Lolland-borgmester: Ghettoernes udstødte ender ude hos os

Af Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester i Lolland Kommune

Ingen tvivl om, at de udsatte boligområder skriger på et løft. "Ghettoer", som det desværre er kommet til at hedde på nudansk. Her står vi med en fælles opgave, hvor vi som samfund har svigtet. Men bedre sent end aldrig, selv om man kan diskutere kuren.

Personligt kunne jeg have ønsket mig mere gulerod og mindre pisk. For uanset om vi kalder det indsats mod parallelsamfund, at ghettoerne skal være fortid i 2030, eller alt muligt andet, så er det jo i bund og grund en social indsats, der skal til, hvis vi for alvor skal gøre en forskel for de borgere, som det i sidste ende handler om.   

Social ulykke rammer også landdistrikter
Jeg skal her ikke sætte spørgsmålstegn ved kuren, men derimod vil jeg pege på et af de helt centrale problemer i den stort anlagte plan: Den adresserer kun de store almennyttige boligbyggerier. Konkret handler planen kun om de 57 bebyggelser, der betegnes som udsatte boligområder, eller som ligefrem er blevet stemplet som "ghettoer" eller "hårde ghettoer".

Jeg vil derimod spørge om, hvor vi tænker, at de mennesker skal flytte hen? Hvor er ressourcerne til den sociale indsats der, hvor de i sidste ender med at slå sig ned? Og giver det mening at presse de mennesker, der har størst behov for støtte, ud, hvor mulighederne for at hjælpe dem er mindst?

Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester i Lolland Kommune

Desværre, for faktum er jo, at du kan komme i social ulykke overalt i landet, uanset din boligform, og uanset hvor tæt du bor til naboen. Det gælder også i landdistriktskommuner som for eksempel Lolland Kommune. Her har vi et stort overskud af billige boliger, som er attraktive for de mest ressourcesvage, men som alt for ofte er alt andet end egnede som boliger.

Det er boliger, der er attraktive for borgere, der presses ud af de store byer på grund af stigende priser, kontanthjælpsloft, eller som ligefrem hjælpes med at flytte af deres bopælskommune, der aktivt hjælper deres udsatte og udgiftskrævende borgere med at flytte til andre kommuner.

Når vi er nået dertil, at der ikke længere er plads til dig i ghettoen, fordi du er på offentlig forsørgelse, så kan vi vist roligt konstatere, at der stadig mangler værktøj i kassen med de sociale indsatser.

Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester i Lolland Kommune

Hvor skal udstødte ghettobeboere flytte hen?
Og hertil kan vi så med den nye plan mod parallelsamfund lægge de borgere, som direkte eller indirekte vil blive presset ud af de almene boliger, der er på ”ghettolisten”. Enten fordi man for eksempel slet ikke må flytte ind i de mest udsatte områder, fordi man er på overførselsindkomst. Eller fordi man ikke vil være underlagt de særlige regler, der gælder i de særligt udvalgte boligområder, eksempelvis at ens børn skal gå i daginstitution.

Rimelige regler eller ej er ikke spørgsmålet for nuværende. Jeg vil derimod spørge om, hvor vi tænker, at de mennesker skal flytte hen? Hvor er ressourcerne til den sociale indsats der, hvor de i sidste ender med at slå sig ned? Og giver det mening at presse de mennesker, der har størst behov for støtte, ud, hvor mulighederne for at hjælpe dem er mindst?

Renser ud for at undgå stempel som "hård ghetto"
Det er ikke mere end et par dage siden, at vi så kunne læse om Brabrand Boligforenings dugfriske forslag til at rense ud i beboermassen. Her vil man i bestræbelserne på at komme under regeringens krav om, at højst 40 procent af beboerne må være på offentlig forsørgelse, tilbyde beboere på offentlige ydelser 50.000 kroner for at flytte. Kommer man under de 40 procent, kan boligforeningen nemlig undgå det statslige stempel som en "hård ghetto".

Når vi er nået dertil, at der ikke længere er plads til dig i ghettoen, fordi du er på offentlig forsørgelse, så kan vi vist roligt konstatere, at der stadig mangler værktøj i kassen med de sociale indsatser.