Lobbyist i dobbeltrolle forlader Pernille Weiss' kontor

En kommunikationsrådgiver for Konservatives EU-parlamentariker, Pernille Weiss, der også var ansat hos lobbybureauet Operate, forlader sin stilling i Parlamentet, efter åbenhedsorganisationer har advaret om risikoen for interessekonflikter. 

Konservatives Pernille Weiss har ikke længere en kommunikationsrådgiver på lønningslisten, som også arbejder for et stort lobbyfirma.
Konservatives Pernille Weiss har ikke længere en kommunikationsrådgiver på lønningslisten, som også arbejder for et stort lobbyfirma.Foto: Philippe Buissin/Europa-Parlamentet
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: En kommunikationsrådgiver for Konservatives EU-parlamentariker Pernille Weiss har sagt sin stilling op i Parlamentet, efter der er rejst kritik af, at han samtidig arbejder for det prominente danske public affairs-bureau, Operate.

"Vi ønsker selvfølgelig ikke, at der kan skabes tvivl om interessekonflikter," skriver Operates administrerende direktør, Anders Dybdal, i en mail til Altinget.

Meldingen kommer, efter åbenhedsorganisationerne Transparency International Danmark og Corporate Europe Observatory stillede spørgsmålstegn ved medarbejderens dobbeltrolle som EU-ansat og medarbejder i et stort lobbyfirma.

Her lød vurderingen, at en konsulentstilling i en virksomhed, der udøver interessevaretagelse, er uforenelig med et fast ansættelsesforhold i Europa-Parlamentet med adgang til Parlamentets bygninger og til intern information fra lovmaskineriet.

"Det ligner en klar interessekonflikt og en overtrædelse af reglerne," lød vurderingen fra forsknings- og kampagnekoordinator Olivier Hoedemann hos Corporate Europe Observatory.

Har ikke vidst det

Juniorkonsulent Thomas Højgaard startede hos Operate i august, efter firmaet overtog en anden rådgivningsvirksomhed, han var ansat i ved siden af sit deltidsjob som kommunikationsrådgiver for Weiss i Europa-Parlamentet, Elberth Kommunikation.

Det er dog først nu, at dobbeltrollen står klar for Operate, som heller ikke har været bevidst om, at Parlamentet skulle informeres om hans nye job.

"Vi har ikke været opmærksom på, at vores nye juniorkonsulent skulle have fornyet sin godkendelse i Europa-Parlamentet, da han blev ansat d. 21. august. Derfor har vi i dag aftalt med vores nye juniorkonsulent, at han opsiger sin stilling for Pernille Weiss," skriver Anders Dybdal.

"Jeg vil understrege, at medarbejderen aldrig har arbejdet med EU-sager, mens han var ansat hos hverken Elberth Kommunikation eller hos os, hvor han har været ansat de sidste 3 uger," tilføjer han.

Parlamentet har ikke villet udtale sig om den konkrete sag, men har understreget over for Altinget, at "assistenter skal afholde sig fra alle handlinger, der kan bringe dem i konflikt med medlemmernes og Parlamentets interesser".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss-Ehler

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

Thomas Højgaard

Juniorkonsulent, Operate
Multimediedesigner AK og studerende (Professionsbachelor i innovation og entrepreneurship)

Anders Dybdal

Adm. direktør, Operate
cand.soc. (Copenhagen Business School 2010), ba.com. (Roskilde Uni. 2008)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024