Manglende svar fra regeringen forstærker presset på dansk økonomi

"Det, jeg vil sige i aften, kommer til at få store konsekvenser for alle danskere."

Statsminister Mette Frederiksen (S) kiggede alvorligt ud i Spejlsalen og så ned i sit talepapir.

Klædt i sort indledte hun onsdag 11. marts et pressemøde, der varslede historisk omfattende restriktioner på danskernes frie bevægelighed.

Den aften blev en virus af kinesisk oprindelse et hverdagsproblem for alle danskere.

Ugen forinden havde regeringen anbefalet et stop for forsamlinger på over 1.000 mennesker, men nu blev skruen for alvor strammet.

Alle skoler og institutioner blev lukket og offentligt ansatte sendt hjem. Siden er skruen blevet strammet yderligere. Fra anbefalinger til forbud. Fra forsamlinger på 1.000 til 100 til 10.  

Den danske regering valgte en chokkur, som tidligt erobrede en europæisk førerposition i stram statsnedlukning.

Og endnu er der ikke udsigt til, at restriktionerne løsnes.

Over hele verden er befolkninger i lockdown, og skal man tro nogle af de overraskende mange coronaeksperter, så kan det fortsætte måneder endnu.

Endnu ved vi ikke, om chokkuren får den ønskede sundhedsmæssige effekt. Det tør hverken myndigheder eller eksperter i skrivende stund at sige noget meningsfuldt om.

Men så længe regeringen heller ikke sætter ord på, hvilke kriterier der skal være opfyldt, før samfundet kan genåbne, forværrer den de dramatiske økonomiske konsekvenser, der allerede er indtruffet.

Det siger overvismand Carl-Johan Dalgaard til Altinget.

”Det er vigtigt, at regeringen og myndighederne er så præcise som muligt i forhold til, hvad der skal til, før man begynder at rulle lockdownen tilbage. Og at man har en strategi forbundet til det.”

”Jeg appellerer ikke til, at man sætter en dato på, hvornår man vil gøre x, y eller z. Men det handler om at pege på nogle forudsætninger for, at man begynder at rulle noget tilbage. Den type kommunikation har også en økonomisk værdi.”

”Det at være så klar som mulig omkring strategien fremadrettet vil kun være et gode,” siger han. 

Kommunikation af den type vil ifølge overvismanden mindske usikkerheden, som påvirker befolkningens lyst til at forbruge, når krisen er forbi.

At det er en vanskelig kunst, er han på det rene med.

”Det er meget vanskeligt for regeringen og myndighederne at sige, hvornår de vil gøre det ene eller andet. Men det handler eksempelvis om at formidle, hvilke kriterier der skal være opfyldt, før man begynder at bevæge sig i retning af forskellige strategier.”

Mette Frederiksen ved pressemødet 11. marts. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Prisen for kuren
De økonomiske effekter af den resolutte nedlukning har allerede meldt sig med uhørt stor styrke.

For mens Danmark er i lockdown, bløder økonomien. Lukkede skoler, butikker og grænser kan i den grad allerede læses ud af de økonomiske nøgletal.

Over 42.000 havde meldt sig i ledighedskøen fra 9. marts til denne artikels deadline.

Vi kan således forvente et stort hul i BNP. At virksomheder går konkurs, medarbejdere tvinges ned i løn, at køen af ledige vokser, og forbruget falder i en negativ spiral.

Regeringens mange hjælpepakker skal afbøde faldet og på sigt hjælpe med at lukke såret.

Lige nu og her er øvelsen for regeringen særligt at undgå konkurser og virksomhedslukninger. Det skal bevare en produktionskapacitet, som kan imødekomme den efterspørgsel, der kommer, når krisen engang er på retræte.

Men coronaregningens størrelse kommer alligevel til at afhænge af, hvor længe den fysiske nedlukning af landet fortsætter.

Debatten om balance mellem folkesundheden og økonomi trænger sig for alvor på, og endnu mangler regeringen – som USA’s præsident Donald Trump har gjort det – at forholde sig til, om kuren bliver værre end selve problemet.

For Donald Trump er dilemmaet ekstremt nærværende, da hele 3,3 millioner amerikanere torsdag havde meldt sig ledige i løbet af den seneste uge. Et tal, der er fire gange højere end landets hidtidige rekord fra 1982.

Dansk Industri (DI) vurderer herhjemme, at vi kan komme til at opleve en vækst på minus 6,7 procent i år. Det er ikke set værre siden Anden Verdenskrig.

I kroner og øre betyder det ifølge DI, at den samlede regning for coronavirussen i 2020 kan ende på 155 milliarder kroner.

Spørgsmålet er, hvor længe samfundet kan holde til, at vi arbejder ved computeren med vores børn hængende om halsen.

Som økonom og adjunkt ved Københavns Universitet Jeppe Druedahl skriver i et svar til Altinget, så vil samfundets økonomiske gevinst ved at forkorte den nuværende nedlukning af landet kunne ”tælles i milliarder om dagen”.

Taxameteret tæller med historisk store beløb. 

Ekstremt svære beslutninger venter
Mens der blandt de økonomer og forskere, Altinget har talt med, er enighed om, at det lange lys nu skal slås til, tør ingen af dem vurdere, hvad regeringen konkret skal gøre.

Det er og bliver en politisk beslutning – og en meget svær en af slagsen, anerkender Carl-Johan Dalgaard.

”Sundhedsmyndighederne kan forholde sig til det sundhedsmæssige, og vi økonomer kan bidrage med viden om økonomiske omkostninger ved forskellige tiltag. Men til syvende og sidst bliver det en politisk beslutning, hvordan man afvejer forholdene. Ingen kan med videnskabelig sikkerhed sige, hvad der er det rigtige at gøre.”

”Rent moralfilosofisk er det et meget svært emne. Man arbejder med en værdi af et statistisk liv, som konverterer menneskeliv til kroner og øre. Det kræver, at man er villig til at veje menneskeliv og tabet af arbejdspladser op imod hinanden. Det er langtfra oplagt at gøre, men den frygtelige sandhed er ikke desto mindre, at der før eller siden skal ske en sådan afvejning.”

”Det er, hvad politikerne står midt i,” siger Carl-Johan Dalgaard.

Offentligt er der endnu ingen håndfaste udmeldinger fra regeringen om, hvordan vejen videre fra nedlukningen kunne se ud. Og i de få historier, der siver fra regeringens interne gemakker, er der ikke meget at komme efter.

Ifølge TV 2 beretter flere kilder i regeringen om, hvordan der – ikke overraskende –   skal lukkes gradvist op for samfundet.

Det bliver imidlertid ikke mere konkret, end at det nævnes som en mulighed eksempelvis at lade skoleelever, der skal klare eksaminer for at kunne starte på en ungdomsuddannelse, vende tilbage til klasselokalerne.

Død versus økonomisk krise
På Institut for Statskundskab på Københavns Universitet har professor Asmus Leth Olsen og adjunkt Frederik Hjorth noteret sig, at debatten om nedlukningens økonomiske konsekvenser er ved at blusse op.

Derfor bad de allerede 20. marts et panel af danskerne forholde sig til dilemmaet om dødsfald over for økonomisk krise.

De har i et tænkt scenarie bedt panelet vælge imellem at minimere antallet af coronadødsfald, ”uanset hvor høj den økonomiske pris bliver”, eller at erkende, at prisen kan blive så høj, at ”vi må acceptere lidt flere dødsfald af hensyn til at redde Danmarks økonomi”.

Indtil videre har et flertal valgt muligheden med at minimere antallet af dødsfald uden at skele til den økonomiske pris.

Se tallene her.

Forskerne kommer dog til at stille det samme panel spørgsmålene igen, og Asmus Leth Olsen forventer, at flere vil flytte sig, i takt med at dårlige økonomiske nyheder strømmer ind.

”Forsigtighedsprincippet har rådet indtil nu. Men langsomt bliver debatten mere nuanceret, og så kommer de her spørgsmål frem. Når 40.000 mennesker melder sig i ledighedskøen, så ved vi, at det får en masse negative konsekvenser for folk. Det gælder mental og fysisk sundhed, og deres generelle tilknytning til samfundet,” siger Asmus Leth Olsen.

Han efterlyser derfor ligesom Carl-Johan Dalgaard tydeligere kommunikation fra regeringen.

”Jeg vil lade andre bestemme, hvad strategien skal være. Men desto mere beslutningstagerne kan fortælle om deres overvejelser, desto bedre. For mange ting befinder sig lige nu i en sort boks.”

”Jeg forsker i, hvordan almindelige mennesker opfatter råd til, hvordan de skal ændre adfærd. Om beslutninger er legitime, om de forstår dem og har lyst til at følge dem. Det er meget vigtigt i denne her tid, og borgerne kan godt handle the truth. Politikerne behøver ikke at hemmeligholde, hvorfor de gør, som de gør. Jeg tror, at meget eksplicitte begrundelser for de her meget voldsomme tiltag er vigtige,” siger KU-professoren.

I den omtalte undersøgelse svarer 40 procent samtidig, at coronaepidemien er den største trussel mod Danmark i deres levetid.

Hvor stort er trykket egentlig?
Regeringen har indtil nu ikke lagt skjul på, at de sundhedsfaglige hensyn har ubetinget forrang, når de politiske beslutninger om coronakrisen skal træffes.

Som finansminister Nicolai Wammen svarede Altingets udsendte på et pressemøde 19. marts, så ”indretter” regeringen sine økonomiske beslutninger efter ”danskernes helbred og sikkerhed”.

Det gøres grundlæggende for at afbøde presset på sundhedsvæsenet og sikre, at dets intensivkapacitet ikke smadres.

Folk skal kort sagt ikke ende med at ligge og dø på hospitalsgangene i Danmark.

Spørgsmålet er dog, hvor stor risikoen for, at det sker, overhovedet er. Hvad er sandsynligheden for, at det, vi beskytter os så kraftig imod, kan blive til virkelighed?

Det spørgsmål stiller økonomiprofessor på Københavns Universitet Mogens Fosgerau sig selv.

For når han læser Sundhedsstyrelsens seneste status og strategi om coronavirussen, kan han ikke finde klare argumenter for den stramme nedlukning. 

Han hæfter sig således ved styrelsens prognose for epidemien i Danmark, som er baseret på data fra tre regioner i Italien.

I tallene fra Italien regner man med en højere reproduktion af virussen, end man faktisk forventer for Danmark.

Men selv under de omstændigheder – og uden at tage højde for eventuelle effekter af regeringens restriktioner – viser prognosen, at Danmark til fulde besidder nok intensivpladser med respirator.

Samtidig skriver Sundhedsstyrelsen klart i udgivelsen, at der også er kapacitet til at behandle øvrige patienter i en situation med spidsbelastning på systemet.

Mogens Fosgerau er derfor usikker på, om man overhovedet kan sige, at regeringen har styret hårdt efter sundhedsfaglige hensyn.

”Jeg forstår ikke sammenhængen mellem det, der står i rapporten, og de begrundelser, regeringen har givet for at gribe så hårdt ind,” siger han og understreger, at han ikke er ekspert i epidemiologi, men til daglig forsker i modeller.

For Mogens Fosgerau er det afgørende, at de hårde restriktioner har en fornuftig faglig vurdering bag sig.

Han er bekymret for, om det er tilfældet her.

”At der ikke er evidens for noget, er ikke det samme, som at det er forkert. Der er et fortolkningsrum, hvor en del er fagligt. Hvad tror vi eksempelvis, det betyder for epidemiens udvikling, at vi lukker skolerne? Det er et fagligt, faktuelt spørgsmål. Den politiske bane handler mere om, hvordan vi prioriterer den ene slags omkostning over for den anden. Grunden til, at jeg nævner det, er, at når jeg læser Sundhedsstyrelsens rapport, som er det faglige, så kan man simpelthen ikke se begrundelsen for den politiske vurdering, der er foretaget.”

Så de politiske vurderinger har indtil videre være styrende i krisehåndteringen?

”Jeg kan være bekymret for, at den politiske vurdering erstatter den faglige vurdering. Altså at spørgsmål om risiko og effekt bliver noget, politikerne selv finder på. Og så er vi på den. For så har vi sat gang i den største krise i danmarkshistorien på baggrund af, hvad politikerne tror om epidemiologi. Det er tilsyneladende ikke det samme, som Sundhedsstyrelsen tror.”

Personale er udfordringen
Altinget har bedt flere eksperter og Sundhedsstyrelsen forholde sig til Mogens Fosgeraus spørgsmål om coronavirussens egentlige trussel mod det danske sundhedssystem.

Sundhedsstyrelsen er ikke vendt tilbage, men ifølge Christian Wejse, ph.d., afdelingslæge og lektor ved Aarhus Universitet, indikerer Sundhedsstyrelsens prognose rigtigt nok, at det danske sundhedsvæsen ikke står over for et kollaps.

Det skyldes i høj grad solid forberedelse. Danmark har eksempelvis forberedt sig langt bedre end Italien, hvilket en række andre eksperter også har konkluderet. 

Hvis ikke det var sket, og hvis ikke antallet af intensivpladser var blevet opgraderet fra 450 før krisen til over 1.000 i dag, ville situationen have været en helt anden, skriver Christian Wejse i et svar til Altinget.

Professor Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen og tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital, noterer sig tilsvarende, at antallet af respiratorer og læger til at bemande dem næppe bliver det store problem.

Det gør derimod antallet af sygeplejersker med de rette kompetencer. Selve pladsen på sygehusene kan også blive et problem, men det afhænger af, hvor mange “almindelige patienter” der kommer, vurderer Torben Mogensen.

”Så der er et problem i sundhedsvæsenet. Ikke voldsomt, men på grund af kompetenceproblemerne er vi udfordret,” lyder det opsummerende i et skriftligt svar fra Torben Mogensen.

Altinget har også spurgt flere sundhedsfaglige kilder, hvad der fra deres synspunkt skal til, før regeringen kan åbne op for restriktionerne. Men her er lysten til at komme med konkrete bud heller ikke stor.

Der er endnu få eksempler fra udlandet at sammenligne med, men i virussens føderegion i Wuhan, Kina, har myndighederne eksempelvis sagt, at der skal være 14 dage i træk uden nye tilfælde, før der løsnes på restriktioner.

Kurens menneskelige pris
Diskussionen om menneskeliv over for økonomiens velbefindende er imidlertid en smule unuanceret sat op.

Det er svært at gøre præcist op, men økonomisk krise er heller ikke uden menneskelige omkostninger.

Der er ikke tale om lige så synlige tragedier som coronadødsfald, der dagligt rapporteres i gule bjælker på TV 2 News.

Men markante recessioner og økonomiske tilbageslag er noget, som ”påvirker rigtige menneskers rigtige liv”, som Carl-Johan Dalgaard formulerer det.

Det får kort og godt velfærdsmæssige konsekvenser, når man skaber en recession.

Der findes flere eksempler på, hvordan kriser har skabt adfærdsændringer, som igen har ført til højere dødelighed.

Et håndgribeligt eksempel er efter terrorangrebet 11. september 2001, hvor amerikanere i højere grad begyndte at tage bilen frem for at flyve – og hvor forskningen efterfølgende fandt en stor stigning i trafikdrab til følge.

Asmus Leth Olsen forudser, at lignende refleksioner om coronakrisens afledte effekter kommer til at fylde meget i de kommende år, og at vi kan forvente ”en milliard studier” om ændret adfærd efter krisen.

Carl-Johan Dalgaard er dog forsigtig med at sætte lighedstegn mellem krise og dødelighed.

”Man skal være forsigtig med for entydigt at koble konjunkturvariationer sammen med dødelighed,” siger han og forklarer: 

”Forventet levetid er betragtelig højere i lande med høje indkomster, og det kunne give tanken, at hvis indkomsten falder, så stiger dødeligheden. Men mig bekendt viser litteraturen også, at recessioner fører til et fald i dødeligheden. Årsagerne er ikke aldeles velforståede, men det kan helt lavpraktisk blandt andet skyldes, at folk kører mindre i bil, indtager mindre alkohol og ryger færre cigaretter.”

Positive glimt
Med coronavirussens pludselige entre i verdensbilledet er de fleste af os også blevet smittet med tvivl og usikkerhed.

Spørgsmål om rigtig og forkert, for meget og for lidt, for tidligt og for sent er næsten umulige at svare på.

Og vi kommer formentlig aldrig til at vide, om de beslutninger, den danske regering træffer lige nu, er de rigtige.

”Det er det fundamentale kausalitetsproblem. Det er en verden, vi aldrig kommer til at se,” som Asmus Leth Olsen formulerer det.

Men selv her midt i usikkerheden kan man ane enkelte lyspunkter i horisonten.

Flere steder i Kina begynder man eksempelvis så småt at åbne op igen efter måneders total lockdown.

Og som epidemiolog og seniorrådgiver i WHO, Bruce Aylward, siger til Time Magazine, så kommer det hele til at ende med, at menneskeheden er ”victorious over yet another virus. There’s no question about that”.

Fra den hjemlige økonomiske andedam ser overvismand Carl-Johan Dalgaard da også grund til forsigtig optimisme – trods alt.

”Det er en krise, som er kommet ud af det blå. Den er ikke direkte frembragt af nævneværdige ubalancer. Så der er grund til optimisme i forhold til, at man langt hurtigere end under finanskrisen kan få genoprettet økonomien. Men meget afhænger af omverdenen. Hvis vores nærmeste samhandelspartnere formår at styre krisen, så er der god grund til optimisme.”