Lisbeth Knudsen: Partiernes medlemskrise kan være lokaldemokratiets dødsstød

Det er på tide at tage partiernes krise alvorligt. Den er ikke bare et problem for partierne selv, men også for vælgerne.

Vi må diskutere, hvordan vi revitaliserer det danske demokrati og kandidatopstillingen til kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget – med eller uden de nuværende strukturer.

Og det er på tide at afkræve partierne et svar på, hvad de har tænkt sig at gøre ved det spagfærdige grundlag for deltagelsen i opstillingsprocesserne.

Traditionelt har de politiske partier været fundamentet for dansk demokrati. De har ageret som fora for politisk debat og udvikling, som træningspladser for kandidater og som brobyggere mellem borgere og beslutningstagere.

Men meget af dette har ændret sig radikalt i de seneste årtier.

I dag er partimedlemmernes indflydelse marginaliseret. Politisk udvikling er i stigende grad blevet professionaliseret og overtaget af eksperter, konsulenter og lobbyorganisationer.

Samtidig er kandidatopstilling og beslutninger i mange partier flyttet væk fra de lokale partiforeninger til centralt styrede processer​. Resultatet er, at borgerne føler sig fremmedgjorte og uden reel indflydelse på den politik, partierne fører.

Borgerne savner en følelse af, at deres stemme gør en reel forskel, eller at kandidaterne repræsenterer deres holdninger og interesser.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Forskningen viser, at de resterende medlemmer af partierne typisk er ældre mænd. Det betyder, at kandidaterne, der opstilles, ikke afspejler befolkningens mangfoldighed. Det forstærker en oplevelse af, at politikerne er "de andre" – en professionel elite fjernt fra borgernes hverdag.

Og det understreger den besynderlige tendens, at politikere fra de nyere partier har travlt med at understrege, at de jo ikke sådan føler sig som politikere i traditionel forstand, men snarere som repræsentanter for nogle holdninger og værdier.

Tænketanken Mandag Morgens demokratiundersøgelse viser, hvordan en stor del af befolkningen ikke føler sig repræsenteret i vores demokratiske organer.

Trods den krise, partierne står i, viser analyser, at danskernes interesse for lokalpolitik er betydelig. En nylig undersøgelse illustrerer, at lokalpolitiske emner som ældrepleje, folkeskolen og lokale klimaindsatser ligger højt på borgernes dagsorden.

For eksempel angiver 49 procent af vælgerne, at ældreplejen er det vigtigste emne ved det kommende kommunalvalg, mens folkeskolen og klimaindsatser vurderes som centrale af henholdsvis 37 procent og 35 procent af vælgerne.

Det er tydeligt, at borgerne forventer, at lokalpolitikerne tager stilling til de nære velfærdsområder, som påvirker deres hverdag.

Men på trods af den interesse for lokalpolitiske spørgsmål, afspejler valgdeltagelsen ikke nødvendigvis engagementet. Ved valget i 2021 var stemmeprocenten til kommunalvalget 67,2 og til regionsrådsvalget 64,5. Heller ikke noget sådan rigtigt at prale med.

Der er en kløft mellem borgernes engagement i spørgsmålene og deres deltagelse i valghandlingen. Det peger på, at borgerne savner en følelse af, at deres stemme gør en reel forskel, eller at de kandidater, der opstilles, repræsenterer deres holdninger og interesser.

Historien om partiernes krise er på ingen måde ny. Det har været en konstant nedadgående kurve.

Når planter kommer til at mangle deres græsrødder, så går de ud. Men med partierne er det anderledes. De holder sig i live ved at centralisere politikudviklingen, og af og til sker der så en knopskydning med nye partidannelser.

Situationen kræver handling, og der er flere mulige veje frem:

1. Nytænkning af medlemskabet: Partierne bør åbne for løsere former for medlemskab, som appellerer til yngre og borgere, der ønsker mindre forpligtede fællesskaber fra sag til sag. Dette kan omfatte gratis prøvemedlemskaber, episodiske engagementsmuligheder eller digitale deltagelsesformer.
2. Lokale fora for debat: De lokale partiforeninger kan genopfindes som åbne mødesteder for borgerdebat – ikke kun for partimedlemmer, men for alle, der ønsker at diskutere lokalpolitik og fælles udfordringer.
3. Åbne primærvalg: Partierne kan eksperimentere med at lade alle borgere, ikke kun medlemmer, stemme om kandidaterne til lokalvalg. Dette vil styrke den folkelige forankring og give borgerne en større følelse af ejerskab over demokratiet.
4. Attraktive arbejdsforhold for lokalpolitikere: Byrådsarbejde skal gøres mere attraktivt. Det kan ske gennem bedre aflønning, fleksible mødetider og øget støtte til lokalpolitikere, så også erhvervsaktive og yngre generationer kan deltage.
5. Brug borgernes engagement som løftestang: Borgerdrevne initiativer som borgermøder, høringer og lokale debatter kan være med til at forvandle den passive interesse til aktiv deltagelse. Når borgerne inddrages tidligt i processen, øges deres motivation for at stemme og engagere sig yderligere.

Selvom partierne bærer en stor del af ansvaret, kræver problemet også handling fra os som borgere. Hvis vi ønsker et levende demokrati, må vi engagere os – enten i partierne, i civilsamfundet eller i de mange hverdagsdemokratier, der allerede findes.

For at politiske partier kan genoprette deres relevans og styrke både deres centrale magt og græsrodsengagement, kræver det en ny balance mellem centraliseret politikskabelse og lokalt ejerskab. Her er nogle mulige strategier baseret på internationale erfaringer og innovative idéer:

"Dobbelte kredsløb" – central magt og lokal indflydelse: En løsning er at indføre et dobbelt kredsløb, hvor partiet fastholder en central rolle i politikskabelsen, mens lokale græsrodsbevægelser får større autonomi til at tage ejerskab af specifikke emner:

• Centralt niveau: National ledelse fastlægger brede strategiske linjer, som bindes til overordnede værdier og mål.
• Lokalt niveau: Lokale partiforeninger eller borgergrupper tilpasses de centrale linjer, men får fleksibilitet til at føre kampagner og udvikle politikker, der er relevante for deres egne områder.
• Eksempel: I Spanien har Podemos gjort brug af lokale cirkler, der arbejder selvstændigt på specifikke emner, samtidig med at de nationale prioriteringer respekteres.

Digitale demokratilaboratorier: Digitale platforme kan styrke forbindelsen mellem partiets centrale ledelse og vælgerne:

• Partier kan skabe digitale laboratorier, hvor medlemmer kan diskutere og stemme om politikforslag.
• Eksempel: Italiens Femstjernebevægelse anvender en platform, "Rousseau", til at lade medlemmer stemme om politikker og kandidater. "Rousseau"-platformen er designet til at realisere partiets vision om direkte demokrati, hvor medlemmerne har en aktiv rolle i at forme politikker og beslutninger. Platformen indeholder undervisningsmateriale, der skal hjælpe borgere og medlemmer med at forstå politiske spørgsmål og udvikle kompetencer som lokale repræsentanter.

Tematiske fællesskaber og netværkspolitik: Partier kan opdele deres aktiviteter i tematiske fællesskaber, der engagerer borgere omkring specifikke emner som klima, sundhed eller social lighed. Moderaterne brugte sådanne tematiske møder som led i deres etablering som nyt parti.

• Borgere kan deltage i en politikudviklingsproces uden at være fuldgyldige medlemmer.
• Det skaber et netværksbaseret engagement, hvor forskellige emneområder bliver platforme for at genskabe et aktivt rodnet af vælgere.
• Eksempel: I Tyskland har De Grønne åbnet deres partistruktur for løst tilknyttede "arbejdsgrupper," som engagerer folk omkring grøn omstilling.

Hybridmedlemskab og episodisk engagement: Partier kan tilpasse sig en tid, hvor mange vælgere foretrækker kortvarige og målrettede engagementer frem for livslangt medlemskab:

• A-medlemskab: Fuldt medlemskab med stemmeret og deltagelse i alle partiets processer.
• B-medlemskab: Episodisk medlemskab, der giver adgang til specifikke initiativer eller kampagner.
• Eksempel: Flere britiske partier tilbyder "supporter"-modeller, hvor man kan deltage i primærvalg uden fuldt medlemskab.

Disse strategier peger på, at fremtidens partier kan være både centraliserede og græsrodsbaserede.

Ved at kombinere teknologisk innovation, fleksible medlemskabsmodeller og borgerinddragelse kan partierne opretholde deres centrale magt over politikskabelsen og samtidig skabe et levende og aktivt netværk af vælgere. Dette vil ikke blot styrke partierne som institutioner, men også forankre dem i de lokalsamfund, de repræsenterer.

Kommunerne har i mange år været laboratorier for nye måder at engagere borgere på.

Uden et stærkt lokaldemokrati mister vi den nære forbindelse mellem borger og politiker – og det er en pris, vi  ikke har råd til at betale.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Fra borgerpaneler og borgermøder til innovative formater som §17, stk. 4-udvalg, hvor politikere og udvalgte borgere politikudvikler sammen, har lokale initiativer vist, hvordan demokratiet kan styrkes mellem valgene.

Disse initiativer skaber plads til, at borgere ikke kun bliver hørt, men også kan tage aktiv del i politikudviklingen. Det er ikke længere nok at regne med, at et enkelt kryds hvert fjerde år sikrer demokratisk legitimitet – vælgerne ønsker reel indflydelse på beslutninger, der berører deres liv.

De her skitserede forslag er kun et lille udvalg af ideer, som partierne burde begynde at drøfte.

Jeg siger på ingen måde, at de er de eneste rigtige, men tavsheden omkring partiernes medlemskrise duer ikke længere. Så mister vores demokrati sin repræsentativitet og folkelige forankring.

Kommunalvalget i 2025 er en mulighed for at genstarte det lokale demokrati og bringe borgerne tættere på beslutningerne. Men det kræver, at partierne tør tænke nyt, og at vi som borgere tør tage et medansvar.

For uden et stærkt lokaldemokrati mister vi den nære forbindelse mellem borger og politiker – og det vil være en pris, vi som samfund ikke har råd til at betale.