KU-formand: Vi skal gøre op med årtiers irrationel frygt for atomkraft

DEBAT: Frygten for atomkraft har forpestet dansk politik siden 70'erne og gør det fortsat i dag. Virkeligheden er, at atomkraft er langt bedre end sit rygte, og regeringen burde gøre op med den ideologiske vanetænkning, der stempler atomkraft som et energipolitisk tabu, skriver Anders Storgaard.

Af Anders Storgaard
Formand for Konservativ Ungdom

Hvis vores generation skal vinde kampen mod klimaforandringerne, så er det nødvendigt at tage alle redskaber frem fra værktøjskassen - også atomkraft. Derfor skal vi tage et opgør med årtiers irrationel atomforskrækkelse i kampen for vores klima.

Kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer er uden tvivl en af de allerstørste udfordringer, min generation kommer til at stå overfor. Hvis ikke vi handler, så kommer vi til at opleve en mere usikker verden, hvor klimaflygtninge, krige og fattigdom vil tage til, og hvor konsekvenserne for vores planet vil være uoverskuelige.

Når vi diskuterer, hvordan vi skal løse klimaforandringerne herhjemme, så handler debatten altid om vind og sol, der fremstilles som den eneste løsning, hvis vi skal løse krisen. Vi glemmer, at man i resten af verden allerede tager et værktøj i brug, der er CO2-neutralt, effektivt, og som kan bruges, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser: atomkraft.

I Danmark har det været et af de største tabuer i dansk politik siden venstrefløjen i 70'erne og 80'erne gik på gaden under parolen "Atomkraft - nej tak" og lykkedes med at skabe et decideret skræmmebillede af atomkraft, som lever videre i dag. Nutidens venstrefløjspolitikere fra Uffe Elbæk (ALT) til Pernille Skipper (EL) påstår, at intet redskab er for vidtrækkende for at løse vores klimaproblemer, men nægter at forholde sig til, at atomkraft er afgørende, hvis vi skal løse udfordringerne.

Langt bedre end sit rygte
Hvorfor er det, at så mange mennesker frygter atomkraft?

Jeg tror, det skyldes, at vi mennesker har det med at fokusere på de store spektakulære begivenheder, mens vi glemmer de små gradvise ændringer, der har det med at være endnu farligere.

Det er den samme grund til, at mange mennesker ikke forstår alvoren i klimaforandringerne - for hvis vi ikke kan se det ske omkring os, så findes det nok ikke, og vi kan i hvert fald vente til noget dramatisk sker.

Når det kommer til atomkraft, så er det første folk typisk tænker på Tjernobyl, Fukushima eller atombomber - sjældent de millioner af mennesker, atomkraft har reddet, og som ellers ville være døde, hvis andre lande i lighed med Danmark havde valgt kul og gas. Virkeligheden er, at atomkraft er langt mere sikkert end dets rygte.

Ved ulykken i Fukushima døde 0 mennesker. I Tjernobyl-ulykken, der er den værste atomkraftsulykke, verden har set, døde der ifølge FN's officielle komité UNSCEAR 46 mennesker og op mod 4000 i årtierne efter som følge af de radioaktive eftervirkninger. Det er en forfærdelig katastrofe, men den når slet ikke de højder, som venstrefløjen gerne vil gøre den til. Katastrofen var desuden et resultat af elendig sovjetisk sikkerhed med en teknologi, der var langt mere usikker, end den er i dag.

På globalt plan dør der til sammenligning hvert år 2,5 millioner mennesker på grund af kulkraft, og i Danmark mister vi hvert år 140 danskere som resultat af vores brug af kul. Alligevel er det atomkraften, vi har lært at frygte, men ikke de kulsorte kraftværker.


Atomkraft er faktisk, modsat dets rygte, den mindst farlige energiform, vi har til rådighed. Der er flere arbejdere, der er døde af at falde ned fra vindmøller end i atomkraftsulykker.

Når teknologien år efter år bliver mere sikker, leverer mindre affald og producerer mere effektiv CO2-neutral strøm, så er det et udtryk for rendyrket ideologisk vanetænkning at holde denne dør lukket. Vi kunne have et fantastisk supplement til vind- og solenergien, som kan sætte skub i den grønne omstilling.

Regeringens seneste udspil på klimaområdet er et rigtig godt skridt på vejen mod et grønnere Danmark, men jeg savner, at man tør gå forrest - også i kampen mod de tabuer, der alt for længe har fået lov til at forpeste dansk politik på energiområdet.

For selvfølgelig er det ikke problemfrit at finde placeringer af atomaffaldet, men i sidste ende er det et spørgsmål om, hvorvidt vi helst vil have vores affald gemt sikkert væk i depoter dybt nede i vores jord, eller vi hellere vil have affaldet i vores luft og vores lunger. Jeg ved godt, hvad jeg vil vælge.

Forrige artikel Dataetikere: Københavns Kommune forærer borgeres data til Google Dataetikere: Københavns Kommune forærer borgeres data til Google Næste artikel Liberal ungdomspolitiker: I klimaets navn begrænser regeringen vores frihed Liberal ungdomspolitiker: I klimaets navn begrænser regeringen vores frihed
”Vi siger ikke, det er sandt”

”Vi siger ikke, det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.