Kommentar af 
Marlene Wind

Polen og Ungarn afvikler demokratiet med jura

Autokratiske ledere, der bruger juraen til at afmontere demokratiet er langt vanskeligere at bekæmpe, end de der begår statskup. Det er en af de væsentligste grunde til, at EU indtil nu ikke har kunnet stille noget op over for Polen og Ungarn. Retsstatsmekanisme eller ej.

Så sent som i sidste uge lukkede den sidste regeringskritiske radio i Ungarn, og i Polen pålagde regeringen medierne en ny skat for at lukke munden på kritiske medier, skriver Marlene Wind. 
Så sent som i sidste uge lukkede den sidste regeringskritiske radio i Ungarn, og i Polen pålagde regeringen medierne en ny skat for at lukke munden på kritiske medier, skriver Marlene Wind. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Marlene Wind
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

EU’s udenrigsministre har netop besluttet at tage fælleskabets nye ’Magnitsky act’ i anvendelse over for Rusland. Den primære grund var fængslingen af den russiske oppositionspolitiker Alexei Navalnji, men det har nok også spillet en rolle, at EU’s udenrigschef for tre uger siden havde et mindre vellykkede besøg i Moskva.

Her måtte han tolerere udvisning af tre EU-landes diplomater, fordi de – tilsyneladende - havde deltaget i ulovlige demonstrationer til fordel for netop oppositionslederen.

Magnitsky var – ligesom Navalnji – russisk anti-korruptions-jurist. Han endte sine dage i fængsel - tortureret og nægtet lægehjælp. Det fik efterfølgende lande som Canada, USA og senest Storbritannien til at lancere et nyt sanktionsinstrument, som målrettet går efter de ledere og embedsmænd, som står bag eksekveringen af den slags mord på politiske modstandere.

I december 2020 var det så EU’s tur. Man indførte et meget tilsvarende instrument som et supplement til de sanktioner man – med mere eller mindre held - allerede havde taget i brug mod Rusland efter annekteringen af Krim.

Erkendelsen af, at et politisk system allerede er transformeret fra demokrati til autokrati, kommer altid for sent.

Marlene Wind
Professor i statskundskab, Københavns Universitet

Tyskland slog til lyd for blødere kurs
Men selvom mange nok havde forventet, at Tyskland, der havde huset den russiske oppositionspolitiker, mens han kom sig efter et giftangreb, ville være først med sanktioner, blev de fælt skuffede. Den tyske udenrigsminister, Heiko Mass, forsøgte til det sidste en blødere løsning.

For eksempel mente Mass, at "Vi skal holde døren for dialog med Rusland åben", ligesom Tyskland som bekendt også fortsætter opbakningen til den stærkt kritiserede aftale om  Nordstream2.

Til sidst bakkede alle udenrigsministre dog fuldtonet op. Og selvom man måske kan have sine tvivl om effekten af at afskære tre højtstående russiske embedsmænd fra visa og europæiske bankaktiver, blev det opfattet som en sejr.

Rettigheder reserveret til skåltaler 
Det burde dog ikke undre, at EU er en svag udenrigspolitisk aktør, når enstemmighed er mantraet og de fleste lande fortsat foretrækker udenrigspolitisk selvprofilering.

Alligevel er det både tankevækkende og bekymrende, at EU så ofte reserverer menneskerettigheder til bekvemme, men meget højlydte skåltaler, mens den faktiske værdibaserede handlen, også når det angår egne interne retsstatsproblemer eksempelvis i forhold til Polen og Ungarn, lader så meget tilbage at ønske.

Kradser man lidt i lakken opdager man imidlertid også her, hvordan særligt tyskerne – som ellers regnes for EU’s moralske supermagt - har rystet på hånden. Og det hænger måske sammen med, at især tyskerne har haft vanskelige end andre ved at kapere, hvordan Ungarns Orbán og Polens Kaczynski, dygtigt, har lært at bruge juraen til at nedbryde demokratiet.

Afviklingen af demokratier fortsætter
Og det fortsætter tilsyneladende ufortrødent. Så sent som i sidste uge lukkede den sidste regeringskritiske radio i Ungarn. Og i Polen pålagde regeringen medierne en ny medieskat, som reelt handler om at lukke munden på kritiske medier.

Det er heller ikke længe siden, at det vakte postyr, da et andet Ungarsk medie Index.hu måtte dreje nøglen om, da Orbáns venner og loyale ’cronies’, opkøbte netavisen og satte deres egen mand ind i ledelsen. Ud over medier er det som bekendt domstole, universiteter og civilsamfundet, der har måttet betale prisen for de seneste 5-10 års demokrati-afvikling.

Mange vestlige medier fandt derfor de helt store overskrifter frem, da Rådet og Europa-Parlamentet i november 2020 vedtog en ny såkaldt ’retsstatsmekanisme’, der skulle beskytte EU’s syvårsbudget, den nye Genopretningsfond, men også retsstaten selv.

Mekanismen var selvfølgelig henvendt til alle medlemslande, men man skal have sovet ualmindelig tungt i timen, hvis man ikke fangede, at den selvfølgelig primært er rettet mod de mest korruptionsplagede og demokratisk udfordrede medlemslande, herunder Ungarn og Polen. 

Uklar retsstatsmekanisme
Endelig fik stats- og regeringscheferne taget sig sammen og sat hårdt mod hårdt. Nu skulle vi ikke længere være til grin for egne penge, når oligarknetværk i særligt postkommunistiske lande fiflede med udbudsregler og jordlodder til svigermødre- og sønner. Alt sammen for at få den største bid af EU-kagen.

Alligevel er det alt for tidligt at glæde sig. Mange EU-iagttagere (og Merkel-fans) skulle i hvertfald lige sunde sig over, at det således (igen) var Tyskland, (som havde EU formandskabet i det sidste halvår af 2020), der mest ihærdigt forsøgte at udvande mekanismen.

Tyskerne fremlagde – presset af Orbán og den Polske statsminister, som havde truet med boykot af hele budgettet – et ’kompromisforslag’, der gjorde mekanismen næsten tandløs.

Merkel mente, at den kun skulle handle om korruption og klare økonomiske uregelmæssigheder, og at sagerne helst skulle være pådømt af en national efterforskningsmyndighed.

Men det kan som bekendt være en kende vanskeligt at leve op til, hvis retsstaten er sat ud af kraft og korruption ikke længere efterforskes. Det lykkedes heldigvis Europa-Parlamentet – i november 2020 - at få vedtaget en lidt bredere forståelse af, hvordan mekanismen skal fungere.

Men det ændrer ikke på, at retsstatsmekanismen stadig er både tung at danse med, men også meget uklar. Det kræver således at et kvalificeret flertal af medlemslandene (på et forslag fra Kommissionen) at beslutte at tilbageholde økonomiske udbetalinger til et medlemsland.

Forud skal der konstateres brud på retsstatsprincipperne og ’negative konsekvenser for Unionens finansielle interesser’. Herudover er det for nuværende stadig op til Kommissionen konkret at definere, hvilke faktorer der skal være til stede for, at mekanismen overhovedet kan udløses. De guidelines venter vi stadig på.

Er landet hos EU-Domstolen
Hertil kommer, at det lykkedes Ungarn og Polen, at få de andre EU-lande til at acceptere, at mekanismen først skal en tur omkring EU-Domstolen. Den skal tage stilling til, om mekanismen overhovedet er i overensstemmelse med EU-traktaterne. Det kommer til at tage et par år og til den tid har Viktor Orbán sandsynligvis opnået et bekvemt fjerde genvalg som premierminister.

Og her er vi så tilbage ved det egentlig interessante og ubesvarede spørgsmål, som også knytter an til EU’s besynderlige ’given efter’ for autokratiske ledere. Ifølge den anerkendte amerikanske professor Kim Lane Scheppele fra Princeton University, som har skrevet flere bøger om ’demokratisk backsliding’, handler det primært om én ting: nemlig at Orbán og Kaczynski (ligesom Putin) har brugt juraen til af afvikle demokratiet.

Hun kalder det ’autocratic legalism’. Det vil sige, at man lancerer ’reformer’, som reelt er demokratiske tilbageslag, i et kendt juridisk lingo. Og at man bruger forfatnings og flertalsbeslutninger - ikke tanks - til at koncentrere magten hos sig selv.

Nøjagtig som den tyske jurist Carl Schmitt gjorde i sin retfærdiggørelse af Nazimen, hvor det – som han formulerede det – altid bør være flertallet og ikke retfærdigheden, der definerer loven. Som Schepple selv pointerer:

”Fordi ’legalistiske autokrater’ retorisk stadig referer til demokratiet og lader som om de agerer inden for dets ramme, bliver det vanskeligt for den udenforstående at opdage, hvad der faktisk foregår”.

Erkendelsen af, at et politisk system allerede er transformeret fra demokrati til autokrati, kommer altid for sent, når systemet opererer indenfor en – tilsyneladende - velkendt juridiske ramme.

Det samme gjorde Putin, da han gav Navalji en ny fængselsdom. Men ikke da han puttede gift i hans underbukser. Der overskred han det kodeks som legalistiske autorkrater følger. Så langt er Polen og Ungarn trods alt ikke ude endnu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marlene Wind

Professor og centerleder, Center for Europæisk Politik og iCourts Center, Københavns Universitet, særlig rådgiver for EU’s Udenrigschef Josep Borrell
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993), ph.d. (Europa Universitetet i Firenze 1998)

0:000:00