Erik Høgh-SørensenHan forsøgte forgæves at blive DF-formand. Nu vil han gøre kommunalt comeback med ny lokalliste

Til kommunalvalget i 2025 vil den tidligere DF-formandskandidat Erik Høgh-Sørensen stille op med Vendelbo-Listen.*
Ifølge Erik Høgh-Sørensen har Vendelbo-Listen det nødvendige antal kandidater og stiller foreløbigt op med ti kandidater, heriblandt ham selv, som tidligere er blevet ekskluderet fra Dansk Folkepartis hovedbestyrelse.
Det oplyser Erik Høgh-Sørensen i et opslag på Facebook, mens han samtidig fortæller, at han nu repræsenterer den nye lokalliste i byrådet.
"En ny lokalliste, Vendelbo-Listen, er klar til valget om nøjagtig et år i Hjørring Kommune. Vendelbo-Listen er et godt stykke over det nødvendige antal stillere og har foreløbig ti byrådskandidater. Listen har fra start ét byrådsmedlem, Erik Høgh-Sørensen, som tidligere repræsenterede UFP-Lokallisten," skriver han.
Udover Erik Høgh-Sørensen tæller Vendelbo-Listen blandt andet stifterne Christian Simonsen, Birgitte Højris, Birthe Andersen og Morten Kirkedal.
"Vendelbo-Listen er uafhængig af Christiansborg-fnidder, men vil gerne samarbejde med de partier, der vil," skriver Erik Høgh-Sørensen.
Erik Høgh-Sørensen har tidligere været byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, men efter ekskluderingen fra partiets hovedbestyrelse skriftede han til UFP-Listen.
På Indenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at kandidatlister til kommunalvalg som udgangspunkt skal være underskrevet af mindst 25 stillere, der er vælgere i kommunen. En kandidat kan ikke være stiller for en kandidatliste, som kandidaten selv stiller op for.
*Præcisering: Det fremgik tidligere, at Vendelbo-Listen var godkendt til at stille op til kommunalvalget i 2025. Det er dog ikke bekræftet endnu. Altinget beklager fejlen.













































