Lars Arne Christensen: Løkkes dørsmæk stopper ikke Venstres problemer

KOMMENTAR: Venstres problemer stopper ikke med Løkkes afgang som formand. Den politiske linje skal fastlægges i en kamp mellem Land- og By-Venstre, mens Løkke vil spøge i baggrunden med et muligt midtsøgende politisk projekt, skriver Lars Arne Christensen.

Det var fuldstændigt vildt at se 'Debatten' torsdag med Claus Hjort Frederiksen (V) og regionsrådsmedlem Jørgen Winther (V) i den ondeste debat med hinanden.

Det var helt tydeligt, at Claus Hjort Frederiksen simpelthen ikke mener, at Venstres organisation er repræsentativ for de vælgere, der stemmer på Venstre.

At det ikke nødvendigvis giver mening at lytte til Venstres partiorganisations synspunkter, når der skal lægges en politisk linje.

Det er simpelthen den vildeste form for arrogance fra en partitop over for sit bagland, jeg nogensinde har set på direkte tv.

Det undrer derfor ikke mig, at Venstres bagland var topbevæbnet med indsigt i Venstres vedtægter på de dramatiske møder i forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i Brejning.

Det afholdt dog ikke Claus Hjort Frederiksen fra at gå på Facebook lørdag eftermiddag og fremture med, at Venstres vedtægter ikke var blevet overholdt. På samme vis lagde Lars Løkke Rasmussen (V) søndag trodsigt den tale op på Facebook, som han ville have holdt på et fremrykket ordinært landsrådsmøde.

Begge dele er ret respektløst over for Venstres partiorganisation, som de begge har repræsenteret gennem årtier.

Men også et udtryk for, at begge åbenbart har haft den opfattelse, at det er dem, der har været partiet Venstre.

For mig er forløbet, der kulminerede i Brejning, et udtryk for to forhold. Dels at medlemsdemokratiet har været stærkt svækket i Danmarks største borgerlige parti.

Men det er også udtryk for, at den absolutte partitop i en tid med stærke sociale medier kan kommunikere direkte med vælgerne.

Det betyder, at et parti kan være ret succesfuldt uden at have et særligt involverende medlemsdemokrati.

For hvad var det egentligt for et tweet, som Lars Løkke Rasmussen smækkede døren til Venstre med i lørdags?

Lars Løkke Rasmussen tweetede, at man ikke kan være formand for et parti, der afskærer en fra at få afprøvet sin politiske linje.

I Kristian Jensens (V) stærke og bevægende interview i Brejning efter hovedbestyrelsesmødet sagde han derimod, at nu er det sådan, at det er et parti, der har en formand, og ikke en formand, der har et parti.

Lige præcis der har vi skillelinjen mellem en meget moderne og en mere klassisk opfattelse af et parti.

Lars Løkke Rasmussen vil fremlægge en politik, som vælgerne kan stemme på. Det kræver grundlæggende ikke noget partiapparat, men blot at der er indsamlet nok penge til at køre en moderne social mediekampagne.

Eller at man som Rasmus Paludan allerede har et par hundredtusindener følgere på Youtube, Instagram, Facebook eller Twitter.

Kristian Jensen derimod er en organisationsmand, som tænker i vælgerforeninger, forretningsudvalg, hovedbestyrelser og vedtægter.

Med det afsæt vandt Kristian Jensen kampen mod Lars Løkke Rasmussen, men tabte slaget om formandsposten for Venstre.

"Venstre er et borgerligt liberalt parti," sagde Kristian Jensen i lørdags i Brejning og trak dermed tråden tilbage til interviewet i Berlingske, hvor han påpegede, at strategien om en SV-regering var en fejl af Lars Løkke Rasmussen.  

Jeg er personligt helt enig i dette. Men uden at det behøver at nå Søren Pindske højder, så erindrer jeg simpelthen ikke at have hørt en konkret borgerlig liberal politisk vision for Danmark fra Kristian Jensens side ud over en glimrende bog om dansk udenrigspolitik.

Men når jeg derimod læser Lars Løkke Rasmussens facebookopslag med hans uafholdte landsrådstale, så ser jeg både omridset af en SV-regering, men også en vision for et parti, der er en blanding af det hedengangne Centrum-Demokraterne samt Venstre krydret med elementer fra Det Konservative Folkeparti og DF.

Landsrådstalen beskriver et velfærdsborgerligt program, som jeg som konservativ personligt ikke er tilhænger af.

Men jeg er ganske overbevist om, at der er centrum-højre-vælgere til et parti med et sådant program, både fra for eksempel S, R og V.

Jeg vurderer simpelthen, at Lars Løkke Rasmussen som en centrum-højre-fløjens midaldrende, joviale og politiske #some-influencer formentlig relativt let vil være i stand til at skabe vælgeropbakning til sit detroniserede midtsøgende politiske projekt.

Lars Løkke Rasmussen sagde selv spøgefuldt, at han ville fortsætte som formand, fordi han er for ung til amerikansk politik. Men når man i sin egen selvopfattelse er formand, men ikke har noget parti, så må man se at få sig et.

Hvad angår det Venstre, som Lars Løkke Rasmussen har smækket med døren til, så bliver det Kristian Jensen, der byder velkommen på det kommende landsråd og som firmaets mand formentlig overdrager formandskabet til By-Venstres Jakob Ellemann-Jensen.

Uagtet at Jakob Ellemann-Jensen har været politisk ordfører for Venstre, så har heller ikke han uden at måle det i Søren Pindske højder fremlagt nogen konkret borgerlig liberal politisk vision for Danmark.

Det betyder, at personskiftet på formandsposten stadig efterlader spørgsmålet om den politiske retning for Venstre nogenlunde uafklaret.

Bliver Land-Venstres Inger Støjberg næstformand, så bliver jyderne, de nationalkonservative Venstrefolk og særligt Marcus Knuth glade.

Det kan betyde en klar national, men ikke videre liberal drejning af Venstre. Men det vil også være et nærmest masochistisk valg.

Næstformanden for Det Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, har for få uger siden gentaget, at der er et flertal blandt regeringen og dens støttepartier for at foretage en undersøgelse af Inger Støjbergs administration i barnebrudesagen.

Hvorvidt det skal være en kommission eller en anden og måske ny form for parlamentarisk undersøgelse, er uklart.

Men det forekommer uholdbart at vælge en næstformand for Venstre, der står overfor en undersøgelse af sin administration for magtmisbrug og dermed lovbrud.

Så Venstres problemer stopper ikke med Løkkes afgang som formand.

Nu skal den politiske linje fastlægges i den klassiske kamp mellem Land- og By-Venstre og den nye kamp mellem det liberale og det nationale Venstre med en mulig kommissionsundersøgelse undervejs og med en trodsig Lars Løkke Rasmussen med fingeren på #some-knappen til et muligt nyt midtsøgende politisk projekt.

-----

Lars Arne Christensen (født 1965) er erhvervsmand og tidligere folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Signe Bøgevald: Nye Borgerlige har intet at gøre med sand borgerlighed Signe Bøgevald: Nye Borgerlige har intet at gøre med sand borgerlighed Næste artikel Christopher Arzrouni: Står vi foran en partipolitisering af embedsapparatet? Christopher Arzrouni: Står vi foran en partipolitisering af embedsapparatet?
Ellemann lagde diskret afstand til Støjberg

Ellemann lagde diskret afstand til Støjberg

ANALYSE AF LANDSMØDETALE: I sin tale til Venstres landsmøde fastlagde Jakob Ellemann-Jensen linjen i den seneste Venstre-strid om udlændingepolitikken. Ellemann lagde distance til næstformand Inger Støjbergs udtalelser om muslimer, men uden at nævne hende ved navn.