

Fair Fishing forever
For Mahad Aden og Said Hussein er Fair Fishing mere end et projekt. Det er en livsopgave, som fletter sig så meget sammen med deres livsforløb, at projektet ikke længere kan adskilles fra deres identitet.

”Det, jeg laver i dag, det er det, jeg er,” siger Said Hussein.

Det betyder stigende indflydelse og et stadigt mere værdifuldt netværk på Afrikas Horn. Men det medfører også en anden risiko for dem end for de andre bestyrelsesmedlemmer.

”Hvis der er noget, der går galt, så vil det altid være Mahads skyld,” siger Mahad Aden.

Han og Said Hussein kan ikke trække sig og vende tilbage til ubemærketheden. Deres skæbner vil for evigt være flettet sammen med Fair Fishing. Og påvirket af, om Fair Fishing lykkes eller fejler.

Men at hjælpe det land, de kommer fra, på fode er en bunden opgave.

Det kan ikke være anderledes, og det skal ikke være anderledes.

KLIK HER FOR AT LÆSE NÆSTE KAPITEL AF SERIEN "DE UKUELIGE"