Marlene Wind: Polen efterlader EU med et demokratisk forklaringsproblem

KRONIK: Kan EU fortsat kalde sig en "demokratiernes klub", når lande som Polen og Ungarn ikke længere er det? Om få år kan EU miste den magt og tyngde, det burde have i en verden, hvor autokratier og illiberale regimer stormer frem, skriver Marlene Wind. 

Placeholder image
Hverken Polen eller Ungarn er nu at betegne som demokratier ifølge Freedom House. Det skal have konsekvenser i EU-regi, mener Marlene Wind. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marlene Wind
Professor i statskundskab og leder, Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet

Kan man afholde et vigtigt nationalt valg, når befolkningen er i coronakarantæne og hverken kan møde op for at stemme eller gå til vælgermøder?

Umiddelbart ville de fleste nok svare afkræftende på det spørgsmål, også når det postvæsen, der skulle stå for den annoncerede ”alternative” brevstemning, for længst har meddelt, at det ud fra en både teknisk og sikkerhedsmæssig vurdering slet ikke kan lade sig gøre.

Alligevel var dette situationen i Polen i sidste uge. Der skulle afholdes præsidentvalg 10. maj, og den siddende konservative PiS-regering fastholdt indtil sidste øjeblik, at det – trods corona og et ikkefungerende brevstemmesystem – skulle gennemføres. Koste, hvad det ville.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Indtil få dage før var forvirringen total, og ingen i Polen – et land med næsten 40 millioner mennesker – vidste, om de skulle stemme eller ej. Da valget så endelig blev aflyst, kom meddelelsen ikke fra den siddende premierminister, Mateusz Morawiecki, men af PiS-partiets reelle leder, Jaroslaw Kaczynski, som formelt set blot er almindeligt medlem af parlamentet.

At valget måtte aflyses i sidste øjeblik, var imidlertid et stort nederlag for netop Kaczynski, som de seneste år har holdt PiS-partiet i et jerngreb. Kaczynski og PiS ville gerne have den siddende præsident, Andrzej Duda, som er en af deres loyale støtter, genvalgt. Samtidig skulle det meget gerne ske hurtigt, mens regeringen endnu red på den corona-popularitetsbølge, som mange regeringsledere har draget fordel af under pandemien.

Et hybridregime er et regime, som er autokratisk, men pynter det med overfladiske, demokratiske træk. På den måde kan man længe opretholde et indtryk af, at alt er, som det skal være, mens regeringen under overfladen – som i Ungarn og til dels Polen – reelt har overtaget domstole og anklagemyndighed, opkøbt frie medier og sat sine venner ind i redaktionslokalerne.

Marlene Wind, Professor i statskundskab, Københavns Universitet

I kriser er den såkaldte rally around the flag-mentalitet ofte stærk, hvilket også har været tilfældet i Polen. Omvendt varer den sjældent ved, så man var klar over, at når hverdagen igen melder sig – måske med økonomisk nedtur og arbejdsløshed – kan det blive vanskeligere at få Duda valgt.   

Situationen er nu, at ingen rigtig ved, hvad der skal ske, og hvornår et eventuelt nyvalg skal finde sted og under hvilke omstændigheder.

Hybridregime og stækkede domstole
Hvis man ikke vidste bedre, ville man måske tænke, at det polske valgkaos bedst kan tilskrives den collateral damage, som coronapandemien i det hele taget har ført med sig i mange lande. Adskillige regeringer har måttet gøre krumspring og indføre love og tiltag, som var utænkelige under normale omstændigheder.

Men forløbet var næppe tilfældigt og særligt ikke Kaczynskis forsøg på – i ly af krisen – at få et præsidentvalg presset igennem trods massive internationale advarsler og kritik.

Det bekræftes af det amerikanske demokratimålingsinstitut Freedom Houses årlige måling af demokratiets tilstand, som netop er udkommet. Her kan man konstatere, at det europæiske samarbejde nu ikke længere ”blot” har ét medlemsland i kategorien ”ikke demokratisk”, nemlig Ungarn, der ovenikøbet er faldet helt ned i kategorien ”hybridregime” på linje med Serbien og Montenegro. Polen er heller ikke længere demokratisk, men kun ”partly free”.

Et hybridregime er et regime, som er autokratisk, men pynter det med overfladiske, demokratiske træk. På den måde kan man længe opretholde et indtryk af, at alt er, som det skal være, mens regeringen under overfladen – som i Ungarn og til dels Polen – reelt har overtaget domstole og anklagemyndighed, opkøbt frie medier og sat sine venner ind i redaktionslokalerne.

I Polen er det de senere år særligt domstolene og retssystemet, som regeringen med alle tænkelige midler har forsøgt at stække. Forfatningsdomstolen er allerede befolket af regeringsloyale støtter, og det samme gælder flere lavere nationale domstole. Den polske højesteret har man – primært takket være den stærke højesteretspræsident, Malgorzata Gersdorf – endnu ikke fået krammet på. Det, regner de fleste dog med, blot er et spørgsmål om tid, da Gersdorf snart skal pensioneres.

Det var Gersdorf der for halvandet år siden gik i strejke, da regeringen forsøgte at stække hende og højesteret ved at kræve to tredjedele af dommerne pensioneret før tid. Og selvom dette ikke lykkedes i første omgang, har regeringen fået indført disciplinære straffe til de dommere, der sætter spørgsmålstegn og udøver domstolskontrol med regeringens lovtiltag, ligesom man også har forbudt polske domstole at spørge EU-Domstolen til råds i forhold til lovligheden af de såkaldte domstolsreformer, man har indført. Dette selvom det faktisk står i EU-traktaterne, at nationale domstole, der er i tvivl om fortolkningen af EU-retten, altid skal spørge fællesskabets øverste domstol til råds.

Læs også

Et EU uden tyngde
Når Freedom House nu kategoriserer Polen som kun et delvist frit land, betyder det, at landet er røget helt ud af gruppen ”konsoliderede demokratier”, som for eksempel omfatter alle øvrige EU-lande (med undtagelse af Ungarn).

Det er selvfølgelig i sig selv dybt bekymrende for polakkerne, som dog heldigvis har et betydeligt stærkere civilsamfund end ungarerne. Men det er også yderst problematisk for EU. Ikke bare har EU brug for i sin udenrigs-, bistands- og udvidelsespolitik at kunne præsentere sig som en klub af umiskendeligt demokratiske lande. Kan man ikke længere det, mister det, man siger på den internationale scene, hurtigt sin kraft.

Som jeg forklarer i min bog ’Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier’, taber EU ganske enkelt sin gravitas, troværdighed og dermed magt, hvis man ikke selv repræsenterer (og gør) det, man i øvrigt prædiker, at alle andre lande bør gøre. Ikke mindst når det drejer sig om demokrati og menneskerettigheder. Her er det ganske enkelt ikke nok at talk the talk; EU må også vise, at man kan walk the talk.

Det betyder også, at det manglende forsvar for demokratiet og EU’s fortsatte kvababbelser ved at konfrontere Polen og Ungarn, men i virkeligheden også Malta, Rumænien, Tjekkiet og Bulgarien, som ligeledes har alvorlige korruptions- og retsstatsproblemer, får fællesskabet til at stå forpjusket tilbage.

Inden for få år risikerer EU simpelthen at miste den tyngde, man ikke bare kunne, men også burde have i en verden, hvor autokratier og illiberale regimer stormer frem.

Ifølge Freedom House er vi i disse år vidner til "a stunning democratic breakdown" med færre demokratier i vores del af verden end på noget tidspunkt tidligere, siden man startede demokratikortlægningen i 1995. Man bør ikke blot spørge sig selv, hvordan det kunne gå så galt, men i lige så høj grad, hvorfor vi selv – og dermed EU – har ladet det ske og stadig intet gør?

Omtalte personer

Marlene Wind

Professor og centerleder, Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet, professor, iCourts ved Juridisk Fakultet, Københavns Universitet, forfatter, ’Tribaliseringen af Europa - et forsvar for vore liberale værdier’ (Gyldendal, 2020)
Cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993), Ph.d. (1998)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser