Lykke Friis
(Foto: www.sermitsiaq.ag)

Lykke Friis forlader Folketinget

29. maj 2013 kl. 17:37
NYHED: Venstres EU-ordfører og tidligere klima- og energiminister Lykke Friis forlader Folketinget for 1. august at vende tilbage til Københavns Universitet.
| Flere

Fire år. Så længe kunne Venstres Lykke Friis undvære hverdagen på Københavns Universitet. 

1. august vender hun tilbage til stillingen som prorektor, den samme stilling hun forlod for at blive klima- og energiminister i 2009.

"Jeg har haft fire meget lærerige år. Jeg har været privilegeret at sidde med i en regering og har på tætteste hånd haft mulighed for at påvirke den politiske proces. Det har været fantastisk spændende. Og det er jeg meget taknemmelig for, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke skulle være politiker på livstid," siger Lykke Friis i en pressemeddelelse. 

Lykke Friis fik ved det seneste valg - og hendes første - mere end 30.000 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds. Siden valget har hun været Venstres EU-ordfører. 

"Jeg har været glad for at være en del af Venstres hold og ikke mindst for min kreds i Aarhus. Jeg må dog indrømme, at jeg også har savnet universitetet. Så da muligheden for at vende tilbage i min gamle funktion opstod, gik jeg i tænkeboks. Skal Danmark klare sig i det globale hjernekapløb, har vi brug for at styrke både forskningen og uddannelsen markant. Det er en opgave, jeg glæder mig til at bidrage til  igen," siger Lykke Friis.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er ikke overrasket over, at Lykke Friis vil noget andet, men han beklager, at hun forlader politik.

"Jeg er selvfølgelig ked af, at Lykke Friis forlader Christiansborg. Hun har gjort det fantastisk. Hun er et dygtigt, varmt og visionært menneske, som har leveret en stor indsats for Venstre - både som energi- og klimaminister og som EU-ordfører," siger Lars Løkke Rasmussen.

Finn Thranum er Venstres 1. suppleant og indtræder i Venstres folketingsgruppe.

 
Altinget | Energi og Klima
 
Altinget | EU
 
Altinget | Forskning

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK