Kofod er blevet et efterstræbt byttedyr

USA's Saigon-lignende tilbagetrækning fra Afghanistan har efterladt en stribe af de amerikanske allierede i en ekstremt svær situation, hvor alle kæmper med tiden for at evakuere egne statsborgere og lokale hjælpere. Det har sat maksimalt pres på udenrigs- og forsvarsministre rundt omkring i Europa, og i Danmark er det langtfra alle, der mener, at de to ministre har bestået testen.   

Der er bred politisk anerkendelse af, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke bærer hovedansvaret for den kaotiske evakuering i Afghanistan. Selv fra trofaste USA-allierede som den britiske regering og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og en stribe borgerlige politikere lyder der kras kritik af amerikanske tilbagetrækning, der blev besluttet uden af konferere med de europæiske allierede. 

Samtidig havde udtalelser fra den amerikanske regering indtil det sidste bibragt et indtryk, at der ville gå et godt stykke tid, før Taliban vandt magten – hvis de da nogensinde gjorde. Det blev blandt fremhævet af præsident Biden i meget optimistisk tale så sent som i juli måned. Det hører med til forklaringen på, at den danske regering kom så sent i gang med evakueringen fra Afghanistan.

Problemet for især udenrigsminister Jeppe Kofod er bare, at de færreste fæstede lid til de amerikanske forsikringer. Allerede for flere uger siden pressede støttepartierne kraftigt på for at få opdateret den såkaldte tolkeaftale og komme i gang med evakueringen af danske statsborgere og deres afghanske hjælpere. Såvel Enhedslistens Eva Flyvholm som den radikale Martin Lidegaard understregede, at det var et kapløb med tiden.

Ingen sikkerhedsgodkendelse
Alligevel hang regeringen i bremsen, og først få dage inden Kabuls fald lå der en aftale på bordet. Først lød meldingen, at udenrigsminister Jeppe Kofod var på sommerferie, og det bliver nu brugt flittigt imod ham.

For som Berlingske lige mindede om, var netop Jeppe Kofod helt fremme i skoene, da den tidligere konservative udenrigsminister Lene Espersen i 2010 blev væk  fra et møde om arktisk, hvor blandt andet den daværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton deltog. Espersens afbud skyldes ferie, og det karakteriserede Kofod som "en forklaring, der ikke holder nogen steder". 

Der lå dog også politiske reservationer bag regeringens tilbageholdenhed. For regeringen var det - indtil for to uger siden - afgørende, at det var et meget begrænset antal afghanere, der kom til landet, og at de alle nåede at blive sikkerhedsgodkendt, inden de satte foden på dansk jord. Afghanistan er et land med skiftende alliancer, og det faktum at man har arbejdet for Danmark i en periode, er ikke en garanti for, man ikke udgør en sikkerhedsrisiko.

Ironisk nok betyder langsommeligheden, at netop de hensyn nu er sat til side. Da Taliban pludselig stod i Kabuls gader, var der ikke længere tid til sagsbehandling af de enkelte sager. Derfor kunne man pludselig høre udenrigsministeren proklamere, at "vi hellere evakuerer en afghaner for meget end en for lidt". Jeppe Kofod anerkendte åbent, at man ikke kunne nå at sikkerhedsgodkende afghanerne. Det problem blev til overflod illustreret, da et udvist bandemedlem mandag fik snydt sig ind i landet mellem gruppen af flygtninge fra Afghanistan.

Et hul i udlændingemuren
Samtidig kom der tilsyneladende et omsving i folkestemningen. Mens der normalt er særdeles bred opbakning til en stram udlændingepolitik, skabte billeder af afghanere på flugt fra religiøse fanatikere et midlertidigt hul i muren. Langt ind i borgerlige rækker kunne man nu høre udtalelser om, at "Danmark ikke må lade nogen i stikken", selvom der er utilfredshed med, man ikke kan nå at sikkerhedsgodkende. 

Regeringen møder dermed kritik fra begge sider af Folketinget. Partierne anerkender, at amerikanerne har bragt den danske regering i en svær situation, men hæfter sig ved, at USA og Storbritannien på et langt tidligere tidspunkt udarbejdede evakueringsplaner. Ifølge forsvarsmediet Olfi fik Specialoperationskommandoen, der er den overordnede kommando for jægerkorpset og frømandskorpset, i løbet af sommeren nej af Udenrigsministeriet til at udarbejde evakueringsplaner fra Afghanistan.

Det er præcis, den slags, der vil blive spurgt nærmere ind til i Folketinget, hvor både Kofod og Bramsen skal passe rigtig godt på ikke at træde forkert, hvis de vil bevare deres ministerposter. 

Udenrigsministeren peger selv på, at Danmark har arbejdet med evakueringsplaner siden april, hvor USA endegyldigt besluttede at trække sig ud af Afghanistan. Jeppe Kofod erkender dog samtidig, at "situationen kalder på selvransagelse på alle planer". 

Hønge på krigsstien
I første omgang er alle partier enige om at koncentrere sig om den akutte evakueringsindsats. Men når den er overstået, tyder alt på, at et flertal i Folketinget vil kræve en undersøgelse af det samlede forløb - og især hvorfor den danske regering ikke handlede hurtigere.

Helt utraditionelt er det regeringens eneste loyale støtteparti, SF, der denne gang har været hårdest i kritikken af især Jeppe Kofod. SF's politiske ordfører Karsten Hønge udtalte i sidste uge, at han er "dybt skuffet over regeringens håndtering" og fortsatte ildevarslende:

"Afhængig af hvad man når frem til gennem sådan en selvransagelse, vil jeg heller ikke afvise, at det får konsekvenser for ministre."

SF's reaktion er blandt andet påvirket af partiets bagland, der gerne ser partiet vise mere kant til regeringen. Og det er ikke kun taktik, der også en dybfølt utilfredshed med regeringens håndtering.

Mystisk udtalelse om al-Qaeda
Det har ikke gjort det bedre, at Jeppe Kofod kom for skade at udtale, at "al-Qaeda ikke mere er i Afghanistan".

Det er i direkte modstrid med en rapport fra Forsvarets Eftertjeneste og en nylig FN-rapport, der fastslog, at al-Qaeda har mellem 400 og 600 mand i Afghanistan. I FN-rapporten hedder det, at forholdet mellem al-Qaeda og Taliban fortsat er ""tæt, baseret på venskab, en historik med en fælles kamp, ideologisk sympati og blandede ægteskaber." Rapporter som Kofod i sagens natur burde kende.

Udover det har støttepartierne stillet krav om, at Danmark tager et vist antal afghanske flygtninge, men det har regeringen indtil videre afvist at forholde sig til. På det punkt skal støttepartierne næppe forvente de store indrømmelser. For her bevæger sagen sig væk fra forsvarspolitik og dansk loyalitet over for lokale samarbejdspartnere til at handle om hardcore udlændingepolitik.

Effektiv evakuering
Kofod er i forvejen svækket som minister og var så sent som i foråret tæt på at ryge som følge af håndteringen af sagen om IS-mødrene og deres børn i Syrien. Han reddede reelt kun livet, fordi regeringen svingede om og indvilligede i at hente børnene og danske statsborgere tilbage fra de kurdiske fangelejre. På samme måde har både Kofod og Bramsen købt sig noget hårdt tiltrængt kredit på kontoen de seneste dage, fordi man i ellevte time fik sat gang i en meget effektiv evakuering, der har på få dage har bragt et stort antal danske statsborgere og afghanske samarbejdspartnere i sikkerhed.

Måske er det nok til at redde Kofod og Bramsen. Det kan være svært at fælde en minister på baggrund af en trods alt vellykket evakuering, og SF-formand Pia Olsen Dyhr er normalt meget forsigtig med at trække blank over for Mette Frederiksen (S), som hun håber at komme i regering med.

Men indtil Folketinget har fået undersøgt forløbet, vil især Kofod være i fare – og det er en usædvanlig situation for en regering, at udenrigsministeren skal hoppe fra isflage til isflage.

Det er muligt, Jeppe Kofod er i besiddelse af ni liv, men han har efterhånden brugt et par stykker af dem.