Vores måde at tale om mistrivsel risikerer at skabe en snæver forståelse af normalitet

Uden på nogen måder at forklejne de udfordringer, der er omkring mistrivsel i dag, er tiden måske kommet til at reflektere over, hvilken rolle hele fokusset på mistrivsel spiller, og hvad det er for begreber og betegnelser, vi bruger, når vi snakker om fænomenet.

Den engelske sociolog Stanley Cohen benyttede i en udgivelse fra start 70’erne begrebet ’moralsk panik’, som en betegnelse for overreaktioner i særligt medierne og offentligheden omkring kulturelle og politiske fænomener.

Vi risikerer uforvarende at bidrage til en snæver normalitetsforståelse

Noemi Katznelson

Det vil sige, når et fænomen eller en tilstand, person, episode eller gruppe løftes til at være en trussel mod samfundsmæssige værdier eller interesser. Fænomenet kan godt være delvist reelt, men den moralske panik består i, at der sker en dramatisering og overdrivelse af fænomenets udbredelse og konsekvenser.

I den danske debat om mistrivsel tænker jeg, at vi kan bruge dette som afsæt til at formulere nogle opmærksomhedspunkter, vi kan tage med os fremadrettet. Dette for at undgå at skabe moralsk panik omkring unge både i offentligheden og blandt professionelle, men også blandt forældre og de unge selv.

En første opmærksomhed, som har været fremme i debatten flere gange før, er, at mistrivsel og udsathed er samlebetegnelser for mange forskellige udfordringer og tilstande.

Skelner vi for eksempel ikke mellem årelang social udsathed og forbigående psykisk mistrivsel, så får vi hurtigt meget høje tal, der kan give anledning til moralsk panik, snarere end bidrage til løsninger.

Samtidig risikerer uklarheden at udvande hele begrebssætningen omkring udsathed og mistrivsel, således, at vi måske mister blikket for de forskelle, der er på, hvilke udfordringer de forskellige unge står med.

Og i forlængelse heraf, mulighederne for at få øje på og prioritere de mest udsatte unge, som befinder sig på kanten af eller uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

En anden opmærksomhed er, at unge ikke skaber deres identitet i et tomrum. Det gør de i et kontinuerligt samspil med deres omgivelser og dermed også med de fortællinger om ungdomslivet, som omgiver dem.

Forbindes ungdomslivet overvejende med begreber som sårbarhed, manglende robusthed og resiliens, skrøbelighed og andre lignende begreber, der er i omløb, ja, så risikerer vi nærmest at invitere til, at unge, hvis liv ikke kører på skinner, skal forstå sig selv sådan.

I debatten om mistrivsel kommer vi til at tale om unge i termer, som synes objektiverende

Noemi Katznelson

Og vi risikerer uforvarende at bidrage til en snæver normalitetsforståelse og en idealiseret forestilling om, hvordan ’man’ bør’ være og ’bør’ have det.

Yderligere oplever jeg, at begreberne har noget objektiverende over sig og derfor arbejder mod den generelle demokratiseringsbevægelse, vi siden vedtagelsen af børnekonventionen i 1979 ellers har stræbt imod.

En bevægelse i retning af at tale med unge fremfor ’henover’ unge. Og her oplever jeg en tendens til, at vi i debatten om mistrivsel glemmer dette og kommer til at tale om unge i termer, som netop synes objektiverende, og som om de unge ikke var en del af samtalen og dermed heller ikke af løsningen.

Endelig har en del af begreberne det til fælles, at de retter opmærksomheden ikke bare mod den enkelte unges gøren og laden, men også mod det der er ’indeni’ den unge. Altså den unges psykiske og mentale tilstand, som således betegnes som ’afvigende’.

Og netop det med at udpege den unge, som problemet bringer mig til et tredje og sidste opmærksomhedspunkt. Begreberne, vil jeg mene, inviterer til at tale generelt om unge, som var unge en helt særlig sårbar og skrøbelig samfundsgruppe og generation.

Måske kan unge ses som spidseksempler på nogle samfundsmæssige tendenser

Noemi Katznelson

Og der er selvsagt forhold og betingelser, der kendetegner netop ungdomsfasen, men dele af udfordringerne omkring mistrivsel er måske knap så særlig endda.

Tallene for mistrivsel er nemlig steget for alle aldersgrupper, så måske unge også kan ses som spidseksempler på nogle samfundsmæssige tendenser, der rammer bredt i vores samfund?

Som kanariefuglen i kulminen, der advarede minearbejderne om iltmangel, fremstår de unge som dem, der hurtigst og mest tydeligt reagerer på nogle rammer, strukturer og kulturer, der giver gode vækstbetingelser for mistrivsel.

Mit budskab med disse opmærksomhedspunkter er selvsagt ikke, at vi skal afholde os fra at undersøge og debattere fænomenet mistrivsel, men at vi bringer følgende overvejelser med os videre.

For kan vi nuancere vores sprog, så vi i mindre grad i debatten taler om mistrivsel og trivsel i absolutte og næsten statistiske termer – enten er man i trivsel, eller også er man det ikke – og minimere brugen af objektiverende og individualiserende termer, som at være ikke-resilient, sårbar, skrøbelig og så videre?

Kan vi omgå begreberne omkring udsathed og mistrivsel med en vis nænsomhed, så vi ikke slider dem op og dermed risikerer at overse den svære og langvarige mistrivsel, som nogle unge befinder sig i?

Kan vi tale om mistrivsel på mere opbyggende måder, så vi får overleveret nuancerede fortællinger om ungdomsliv, der er svære, komplicerede samtidig med, at de er givende, opbyggende og så videre?

Kan vi tage udfordringerne alvorligt og handle på dem, samtidigt med at vi sparer på dramatikken, så vi ikke risikerer at gå i moralsk panik over ungdomslivet i dag.

Og sidst, kan vi med afsæt i den stigende mistrivsel blandt unge, sammen med unge, rejse en debat om, hvad der opleves som betingelser og idealer for trivsel og for ’gode ungdomsliv’, ’gode skole- og studieliv’, ’gode arbejdsliv’ og så videre. Og om hvordan, vi kan bevæge os i den retning?