Lærer i håndværk og design: Vi taber mange elever i den akademiserede folkeskole

Af Katrine Dalin Diduch
Lærer, Skælskør Skole, og faglig rådgiver for håndværk og design, folkeskolen.dk

Der var engang en dreng. Han gik i 3.klasse. Han var en stor dreng med krudt i røven. Vi kender alle typen. Typen, der let kommer til at kede sig. Kommer til at snakke i timerne. Ikke sidder stille. Forstyrrende for elever og lærere.

Jeg underviste drengen i natur og teknologi. Et fag, der kan være utrolig interessant. Eller utrolig kedeligt. Det sidste for en dreng med krudt i røven. På trods af mange timers velforberedt og anderledes undervisning.

En dag skete der noget. Undervisningen foregik i håndværk- og design-lokalet. Vi skulle bruge sav og hammer. Arbejde i træ. Drengen ændrede sig. Han blev aktiv og deltagende. Omhyggelig og hurtig.

Og pludselig var han en elev, der hjalp andre elever. Han var glad. Havde fundet sin plads. 

En dreng, der ikke passer ind
Eksemplet er ikke enestående. Mange gange oplever jeg elever blomstre, når de får værktøj i hånden. Når de kommer væk fra borde og bøger.

At tro, at endnu en topstyret beslutning fra forligskredsen vil virke, er dumt. Læreren skal med i beslutningerne. Det er os, der har mange års erfaringer med elever med krudt i røven.

Katrine Dalin Diduch
Lærer

Det er ikke en revolutionerende observation. Mange ser det. Mange gør noget ved det.

Men der er flere, der ikke gør noget ved det. Og grundene er mange. Det vender jeg tilbage til.

For umiddelbart efter det fede forløb i håndværk og design tikkede der en besked ind på intra. Den omhandlede drengen med krudt i røven. Der stod, at samtlige undervisere skulle være ekstra opmærksomme på ham.

Han var bogligt svag, han snakkede og forstyrrede i undervisningen. Der var en handleplan for, hvad der skulle gøres, når ovennævnte skete. Vi skulle dokumentere hans adfærd.

Drengen i 3. klasse er et klasseeksempel på et resultat af den akademiserede skole. Han passer ikke ind. Fordi vi har næse for bøger og borde i stedet for hammer og høvlebænk. Grundene er mange.

De høje boglige krav og forventninger, med tests og prøver som middel mod målet.

Og tid. Der er et mismatch mellem, hvad eleverne skal kunne, og tiden, der er givet.

Praktisk undervisning tager tid
Jeg er en praktisk lærer. Jeg prioriterer praktiske elementer i undervisningen. Om det er dansk i 7. klasse eller natur og teknik i 1. Det kræver tid.

Mine kolleger bruger tiden sikkert. Så de med sikkerhed når målene for de boglige fag.

Resultatet er elever, der ikke passer ind. Som drengen med krudt i røven. Elever, der bliver skoletrætte. Allerede i 3. klasse.

Elever, der ikke udfordres både bogligt og praktisk. Mister lysten til skole. Og dermed også muligheden for at finde ud af, hvad de er gode til. Med sidegevinsten, at vi kan miste mange gode mulige håndværkere. Det er ikke målet med folkeskolen.

Inddrag lærerne
Derfor er det godt, at debatten rejses. Og det virker til, at alle debattører er enige. Der skal gøres noget.

Enighed er godt. Men gode intentioner ændrer ikke noget. Handlinger gør. Regeringen prøver at handle ved at indføre praksisfaglig vurdering af eleverne og indlede drøftelser i folkeskoleforligskredsen om styrkelse af praksisfagligheden i skolen. Det er fine forslag. Men at tro, at endnu en topstyret beslutning fra forligskredsen vil virke, er dumt.

Læreren skal med i beslutningerne. Det er os, der har mange års erfaringer med elever med krudt i røven. Det er os, der forbereder og udfører den gode praktiske undervisning. Det er os, der tænker de praktiske elementer ind i alle fag. Fordi vi slet ikke kan lade være. Fordi vi mener, at vejen til viden ikke kun går gennem borde og bøger, men også igennem hammer og høvlebænk.

Såfremt I er enige i, at der skal lærere med ved bordet, er I mere end velkomne til at ringe til mig eller en kollega. Vi er dem med kloge hænder. Og kloge hoveder.