Debat

Forsker: Krigen i Ukraine kan få Grønland til at gå efter formandsposten i Arktisk Råd

Der er meget på spil i det arktiske fællesskab. Grønland er endnu ikke tilfreds med sin position i Arktisk Råd, båndet mellem Færøerne og Grønland forstærkes, mens regeringens nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi intensiverer fokus på Arktis. Alt sammen noget, der kan mærkes på relationen mellem Grønland og Danmark.

Regeringens nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi vidner om et intensiveret fokus på Arktis, skriver Cambridge-forsker, Marc Jacobsen.
Regeringens nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi vidner om et intensiveret fokus på Arktis, skriver Cambridge-forsker, Marc Jacobsen. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ruslands invasion af Ukraine har store konsekvenser i Arktis, hvor det mest bemærkelsesværdige er pausen i Arktisk Råd.

Imens vi venter på, hvornår det regionale samarbejde genoptages og eventuelt strikkes sammen på en ny måde, er det værd at se nærmere på forholdet mellem Danmark og Grønland – og til dels også Færøerne – i en arktisk kontekst.

Det samarbejde bliver kun vigtigere i takt med, at vi nærmer os formandskabet for Arktisk Råd i 2025-2027.

Temadebat

Hvilke konsekvenser får Ruslands krig mod Ukraine i Arktis?

Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige og USA har i samlet flok valgt at trække sig fra alt arbejde i Arktisk Råd i protest mod Ruslands invasion af Ukraine. Dermed står Rusland, der lige nu er formand for rådet, alene tilbage.

Altinget spørger derfor i en ny temadebat:

Hvilke konsekvenser kan Ruslands krig mod Ukraine få for Arktis og herunder arbejdet i Arktisk Råd?
Kommer krigen i Ukraine og krisen mellem Vesten og Rusland til at skabe øget konflikt i området? Kommer et isoleret Rusland og det manglende samarbejde til at få konsekvenser for den bæredygtige udvikling i området?
Kan det trække Kina og Rusland tættere på hinanden sikkerhedspolitisk? Og hvordan skal Vesten, herunder Danmark, i så fald gribe det an?

Følg med i debatten på Altinget Arktis og send dit indlæg til debat@altinget.dk, hvis du vil blande dig.

Grønlands fornyede fornemmelse for forsvar

Rusland og Grønland er naboer. Det er tydeligt at se, hvis man kigger øverst på en globus, mens den sædvanlige mercatorprojection, vi kender så godt fra klasseværelset, giver et forvrænget billede af størrelse og afstande.

Dén geografiske realitet har fyldt overraskende lidt i Grønlands udenrigspolitiske debatter det seneste årti, men med Ruslands krænkelser af Ukraines suverænitet og manglende respekt for international lov er det nu ændret.

Krigen har haft en seismisk effekt i Grønland, hvor det nu er klart for Naalakkersuisut, at man står over for alvorlige beslutninger. Beslutninger, der muligvis ikke matcher det pacifistiske ideal om afmilitarisering af Grønland, som den forhenværende koalitionsregering havde som erklæret mål.

Her var Naleraq den stærkeste fortaler på dét punkt, men nu, hvor IA har givet dem silkesnoren og i stedet har slået pjalterne sammen med Siumut, åbner der sig måske nye militære muligheder.

Hvis det er tilfældet, kan det skabe grobund for mere konstruktive forhandlinger med Danmark vedrørende den såkaldte ’arktiske kapacitetspakke’ på mere end 1,5 milliarder kroner og et endnu ukendt ekstra beløb til Forsvaret i Arktis som direkte reaktion på Ukrainekrigen.

Vivian Motzfeldts to-do liste

Vivian Motzfeldt er ny Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender. En post, som hun varetog i et halvt år i 2018, hvor hun blandt andet var vært for Ilulissat Erklæringens 10-års jubilæum. Øverst på hendes to-do liste står Grønlands nye udenrigspolitiske strategi, der er ved at blive skrevet færdig og som efterfølgende skal forhandles på plads i Inatsisartut.

Krigen har haft en seismisk effekt i Grønland, hvor det nu er klart for Naalakkersuisut, at man står over for alvorlige beslutninger

Marc Jacobsen, forsker, University of Cambridge

De mange afskygninger af arktisk samarbejde vil utvivlsomt blive højt prioriteret i strategien, der modsat mange arktiske strategier verden over – senest i Storbritannien og i Indien – rent faktisk har hjemme i regionen.

Dén geografiske realitet har Motzfeldts forgængere ofte nævnt over for danske og færøske kollegaer i diskussioner om, hvordan Rigsfællesskabet bør repræsenteres i arktiske sammenhænge.

I juni sidste år ledte det til enighed om, at Grønland skal være først til at tale og underskrive i Arktisk Råd – dernæst kommer Færøerne og til sidst Danmark. Samtidig blev et kontaktudvalg for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik oprettet, hvilket har bidraget til et mere ligeværdigt fællesskab i riget.

Balancen mellem ambitioner og formåen

Noget tyder dog på, at i hvert fald Grønland endnu ikke er tilfreds med sin rolle i Arktisk Råd. Der er nemlig forlydender om, at man vil gå efter at blive delegationsleder og kræve, at titlen som arktisk ambassadør skal gives til en person af grønlandsk oprindelse – og at denne ideelt set skal have kontor i Nuuk og ikke, som nu, i København.

Ambitionerne er ikke til at tage fejl af, men spørgsmålet er, om Grønlands Udenrigsdepartement kan løfte opgaven.

P.t. er der ansat 13 embedsmænd, inklusive studentermedhjælpere, i Udenrigsdepartementet i Nuuk, mens der er yderligere 10 ansatte i alt på Grønlands repræsentationer i Bruxelles, Washington D.C., Beijing, Reykjavik og København.

Til sammenligning bruger Udenrigsministeriet i alt 27 årsværk på arktiske spørgsmål, hvoraf 18 har sin daglige gang i Kontoret for Arktis og Nordamerika.

Styrkeforholdet mellem de to er altså ganske ulige, så hvis Grønland vil gøre alvor af sine ambitioner, så er det nødvendigt, at Naalakkersuisut også prioriterer udenrigsområdet økonomisk, så det store arbejdspres på Udenrigsdepartementet kan fordeles på flere skuldre.

Fælles front mellem Færøerne og Grønland

I bestræbelserne på at blive førerhund i Rigsfællesskabets delegation i Arktisk Råd, kunne det være nærliggende for Grønland at se Færøerne som en tæt allieret.

Dét forhold er imidlertid heller ikke helt ukompliceret, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i uenigheden om, hvorvidt færingerne også skal betragtes som et arktisk folk – og dermed have samme legitimitet i regionen som grønlænderne.

Samtidig har den forhenværende Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Suka K. Frederiksen, tidligere funderet over, at Færøerne ideelt set slet ikke skulle have lov til at udtale sig ved ministermøderne i Arktisk Råd.

Hvis Grønland vil gøre alvor af sine ambitioner, så er det nødvendigt, at Naalakkersuisut også prioriterer udenrigsområdet økonomisk

Marc Jacobsen, forsker, University of Cambridge

Ved forrige uges møde i Nuuk mellem Færøernes lagmand, Bárður á Steig Nielsen, og Formanden for Naalakkersuisut, Muté B. Egede, var stridsøkserne imidlertid begravet og erstattet af fælles front for større indflydelse på Rigsfællesskabets udenrigs- og sikkerhedspolitik.

På pressemødet talte de kun om det emne i forbindelse med den ’arktiske kapacitetspakke,’ men det kan meget vel tænkes, at det tættere samarbejde også udmønter sig i forhandlingerne med Danmark om Kongerigets meget forsinkede Arktis-strategi.

En forsinkelse, der både skyldes coronapandemien, valg i Grønland, interne uenigheder og at Naalakkersuisut vil have sin egen udenrigspolitiske strategi på plads først.

Nedtælling til 2025

Mens Danmark bliver mødt af krav om øget inddragelse, vil det være et udtryk for ligeværdighed, hvis kravet også gælder den anden vej, så Færøerne og Grønland også bruger kontaktudvalget til at informere Danmark om gråzonespørgsmål.

Det vil sige emner, hvor der kan være forskellige holdninger til, hvorvidt det er sikkerhedspolitik eller ej. Hvor grænsen for inddragelse fra både den ene, anden og tredje part skal gå, er nødvendig at forventningsafstemme og vil sandsynligvis blive justeret hen ad vejen, når nye sager dukker op og diskuteres.

Regeringens nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi vidner om et intensiveret fokus på Arktis, der allerede nu er udmøntet i konkrete opprioriteringer af Danmarks arktiske diplomati.

Det er både en reaktion på den øgede stormagtsrivaliseringen i regionen – som Danmark benytter til at styrke sine bånd til USA – og en proaktiv beslutning med udsigt til at overtage formandskabet for Arktisk Råd i 2025.

Trods det, er det formentlig nødvendigt med yderligere opgradering af Danmarks arktiske diplomati, for godt nok har Udenrigsministeriet mange gode hoveder ansat, men man har tilsvarende også mange store ansvarsopgaver i sigte: Samme år skal Danmark nemlig også varetage formandskaberne for EU og Nordisk Ministerråd, mens man har lagt billet ind på at være medlem af FN’s sikkerhedsråd i 2025-2027.

Spørgsmålet er, om det bliver for stor en mundfuld med så mange tunge opgaver samtidig med formandskabet for Arktisk Råd. Muligvis. I det lys kunne det måske også være til Udenrigsministeriets fordel, hvis Udenrigsdepartementet styrkes, og – ikke mindst – hvis samarbejdet med dem forbedres.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion