Lykke Friis efter EU-topmødet: Den nationale regnearkslogik er utilstrækkelig

KRONIK: Selvom EU's medlemslande fokuserer på nationale sejre oven på kampen om EU-budgettet, kan Danmark risikere at tabe som følge af nedskæringer på forskning. Det indre marked var kampens store vinder, skriver Lykke Friis.

Af Lykke Friis
Direktør i Tænketanken Europa og tidligere klima- og energiminister

90 timers forhandlinger. Sommerens EU-topmøde varede så længe, at søvnforskere udtrykte bekymring for, om det overhovedet var forsvarligt.

Ikke desto mindre var stats- og regeringscheferne vågne nok til konsekvent at følge to klassiske principper fra drejebogen for budgetforhandlinger. Det første princip er, at hvert land i slutfasen har blikket stift rettet mod sin egen budgetbalance – hvor meget skal man betale, og hvor meget får man tilbage fra EU-kassen.

Konsekvensen er, at landene altid fokuserer benhårdt på strukturfonde, landbrug samt ikke mindst rabatter. Derimod må fælles programmer eller offentlige goder holde for. Da de kommer alle til gavn, er de sværere at placere i de nationale regneark. 

På dette topmøde ramte sparekniven grænsekontrol og migration, altså blandt andet ansættelse af flere grænsevagter til bevogtning af EU's fælles ydre grænse. Hvor EU-Kommissionen i maj 2020 havde vurderet, at der var behov for 30,8 milliarder euro, blev kompromiset 22,7 milliarder euro.

EU's forskningsprogram, Horizon Europa, blev ramt af en endnu større nedskæring. I maj 2020 mente Kommissionen, at 94,4 milliarder euro var nødvendige, men efter topmødet stod der 75,9 milliarder euro ud for forskning.

Et sidste eksempel er sundhed og dermed ikke mindst kampen mod covid-19, hvor stats- og regeringscheferne fjernede over otte milliarder euro i slutspurten.  

Parlamentet forlanger forbedringer 
Det forhold, at der blev skåret i blandt andet grænsekontrol, forskning og sundhed, er hovedårsagen til, at Europa-Parlamentet forlanger forbedringer i aftalen. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har betegnet nedskæringerne som "bitre piller".

Flere stats- og regeringschefer peger derimod på, at der trods alt er afsat flere penge end i EU's nuværende syvårige budget – og at der dermed kun er tale om nedskæringer i forhold til Kommissionens forslag.

Alt det ændrer imidlertid ikke på, at Kommissionen uden tvivl vil blive udsat for voldsom kritik fra medlemslande, hvis målet om ansættelse af 10.000 grænsevagter i 2027 ikke indfries.

Allerede under Europa-Parlamentsvalget i 2019 var der flere, som i juli 2020 ganske vist gik ind for et lavere budget, som mente, at 2027 var alt for sent. Medlemsstater vil næppe heller huske, at de selv var med til at skære i bevillinger til, at EU kan opbygge lagre af værnemidler med videre (RescEU), hvis der igen bliver mangel på masker, beskyttelsesdragter og så videre.  

Danmark kan risikere at tabe på grund af nedskæringer
Lige så klart er det, at nogle medlemsstater faktisk kan risikere at tabe på, at der skæres i de fælles programmer. Et godt eksempel er Danmark. Siden 2014 har danske universiteter hentet cirka 10 milliarder kroner hjem fra EU's Horizon-program. Målt per indbygger er det næstmest i EU.

Var det fælles forskningsprogram blevet boostet under det seneste topmøde, ville danske universiteter med al sandsynlighed også i den næste budgetperiode have sikret sig en større andel af pengene, end vi er berettiget til per indbyggertal. Da pengene fordeles i fri konkurrence, var det imidlertid ikke et beløb, som den danske regering på forhånd kunne skrive ind i regnearket. 

Tilsvarende kan det meget vel tænkes, at danske virksomheder kommer til at tabe på, at den grønne fond (Just Transition Fund) også måtte holde for i topmødets sidste timer.

Helt ligesom Københavns Universitet, DTU og SDU's EU-forskningsbevillinger figurerer nye eksportordrer hos Danfoss, Grundfos, Vestas med flere imidlertid ikke i det regeringens regneark. Og præcist derfor kæmpede den danske regering langt hårdere for at øge den danske rabat end for forsknings- og klimamidlerne. 

Medlemsstaterne fokuserer på nationale sejre
Det andet princip fra drejebogen ligger i forlængelse af det første.

For når først forhandlingerne er overstået, fokuserer stats- og regeringscheferne benhårdt på at sælge deres nationale sejre. Hos de sparsommelige fire, Holland, Østrig, Sverige og Danmark, var der glæde over rabatterne.

Sydeuropæerne lagde mest vægt på de 390 milliarder euro i tilskud. Og fulgte man dækningen i Ungarn og Polen, skulle man næsten tro, at forhandlingerne kun havde drejet sig om retsstatsmekanismen.

Hvad Europa i fællesskab har fået ud af forhandlingerne, rykker derimod i baggrunden.  

På mange måder er det måske ikke så underligt, men det bør ikke skygge for, at én af de største sejrherrer på topmødet faktisk var EU's indre marked. Kommissionsformand Jacques Delors sagde allerede i 1980'erne, at "ingen forelsker sig i det indre marked".

Det indre marked var den store vinder
Ikke desto mindre er det indre marked krumtappen i samtlige landes økonomi. Og det var faktisk intet mindre end det indre markeds fremtid, der var på spil på topmødet.

I skyggen af covid-19 er stribevis af nye barrierer skudt op – lige fra grænsekontrol over rekordhøj statsstøtte til eksportrestriktioner. Uden at overdrive er den frie handel med varer sat på "standby". 

Var budgetforhandlingerne brudt sammen, er det overvejende sandsynligt, at medlemslandene – for at beskytte deres egne industrier – havde holdt fast i handelshindringerne og ovenikøbet indført nogle nye.

Sydeuropa ville eksempelvis have peget på, at de var udsat for det, som amerikanerne kalder en "dobbelt whammy": Ikke alene ville de ikke modtage støtte fra genopretningsfonden. De ville også skulle konkurrere med for eksempel tyske virksomheder, som indtil videre har fået 50 procent af den statsstøtte, som konkurrencekommissær Margrethe Vestager har godkendt. 

Apropos vanskeligheder ved at indfange landes gevinster og omkostninger i et regneark viser beregninger, at de sparsommelige fire og Finlands fordele ved at deltage i det indre marked langt overstiger deres budgetbidrag.

Det kræver politisk vilje at langtidssikre det indre marked
Med topmødekompromiset er der skabt et bedre fundament for langtidssikringen af det indre marked. Men barriererne bliver ikke rullet tilbage af sig selv. Det kræver politisk vilje.

En mulighed er, at Europa-Parlamentet i de forhandlinger, der nu går i gang med det tyske formandskab, forsøger at få indført en mekanisme, der gør respekten for det indre marked til en betingelse for at få udbetalt midler fra EU's genopretningsfond.

Som bekendt skal hvert land udarbejde en national reformplan for at få adgang til midlerne. Det kan godt være, at der i kampens hede på et topmøde primært er fokus på de nationale budgetbidrag, men når støvet har lagt sig, bør det være muligt også at have blik for det, der kommer alle til gavn.

Det gælder ikke mindst det indre marked.

Forrige artikel Selveje Danmark: Hjælpepakke til ekstraomkostninger kan ende i kaos Selveje Danmark: Hjælpepakke til ekstraomkostninger kan ende i kaos Næste artikel Rami Zouzou: Mit navn gør mig ikke til integrationsekspert Rami Zouzou: Mit navn gør mig ikke til integrationsekspert
Mundbind bliver nu et krav i seks kommuner

Mundbind bliver nu et krav i seks kommuner

PRESSEMØDE: Fem kommuner følger i Aarhus’ fodspor og får et krav om mundbind i al offentlig transport. Det oplyser regeringen efter et pressemøde, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har orienteret om en stigning i antallet af coronasmittede, der giver ”grund til bekymring”.