Lars Løkke Rasmussen har ret: Liberal Alliances udenrigspolitik er skør
Hvornår dropper medierne omtalen af tik-tok-darlingen Alex Vanopslagh og begynder at forholde sig kritisk til, hvad Liberal Alliance rent faktisk mener? Hvordan ville LA's udenrigspolitik se ud i en regering? Tag for eksempel EP-kandidat Henrik Dahl, der kalder FN for en 'idiotorganisation'.
David Trads
Journalist, forfatter og kommentarskribentDet sociale medie X er altid fedest, når Lars Løkke Rasmussen (M) går på. Tag bare onsdag aften i denne uge:
Hans Redder, TV 2's dygtige politiske redaktør, lægger uskyldigt et opslag op, hvor han linker til sin egen analyse på tv2.dk:
"Han tør ikke sige ordet endnu, men Vanopslagh ligner mere og mere end statsministerkandidat."
Den pæne omtale af LA-formanden, der som tik-tok-darlingen Daddy Vanopslagh netop har scoret hver tredje af folkeskolebørnenes stemmer ved skolevalget, fik Løkke op i det røde felt. Statsmanden, udenrigsministeren og formanden for Moderaterne skrev nedenunder til TV 2:
"Kunne være fint, så ville I måske dække deres forslag om at nedlægge @Eifo_fond og betegnelsen af FN som en idiotorganisation."
Det er henholdsvis Ole Birk Olesen, gruppeformanden for LA, som netop har foreslået at nedlægge Danmarks Eksport- og Investeringsfond, som årligt støtter danske virksomheder med milliarder, og Henrik Dahl, udenrigsordfører og EU-spidskandidat for LA, der stempler FN, en af hjørnestenene i dansk udenrigspolitik, som en 'idiotorganisation.'
Ved EU-afstemninger har LA haft alle positioner – for EU, imod EU, skeptisk over for EU. Henrik Dahl tegner nu hele butikken med vilde synspunkter.
David Trads
Birk Olesen, den gamle Ekstra Bladet-reporter, drev Løkke til vanvid, da den ulykkelige VLAK-regering blev komplet ustyrlig på grund af LA's kravlen op i trætoppe, og Dahl, som vælter sig i fornærmelser mod selvsamme Løkke – "pissearrogant" – så nu gider han ikke høre på mere bavl.
Løkke har været længe nok i dansk politik til at huske, at LA's udenrigspolitik har hoppet frem og tilbage.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille meddelte oprindeligt, at LA slet ingen politik skulle have på området. Ved EU-afstemninger har LA haft alle positioner – for EU, imod EU, skeptisk over for EU. Henrik Dahl tegner nu hele butikken med vilde synspunkter.
Man må sandt for dyden også anerkende, at Dahl skruer sig helt op i den slags trætoppe, som ville gøre det umådeligt svært for Liberal Alliance at komme i regering igen. Jeg ved godt, at han er på vej til at blive skibet afsted til Bruxelles, men det er alligevel skrappe udsagn, han kommer med, især på FN og Mellemøsten. Se bare, hvad han skrev i denne uge:
"Det ville være for groft at hævde, at det er umuligt at høre forskel på Hamas og Mellemfolkeligt Samvirke i en blindtest. Men det ville også være forkert at sige, at det er hundrede procent udelukket, at nogen kunne tage fejl."
Den slags kan kun en politiker, som ingen indflydelse har, få lov at sige. Hans ønske om at melde Danmark ud af UNRWA – altså den FN-organisation, som står for for hjælpen ind i Gaza – er også i strid med Løkkes og Udenrigsministeriets årtier lange politik. Her er, hvad Dahl sagde i Folketinget om den sag:
"UNRWA er utvivlsomt en dysfunktionel organisation, fordi de i lang tid har benægtet den her kritik. De driver skoler, som er proppet med propaganda imod Israel. De lærer børn at hade Israel og jøder."
Det, som Løkke håber, er selvfølgelig, at pressen – in casu TV 2 – holder op med bare at dække, hvad LA's frontfigurer siger.
Han presser på for, at medierne kritisk forholder sig til, hvad LA rent faktisk mener. Hvordan ville LA's udenrigspolitik se ud i regering? For eksempel, hvis Henrik Dahl var udenrigsminister.Ville udenrigsminister Dahl foreslå, at Danmark skulle melde sig ud af FN? Det må jo være logisk, hvis FN er en 'idiotorganisation'?
David Trads
Ville udenrigsminister Dahl foreslå, at Danmark skulle melde sig ud af FN? Det må jo være logisk, hvis FN er en 'idiotorganisation'?
Ville udenrigsminister Dahl stoppe al støtte til FN's underorganisationer, for eksempel UNRWA? Ville udenrigsminister Dahl kræve al støtte til Mellemfolkeligt Samvirke stoppet? Hvad med Røde Kors, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp?
Der er masser at spørge om – for Løkke har jo ret: Liberal Alliances udenrigspolitik er ofte skør.