Debat

Knud Vilby: Strukturel ulighed mellem kommuner bliver værre og værre

DEBAT: En ulovlig ordre i Guldborgssund er en indikator for den store opgave, der venter Kaare Dybvad i hans nye embede. Den stigende ulighed mellem kommunerne er hverken ny eller let at løse, skriver Knud Vilby.

Kaare Dybvad bør fokusere mere på fattigdommen på Sydhavsøerne end på ghettoområderne i rige kommuner, skriver Knud Vilby.  
Kaare Dybvad bør fokusere mere på fattigdommen på Sydhavsøerne end på ghettoområderne i rige kommuner, skriver Knud Vilby.   Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Velkommen til Kaare Dybvad i hans nye funktion som både bolig- og indenrigsminister. Der bliver brug for ham.

Samme dag han blev udnævnt, mødtes byrådet i Guldborgsund for at drøfte et svar til Ankestyrelsen, som gerne vil vide, hvorfor en centerchef i Guldborgssund har forlangt, at de sociale medarbejdere hver sparede 100.000 kroner på deres budget uanset konsekvenserne, og at alternativet kunne være en fyring.

Klart en ulovlig ordre, som da også hurtigt blev trukket tilbage. Men også et klart udtryk for en fattig kommunes reelle økonomiske problemer.

Og for udfordringerne i jobbet for en bolig- og indenrigsminister.

Fakta
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning.

Indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Ulige udvikling
Den udvikling, som gør, at Guldborgsund-ordren ikke er en enkeltstående sag, har stået på i 30-40 år eller mere.

Let forenklet er forløbet, at boliger i København og andre storbyer bliver dyrere og dyrere. De fattige har ikke råd til at bo der længere. De søger ud, hvor boligerne er billigere. Det betyder i omegnen for mennesker med et arbejde, og endnu længere væk for mennesker på permanente overførselsydelser.

Ser man på opvækstvilkår for børn og unge, er det her problem nok væsentligt alvorligere, end de ghettoboliger Kaare Dybvad bruger så mange kræfter på at få sorteret ud i.

Knud Vilby, Journalist

I de områder, vi helst ikke må kalde udkant, fordi de også på mange måder er deres egne centre med masser af værdier, er der mere end en tendens til, at ledigheden er større end andre steder, og huspriserne falder. De dårligste huse er usælgelige eller sælges for en meget lille slik.

Her ender nogle af de dårligst stillede med nogle af de største sociale problemer. De er med til at sænke de gennemsnitlige indkomster og dermed skattegrundlaget i kommunerne, og de er med til at øge de sociale udgifter.

Så selv med kommunal udligning sidder byrødderne med nogle økonomiske regnestykker, som de ikke kan få til at gå op. Der ser hele tiden på røde tal.

Kort fortalt: I de rigeste kommuner, scorer de rige store gevinster på boligprisernes himmelflugt, og de slipper samtidig af med mange af de fattige, som ellers ville koste penge. Så skatteprocenten kan holdes nede, og det er jo rart for folk med høje indkomster.

I de fattigste kommuner kommer flere fattige til. Der er også en udvandring af unge, så andelen af pensionister bliver relativt høj. Skattegrundlaget falder, udgifterne vokser. Så selv om skatteprocenterne er relativt høje, er der underskud.

Hvis man ikke håndterer det, bliver det værre og værre. Byggeriet af en bro til Tyskland kan give noget arbejde og lette lidt i nogle år. Måske. Men problemet er strukturelt.

Læs også

Ikke et nyt problem
Guldborgsund-ordren er uheldig og dum i den forstand, at den slags normalt ikke skal ned på papir og slet ikke papirer, der sendes rundt til en masse medarbejdere. Men ellers repræsenterer den formentlig også i dag en virkelighed, som man kender i området.

Europa og EU havde udnævnt 2010 til fattigdomsår. Dengang var jeg formand for Socialpolitisk Forening, og vi holdt også et offentligt møde om fattigdom og sociale problemer på Sydhavsøerne.

Her blev problematikken beskrevet detaljeret og udførligt. Og uden for det offentlige regi sagde en lokalansat medarbejder, at der ofte er to slags sprog i kommunerne.

Det uofficielle, hvor kravet er, "spar hvor du kan, selv om det er tvivlsomt i forhold til reglerne. Vi håber eventuelle ulovligheder ikke bliver opdaget". Og det officielle, der siger, at det er svært, men vi vil aldrig give køb på vores sociale ansvar og samvittighed.

I 2010 var problemstillingen bestemt ikke ny. Nu står det for nogle af partierne på Christiansborg lidt skralt til med erfarne socialpolitikere. Men det her er så velbeskrevet, at alle kender til det.

Ser man på opvækstvilkår for børn og unge, er det her problem nok væsentligt alvorligere, end de ghettoboliger Kaare Dybvad bruger så mange kræfter på at få sorteret ud i.

I de såkaldte ghettoområder går diskussionen på, hvor mange utroligt velfungerende og ret nye boliger, der skal rives ned, selv om folk er kede af det, og det i øvrigt øger CO2-udslippet fra byggeriet voldsomt. Nogle steder på Lolland er overvejelsen, om man kan finde nok penge til at rive huse ned, som alligevel ikke kan reddes. Og noget er der sket.

Men det er kun et hjørne af problemstillingen.

Politikere kan nok så besværgende gentage, at vel vokser uligheden i Danmark, men det er dog langt værre i mange andre lande. Det er en ringe trøst, når man ikke har råd til at behandle borgerne efter de regler, der officielt gælder for alle indbyggere i Danmark.

Der er nok at se til.

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion