EL-ansat om intern ballade: Jeg kan leve med meget i politik, men partiledelsens hykleri går for langt

For skulle det lykkes Pelle Dragsted og flertallet bag ham i hovedbestyrelsen at gennemføre de foreslående vedtægtsændringer vedrørende eksklusion, vil Enhedslisten være færdigt som et systemkritisk parti.

Færdigt i den forstand, at partiet så ikke længere kan agere samlingssted for folk, der ønsker at udvikle andre løsninger på nutidens problemer end dem, der kun tækkes vælgernes og meningsdannernes gunst.

Dermed ikke sagt, at såfremt Rødt Venstre og affilierede skulle få magt, som de har agt, ville Enhedslisten blive et arnested for nytænkning og kreative løsninger.

At folkene bag Rødt Venstre igen og igen er blevet kørt ud på et sidespor, hver gang modernisterne har villet ændre på partiets politik, skyldes en eklatant mangel på evne til at forbedre eller forny sig.

Partiledelsen har udvandet, hvad det vil sige at være systemkritisk og socialistisk.

Christian Gorm Hansen
Organisationssekretær, Enhedslisten

Frem for gennem årene at udvikle og teoretisk kvalificere en tidssvarende, socialistisk politik, der kunne tage kampen om partiets politiske linje op, er de hver gang enten strandet i personfnidder eller har henvist til, hvordan tingene i øvrigt plejer at fungere her i biksen.

Jeg tør derfor også godt komme med den forudsigelse, at Rødt Venstre med følge bliver kørt midt over på det ekstraordinære årsmøde og det i en sådan grad, at grupperingen ender i en tilstand, der berettiger et navneskifte til Blodrødt Venstre.

Meget bedre at sige om modernisterne har jeg som indikeret imidlertid ikke.

Den igangværende konflikt handler for dem om at eliminere en sidste knast i vejen for, at Enhedslisten kan blive salonfæhig nok til at sidde med ved bordet, når der engang i nær fremtid skal forhandles om et flertal for en rød regering.

Det beskæmmende er bare, at i stedet for at diskutere dette åbent med partiets medlemmer, har ledelsen under dække af, at alt er, som det plejer, blot i moderne klæder, gjort det stik modsatte.

Man har udvandet, hvad det vil sige at være systemkritisk og socialistisk og dermed muliggjort, at hele molevitten er blevet stemt igennem af partiets egne medlemmer, der har været i den bedste tro.

Udadtil har folkene bag moderniseringsprojektet således bestræbt sig på at gøre Enhedslisten til et folkeparti uden skarpe kanter, mens man indadtil har forsikret om partiets fortsatte radikalitet ved at trække på alt fra Per Clausens jysklune Rosa Luxemburg-referencer til Pelle Dragsteds egen fortid som aktiv i det antifascistiske miljø.

Tag for eksempel Dragsteds egen bog om nordisk socialisme, der – som jeg har redegjort for andetsteds – er ét langt ridt gennem socialdemokratisk tankegods med en bestræbelse på at reformulere en "socialisme" ufarlig og genkendelig nok for den almindelige velfærdsdansker.

Af alle de udfordringer, jeg som både medlem og ansat i Enhedslisten har skullet håndtere gennem årene, er hykleriet det eneste, jeg aldrig har kunnet forlige mig med.  

Christian Gorm Hansen
Organisationssekretær, Enhedslisten

Af alle de udfordringer, jeg som både medlem og ansat i Enhedslisten har skullet håndtere gennem årene, er dog alligevel hykleriet det eneste, jeg aldrig har kunnet forlige mig med.

Men netop den omhu, hvormed man forsøger at "bekræfte" Enhedslistens systemkritiske og socialistiske natur, afslører, hvor lidt der i realiteten er tilbage af den.

Kendsgerningerne taler for sig selv, og at benægte dem skulle bunde i enten den form for hengivenhed, som folket viser sit overhoved i Kejserens nye klæder, eller at man i Enhedslisten frem for diskussioner af politik har at gøre med trosartikler.

Se bare på emner som EU, Nato eller hele flygtningepolitikken. Hvorfor er Enhedslisten, hvis politik på disse områder ellers har været markant, pludseligt blevet så larmende tavs her?

Kunne det hænge sammen med den efterhånden udbredte konsensus blandt dansken om, at EU er in, Nato er godt og udlændinge noget, der hører hjemme, hvor peberet gror?

Og hvad med et område som parlamentarisk arbejde? Her har det altid heddet sig, at man foruden arbejdet på tinge også vil arbejde udenomsparlamentarisk, og sådan prædikes der stadig.

I løbet af de seneste ti år har man dog tilgodeset spidserne og forsømt partiorganisationen i en sådan grad, at afdelingerne landet over kun holdes oppe af den ældre generation af fodsoldater, som ledelsen i tiltagende grad distancerer sig fra, fordi de gamle ikke bare gør honnør, når ledelsen gennemfører politik udviklet for lukkede døre på Christiansborg.

Og nu gælder det så også hele holdningen til konflikten i Mellemøsten, der hen over hovedet på partiets medlemmer alene "udvikles" af folketingsgruppen ud fra strategiske hensyn og frygt for anklager om antidemokratisk sindelag.

For det er dét, som den verserende konflikt i virkeligheden handler om – om hvem der har retten til at udvikle politikken i Enhedslisten.

Offeret for hele moderniseringsprojektet i Enhedslisten er med andre ord selve den politiske nytænkning og ikke mindst muligheden for at udvikle en sådan i regi af partiet.

Offeret for hele moderniseringsprojektet i Enhedslisten er selve den politiske nytænkning og ikke mindst muligheden for at udvikle en sådan i regi af partiet.

Christian Gorm Hansen
Organisationssekretær, Enhedslisten

Dermed ikke sagt, at man fortsat skal acceptere åbne modsigelser af de beslutninger, som man vedtager demokratisk på et årsmøde.

Intet parti kan holde til den slags i længden.

Det tragikomiske er bare, at når (og ikke hvis) de nye eksklusionsparagraffer vedtages, kan man med rette tænke over følgende: En af de sidste muligheder for at udvikle politik fra neden i partiet blev lukket ned på grund af en sag, der takket været "de røde" ikke bare udstillede disse som utidssvarende og rabiate, men også gav deres modstanderes moderniseringsprojekt al den aura af almindelig sund fornuft, som de end ikke havde turde drømme om.

På den baggrund er det også nærliggende at drage konklusionen, at Enhedslisten nu er blevet et parti ligesom alle de andre.

I så fald ville dette dog ikke være retfærdigt over for de andre partier.

Den igangværende konflikt afslører nemlig med al tydelighed, at Enhedslisten stadig skiller sig ud fra de andre partier.

For hvor de øvrige partiers ledelser med større eller mindre grad af ærlighed ville svare ja til, at det er dem, der bestemmer, dem, der udvikler politikken og dem, der i det hele taget ved bedst om deres parti, fortsætter Enhedslistens ledende lag med henvisning til et "medlemsinddragende partidemokrati", en "magtfuld hovedbestyrelse" og alskens andre floskler uden hold i virkeligheden med at give folk indtryk af, at det forholder sig anderledes i Enhedslisten.

Som jeg skrev tidligere: Meget kan jeg leve med i politik, men hykleriet er ikke en af tingene.