
12. maj overtager Danmark, Grønland og Færøerne formandskabet for Arktisk Råd. Det sker ved en seance i Tromsø, hvor det afgående norske formandskab symbolsk overrækker en hammer til det nye formandskab.
Med hammeren følger et ekstraordinært ansvar for at sikre rådets overlevelse i en historisk vanskelig tid, hvor geopolitiske spændinger kaster lange skygger over det regionale samarbejde.
Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 havde en seismisk effekt på det arktiske samarbejde: De syv øvrige medlemsstater besluttede at sætte Arktisk Råds aktiviteter på pause, og i tiden efter valgte Rusland at trække sig ud af Barents Euro-Arctic Council i oktober 2023, mens de truede med at gøre det samme i Arktisk Råd.
Danmark, Grønland og Færøerne er under et historisk stort krydspres, som forvandler formandskabet fra at være en stor til at være en enorm opgave.
Lektor ved Forsvarsakademiet
Siden pausen i marts 2022 er samarbejdet gradvist blevet genstartet: Først i juni 2022, hvor arbejdsgruppeprojekterne uden russisk deltagelse – cirka 70 ud af 140 – blev genoptaget og sidenhen under det norske formandskab, hvor der har været stødt stigende – men stadig meget begrænset – interaktion på embedsmandsniveau og genoptagelse af et mere substantielt samarbejde i de seks arbejdsgrupper.
De nye regionale realiteter har samtidig ændret Ruslands tilgang til Kinas arktiske ambitioner: Hvor Moskva tidligere var skeptisk over for at byde Beijing velkommen i Arktis, så er man nu mere åben og opsøgende.
Alvorlig udfordring for formandskabet
Det har vi helt konkret set i et markant øget økonomisk samarbejde, et bemærkelsesværdigt kystvagtssamarbejde og i fælles udmeldinger fra Xi Jinping og Vladimir Putin om at ville styrke samarbejdet i Arktis.
Hvis vi kigger mod vest, er der også mørke skyer i horisonten, som varsler endnu en udfordring for Arktisk Råd: Donald Trumps USA.
Kimen til Arktisk Råd blev lagt ved Den Kolde Krigs afslutning, da der var en voksende ambition om at forbedre det mellemstatslige samarbejde om særligt klima og miljø i regionen. I første omgang resulterede det i etableringen af Arctic Environmental Protection Strategy i 1991, der fem år senere blev indlemmet i det nyetablerede Arktisk Råd, da de otte medlemsstater - Canada, Finland, Island, Kongeriget Danmark, Norge, Rusland, Sverige og USA - underskrev Ottawa-Erklæringen. De oprindelige folk i Arktis fik centrale roller som permanente deltagere i rådet, hvor de er repræsenteret ved de seks organisationer: Aleut International Association, Arctic Athabaskan Council, Gwich'in Council International, Inuit Circumpolar Council, Russian Association of Indigenous Peoples of the North og Sami Council.
Under Trumps første præsidentperiode oplevede vi, hvordan daværende udenrigsminister Mike Pompeo talte dunder mod Kina og Rusland og ikke delte de øvrige medlemsstaters opfattelse af, at klimaforandringerne er menneskeskabte og udgør en eksistentiel trussel.
Det resulterede i, at man i 2019 ikke afsluttede det finske formandskab med en fælles erklæring, hvilket var første gang i Arktisk Råds historie.
Donald Trumps vedholdende interesse i Grønland kan også vise sig at blive en alvorlig udfordring for formandskabet de næste to år.
Mens truslen på den ene side kan få Danmark, Grønland og Færøerne til at stå tættere sammen, er der også øget risiko for amerikanske forsøg på at skabe splid i rigsfællesskabet. Således er Danmark, Grønland og Færøerne under et historisk stort krydspres, som forvandler formandskabet fra at være en stor til at være en enorm opgave.
Norges formandskab i 2023-2025 har formået at balancere forholdene og holde rådet i live ved gradvist at skrue op for aktiviteterne. For at Danmark, Grønland og Færøernes formandskab skal blive en succes, så gør man klogt i at fortsætte i samme spor med støt stigende aktivitet for at sikre, at rådets puls banker videre.
At truslen nu ikke kun kommer fra øst, men også fra vest gør dog balancegangen historisk svær.
Fokus på de oprindelige folk
En mulighed for at øge aktiviteten er at sætte yderligere fokus på oprindelige folks rettigheder i Arktis – hvilket det nye formandskabsprogram netop prioriterer – for på den måde at styrke det regionale samarbejde, uden at man nødvendigvis skal gå på kompromis med fordømmelsen af Rusland.
Hvis situationen tillader det, kan man forsøge sig med noget så ambitiøst som en bindende aftale om øget beskyttelse af oprindelige folks rettigheder i Arktis i stil med rådets tre eksisterende aftaler om henholdsvis søredning (2011), beredskab i forbindelse med olieudslip (2013) og internationalt forskningssamarbejde (2017).
Det lyder måske ikke umiddelbart som noget, Donald Trump vil have aktier i, men der er en vis sandsynlighed for, at Arktisk Råd ikke har hans opmærksomhed på grund af dets begrænsede aktivitet, og fordi han har rigeligt andet at se til.
Donald Trumps vedholdende interesse i Grønland kan også vise sig at blive en alvorlig udfordring for formandskabet de næste to år.
Lektor ved Forsvarsakademiet
Hvis det er tilfældet, kan det rent faktisk vise sig at være en fordel for Arktisk Råd, der under normale omstændigheder ellers ville styrke sin relevans, hvis møderne bliver prioriteret fra højeste sted.
Dets p.t. skrøbelige eksistens og de historiske udfordringer gør imidlertid øget aktivitet og konsensus om fælles regionale udfordringer til altoverskyggende succeskriterier. I det lys kan det muligvis gavne, hvis Marco Rubio ikke sidder med til bords.
Formandskabets ambitionsniveau hænger således tæt sammen med, hvordan relationerne til Rusland i øst og USA i vest udvikler sig i den kommende tid, og her er det vigtigt, at Danmark, Grønland og Færøerne står sammen om de fælles udfordringer.
Kun på den måde kan man sikre, at Arktisk Råd består, så regionale miljøproblemer og bæredygtig udvikling ikke overskygges af militær rumlen og stormagtskonkurrence.
Rigsfællesskabet har tilsyneladende begravet stridsøksen
Mens Ruslands rolle har været et allestedsnærværende emne i den arktiske politiske diskurs, så har de interne dynamikker mellem Danmark, Grønland og Færøerne også fyldt meget i debatten om deres kommende formandskab.
Særligt to ting har præget denne debat:
For det første har der været uenighed mellem Tórshavn og Nuuk om, hvorvidt Færøernes selvkarakteristik som 'et arktisk folk' er et angreb på Grønlands nationale identitet og privilegerede forhandlingsposition i Arktis.
Efter mange års tovtrækning lader det nu til, at Danmark, Grønland og Færøerne har begravet stridsøksen i forhold til rollefordelingen under formandskabet.
Lektor ved Forsvarsakademiet
For det andet har Grønland aktivt anvendt det faktum, at Danmarks status som arktisk stat afhænger af Grønlands geografiske placering og deltagelse i rigsfællesskabet til at udvide sit udenrigspolitisk manøvrerum.
Med det afsæt har Grønlands toneangivende diplomater tidligt slået fast, at Grønland skal være førerhunden i den fælles delegation i Arktisk Råd.
Helt konkret handlede det krav længe om, hvem der skulle være arktisk ambassadør: I sommeren 2023 blev en dansk karrierediplomat udpeget, hvilket skabte stor utilfredshed i Grønland, hvor man mente, at det bør være en grønlænder, der varetager denne vigtige post, da det vil sikre bedre repræsentation og større forståelse for arktiske forhold.
I december 2024 indgik man så en ny aftale, der netop sikrer, at Kongeriget Danmarks arktiske ambassadør nu er af grønlandsk oprindelse og har kontor i både Nuuk og København i løbet af det toårige formandskab.
Efter mange års tovtrækning lader det nu til, at Danmark, Grønland og Færøerne har begravet stridsøksen i forhold til rollefordelingen under formandskabet, hvor Grønland nu har en meget fremtrædende rolle.
Det er både vigtigt på den korte bane – hvor de sammen skal sikre et succesfuldt formandskab – og på den lange bane, hvor det handler om Arktisk Råds overlevelse.
Denne artikel bygger på et temanummer om Arktisk Råd, som Marc Jacobsen har redigeret sammen med Svein Vigeland Rottem. Temanummeret er frit tilgængeligt her.
- SF nægter at kaste lys over millionaftale om stemmehandel med S og Alternativet
- Støjbergs nye ordfører langer ud efter landbruget: "Selv om dyr skal på tallerkenen, skal de have et godt liv"
- Redaktør: V og K har med et læk understreget den største knast i forhandlingerne
- Ti kommuner huser over halvdelen af de unge mænd fra muslimske lande
- De har brugt årevis på at bekæmpe hinanden. Nu vil de genrejse Konservative som det store centrumhøjre-folkeparti
Nyhedsoverblik

Socialdemokratiet afviser at have købt stemmer: "Det er noget decideret sludder"

Rosenkilde fortryder ikke millionaftale om spildte stemmer: "Det er fair nok"

Selvfølgelig falder vores tillid til politikerne, når de ikke er åbne om partiernes pengestrømme







































