Lykke Friis efter EU-topmødet: Den nationale regnearkslogik er utilstrækkelig

Af Lykke Friis
Direktør i Tænketanken Europa og tidligere klima- og energiminister

90 timers forhandlinger. Sommerens EU-topmøde varede så længe, at søvnforskere udtrykte bekymring for, om det overhovedet var forsvarligt.

Ikke desto mindre var stats- og regeringscheferne vågne nok til konsekvent at følge to klassiske principper fra drejebogen for budgetforhandlinger. Det første princip er, at hvert land i slutfasen har blikket stift rettet mod sin egen budgetbalance – hvor meget skal man betale, og hvor meget får man tilbage fra EU-kassen.

Konsekvensen er, at landene altid fokuserer benhårdt på strukturfonde, landbrug samt ikke mindst rabatter. Derimod må fælles programmer eller offentlige goder holde for. Da de kommer alle til gavn, er de sværere at placere i de nationale regneark. 

På dette topmøde ramte sparekniven grænsekontrol og migration, altså blandt andet ansættelse af flere grænsevagter til bevogtning af EU's fælles ydre grænse. Hvor EU-Kommissionen i maj 2020 havde vurderet, at der var behov for 30,8 milliarder euro, blev kompromiset 22,7 milliarder euro.

EU's forskningsprogram, Horizon Europa, blev ramt af en endnu større nedskæring. I maj 2020 mente Kommissionen, at 94,4 milliarder euro var nødvendige, men efter topmødet stod der 75,9 milliarder euro ud for forskning.

Med topmødekompromiset er der skabt et bedre fundament for langtidssikringen af det indre marked. Men barriererne bliver ikke rullet tilbage af sig selv. Det kræver politisk vilje.  

Lykke Friis
Direktør i Tænketanken Europa og tidligere klima- og energiminister

Et sidste eksempel er sundhed og dermed ikke mindst kampen mod covid-19, hvor stats- og regeringscheferne fjernede over otte milliarder euro i slutspurten.  

Parlamentet forlanger forbedringer 
Det forhold, at der blev skåret i blandt andet grænsekontrol, forskning og sundhed, er hovedårsagen til, at Europa-Parlamentet forlanger forbedringer i aftalen. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har betegnet nedskæringerne som "bitre piller".

Flere stats- og regeringschefer peger derimod på, at der trods alt er afsat flere penge end i EU's nuværende syvårige budget – og at der dermed kun er tale om nedskæringer i forhold til Kommissionens forslag.

Alt det ændrer imidlertid ikke på, at Kommissionen uden tvivl vil blive udsat for voldsom kritik fra medlemslande, hvis målet om ansættelse af 10.000 grænsevagter i 2027 ikke indfries.

Allerede under Europa-Parlamentsvalget i 2019 var der flere, som i juli 2020 ganske vist gik ind for et lavere budget, som mente, at 2027 var alt for sent. Medlemsstater vil næppe heller huske, at de selv var med til at skære i bevillinger til, at EU kan opbygge lagre af værnemidler med videre (RescEU), hvis der igen bliver mangel på masker, beskyttelsesdragter og så videre.  

Danmark kan risikere at tabe på grund af nedskæringer
Lige så klart er det, at nogle medlemsstater faktisk kan risikere at tabe på, at der skæres i de fælles programmer. Et godt eksempel er Danmark. Siden 2014 har danske universiteter hentet cirka 10 milliarder kroner hjem fra EU's Horizon-program. Målt per indbygger er det næstmest i EU.

Var det fælles forskningsprogram blevet boostet under det seneste topmøde, ville danske universiteter med al sandsynlighed også i den næste budgetperiode have sikret sig en større andel af pengene, end vi er berettiget til per indbyggertal. Da pengene fordeles i fri konkurrence, var det imidlertid ikke et beløb, som den danske regering på forhånd kunne skrive ind i regnearket. 

Tilsvarende kan det meget vel tænkes, at danske virksomheder kommer til at tabe på, at den grønne fond (Just Transition Fund) også måtte holde for i topmødets sidste timer.

Helt ligesom Københavns Universitet, DTU og SDU's EU-forskningsbevillinger figurerer nye eksportordrer hos Danfoss, Grundfos, Vestas med flere imidlertid ikke i det regeringens regneark. Og præcist derfor kæmpede den danske regering langt hårdere for at øge den danske rabat end for forsknings- og klimamidlerne.