Kenneth Thue: Tømmermænd i 'Divided Britain'

KLUMME: Storbritannien er ramt af politiske tømmermænd. Theresa Mays plan glippede. I stedet blev valgets helt store vinder den tabende Labour-formand, Jeremy Corbyn. Hvis Brexit-forhandlingerne så svære ud før valget, ser de i dag endnu sværere ud. Det skriver valgforsker Kenneth Thue, der i sin klumme ser nærmere på valgresultatet.

Storbritannien er ramt af politiske tømmermænd. Især hos de konservative med premierminister Theresa May i spidsen. Hun så sit snit til at knuse et Labour i knæ og sikre sig stærk folkelig opbakning til de snarlige Brexit-forhandlinger.

Men planen kiksede.

Valgets helt store vinder blev den tabende Labour-formand, Jeremy Corbyn. Storbritannien er i dag dobbelt splittede efter først Brexit og nu parlamentsvalget.

Partileder non grata
Før valgudskrivelsen var Labours største akilleshæl partiformanden Jeremy Corbyn, som tog over, efter at Ed Miliband havde forladt posten oven på valgnederlaget i 2015.

Corbyn var en upopulær figur i Labour-partiet på trods af, at han i september 2015 vandt en urafstemning om formandsposten med 60 procent af stemmerne. Og umiddelbart før valgudskrivelsen havde blot 15 procent af briterne Labour-formanden som deres foretrukne premierminister.

Den interne utilfredshed med partiformanden var så stor, at han i juni 2016 blev mødt af en mistillidsafstemning fra parlamentsmedlemmerne i Labour. Corbyn tabte afstemningen stort – 172 var i mod ham, blot 40 var for. Formanden nægtede at forlade posten, og forløbet resulterede i endnu en urafstemning om formandsposten, hvor Corbyn vandt igen. Denne gang med 62 procent af stemmerne.

Trods de stærkt interne kræfter, der modarbejdede Corbyn, fik både han og Labour et overraskende godt valg. I tabel 1 ses tilslutningen til seks af de opstillede partier før valgudskrivelsen samt valgresultatet.

Tabellen viser, at Labour var det eneste parti, der fik fremgang i løbet af valgkampen.

Labour startede valgkampen med opbakning fra omkring 26 procent af vælgerne, og da stemmerne var talt op, havde 40 procent af briterne sat kryds ved Labour. Partiet opnåede dermed en fremgang på over 14 procentpoint. Valgets helt store taber blev UKIP, der faldt mere end ni procentpoint fra valgudskrivelsen indtil selve valget. Tabellen viser desuden, at de konservative gik ind og ud af valgkampen med stort set samme tilslutning.

Når vi ser på briternes foretrukne premierminister, gik Theresa May ind i valgkampen med et markant forspring til Jeremy Corbyn. Tabel 2 nedenfor viser, at 50 procent af vælgerne havde May som deres foretrukne premierminister før valgudskrivelsen, mens blot 15 procent af vælgerne foretrak Corbyn.

Umiddelbart før valget ønskede 37 procent af vælgerne Corbyn som landets næste førstemand. Labourformanden havde således løftet sig 22 procentpoint i løbet af valgkampen, mens May fastholdt et stort set uændret højt niveau.

Udviklingen i meningsmålingerne og approval-ratings under valgkampen var markante og ensidigt i Labours favør. Corbyn både vandt og tabte valget. Og det samme gjorde May.

Corbyn gik til valg som en klassisk venstreorienteret socialdemokrat. Det var derfor, mange af Labours parlamentsmedlemmer gik imod ham. Men det var efter alt at dømme også årsagen til, at han forbedrede sine egne og partiets målinger under valgkampen. Og valget var en stor personlig sejr for Corbyn. Labour ligner i dag et parti, der har sagt farvel til New Labour. De konservative beholdt premierministerposten. Men Theresa May fik et anderledes og væsentligt ringere valg, end hun havde håbet på.

Valget i Storbritannien bryder desuden med en af de tendenser, vi har set i flere europæiske lande, hvor de gamle partier samlet set taber stemmer. Ved valget 8. juni 2017 fik Conservative og Labour tilsammen 87,5 procent af stemmerne. Det er den højeste andel af stemmerne, som de to partier har fået tilsammen siden 1970.

Valgsystem favoriserer de store partier
Det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse (first past the post) har en tendens til at favorisere de store partier på bekostning af de små. Parlamentsvalg i Storbritannien er bygget op omkring de 650 valgkredse svarende til antallet af parlamentsmedlemmer. Hver valgkreds repræsenterer ét sæde i parlamentet, og sædet går til den kandidat, som har fået flest stemmer. Derfor er alle de stemmer, som ikke er afgivet på den vindende kandidat, reelt spildte.

I tabel 3 ovenfor ser vi på sammenhængen mellem antallet af stemmer og antallet af mandater. Tabellen viser, at især de konservative har haft stor gavn af valgsystemet. Partiet fik cirka 42 procent af stemmerne ved valget, men vandt 49 procent af alle mandaterne. Det skete især på bekostning af Liberaldemokraterne, som fik 7,4 procent af stemmerne men blot 1,8 procent af mandaterne.

Det britiske valgsystem står i modsætning til det danske, hvor vi har forholdstalsvalg. I Danmark er der således en langt stærkere sammenhæng mellem antallet af stemmer og antallet af mandater til hvert af partierne.

Fjerde fuldtræffer
Valget i Storbritannien blev også fjerde europæiske valghandling siden midten af marts, hvor exit polls har ramt valgresultatet på yderst tilfredsstillende vis. Både valget i Holland, første og anden runde af præsidentvalget i Frankrig og nu valget i Storbritannien har vist, at vi godt kan have tillid til exit polls.

I tabel 4 ovenfor ses resultaterne af den exit poll, som blev offentliggjort i sekunderne efter, at de britiske valgsteder lukkede. Desuden ses selve valgresultatet.

Tabellen viser, at exit poll'en havde overvurderet de konservative med fire mandater og undervurderet Labour med fire mandater. Samlet set er der tale om en exit poll, der holder sig helt inden for rammerne af de gængse statistiske usikkerheder.

Delt nation
Brexit delte briterne. Og det samme gjorde valget om premierministerposten.

May udskrev valget for at sikre sig et stærkt folkeligt mandat til Brexit-forhandlingerne. Men partiet står i dag svagere end før valget. De konservative har sikret sig opbakning fra det mindre nordirske parti Det Demokratiske Unionistparti. Med de 10 nordirske mandater har May tilstrækkeligt med mandater til at kunne gennemføre sin politik. Det er langt fra det scenarie, som Theresa May havde forestillet sig, da hun udskrev valget.

Og hvis Brexit-forhandlingerne så svære ud før valget, ser de i dag endnu sværere ud.

 

...

Kenneth Thue Nielsen er ejer af analysevirksomheden methods.dk. Han er ekspert i statistik og tidligere valgforsker. Han har arbejdet for blandt andre LO, DR og Socialdemokratiet. Han skriver klummen 'Politik & statistik' på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Kenneth Thue: Britisk valg i skyggen af Brexit og terror Kenneth Thue: Britisk valg i skyggen af Brexit og terror Næste artikel Kenneth Thue: De delte vælgere på landet og i byen Kenneth Thue: De delte vælgere på landet og i byen
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.