Om  
Torben Buse

Lægeforeningen har fundet sin nye direktør i Indenrigs- og Boligministeriet

Torben Buse starter i august 2021 som ny direktør for Lægeforeningen. Dermed siger han farvel til Indenrigs- og Boligministeriet.

Torben Buse bliver ny direktør i Lægeforeningen.
Torben Buse bliver ny direktør i Lægeforeningen.Foto: Pressefoto

Efter knap et halvt år med en konstitueret direktør har Lægeforeningen nu fundet afløseren for tidligere direktør Bente Hyldahl Fogh. Det bliver Torben Buse, der overtager stillingen som direktør for Lægeforeningen.

Det skriver Lægeforeningen i en pressemeddelelse.

Torben Buse har siden 2015 været afdelingschef i Indenrigs- og Boligministeriet. Her har han været ansvarlig for ministeriets afdeling for kommunernes og regionernes økonomi. Dermed er det en erfaren leder med tæt kendskab til de udfordringer og muligheder, sundhedsvæsenet står overfor, forklarer Camilla Ratchke, formand for Lægeforeningen.

”Det er kvaliteter, som både kan bidrage til at styrke Lægeforeningens politiske interessevaretagelse og styrke vores eget arbejde med en ny strategi. Derfor ser jeg meget frem til at få Torben med om bord. Vi har spændende arbejde foran os”, siger Camilla Rathcke i pressemeddelelsen.

Torben Buse har tidligere været vicedirektør i Socialstyrelsen, strategichef i KORA, direktør for Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut og afdelingschef i Kommunernes Landsforening. Nu glæder han sig til at bidrage til, at lægerne får sat de nødvendige aftryk på fremtidens sundhedsvæsen.

”Sundhedsvæsenet står over for store forandringer. Det er nu, at sporene til et stærkt, nært sundhedsvæsen skal lægges. Det er også nu, at der skal etableres nye strukturer omkring sygehusene, som får afgørende betydning for alle landets borgere,” siger Torben Buse i pressemeddelelsen.

Torben Buse tiltræder 9. august og overtager dermed stillingen fra Bente Hyldahl Fogh, der efter 15 år i stillingen pludseligt stoppede i februar 2021. Siden da har Camilla Vejlø Hartling været konstitueret direktør. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Buse

Direktør, Lægeforeningen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1995)

0:000:00