Kapitel 1: Den naive mand og piraterne

FIK DU LÆST: En usædvanlig mand i Lyngby tænkte en aften i 2008 en tanke ud over det sædvanlige: Hvorfor fisker piraterne i Somalia ikke i stedet for at kapre skibe? Her starter historien om foreningen Fair Fishing. Bragt tidligere i februar.

Carsten Terp Beck-Nilsson

Tirsdag den 15. maj 2012 klokken 13.40 dør en mand i et gult klosterlignende bygningskompleks på hjørnet af Tuborgvej og Bernstorffsvej.

Fakta
5 facts om Fair Fishing: 

1. Fair Fishing åbnede i 2013 en fiskeristation på havnen i Berbera, Somaliland
2. Der er ti ansatte på fiskeristationen i dag.
3. Siden åbningen i oktober 2013 er knap 2000 tons fisk passeret igennem stationen. I gennemsnit kommer der 3500 kilo fisk igennem om dagen. 
4. Projektet har medført en stigning i indkomst og levestandard for fiskerne og bådejerne
5. I 2016 modtog Fair Fishing sin første offentlige bevilling, 22 millioner kroner fra EU.

Det er der intet usædvanligt i. Hvert år siger mere end 250 mennesker farvel til verden her på Sankt Lukas Stiftelsens hospice i Gentofte.

Det usædvanlige er manden.

Inden kræften sætter det sidste punktum, når Jakob Johannsen at kalde sig journalist, dragesejler, nødhjælpsarbejder, forfatter, taxachauffør, muslim, far til fire og Prins Henriks bedste ven.

Fakta
Om artikelserien ”De Ukuelige”

Verden har brug for et vist mål af galskab. Ideer, som er så vilde, at enhver med en nogenlunde velfungerende dømmekraft øjeblikkeligt ville skrotte dem. Projekter, som aldrig ville overleve to sekunder i mødet med et excel-ark.
Sådan en ide er Fair Fishing. En non-profit dansk ngo, drevet af ildsjæle, som igennem fiskeri ønsker at skabe en fremtid for unge i Somalia.
I seks kapitler fortæller Altinget historien om en utraditionel bistandsorganisation, der er gået alle andre veje end den slagne for at nå frem til sit mål.
Vi fortæller historien igennem mennesker, som over årene har taget del i Fair Fishings arbejde suppleret med kilder uden for organisationen.
Og vi undersøger, om der er læring at hente hos udviklingsbistandens enfant terrible.  

Artiklerne er blevet til med stor hjælp fra Paolo Impagliazzo, Sigurjón Einarsson, Anne Aaby Hansen, Martin Lyngbæk Olsen, Susan Vendelbo Caspersen og Jeppe Rohde Fransson. 
Foto:
Foto:

Og så når han at plante en simpel tanke, en lille, forjættende ide, der har vist sig at have så meget af hans styrke og fandenivoldskhed i sig, at den blomstrer i dag – længe efter at Jakob Johannsens ånd har forladt hans krop. Ideen er at gøre pirater til fiskere.

Dette er historien om Fair Fishing.

Foto:
Foto:

Fisk flød rundt i slukkede frysere
“For mig at se har Fair Fishing reddet fiskeriet i Somaliland.”

Khadar Mohamed Cumar Nour er forretningsmand. Han forlod Somalia under den borgerkrig, der brød ud i 1991 og siden har flået landet i stykker.

Nu er han tilbage efter at have opbygget en forretning i USA.

Her i Berbera, en kystby i delstaten Somaliland, ejer Khadar Nour en håndfuld fiskerbåde, som stævner ud fra havnen bag ham.

Den knastørre, salte vind, der føles som en føntørrer på fuldt tryk, flår i hans kortærmede skjorte, mens han fortæller. Da Khadar Nour kom til Berbera for otte år siden, var lokal fisk en særdeles uappetitlig oplevelse.

“Elektricitet var meget dyrt, så de handlende hentede fisk på havnen og smed dem i en kummefryser i en time. Derefter tog de strømmen, så fiskene lå og flød rundt i lunkent vand,” siger Khadar Nour.

Klik på videoen herover for at se og høre Khadar Nour fortælle om forholdene i Berbera. 

 

En lille revolution
Det ændrede sig i oktober 2013. Her åbnede en lille, dansk frivillig forening en fiskeristation i den sandblæste kystby.

Stationen er hverken stor eller forkromet. Den består af fem sammensvejsede 40-fods Mærsk-containere. Det pumpende hjerte i stationen er en ismaskine, der producerer flageis, som de lokale fiskere kan købe og bruge til at holde deres fisk friske i den bagende sol – både til havs og til lands.

Når fiskene er landet, bliver de vejet og vasket på fiskeristationen. Og hvis fiskerne har brug for det, kan de leje køle- og opbevaringsplads, indtil fiskene kan afsættes.

Som en hale på det hele er der også en spartansk indrettet butik med en ram lugt af den petroleum, de lokalt ansatte hælder ud på gulvet for at holde fluerne væk. Her kan fiskerne købe net, liner, kroge og andet udstyr til kostpris.

Det lyder ikke som nogen industriel revolution. Men det er præcis, hvad det er.

“Da Fair Fishing kom til, halverede de prisen på is. Nu kan alle hente is, sejle ud og komme tilbage med frisk fisk. Førhen var fangsten ødelagt, allerede da de kom ind,” siger Khadar Nour.

En mand går i aktion
Alt dette var end ikke en fjern tanke i horisonten den aften i slutningen af 2008, da ideen om Fair Fishing opstod.

Jakob Johannsen sad i stuen i sit lille rækkehus i Lyngby og råbte ad fjernsynet. Det danske fragtskib CEC Future blev i november det år kapret af somaliske pirater på vej mod Indonesien. Og besætningen på 13 mand måtte tilbringe 71 døgn i piraternes varetægt, før det lykkedes rederiet at forhandle dem fri.

Om det var medfølelse med de sagesløse gidsler, frustrationen over de spildte ressourcer i en nation i opløsning eller noget helt tredje, der fik hans hjerne på gled; det ved ingen i dag. Men det er en kendsgerning, at Jakob Johannsen med ét gik i aktion.

“Jeg kan huske, at han sad her ved bordet og skrev nogle ord. Og så begyndte han lige pludselig at ringe rundt til alle mulige. Det var bare sådan en lille ide, han fik, der pludselig blev kæmpestor,” fortæller Jakob Johannsens ældste datter, 17-årige Aida Johannsen.

”Vi skal tjene millioner”
Pludselige ideer var intet særsyn i familien.

“Han kom jo med sygt mange ideer,” fortæller Aidas tvillingebror Adam Johannsen.

For eksempel havde hans far en ide om, at bilers baglygter skulle indrettes, så de kunne vise firma-logoer.

“Han sagde altid: ‘Årh, vi skal tjene millioner!’” husker Adam Johannsen.

Millionerne udeblev. Men strømmen af ideer var konstant, bekræfter en af Jakob Johannsens bedste venner, Lars Broen.

Han var i en årrække formand for sejlerforeningen Dansk Drageklub, som Jakob Johannsen var med til at stifte tilbage i begyndelsen af 1980‘erne.

“Han havde frygtelig mange gode idéer, og han opfandt en masse tekniske ting på dragen,” fortæller Lars Broen.

For eksempel installerede han et bøjlesystem på Prins Henriks dragebåd, der gjorde, at man meget lettere kunne vende båden – en stor fordel i kapsejladser.

Gør pirater til fiskere
Den nyeste ide var ingen gylden forretningsmulighed, snarere tværtimod.

Jakob Johannsen ville bekæmpe det pirateri, der kostede somaliske liv, bragte søfolk i fare og belastede verdenshandelen med milliardudgifter hvert år.

Kernen i hans ide var enkel: At gøre pirater til fiskere. I praksis ved at opbygge et attraktivt alternativ til at stå til søs og kapre handelsskibe.

Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort.

Jakob Johannsen forestillede sig, at man kunne købe en ophugningsklar fisketrawler, indrette den til en flydende fiskefabrik og lægge den ud for den somaliske kyst. Så kunne de lokale fiskere sejle ud til den, hente is, fange deres fisk, vende tilbage og levere fangsten til videre forarbejdning på fabrikken.

Med den ide i hånden gik han til Claus Bindslev. 

Jakob Johannsen var et uhyre udadvendt og tillidsfuldt menneske, det var svært ikke at holde af, fortæller folk, der kendte ham. 

 

I Netto såvel som ved hoffet
Hvis der var to ting i denne verden, Jakob Johannsen var god til, så var det at få ideer og at møde nye mennesker.

”Mange af de venner, vi har, er nogle, han har mødt i Netto. De har måske lige diskuteret en pandekage eller sådan noget, og så har han sagt: ‘Har I ikke lyst til at komme hjem til os? Jeg har fire børn og en smuk kone,’” fortæller Aida Johannsen.

Hendes bror, Adam Johannsen, tilføjer:

”Jeg hadede at tage på indkøb med ham. Det var det værste, fordi man kom aldrig hjem. Altså, man stod bare der og ventede. Det tog hundrede år at købe ind.”

Det var også hans udadvendte væsen, der førte ham tæt på kongehuset. Efter en kapsejlads, hvor Prins Henrik mildt sagt ikke havde imponeret, tilbød Jakob Johannsen den nyankomne prinsgemal at hjælpe ham til bedre resultater. Det blev starten på et livslangt venskab.

”Han var meget imødekommende. Og det var ligegyldigt, hvem du var, og hvor høj en stilling du havde. Han var bare nede på jorden med alle,” fortæller Adam Johannsen.

For Claus Bindslev blev mødet med Jakob Johannsen skelsættende.

”Jakob og jeg klikkede, første gang vi så hinanden. Han kom ind ad døren, to meter høj og 110 kilo, med et kæmpestort grin – et fantastisk varmt, givende menneske. Man kunne ikke andet end falde for ham,” siger Claus Bindslev.

En meget enkel ide
Claus Bindslev kalder sig velfærdsentreprenør og arbejder med strategiske alliancer. Igennem sit firma får han aktører fra forskellige sektorer til at sætte sig sammen og udvikle nye løsninger på velfærdsproblemer.

Ulandsbistand var ikke en ret på hans menukort. Alligevel kunne han ikke modstå fristelsen til at kaste sig over Jakob Johannsens udfordring.

”Da jeg havde snakket med ham i tre kvarter, tænkte jeg: 'Han har ret.' Det er en meget enkel ide til at løse et af verdens største problemer i et af verdens sværeste lande,” siger Claus Bindslev.

Med sin mangel på viden om bistandsarbejde in mente – for slet ikke at tale om fiskeri – kontaktede Claus Bindslev sin ven, journalisten Knud Vilby, som har beskæftiget sig med udvikling i en menneskealder.

”Og så sagde jeg til Knud: 'Nu præsenterer vi dig for denne her ide, og hvis du synes, det er helt hen i vejret, så stopper vi med det samme,'” fortæller Claus Bindslev.

Det gjorde Knud Vilby imidlertid ikke.

”Jakob havde jo det der glimt i øjet og troen på, at hvis man får den rigtige ide, så kan den udføres, selv om mange ting taler imod,” siger Knud Vilby og tilføjer:

”Ideen om at gøre pirater til fiskere er på en måde så naiv, at den må kunne lade sig gøre.”

Den modstræbende fiskeskipper
Anderledes skeptisk var Kurt Berthelsen, en erfaren fiskeskipper fra Thyborøn, som tidligere havde arbejdet med bæredygtigt fiskeri i udviklingslande.

Blandt andet havde Kurt Berthelsen brugt mere end ti år af sit liv på at genetablere fiskeriet ved den udpinte Aralsø. For den indsats var han blevet udnævnt til æresborger nummer 001 i Kasakhstan – med de privilegier, det nu giver.

 

Fem uger ad gangen er Kurt Berthelsen i Berbera for Fair Fishing, hvorefter han er hjemme i Vestjylland i en måned. 

 

Men ideen om en flydende fiskefabrik ud for den somaliske kyst bed ikke på ham.

”Der er jo noget smukt, næsten religiøst over tanken med sådan et moderskib. Man ser for sig de her små både i det oprørske hav, som pludselig kan komme i moderskibets favn,” siger Kurt Berthelsen:

”Men jeg forstod ikke, hvor fisken skulle komme fra. Der var jo ikke noget industri, som kunne retfærdiggøre en investering på 10 millioner kroner til et stort flådefartøj.”

Og den vestjyske skipper havde endnu en indvending: Hvordan ville man beskytte skibet imod de pirater, som var omdrejningspunkt for hele ideen?

”Det var et antipirat-projekt, der skulle sejle rundt med et skib fyldt med penge, fordi de skulle købe fisk. Hvis jeg var pirat, ville jeg da kapre det skib med det samme,” siger Kurt Berthelsen.

I lang tid ignorerede han de mails, han modtog fra Jakob Johannsen og Claus Bindslev. Men en dag ringede Knud Vilby, som Kurt Berthelsen kendte fra tidligere.

”Jeg sagde: 'Jamen, herreste Gud, er du med i det her? Det er da noget underligt noget, Knud.’ Men han mente godt, der kunne blive noget ud af det. Og så måtte vi jo snakke om det,” fortæller Kurt Berthelsen.

Kræften melder sin ankomst
I et års tid stod projektet i stampe, men i oktober 2011 blev foreningen Fair Fishing officielt stiftet.

Bestyrelsen bestod af Jakob Johannsen, Claus Bindslev, formanden Knud Vilby og to dansk-somaliere, Said Hussein og Mahad Aden.

Men Jakob Johannsen var ikke rask. En ondsindet kræft havde sat sig i hans bugspytkirtel – muligvis forårsaget af, at han havde været indhyllet i cigaretrøg, siden han var 12 år gammel. Kemoen tog hårdt på ham. På kort tid skrumpede den ellers velpolstrede mand, og i det lille rækkehus ved Lyngby Sø optog en hospitalsseng nu en stor del af den fysiske plads i stuen – og en endnu større del af det mentale rum.

”Når man fik venner på besøg, var det altid sådan: 'Eh, der står altså lige en hospitalsseng – bare så du ved det.' Den fyldte vildt meget, den seng,” siger Adam Johannsen.

Jakob Johannsen nægtede at lade sig kue af kræften.

“Han var altid sådan: ‘Vi skal på ferie til sommer. Det bliver skidegodt.’ Så man lagde jo ikke rigtig mærke til, hvor syg han var,” fortæller Adam Johannsen.

Hver morgen stavrede han ud på terrassen og hyldede den nye dag. Hospitalssengen gad han ikke bruge. I stedet insisterede han på at slæbe sig op og ned af trappen til første sal, hvor soveværelset var.

Hans kone, Suad, var imidlertid godt klar over, hvilken vej vinden bar.

“Han fortalte jo ikke børnene, hvor syg han var. Og han viste aldrig, hvor mange smerter han havde. Men jeg kunne jo se det,” fortæller Suad Johannsen.

Så da Fair Fishing i marts 2012 første gang rejste til Somalia, var Jakob Johannsen ikke med.

En pagt i Dubai
Delegationen bestod af Claus Bindslev, Mahad Aden, Said Hussein og Kurt Berthelsen. Og da de stod der på havnen i Berbera og skuede ud over Adenbugten for første gang, tog det dem ikke mange sekunder at konstatere, at fiskeren fra Thyborøn havde haft ret i sin skepsis.

“Der lå 12-13 små både og gyngede i vandet. Ingen tog ud og fiskede. Der var ingenting,” fortæller Claus Bindslev.

Moderskibet var stødt på grund, endnu inden det var stævnet ud.

 

Fiskerbåde i vandet ud for Berbera. 

 

Slukørede fortrak delegationen til det nærliggende Hotel Mansour. Og ved et hvidt havebord, skarpt bevogtet af en flok evigt forslugne krager, begyndte en rådslagning, der skulle munde ud i en ny, ambitiøs plan: I stedet for at understøtte det fiskeri, der viste sig ikke at være til stede, skulle foreningen opbygge et fiskeri i Somaliland.

”Hvis vi skal have fisk på bordet, så skal der være fiskere. Og hvis ikke de er der, så må vi i gang. Skaffe noget garn, træne dem og alt det der,” insisterede Kurt Berthelsen.

Med ét var den modvillige fiskeskipper blevet projektets ankermand. Uden ham ville det ikke være muligt.

På hjemturen, over den første øl i 14 dage, spurgte Claus Bindslev, om det kunne lade sig gøre at få fiskene op af vandet.

Ja, svarede Kurt Berthelsen. Og Claus Bindslev fortsatte:

”Hvis du gør det, du kan med fiskeri, så vil jeg gerne gøre mit til at skaffe penge og udstyr, få ministerier og andre til at forstå det. Men det er dig, der er fiskeren. Du skal sige, at vi kan gøre det.”

Og der, klokken 2 om natten i lufthavnen i Dubai, blev der indgået en pagt.

Før cursoren hen over kortet for at få mere at vide om de fire regioner i Somalia. 

 

Når tiden rinder ud
I Lyngby havde Jakob Johannsen fået det værre.

Smerterne var taget til, og vitale kropsfunktioner var under nedbrydning. Han væltede, når han prøvede at komme op og ned af trappen. Og han havde svært ved at gå i bad og på toilettet selv. Med fire børn i alderen 3 til 13 år som vidner til en far i opløsning kunne Suad Johannsen ikke længere klare den krævende plejeopgave. Og Jakob Johannsen fik plads på Sankt Lukas Stiftelsens hospice – samme sted som han var kommet til verden 64 år tidligere.

Hans entusiasme var imidlertid usvækket.

Fra sin seng i stueetagen med udsigt til de næsten 250 år gamle lindetræer i parken udenfor ringede han flere gange dagligt til Claus Bindslev for at diskutere projektet.

Det var tydeligt, at der var ting, han skulle nå, inden det var for sent.

Det samme gjorde sig gældende på familiefronten, husker Adam Johannsen.

“Jeg kan huske, at jeg kom forbi med en six-pack til ham, og så tilbød han mig en øl. Jeg var jo kun 12 år gammel, så jeg var slet ikke nået dertil endnu,” fortæller han.

Adam Johannsen husker også, at hans far ud af det blå begyndte at give ham seksualundervisning.

”Jeg var sådan: 'Ej, far, stop nu. Det er ulækkert.' Men du ved; der er bare nogle ting, man skal nå at fortælle sine børn,” siger Adam Johannsen.

Fødselsdagen
Den 5. maj fyldte tvillingerne, Adam og Aida, 13 år.

Jakob Johannsen havde lovet af komme. Ingen af dem havde alligevel regnet med at se deres far ved festen. Men pludselig holdt en bil uden for rækkehuset.

”Lige pludselig kan jeg høre en bil, der tager sådan en rullestol ud. Og så sidder min far i den, og han kommer herud og sidder i haven og spiser ostemad med marmelade,” fortæller Aida Johannsen.

Hele den eftermiddag sad Jakob Johannsen og konverserede med gæsterne.

”Han så jo ikke syg ud, og han snakkede med alle og opførte sig, som om der ikke var noget galt,” fortæller Aida Johannsen.

Men inden bilen kørte han tilbage til hospicet, vendte han sig om og sagde: ”Jeg tror ikke, jeg kommer tilbage hertil.”

Løftet
Den 13. maj ringer Claus Bindslevs telefon. Det er Jakob Johannsen, som beder ham om at komme.

Den kridhvide stue på Sankt Lukas Stiftelsens hospice er fyldt til randen.

”Det viser sig, at han gerne vil have, at jeg er sammen med hans familie og børnene. Jeg tror, det er hans måde at sige farvel på,” siger Claus Bindslev.

En sygeplejerske bekræfter, at Jakob Johannsen ikke har lang tid igen. Og da familien på et tidspunkt er sivet ud, sætter Claus Bindslev sig på Jakob Johannsens seng og holder en tale for den dødsmærkede mand.

”Jeg siger til ham, at jeg hader nekrologer, fordi folk skriver og siger så mange pæne ting om den, der er død, men den døde kan ikke høre det, så nu skal du have min nekrolog til dig, mens du er i live og kan høre og se,” fortæller Claus Bindslev.

Og så fortæller han den døende mand, hvad han har bibragt verden med sin begejstring og entusiasme, sin åbenhed og vidunderlige naivitet og sin generøsitet.

”Gavmildheden havde jo altså den konsekvens, at han ikke selv havde ret mange penge. Men jeg synes, det er vigtigt at anerkende, at folk gør noget, der også har en omkostning for dem selv. Og det siger jeg til ham,” fortæller Claus Bindslev.

Hans sidste ord til Jakob Johannsen er om Fair Fishing:

'Vi har aftalt, at vi vil prøve at gøre pirater til fiskere. Jeg har været dernede, og jeg kan se, at det kan lade sig gøre. Jeg lover, at jeg gør det.'

Klik på lydfilen herover for at høre Claus Bindslev fortælle om sin nekrolog til Jakob Johannsen. 

 

Et sidste farvel
Det er tirsdag den 15. maj 2012.

Aida Johannsen har lige været ude hos den psykolog, familien har fået tildelt. Psykologen foreslår, at Aida Johannsen tager afsked med sin far, men det afviser hun. Hendes far skal i hvert fald ikke dø.

”Og så på vej til skole tænkte jeg, at jeg nok ville ærgre mig, hvis jeg ikke nåede at sige farvel. Der var et eller andet, der sagde mig, jeg skulle tage derover, og det skulle bare være nu,” fortæller Aida Johannsen.

Hun dropper at tage til skole og tager i stedet til hospicet, hvor hendes far ligger og sover med det ene øje åbent. Hun vækker ham, og de sidder og snakker.

”Jeg siger, at nu må han godt give slip, og at vi nok skal klare os. Men han er bare sådan: 'Nej, nej, vi skal til Egypten til sommer, og vi skal have det så fedt',” fortæller Aida Johannsen.

Men den nybagte teenager holder fast:

'Far,” siger hun: 'Jeg ved godt, du skal blive her. Det er okay!'

Jakob Johannsen bliver stille.

”Han vidste godt, jeg havde ret,” siger Aida Johannsen.

Klokken 13.38 forlader hun Sankt Lukas Stiftelsens hospice for at nå sin sidste skoletime.

13.40 dør Jakob Johannsen.

Klik på lydfilen herover for at høre Aida Johannsen fortælle om sit sidste møde med sin far.  

 

Mod nye horisonter
Den 16. maj blev Jakob Johannsen mindet ved en højtidelighed i moskeen på Dortheavej og ført til sit sidste opholdssted på den muslimske gravplads i Brøndby.

Som barn gik Jakob Johannsen i katolsk privatskole. Men som voksen blev han i tvivl om den kristne lære. Efter at have læst Biblen og Koranen – på både dansk og engelsk – konverterede han til islam. Uden på noget tidspunkt at forsage øl og flæskesteg.

Og mens Jakob Johannsens krop nu er for evigt forankret til jorden på Vestegnen, svæver hans ånd over den lille forening i København.

En måned efter hans død modtog Aida Johannsen på hans vegne Liviaprisen på teatret Edison på Frederiksberg som en anerkendelse af hans indsats med Fair Fishing.

Og ombord på Kongeskibet Dannebrog overrakte Prins Henrik samme uge en pris fra Prinsgemalens fond til Adam Johannsen, som var trukket i et jakkesæt, han ikke kunne passe.

Med en spæd stemme, der var ved at knække over af sorg og bevægelse, holdt 13-årige Adam Johannsen en tale, han havde skrevet med hjælp fra familiens genboer:

 

Min far ville have nydt denne dag. Da han lå på sit dødsleje – med store smerter og næsten ingen kræfter – var han meget optaget af sit fiskeriprojekt. Hver dag brugte han tid på at følge med i det.
Jeg er stolt af min far og tænker på ham hver dag.
Min mor, mine søskende og jeg skal nu videre i livet – uden Far ved bordenden. Jeg ved, han ville have nydt denne dag.
Nu er det os, der skal gøre det for ham.

 

For Jakob Johannsen var livet slut. For hans projekt, Fair Fishing, var rejsen kun lige begyndt. I efteråret 2012 fik foreningen en ny formand, en indflydelsesrig skibsreder, som havde haft piraterne i Somalia på allernærmeste hold.

Med ham bevægede Fair Fishing sig ind i en ny fase.

 

LÆS NÆSTE KAPITEL I SERIEN "DE UKUELIGE" HER

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00