Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Energiuafhængighed er Europas mest slagkraftige våben mod Putin

De danske politikere tøver. Men så længe Danmark og de andre EU-lande kun tør skrue lidt ned for købet af olie, gas og kul og dermed sender milliarder i hård valuta til Rusland og andre diktaturstater, vil nok så mange ekstra penge til forsvaret ikke skabe større sikkerhed, skriver Lars Trier Mogensen.

Hvis Danmark vil smykke sig med titlen som et grønt foregangsland, må statsminister Mette Frederiksen gå forrest og presse Tyskland til at slukke for den russiske krigsgas nu, skriver Lars Trier Mogensen.
Hvis Danmark vil smykke sig med titlen som et grønt foregangsland, må statsminister Mette Frederiksen gå forrest og presse Tyskland til at slukke for den russiske krigsgas nu, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Lars Trier Mogensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Energipolitik er ikke alene blevet sikkerhedspolitik.

En fundamental omlægning af Europas energiforbrug- og forsyning ville også være det mest effektive modsvar til de militære trusler. Absurd nok er det nemlig vores nuværende afhængighed af sort energi fra Rusland, som direkte finansierer Putin-regimets krigsmaskine.

Regnestykket er ganske simpelt: EU-landene køber i dag råstoffer, herunder olie, gas og kul, fra Rusland for et større beløb end Putin-regimets samlede forsvarsbudget.

Baseret på tal fra UN Comtrade og Stockholm International Peace Research Institute, SIPRI, købte EU-landene på den ene side sort energi og mineraler for 441 milliarder kroner i 2020, mens Rusland på den anden side brugte godt 424 milliarder kroner på militæret.

Men foreløbig vægrer de europæiske ledere sig mod straks at lukke for både pungen og gasledningerne. Tysklands nye kansler, Olaf Scholz, erkendte mandag, at Europa er alt for afhængig af russisk energi til prompte at ville ændre på status quo: ”På nuværende tidspunkt kan Europas forsyning af energi til varme, transport, elektricitet og industrien ikke blive sikret på anden vis,” sagde Scholz på et pressemøde i Berlin.

Den barske sandhed er, at der hver eneste dag overføres milliarder direkte til Rusland.

Lars Trier Mogensen

Reelt udelukker Tyskland dermed at lade hensynet til Europas langsigtede sikkerhed overtrumfe de kortsigtede økonomiske omkostninger. Den barske sandhed er, at der hver eneste dag overføres milliarder direkte til Rusland. Og med de voldsomt stigende gas- og oliepriser, betaler EU-landene tilmed endnu flere penge dagligt end for blot to uger siden. 

Når afkoblingen fra sort energi fra Rusland ikke sker håndfast og lynhurtigt, risikerer Danmark og ikke mindst Tyskland at havne i den paradoksale situation, at der sendes mindst lige så mange ekstra penge østpå, som det nu er blevet besluttet at øge forsvarsbudgetterne med.

Selv ud fra den hårdeste militære logik burde det ellers være oplagt at gå efter at ødelægge Ruslands økonomiske forsyningslinjer. Men det sker ikke. I hvert fald ikke med den beslutsomhed, som politikerne mobiliserede under coronakrisen.

På bureaukratisk vis fremlægger EU-Kommissionen i dag en ny strategi, der skal ”diversificere” gasleverancerne hen over de kommende år. Bedre end ingenting, men langt fra nogen chokterapi.

Udmeldingen fra EU om at ville arbejde på en plan for at reducere indkøbet af russisk gas med op til 80 procent i løbet af i år er på papiret markant. Men alligevel kan det vise sig at være for lidt og for sent. For så længe Tyskland blokerer, betyder det ikke alverden, hvad EU-systemet måtte drømme om.

Retorisk giver de etablerede partier ganske vist udtryk for, at de har forstået situationens alvor. Da statsminister Mette Frederiksen (S) søndag aften præsenterede det nationale forsvarskompromis, slog hun fast, at Danmark skal gøres afhængig af russisk gas ”hurtigst muligt”. Men de konkrete initiativer glimrede ved deres fravær. Endnu har S-regeringen ikke taget affære.

Herhjemme er dilemmaet tydeligst blevet udstillet af Ørsteds kontrakt med det russiske selskab Gazprom, som er tæt forbundet med inderkredsen omkring præsident Putin.

Frem til 2030 er Ørsted forpligtet til at købe to milliarder kubikmeter gas om året, eller hvad der svarer til mere end to tredjedel af Danmarks aktuelle forbrug af naturgas.

Herhjemme er dilemmaet tydeligst blevet udstillet af Ørsteds kontrakt med det russiske selskab Gazprom

Lars Trier Mogensen

Administrerende direktør Mads Nipper tør ikke skrotte aftalen af frygt for de økonomiske følger. Men han erkender samtidig, at Ørsted er med til at betale direkte til invasionen: 

“Så længe Danmark bruger så store mængder gas, som vi gør – og der ikke er indført forbud mod import af russisk gas til EU – så er Danmark med til at finansiere Putins krigsmaskineri. Punktum,” konstaterede Mads Nipper forleden i et interview i Berlingske, hvor han også beklagede, at det er kommet til at fremstå som om, at Ørsted ”padler videre, som om intet er hændt”.

Beskrivelsen er imidlertid rammende: Ørsted padler lige nu videre, og var mandag helt parodisk ude med en melding om, at gasaftalen med Gazprom ikke vil blive forlænget – efter 2030. Hvis det ikke var et så tragisk udtryk for, hvor følgagtige europæerne håndterer energispørgsmålet, ville det næsten være komisk.

Og Ørsted står bestemt ikke alene. Også selskabets hovedejere, den danske stat, er repræsenteret af vaklende politikere, der er bange for at sætte hårdt mod hårdt, og gå så langt, som det overhovedet ville være muligt over for Putins regime – uden at rykke militært ind i Ukraine.

Frem for at turde tage det økonomiske slag nu, og fremtvinge en strategisk omstilling i løbet af ultrakort tid, foretrækker de europæiske politikere at gå forsigtigt og fedtet frem. I modsætning til løfterne om øgede militærbevillinger må de virkeligt hårdtslående tiltag helst ikke koste for meget.

Som altid findes der da også snusfornuftige argumenter for at fortsætte, som om intet er hændt. For det gør vitterligt ingen praktisk forskel, hvis eksempelvis Ørsted ensidigt stopper købet af russisk gas, og andre vesteuropæiske energiselskaber så bare overtager leverancerne. Et reelt boykot kan kun ske koordineret mellem alle EU-lande på samme tid.

Statsminister Mette Frederiksen betoner således, at Danmark ikke kan eller vil gå enegang, men i stedet venter på enighed i EU-kredsen om den næste runde af måske mere vidtgående sanktioner, der så også kan komme til at omfatte russisk olie, gas og kul:

”Vi er enige i EU om at gå sammen om sanktionerne, og det vil jeg kraftigt anbefale, at vi bliver ved med at gøre,” lyder det henholdende fra statsministeren. Men hun ved jo udmærket, at Tyskland netop ikke er villige til at betale prisen, og så er og bliver ordene tæt på tomme.

Statsminister Mette Frederiksen betoner således, at Danmark ikke kan eller vil gå enegang, men i stedet venter på enighed i EU-kredsen

Lars Trier Mogensen

Tingene kan selvfølgelig ændre sig hurtigt. I løbet af den seneste uge er der sket mere i dansk og europæisk sikkerhedspolitik, end der er sket de foregående 30 år.

Eksemplet med Ørsted viser ikke desto mindre, at det vil kræve en historisk beslutsomhed, der mindst kan måle sig med handlekraften under de første faser af coronakrisen, hvis der prompte skal lukkes for rørledningerne. En handlekraft, der svigter her i det afgørende øjeblik.

Håndteringen af energi-afhængigheden er at betragte som en politisk lakmusprøve, der tester, hvor alvorligt politikerne rent faktisk mener de højstemte ord om, at energipolitik er blevet sikkerhedspolitik.

Viljen til at afkoble den russiske gas er nemlig en mindst lige så udslagsgivende faktor for Europas aktuelle og fremtidige sikkerhed som den pludselige opbakning til at øge forsvarsudgifterne til to procent af bruttonationalproduktet.

Frem for hovedkuls at gå på powershopping på amerikanske og vesteuropæiske våbenfabrikker – og kun gradvist skrue ned for gassen – kunne der være god grund til at reagere mere intelligent på den aktuelle og turbulente sikkerhedspolitiske situation. I stedet for fortsat at se forsvars- og energipolitik som to adskilte sfærer, ville det være klogere at se målet om energiuafhængighed og selvforsyning som selve fundamentet under vores forsvarsværk.

Når energi- og klimapolitikken bliver sikkerhedsliggjort – altså løftet op som et højpolitisk emne med vital betydning for staters overlevelse – må dynamikken også gå den anden vej: Så skal det samlede forsvar også omdannes til at kunne understøtte udviklingen af en stadig mere højteknologisk samfundsøkonomi, der ikke er skrøbeligt afhængig af fossile brændstoffer fra fjendtlige regimer.

Kort sagt er der behov for, at en væsentlig del af såvel Europas økonomiske styrke, som de øgede forsvarsbudgetter, øremærkes til at betale for at totalt gas- og oliestop og sikre europæisk energiuafhængighed. I valget mellem enten at strakskøbe eksempelvis nye danske ubåde eller at investere i decentrale 'smart grids', som gør elektricitetsforsyningen mere robust og fleksibel, kan der faktisk i dag være større strategisk udbytte ved det sidste.

Kort sagt er der behov for, at en væsentlig del af såvel Europas økonomiske styrke, som de øgede forsvarsbudgetter, øremærkes til at betale for at totalt gas- og oliestop og sikre europæisk energiuafhængighed.

Lars Trier Mogensen

Et styrket forsvar handler således ikke kun om at gøre, som fjenden allerede forventer. I den kontante økonomiske prioritering mellem på den ene side konventionelle indkøb af krudt og kugler og på den anden side investeringer i nye, intelligente energiløsninger – der medvirker til at svække petro-diktaturerne, og dermed undergraver deres militære kapabiliteter – ville det kunne give mere smæk for skillingen i prompte at opbygge reel selvforsyning.

Indrømmet, umiddelbart kan det måske lyde naivt. Når SF og De Radikale taler om, at Danmark skal have et ”grønt forsvar”, og at det danske forsvar skal prioritere alt fra affaldssortering over biodiversitet til vandforbrug, ja, så lyder det naivt. Og det er naivt. Men pointen er også en anden.

Det er ikke forsvaret, der skal drive den grønne omstilling, men derimod en militærlogik, som skal sætte turbo på energiuafhængigheden. Jo længere de europæiske politikere venter, desto mere skrøbeligt står Europa, og ildevarslende nok kan det ende med, at det bliver præsident Putin himself, som fremtvinger en gennemgribende omstilling, simpelthen ved pludselig at slukke for gasledningerne – som et direkte modtræk til de økonomiske sanktioner mod Rusland. Første varsel kom allerede mandag aften, da russerne truede tyskerne med at lukke for Nordstream 1-gasledningen.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) synes at have forstået, hvor ustabil situationen i virkeligheden er: ”I løbet af dage og uger kan der principielt blive lukket for gassen fra Putins side meget hurtigt, ligesom der også er forskellige sanktioner på bordet, når vi taler med vores kollegaer i EU,” udtaler han til DR, og advarer om, at det pludselig kan gå stærkt, hvis Rusland selv vælger at slukke: ”Sker der en situation, hvor der bliver lukket med kort aftræk fra Rusland, så kommer det også til at få betydning i Danmark”.

Når Putin selv kan true med at lukke for gassen, kunne man måske foranlediges til at tro, at et boykot fra europæiske side slet ikke vil gøre ondt, fordi Rusland så i stedet kan sælge energien videre til blandt andet Kina. Men så let fungerer logistikken bag gasrørsledningen trods alt ikke.

Hurtig frigørelse fra russisk gas vil reelt være lammende for hans krigsmaskine, og når Putin selv leger med ilden, skyldes det ene og alene, at han forsøger at puste sig op – og han samtidig ved, at netop gassen er Europas absolut svageste led, som Olaf Scholz jo også åbent erkender.

Gassen er Europas absolut svageste led

Lars Trier Mogensen

I en desperat situation, hvor den russiske rubel allerede er halveret i værdi over for den amerikanske dollar, ville det være et tungt nådesstød til præsident Putins primitive krigsmaskine, hvis de europæiske lande kort og kontant slukkede for gasstrømmen, og nøjedes med at tære på lagrene, indtil et alternativt energimix er på plads.

Et totalt og øjeblikkeligt stop for russisk olie, gas og kul – som fortsat  udgør cirka 40 procent af Europas energiforbrug – ville i praksis næppe være et større og mere drastisk indgreb i hverdagen, end de vidtgående restriktioner, som straks blev indført i forbindelse med corona-pandemien. Det vil være omvæltende, helt klart, men næppe værre og voldsommere, end hvad alle lige har prøvet at stå igennem i løbet af de seneste to år.

For nogle vælgere vil det sikkert lyde mere tillokkende, når politikerne nu vil bruge skattekronerne på at købe større og flere kanoner, og samtidig sørger for at holde energiprisen så lave, som overhovedet muligt ved at vedblive med at føje Putins petro-magt, men tilgangen er er reelt udtryk for en kombination af gamle logikker og akut afmægtighed.

Selv om det oplagt ikke vil være realistisk, at Europa skulle kunne blive selvforsynende med grøn og vedvarende energi på få uger, ville et omgående boykot af sort energi fra Rusland være med til at fremprovokere et kvantespring i energiteknologi. 

Hvis Danmark vil smykke sig med titlen som et grønt foregangsland, må statsminister Mette Frederiksen gå forrest og presse Tyskland til at slukke for den russiske krigsgas nu.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Olaf Scholz

Forbundskansler (SPD), Tyskland
Universität Hamburg

0:000:00