Lisbeth Knudsen: Vil den nye regering tage ved lære af den mislykkede SV-regering fra 1978?

Et SVM-regeringssamarbejde er en usædvanlig, historisk og uprøvet størrelse. To gamle og velkendte partier, S og V, som før har siddet i regering sammen uden en lykkelig afslutning, og så et helt nyt parti, Moderaterne, der for første gang ved valget 1. november drønede ind i Folketinget og blev landets tredje største parti med en forhenværende statsminister i spidsen. Dansk politik bliver aldrig kedelig.

De kommende dage, uger og måneder vil vise, om eksperimentet bliver vellykket, om regeringsgrundlaget har været grundigt nok forberedt, om det kan skabe reformer og forandring, og ikke mindst om tilliden og samarbejdet mellem de tre partier holder til strid storm og modvind og angreb fra hele tre slags oppositioner både til højre, til venstre og i midten.

Det er interessant at iagttage, at behovet for at danne en regering over midten på mange måder er de samme som dengang i 1978 med dannelsen af SV-regeringen, om end krisernes karakter er anderledes. Udfordringerne dengang var enorme. Det er de også nu. En række andre ligheder er synlige.

Udfordringerne dengang var enorme. Det er de også nu. En række andre ligheder er synlige.

Lisbeth Knudsen

Og har man brug for at forstå Mette Frederiksens taktik med at gå til valg på en bred midterregering, så er det tankevækkende at fordybe sig i det afsnit fra en af Anker Jørgensens dagbøger "Brændingen" fra 1978—1982, som jeg gengiver her nederst.

Vi tager en socialdemokratisk statsminister, dengang Anker Jørgensen og nu Mette Frederiksen, med behov for at søge stabile og langsigtede økonomiske løsninger til at gennemføre reformer i et turbulent Folketing med mange partier.

Og vi kan tage en ny V-formand, dengang Henning Christophersen og nu Jakob Ellemann-Jensen, med behov for at finde politisk fodfæste og indflydelse efter et markant valgnederlag. Dengang i februar 1977 var Venstre gået fra 42 mandater til 21 mandater. Den 1. november 2022 gik Venstre fra 43 til 23 mandater.

Forhåbningen var i 1978, at man med det brede samarbejde, som ikke havde flertal alene, kunne danne grundlag for parlamentarisk langtidsholdbare og effektive løsninger på de udfordringer, 1970'ernes økonomiske kriser skabte. Undervejs var der også i 1978 en runde om radikal eller konservativ deltagelse i regeringen, og det mislykkedes. Men der var ikke noget Moderaterne dengang, som kunne træde hjælpsomt til.

Om aftenen den 28. august 1978 trådte Socialdemokratiets formand og den siddende statsminister, Anker Jørgensen, og Venstres formand, Henning Christophersen, efter mange og lange forhandlingsdøgn ud på dørtrinnet til Marienborg og meddelte den ventende presse, at de var klar til at gå i regering sammen. Jeg var, som meget ung leder af Berlingskes politiske redaktion, en del af den - langt mindre end i dag - ventende flok af pressefolk.

Det var i 1978 35 år siden, at de to partier sidst havde siddet i samme regering, da den tyske besættelse af Danmark havde skabt grobund for en samlingsregering. I 1978 var det et eskalerende og akut behov for at få styr på betalingsbalance, gæld og inflation, der bragte parterne sammen. Nu i 2022 er det igen inflationen og de økonomiske udsigter, men også krigen i Europa, klimakrisen, energikrisen, arbejdskraftudbuddet og udfordringerne for velfærdsudviklingen i de kommende år, som bringer parterne sammen.

Den 30. august 1978 blev et nyt og hidtil uprøvet parlamentarisk samarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre formelt påbegyndt. Et samarbejde som skulle vise sig kun at holde i godt 14 måneder. Fundamentet var et regeringsgrundlag på 20 punkter. Papiret var ikke imponerende konkret i forhold til opgavens omfang, og det tog på ingen måde fat om de dybe uenigheder, som hurtigt skulle vise sig om den konkrete udførelse af regeringsgrundlaget.

En forbedret økonomi og betalingsbalance, en bedre beskæftigelse, en stram indkomstpolitik, et prisstop, en momsforhøjelse på to procent og en værdistigningsafgift for jord og fast ejendom var den økonomiske opskrift i regeringsgrundlaget.

Desuden blev det fastslået, at efterlønsordningen skulle gennemføres, at arbejdsmiljølovens bestemmelser om farlige stoffer og materialer skulle strammes, og at uddannelsesstøtten til unge under uddannelse skulle forbedres.

To store spørgsmål blev skudt til hjørne. Anvendelsen af kernekraft som en del af energiforsyningen i Danmark og Socialdemokratiets og fagbevægelsens store prestigeprojekt Økonomisk Demokrati, som kom til at martre SV-regeringen lige til dens endeligt.

Under regeringsforhandlingerne blev to store spørgsmål blev skudt til hjørne. Et af dem kom til at martre SV-regeringen lige til dens endeligt.

Lisbeth Knudsen

I 1973 fremlagde Socialdemokratiet et lovforslag om indførelsen af økonomisk demokrati (i daglig tale kaldet ØD). Forslaget var et led i Socialdemokratiets og fagbevægelsens vision om den moderne socialisme. Økonomisk demokrati skulle sikre de danske lønmodtagere medejendomsret og medbestemmelse over deres arbejdspladser. Kernen i forslaget var etableringen af en central fond, hvortil arbejdsgivere skulle indbetale en del af den samlede lønsum.

To tredjedele af pengene skulle forblive i virksomheden som aktiekapital, og som aktionærer skulle lønmodtagerne have sæde i virksomhedens bestyrelse. Den sidste tredjedel skulle sættes i en investeringsfond, hvis repræsentantskab i høj grad skulle udpeges af fagbevægelsen og arbejdsministeren. Debatten om ØD blev lagt ned i løbet af 80’erne, og forslaget er ikke senere bragt frem. Men det fyldte rigtigt meget dengang – ikke mindst i fagbevægelsen.

SV-regeringen i 1978-1979 var reelt at betragte som et kultursammenstød. Det fornemmedes ganske tydeligt også af pressekorpset. Det blev ikke for ingenting kaldt en arbejder/bonde regering – dog med en cand.polit. i skikkelse af Venstres leder, Henning Christophersen, som den ene halvdel.

Ligesom Anker Jørgensen havde en tæt afhængighed af opbakning fra fagbevægelsen, havde Christophersen en tæt afhængighed af landbruget og det, der dengang blev kaldt det jyske land-Venstre. Og de to partiers ministre og baglande faldt ikke lige frem hinanden om halsen.

Det kunne så måske have gået, hvis man havde været mere afklaret omkring opgaven og de økonomiske mål fra starten, men det var man ikke. Venstre nærede lige fra starten en dyb skepsis overfor Anker Jørgensens evner til at styre den økonomiske politik, og Socialdemokraterne nærede en lige så stor skepsis overfor Venstres spareiver.

Venstre nærede lige fra starten en dyb skepsis overfor Anker Jørgensens evner til at styre den økonomiske politik

Lisbeth Knudsen

Hvorfor fik SV-regeringen 1978-1979 kun 14 måneders levetid? Den døde på grund af en for dårlig forberedelse af regeringsgrundlaget. Det var for tyndt og uambitiøst i forhold til problemerne. På grund af en udbredt intern mistillid mellem de socialdemokratiske ministre og Venstre-ministrene.  De blev aldrig et hold, der spillede hinanden gode. Tværtimod.

En dårlig forankring i ikke mindst det socialdemokratiske bagland, splittelse helt ind i det socialdemokratiske ministerhold om samarbejdet og et kæmpe rabalder med fagbevægelsen, som dengang havde en helt anden styrke og betydning for Socialdemokratiet end i dag. Også i Venstre groede en intern uenighed om gevinsten ved at forlade blå blok og gå i seng med fjenden – så at sige. En bekymring for hvordan Venstre ville blive modtaget i den borgerlige blok og af vælgerne ved et kommende valg.

I medierne blev SV-regeringen vurderet som noget af et hasarderet eksperiment. Men Anker Jørgensens regeringer igennem 70’erne havde indebåret den ene månedlige krise efter den anden, svære forligsforhandlinger måned efter måned og vanskeligheder med at få gennemført en sammenhængende økonomisk politik, der kunne bringe Danmark væk for afgrunden. Så et eller andet måtte ske.

Vi politiske journalister boede stort set døgnet rundt på Statsministeriets gang i ugevis, mens den ene lange natteforhandling efter den anden stod på, og det handlede om at fange en løs bemærkning fra en forhandler på vej ind og ud af toiletterne, hvis man var heldig. Eller vi hang ud i regn, sne og frost foran Marienborg, som journalisterne har gjort det de seneste dage.

S holdt sig kun ved regeringsmagten, fordi de borgerlige ikke formåede at samarbejde, men lod sig spille ud mod hinanden. Virker billedet bekendt?

Lisbeth Knudsen

Daværende statsminister Anker Jørgensen var klar over, at han måtte have V og/eller K med i en regering, hvis der skulle findes holdbare løsninger på store betalingsunderskud, økonomisk krise og stigende arbejdsløshed.  Og var han ikke tilstrækkelig klar over det, så var hans økonomiske ministre – Knud Heinesen og Per Hækkerup. S holdt sig kun ved regeringsmagten, fordi de borgerlige ikke formåede at samarbejde, men lod sig spille ud mod hinanden. Virker billedet bekendt?

Optakten til SV-regeringen i 1978 var faktisk en invitation fra Venstre til de andre borgerlige partier om at samle oppositionen til et mere kraftfuldt modspil til Anker Jørgensens regering. Invitationen blev godt modtaget og indebar koordineringsmøder og bedre samarbejde. 

Det fik til gengæld Anker Jørgensen til at begynde at tænke i en SV-regering. Eller rettere sagt i begyndelsen en SRV-regering. Han var klar over, at hans dage som statsminister kunne være omme, hvis oppositionen begyndte at holde sammen mod ham.

Forhandlingerne om en SVR-regering strandede medio juni, da V krævede, at De Konservative kom med i en regering og bestemt ikke ønskede De Radikales tilstedeværelse. Venstre var bange for, at R ville få lov til at blive tungen på vægtskålen mellem S og V. Med de radikale ude af vagten gik forhandlingerne videre med Venstre.

Det var tydeligt for os i pressekorpset på Christiansborg, at både Anker Jørgensen og Henning Christophersen som topforhandlere havde hver deres udfordringer i baglandet. Anker Jørgensen havde i sin inderkreds Knud Heinesen og Per Hækkerup, som pressede på for en SV-regering, og en Svend Auken, der i kompagniskab med LO arbejdede imod en SV-regering.

Det samme gjorde det stærke omdrejningspunkt i den socialdemokratiske gruppe, Jens Risgaard Knudsen, der trak sig som gruppeformand på grund af uenigheden. Henning Christophersen havde som konstitueret formand for Venstre på det tidspunkt en potentiel konkurrent til formandsposten i den daværende gruppeformand Ivar Hansen, som også arbejdede imod SV-regeringen.

Men regering kom der ud af det, også selvom spørgsmålet om et LO-krav om at få planen om Økonomisk Demokrati med i regeringsgrundlaget var lige ved at få det hele til at falde på gulvet. Et andet punkt, som hang fast til sidst i forhandlingerne, var indkomstpolitikken.

De to partier var enige om at føre en stram indkomstpolitik, men de var ikke enige om, hvor stram den skulle være. De havde hverken afklaret spørgsmålet om dyrtidsreguleringen eller en omtrentlig indkomstramme.

Endvidere var de heller ikke enige om, hvad de skulle gøre i tilfælde af, at det ikke lykkedes parterne på arbejdsmarkedet at nå frem til en overenskomst ved de forestående vigtige overenskomstforhandlinger.

LO-formand Thomas Nielsen rasede over SV-regeringen. På et udvidet S-hovedbestyrelsesmøde den 29. august i 1978 talte Thomas Nielsen ligefrem om, at Anker Jørgensen var i gang med forræderi mod fagbevægelsen. Rivegildet mellem partiet og fagbevægelsen var en kilde til vilde citater og mængder af historier i medierne. Vi kunne hver eneste dag svælge i dramaerne.

SV-regeringen gav medierne alle mulige gode kort på hånden for at få solide nyhedshistorier frem, fordi den internt var hullet som en si og præget af mistillid og taktisk partioptimering. Socialdemokraterne var rystende bange for fagbevægelsen og venstrefløjens potentielle medvind på grund af partiets højredrejning og samarbejdet med Venstre. Venstres Henning Christophersen var – ved jeg fra mange samtaler med ham – dybt bekymret for regeringens evne til at skabe økonomiske resultater.

At begge partier havde deres forbehold for samarbejdet, afspejlede sig i den håbløse model for regeringsledelse, som Anker Jørgensen opfandt. Der blev oprettet et system af såkaldte kontaktministre, der meget hurtigt blev kaldt kontrolministre. Systemet indebar, at selv de mest uskyldige forslag og initiativer skulle igennem en bestemt procedure.

At begge partier havde deres forbehold for samarbejdet, afspejlede sig i den håbløse model for regeringsledelse, som Anker Jørgensen opfandt. Der blev oprettet et system af såkaldte kontaktministre, der meget hurtigt blev kaldt kontrolministre

Lisbeth Knudsen

Hvis et forslag blev blokeret af en kontrolminister, skulle sagen gå videre til et ministerielt udvalg og derfra til planlægningsudvalget (svarende til Mette Frederiksens koordinationsudvalg), der fungerede som det vigtigste udvalg i SV-regeringen i 1978. Her kunne regeringens topministre så godkende eller afvise forslaget.

Det var fast arbejde for medierne at følge disse processer, og husk så på, at det var før, der var tænkt på spindoktorer og politiske rådgivere hos ministrene. Og det var dengang statsministerens faste tirsdagspressemøder for den skrevne presse var tilløbsstykker, fordi der altid var et eller flere kontroversielle interne slagsmål i gang i regeringen.

Det var også en tid med langt færre medier end i dag, men det ændrede på ingen måde den interne konkurrence om at komme først med de sensationelle historier og de mange konflikter.

Vigtige interne papirer havde det med at blive lækket til medierne, og de interne frustrationer voksede efterhånden som de økonomiske resultater, der var meningen med det hele, udeblev. Hen over sommeren 1979 sendte Venstre alle mulige signaler i medierne om, at man var på vej ud.

Jeg kom selv fra et sidegemak til Henning Christophersens kontor uforvarende til at overhøre et af de større sammenstød mellem Anker Jørgensen og Christophersen, da regeringen var ved at gå op i limningen den sommer.

Venstre krævede et totalt pris- og lønstop, og Anker Jørgensen trak kravene om ØD og overskudsdeling til lønmodtagerne op ad skuffen igen, og så kunne de to partier ikke enes om indholdet af åbningstalen i oktober 1979.

Resultatet blev regeringens tilbagetræden og et folketingsvalg. SV-regeringen blev efter sin afgang og folketingsvalget afløst af den tredje socialdemokratiske mindretalsregering med Anker Jørgensen som statsminister, der tiltrådte den 26. oktober 1979. Selv om Venstre var spået at få vælgersmæk efter SV-eksperimentet, så fik partiet faktisk et hæderligt valg og en lille fremgang på ét mandat til 22.

SV-sammenbruddet betragtes således i dag som det første store skridt på vejen mod den ørkenvandring, som Socialdemokratiet oplevede under den konservative statsminister, Poul Schlüter

Lisbeth Knudsen

Det lykkedes aldrig Socialdemokratiet at få grebet tilstrækkelig hårdt ind over for de økonomiske problemer, der blev værre og værre. Gradvis blev samarbejdspartneren, De Radikale, skubbet i borgerlig retning efter SV-regeringens opløsning. SV-sammenbruddet betragtes således i dag som det første store skridt på vejen mod den ørkenvandring, som Socialdemokratiet oplevede under den konservative statsminister, Poul Schlüter, fra september 1982 til januar 1993.

Nu vender vi bladet til en ny spændende historieskrivning med SVM-regeringen. Man må håbe, de har lært at gøre tingene anderledes. At Mette Frederiksen mere har taget ved lære af Poul Schlüters formidable evne til at være team-leder for skiftende regeringer med mange partier.

Og at både hun og Jakob Ellemann-Jensen har så meget styr på deres folketingsgrupper og baglande, at de ikke skal bruge al tiden til at slukke interne ildebrande. At Danmark kan få en handlekraftig regering til en nødvendigt reformkurs.

Teksten nedenfor er et uddrag fra et retrospektivt efterskrift i Anker Jørgensens udgivne dagbøger, "Brændingen, 1978-1982". Tankevækkende at læse på baggrund af Mette Frederiksens vej ind i at tale om en regering over midten:

"Dengang – som i dag – var det min opfattelse, at Socialdemokratiets muligheder i dansk politik består i at kunne samarbejde med et eller måske to borgerlige partier, og det kan gøres på to måder: Enten ved, at en socialdemokratisk mindretalsregering fra sag til sag og igennem forlig forhandler sig frem til flertal. Eller også ved at lave en regering i samarbejde med et eller to af de borgerlige partier. Reelt har der næsten aldrig været andre muligheder for at tilvejebringe flertal. Og som bekendt skal der flertal til, for at man kan regere i Danmark.

Det er der mærkeligt nok mange, der glemmer. Dette var også baggrunden for, at jeg foreslog en SVR-regering i 1978. Det viste sig desværre helt umuligt, og derfor blev det kun til en SV regering. Jeg husker, at bl.a. Berlingske Tidende skrev, at Anker med denne regering ville splitte oppositionen. Det er rigtigt. Hvordan skal man ellers kunne samarbejde ind over den bekendte midte?

Det kan næppe overraske, at jeg mener, at den bedste strategi for Socialdemokratiet er, at vi appellerer til vælgerne om at gøre vort parti så stærkt som muligt, således at vi så langt som muligt kan præge samarbejdet ind over midten i overensstemmelse med vore programmer og ideer. Med det som udgangspunkt kan og skal vi søge samarbejde med et eller flere partier på den anden side af rækværket.

Et sådant samarbejde har selvfølgelig også sine ulemper, fordi det giver mulighed for, at partier til venstre kan æde sig ind på Socialdemokratiet. Nogle håber naturligvis, at man ved at gøre partier til venstre stærke kan opnå et andet, et socialistisk flertal. Men erfaringerne viser med næsten usvigelig sikkerhed, at partierne til venstre kun kan eksistere ved at vinde vælgere fra Socialdemokratiet. Når det så rent faktisk sker, så opdager man, at vi ikke har flertal, og resultatet er næsten hver gang en borgerlig regering."