Lars Trier Mogensen: COVID-blokken er den svageste opposition i dette årtusinde

I praktisk politik tumler den parlamentarisk uerfarne Jakob Ellemann-Jensen i disse uger rundt som en større støtte for S-regeringen end for de blå partier:

"Vi var sat skakmat i forhandlingerne, fordi Venstre bakkede op om et gammelt Enhedslisten-forslag," lød det opgivende fra Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, som retfærdigvis er én af de eneste fra oppositionen, som her i de seneste uger har turdet kritisere Mette Frederiksens regimente.

Ud over selvfølgelig Lars Løkke Rasmussen himself, der som en anden kamikaze-enmandshær fra sidelinjen har formået at skabe endnu større forvirring om, hvor Venstre egentlig placerer sig i tidens politiske landskab.

Under coronakrisen har Lars Løkke gang på gang fremført en politisk dissens, der afviger langt mere spektakulært fra Jakob Ellemann-Jensens diffuse udmeldinger, end hvad andre menige folketingsmedlemmer tidligere er blevet hårdt sanktioneret for at ytre på tværs af partilinjen.

Eksempelvis blev Kristian Jensen i januar frataget sine ordførerskaber, da han ganske fredsommeligt havde foreslået i et interview, at Venstre burde indgå en større økonomisk reformpakke med regeringen, De Radikale og Konservative.

Dengang ville Jakob Ellemann-Jensen ikke finde sig i, at den netop afsatte næstformand åbent blandede sig i Venstres linje. Men nu hvor Lars Løkke, der formelt set stadig er medlem af Folketinget, konstant bralrer op med langt mere vidtgående forslag og højlydt sætter spørgsmålstegn ved den nye formands gøren og laden, ja, så sker der absolut intet – andet end en fortsat udhuling af Jakob Ellemann-Jensens autoritet.

Skærmydslerne for COVID-blokken stopper imidlertid ikke ved Ellemann junior.

Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, oplever i disse måneder et monumentalt fald fra tinderne, som forstærker usikkerheden om, hvordan de borgerlige partier egentlig skal kunne mobilisere de stadigt flere vælgere, som er krydset over midten til rød blok.

Efter at være blevet mere end halveret ved sidste folketingsvalg har Dansk Folkeparti sidenhen tabt yderligere en fjerdedel af vælgerne og ser i de allerseneste meningsmålinger ud til nu at være skåret ned til samme størrelse som arvefjenden Radikale Venstre.

Som et opsigtsvækkende særsyn har Kristian Thulesen Dahl tilmed oplevet at blive kritiseret fra egne rækker, og Dansk Folkeparti udgør ikke længere det effektive brohoved ind blandt ældre socialdemokratiske provinsvælgere, som tidligere har sikret valgsejre til den borgerlige blok.

Den kyniske vinderformular, som stabschef i Statsministeriet Martin Rossen og tidligere S-minister Henrik Sass Larsen sammen udviklede for Mette Frederiksen, og hvor Socialdemokratiet på én og samme tid er rykket til højre i rets- og udlændingepolitikken og tilsvarende til venstre i fordelingspolitikken, har fuldstændigt taget brodden af Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl har ikke haft noget modtræk til den socialdemokratiske dobbeltflankemanøvre, og med en stadig mere resigneret attitude har han i stedet kunnet se vælgerne sive (tilbage) til sosserne.

Lige nu er opbakningen bombet tilbage til omkring partiets første spæde folketingsvalg i 1998.

Hvis der overhovedet var nogen oplagte udfordrere til posten som partiformand, ville Kristian Thulesen Dahl for længst været blevet forsøgt kuppet.

Men i det stramt topstyrede parti er der stadig ingen, som i slet ingen, der har en bedre plan for partiets genrejsning. Som det måske allerstørste svaghedstegn i den borgerlige blok har Dansk Folkepartis kollaps derfor endnu ikke fået nogen konsekvenser.

Kristian Thulesen Dahl synes at have affundet sig med sin nye birolle, og det er derfor tæt på umuligt at se, hvordan Dansk Folkeparti på kort sigt skal kunne mere end fordobles i vælgertilslutning, konkret ved at trække mindst 300.000 vælgere væk fra rød blok og hen over midten.

Og så længe det fortsat virker komplet usandsynligt, vil magten ikke skifte i Danmark: Uden et populært Dansk Folkeparti kan Venstre glemme alt om at genindtage Statsministeriet.

Det eneste lille tegn på styrke i den borgerlige blok er paradoksalt nok også en svaghed.

Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har klaret sig ganske hæderligt både før og under coronakrisen, men jo mere pondus han vinder, desto svagere kommer Jakob Ellemann-Jensen tragisk nok til at fremstå, og dermed svækkes hele blå blok.

Realiteten er ikke desto mindre, at mange borgerlige folketingsmedlemmer i dag ser Søren Pape Poulsen som en mere slagkraftig statsministerkandidat end Jakob Ellemann-Jensen.

Selvom det bestemt ikke er nogen naturlov i dansk politik, at Venstre skal stille med den borgerlige statsministerkandidat, vil det dog skabe hasarderet turbulens, hvis Søren Pape Poulsen skulle kunne finde på at byde sig til som førsteudfordrer til Mette Frederiksen inden næste folketingsvalg.

Og alene derfor sker det næppe. Så heldig kan Socialdemokratiet trods alt ikke være. Udviklingen er nu også gunstig nok for S-regeringen i sig selv.

Med en Venstreformand, der har svært ved at fylde partihabitterne ud, en DF-formand, der begynder at minde om den faldne Villy Søvndal, og en konservativ formand, der risikerer at lade en trods alt moderat succes stige ham helt til hovedet, har COVID-blokken reduceret sig selv til en flok replikløse statister, der mest af alt får det til at virke, som om der stadig er en kulisse af en opposition til Mette Frederiksen.

Men reelt har en dansk regering næppe fået så ukvalificeret modstand i dette årtusinde.

Okay, det er jo alligevel lidt af en påstand, ikke? Den svageste opposition i dette årtusinde, altså siden Poul Nyrup Rasmussen tabte statsministerposten til Anders Fogh Rasmussen i 2001?

Ja, selv da Mogens Lykketoft var S-formand, og han havde mere end svært ved at forklare sit forknudrede skatteloft op mod folketingsvalget i 2005, fremstod den tidligere finansminister med større realpolitisk tyngde, end Jakob Ellemann-Jensen gør i dag.

Og selvom det aldrig lykkedes for Helle Thorning-Schmidt at slå Anders Fogh Rasmussen direkte, var hun trods alt også farligere end Venstres nuværende formand, ikke mindst da hun rent faktisk vandt over Lars Løkke Rasmussen ved valget i 2011.

COVID-blokken kan håbe på, at vælgerne ender med at blive trætte af Mette Frederiksen – som det jo historisk er sket for kriseledere i andre lande, når hverdagen en skønne dag har indfundet sig igen.

Før eller siden får vælgerne nok af selv de mest folkekære krisebetvingere. De blå partier kan derfor fromt håbe på, at de politiske vinde pludselig vil skifte.

Men håb er ikke en strategi. Af egen kraft er oppositionen den svageste, Danmark har haft i snart 20 år.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.