Debat

Lykke Friis: 2021 vil besvare to store spørgsmål om EU's genopretningsfond

DEBAT: Kommer EU-pengene fra genopretningsfonden til at gøre en reel forskel i især Syd- og Østeuropa, eller forsvinder de i et sort hul, som de sparsommelige fire frygter, spørger Lykke Friis. 

Genopretningsfondens effekt kommer til at have stor indflydelse på, om Sydeuropas store ønske om finanspolitisk omfordeling fra nord til syd har gang på jord, skriver Lykke Friis.
Genopretningsfondens effekt kommer til at have stor indflydelse på, om Sydeuropas store ønske om finanspolitisk omfordeling fra nord til syd har gang på jord, skriver Lykke Friis.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

Stemningen på EU-topmødet i juli 2020 var helt i kulkælderen.

Samtidig med at det føg igennem luften med astronomiske summer til EU's budget og nye coronagenopretningsfond, tog Østrigs kansler, Sebastian Kurz, bladet fra munden.

Hans regering kunne ikke acceptere, at de sydeuropæiske lande fremover fik direkte tilskud fra EU, da pengene dybest set ville ryge ned i sort hul.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

"Jeres administrationer er jo 'kaput'", lød det fra kansleren. Hollands premierminister, Mark Rutte, slog en lignende tone an og blev mødt af følgende anklage fra den bulgarske regeringschef: "Du opfører dig som Europas politimand".

Hvor vedtagelsen af et budget og en genopretningsfond på samlet set 1,8 trillioner euro var hovedudfordringen i 2020, er der ingen tvivl om, at den største 2021-udfordring ligger i, om pengene rent faktisk kan løfte de hårdest coronaramte lande ud af krisen.

Det hele kompliceres af tidsfaktoren: Mange lande står og tripper for endelig at få gang i deres corona-ramte økonomier og vil protestere kraftigt, hvis pengene sidder fast i EU-maskineriet - uanset hvad forklaringen er.

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

I modsat fald vil konsekvenserne være voldsomme: Ikke alene vil de syd- og østeuropæiske lande sidde længere fast i krisen – til deres befolkningers frustration; støtten til EU blandt de såkaldt "sparsommelige fire", Holland, Østrig, Danmark og Sverige, vil lide et gevaldigt knæk.

Ja, det er ikke svært at høre Mark Rutte og Sebastian Kurz for sit indre øre: "Hvad sagde vi? Landene kan slet ikke absorbere disse store summer. Og hvorfor skal vi så betale?".

Håndbremse i genopretningsplanen
Bekymringen for, at landene ikke kan absorbere støtten, der svarer til mellem fire og 12 procent af deres BNP, er bestemt ikke grebet ud af luften.

Faktisk ligger de to lande, der står til at modtage mest i støtte, nemlig Italien og Spanien, helt i bund, når det gælder evnen til at omsætte eksempelvis strukturfondene til handling.

I sidste budgetperiode brugte spanierne og italienere kun henholdsvis 39 og 40 procent af deres tildelte strukturfondsmidler.

For at sikre, at pengene rent faktisk formår at løfte landene ud af coronakrisen, insisterede de "sparsommelige fire" på et stramt styringssystem med en indbygget håndbremse. Frem til foråret skal alle lande udarbejde en genopretningsplan med projekter og klare milepæle.

Planen skal godkendes af EU-Kommissionen og medlemsstaterne, og hvis landene ikke er overbeviste om, at eksempelvis en tredjedel går til grøn omstilling, kan de insistere på, at sagen bliver fremlagt for stats- og regeringscheferne.

Tripper for at komme i gang
Én ting er imidlertid at have en håndbremse; noget andet er at bruge den. Med andre ord: Vil de "sparsommelige fire", støttet af ikke mindst Tyskland, være villige til at sætte hårdt mod hårdt og eksempelvis tilbageholde midler?

Og hvad der er endnu mere principielt: Er landene villige til at straffe de lande, der ikke lever op til retsstatsprincippet? Som bekendt vedtog EU-landene efter voldsomme diskussioner en kompliceret retsstatsmekanisme, der i høj grad er møntet på Polen og Ungarn.

Det hele kompliceres af tidsfaktoren: Mange lande står og tripper for endelig at få gang i deres coronaramte økonomier og vil protestere kraftigt, hvis pengene sidder fast i EU-maskineriet – uanset hvad forklaringen er.

To store spørgsmål i 2021
Op til sommerens EU-topmøde blev det fremført, at Tyskland og de sparsommelige fire skulle være solidariske med Syd- og Østeuropa. Ellers kunne man i værste fald risikere, at for eksempel Italien mistede tålmodigheden og fulgte Storbritannien ud af EU.

I 2021 er der to brændende spørgsmål: Vil de historisk høje summer rent faktisk kunne mærkes i den syd- og østeuropæiske befolkning, eller formår landene ikke at vedtage genopretningsplaner, som Kommissionen og medlemsstater i sidste instans kan godkende? Og for det andet: Vil befolkningerne i de sparsommelige fire kunne overbevises om, at pengene ikke ryger ned i stort sort hul?

Svarene vil kaste lange skygger over fremtidens EU: Hvis Syd- og Østeuropa ikke formår at absorbere pengene – og hvis pengene ikke i praksis løfter landene ud af krisen – vil man hurtigt kunne skyde en hvid pind efter Sydeuropas (og Frankrigs) store drøm:

Genopretningsfonden er ikke en enlig svale, men blot starten på en permanent finanspolitisk omfordeling fra nord til syd.

Dokumentation

Debatserie: EU's største udfordringer i 2021

2021 står for døren. Hvad bliver den allervigtigste dagsorden på EU-området? Det har Altinget spurgt et hold af debattører om. 

Mød panelet her:

Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa

Anders Ladefoged, underdirektør i Dansk Industri

Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal 

Jens Joel (S), EU-ordfører

Søren Søndergaard (EL), EU-ordfører

Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet

Morten Helveg (R), medlem af Europa-Parlamentet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lykke Friis

Direktør, Tænketanken Europa, præsident, Kræftens Bekæmpelse, formand, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)
master i europæiske studier (London. 1992), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1993), ph.d. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00