Lars Trier Mogensen: Grønne partier virker som ramt af granatchok

Det skorter ikke på kontante advarsler: Da verdens førende ekspertpanel mandag eftermiddag præsenterede sine seneste klimarapport, omtalte FN’s generalsekretær António Guterres de 17 kapitler for “et skammens dokument”.

I et sprogbrug, der må siges at være både hårdere og mere alarmistisk, end nogen dansk venstrefløjspolitiker tør bruge, satte han de videnskabelige kendsgerninger på spidsen:

“Vi er på vej mod en global opvarmning, der er mere end det dobbelte af de 1,5 grader, som blev aftalt i Paris. Nogle regeringer og forretningsledere siger en ting, men gør noget andet. For at sige det simpelt: De lyver,” lød dommen fra über-diplomaten, der ellers er trænet i antydningens kunst.

En lignende no bullshit-attitude har en række verdensledere fremvist, når de illusionsløst har erkendt, at EU-landenes daglige milliardkøb af sort energi fra Rusland – euro for euro – finansierer præsident Putins krigsmaskine. Det er virkeligt opsigtsvækkende, at både Polens ultrakonservative premierminister Mateusz Morawiecki og Danmarks tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen nu samstemmende opfordrer til en hurtigere omstilling til vedvarende energikilder. Hvem havde set den komme?

Fra en lang række borgerlige politikere i Europa lyder den synkrone omvendelse nu, at grøn energi er “Freiheitsenergien”, som Tysklands liberale finansminister Christian Lindner var den første til at formulere – og som SF’s formand Pia Olsen Dyhr nogle uger senere oversatte til dansk.

Mange af de magthavere, som har blokeret for konkrete investeringer i bæredygtige projekter, er på få uger blevet grebet af situationens alvor, og kræver nu total uafhængighed af Rusland. Den største indvending mod opsætning af flere vindmøller er reelt blevet, hvordan det overhovedet skal blive muligt at skaffe kobber nok til kablerne. Ingen med forstand afviser længere vedvarende energi som den både billigste og mest sikre energikilde.

Retorikken er blevet mere salvelsesfuld, men i virkelighedens verden er der endnu intet sket. Absolut intet

Lars Trier Mogensen

Foreløbigt er der imidlertid ikke sket meget. Retorikken er blevet mere salvelsesfuld, men i virkelighedens verden er der endnu intet sket. Absolut intet. Og det er nu ved at afsløre sig, at afkoblingen fra olie, gas og kul kommer til at tage pinefuld lang tid. Her i Danmark pumpes den russiske krigsgas stadig rundt i varmerørene, og de pompøse planer er faldet lidt mere til jorden.

I dag blæses ingen bagover af benovelse, når de hører, at Danmark har skitser til planer om at ville opføre en energiø ude i Nordsøen – om 11 år, altså helt fremme i 2033. Tidligst. På ultrakort tid er de danske klimaambitioner således blevet forvandlet fra at lyde ambitiøst vidtløftige til pludselig at fremstå betydeligt mere sendrægtige. For når Danmark først kommer op i omdrejninger om mange år, er det ganske enkelt for sent ifølge IPCC.

I mandagens IPCC-rapport konkluderes det, at CO2-udledningerne er nødt til at toppe senest i 2025, altså om tre år, hvis det på nogen måde skal være realistisk, at de globale temperaturstigninger kan begrænses til 1,5 grader – og maksimalt to grader – i forhold til ved industrialderens start. Heri ligger en barsk konstatering af, at forbruget af fossile brændsler fortsat stiger på globalt plan, og at den egentlige reduktion slet ikke er begyndt endnu.

Men intet er så slemt, at det ikke kan blive endnu værre: IPCC-panelet vurderer, at de økonomiske omkostninger ved ikke at afbøde følgerne af global opvarmning vil vokse sig endnu større end den pris, som det nu vil koste at  omstille energiforbruget fra sort til grønt. Kort sagt vil det blive dyrere at vente med den grønne omstilling, og den samfundsøkonomiske forretningsmodel er så at sige på plads.

Men intet er så slemt, at det ikke kan blive endnu værre

Lars Trier Mogensen

På omvæltende vis er det dog ikke de grønne partier rundt om i Europa, ej heller de klimaaktivistiske studenterbevægelser, som lige nu formår at sætte dagsordenen for en endnu hurtigere omstilling til vedvarende energi. Mærkeligt nok har de grønne organisationer nemlig endnu ikke evnet at kombinere de dystre prognoser fra videnskabsfolkene med den nye betalingsvillighed fra magtpolitikerne.

Betingelserne for en øget klima-mobilisering synes ellers at være mere frugtbare end nogensinde før. Aldrig har de videnskabelige advarsler om klodens ophedning på den ene side været mere foruroligende og den politiske vilje til at ændre den ødelæggende adfærd på den anden side været større. Men på én afgørende front virker batterierne flade.

På den politiske front herhjemme i Danmark har hverken SF, Enhedslisten eller de tre grønne småpartier formået at udnytte situationen, og slet ikke på samme måde som det skete, da højrefløjen effektivt brugte eksempelvis flygtninge- og migrationskrisen i 2015 til at få presset nye udlændingestramninger igennem.

Pragmatiske hensyn til de indgåede forlig og et trægt miljøbureaukrati holder åbenlyst de to venstrefløjspartier tilbage. SF og Enhedslisten tør ikke satse alt på det grønne felt, og nøjes derfor med afvente, at enten EU-landene eller statsminister Mette Frederiksen (S) vælger at skrue op for tempoet i den grønne omstilling.

Endnu mere gådefuldt er det faktisk, at ikke engang de tre små grønne partier er vågnet til øjeblikket

Lars Trier Mogensen

Endnu mere gådefuldt er det faktisk, at ikke engang de tre små grønne partier er vågnet til øjeblikket. Selv om vælgerne til næste folketingsvalg har mulighed for at stemme på hele tre forskellige partier, der alle officielt prioriterer klimaet højest, er det på forunderlig vis lykkedes for dem alle tre at gøre sig så usynlige, at de ikke engang tilsammen står til at kunne klare spærregrænsen.

De indre kollaps for Alternativet, Veganerpartiet og Frie Grønne er oplagt forårsaget af blandt andet giftige magtkampe og uforsonlige personstridigheder, som har medvirket til at suge enhver positiv energi ud af de ganske unge bevægelser – og samtidig trukket partierne ned i et sort hul af rænkespil og alle de dårskaber, som de hver især var tænkt som et opgør med.

Fornyelsen er forsvundet. Den eneste reelle forskel mellem Alternativet og Frie Grønne handler efterhånden alene om det tragiske personopgør omkring Josephine Focks korte formandsperiode. Politisk set er der ikke nogen meningsfuld forskel mellem de to fraktioner, og den fortsatte splittelse handler ene og alene om ondt blod, brændte følelser og dumstolthed.

Helt grotesk bliver det dog, når nedsmeltningen i Alternativet og afskalningen i Frie Grønne næsten kommer til at fremstå som en klippe af ro i sammenligning med det kaos, der udspiller sig i Veganerpartiet. Det er i sandhed crazy. Som et mislykket cirkusnummer med vrede og skilsmisseramte klovne.

Hvordan nogen voksne mennesker forestiller sig, at et parti, der konstant skifter frontfigur – og ekskluderer hinanden for et godt ord – skulle kunne komme til at spille en udslagsgivende rolle i dansk politik, er et stort mysterium. Veganerpartiet må snart tage prisen som danmarkshistoriens mest selvdestruktive parti, i hvert fald inden for kategorien af officielt opstillingsberettigede partier.

Målt på konventionelle faktorer er det dermed ikke svært at forstå, hvorfor Alternativet, Veganerpartiet og Frie Grønne indtil videre fremstår som fuldtonede fiaskoer, og hvorfor ingen af dem har udsigt til at opnå repræsentation i Folketinget efter næste valg. Viljen til at gøre en forskel uden for egne rækker er simpelthen for svag, diffus og navlepillende.

Alligevel er det påfaldende, at de grønne småpartier ikke har evnet at opnå bare 15 dages ekstra berømmelse. Og usynligheden er vanskelig at se som udtryk for andet end, at en langt mere aggressiv klimaomstilling slet ikke er den dominerende mærkesag for hverken Alternativet, Veganerpartiet eller Frie Grønne.

Tavsheden skyldes i hvert fald ikke, at SF og Enhedslisten har sat sig så tungt på klimapolitikken, at ingen andre ville kunne komme til orde

Lars Trier Mogensen

De virker som ramt af granatchok, og når det kommer til stykket, er alle tre grønne partier mere optagede af helt andre dagsordener, fra identitets- til livsstilspolitik. Tavsheden skyldes i hvert fald ikke, at SF og Enhedslisten har sat sig så tungt på klimapolitikken, at ingen andre ville kunne komme til orde.

Politisk er der potentielt masser af plads til mere hardcore klimapolitiske udmeldinger, præcis som det altid har vist sig i udlændingepolitikken, at det har været muligt for strammerfløjen at tage et ekstra skridt til højre, når mulighederne har indtruffet. Det må og skal være muligt for nye partier, der har brug for opmærksomheden, at finde på mere provokerende forslag, end hvad SF’s formand Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen præsenterer af pæne, høflige og tekniske ændringsforslag.

Men når ingen tør lyde blot lige så utålmodige som FN’s generalsekretær António Guterres – og de rød-grønne partiers ekstra klimaplaner efterhånden heller ikke er meget mere radikale end sågar Polens – ja, så overlades initiativet selvfølgelig til mainstream-partierne, ikke mindst til S-regeringen.

De to støttepartier, SF og Enhedslisten, og de tre grønne opkomlinge, Alternativet, Veganerpartiet eller Frie Grønne, virker barnagtigt forlegne og forblændede, når blot andre taler lidt om klimaet, at de helt glemmer at hæve barren.

Den omsiggribende folkelige opbakning til boykot af russisk gas og den samtidige offentliggørelse af IPCC-rapporten rummer vilde kræfter til store omvæltninger. Men de grønne partier har åbenlyst stadig meget at lære af højrefløjen, som aldrig ville have forpasset chancen til at udnytte en så perfekt storm.