Mentaltræner om kulturen i børnefodbold: Når 7-årige mødes, burde de grine og lege. I stedet er luften tyk af nervøsitet

Vi skaber en kultur, hvor børn og forældre føler sig forkerte, hvis de ikke drømmer om at blive den næste Froholdt, Eriksen eller Højlund.

Når bredden taber, taber toppen også

Når klubber og trænere indretter miljøet, så det primært tilgodeser børn, der kan og vil træne fire gange om ugen, spiller året rundt og prioriterer fodbold over alt andet, mister vi variation og mangfoldighed.

De børn, der vil kombinere fodbold med andre aktiviteter, eller som ikke kan holde koncentrationen i et helt træningspas, bliver hurtigt opfattet som "mindre seriøse", og nogle gange endda som nogen, der ødelægger det for dem, der gerne vil lære noget. Dermed bliver de skubbet ud, selvom de netop udgør fundamentet for bredden. 

Mange forældre ønsker egentlig, at fodbold skal være et frirum, men bliver trukket ind i præstationskulturen.

Lars Lunde
Mentaltræner

Børn vokser i dag op i en hverdag, hvor de allerede fra vuggestuen bliver målt og vejet. I skolen møder de test, karakterer og sammenligninger, der hurtigt skaber en oplevelse af, at det vigtigste er at være eller blive bedst. Den kultur følger med ind på fodboldbanen.

Foreningsidrætten burde være børnenes frirum, et sted hvor de kan lege, være sammen med vennerne og opleve fællesskabet uden at blive vurderet. Men når fodbolden også bliver en arena, hvor børn måles og vejes på, hvad de kan, mister de det frirum, der ellers skulle give balance i en hverdag fyldt med præstationskrav.

Som mentaltræner ser jeg, hvordan børn tidligt oplever, at det primært er præstationer og resultater, der udløser ros, anerkendelse og bekræftelse, og at de hurtigt bliver udråbt til et talent.

Når det sker, frigives dopamin i hjernen, og gentagne succesoplevelser kan styrke motivation og selvtillid. Det er i sig selv positivt. Men hvis selvtilliden udelukkende bygges på præstationer, bliver barnet afhængig af ydre anerkendelse. Nederlag kan så føles som identitetstab, og glæden ved spillet bliver erstattet af frygten for at fejle. 

Skal vi skabe børn, der trives, må vi hjælpe dem til at spille, fordi de elsker spillet og fællesskabet – ikke kun for at vinde.

Konsekvenserne for bredden

Midt i det hele står vi forældre. Vi vil støtte vores børn, men i en kultur, hvor det perfekte er målestokken, bliver vi selv usikre. Vi sammenligner vores børn med andres, spekulerer på, om vi gør nok, og føler os forkerte, hvis vi ikke tilbyder ekstra træning eller specialforløb.

Mange forældre ønsker egentlig, at fodbold skal være et frirum, men bliver trukket ind i præstationskulturen, fordi "det er sådan, man gør”. Dermed bliver vi utilsigtet medspillere i en udvikling, vi i virkeligheden ikke ønsker.

Der er brug for, at kommuner og politikere investerer i at organisere foreningslivet professionelt.

Lars Lunde
Mentaltræner

Når bredden skrumper, mister vi mere end medlemmer. Vi mister kreative spillertyper, alternative udviklingsveje og den sociale værdi, som foreningerne bygger på. Forskning i talentudvikling viser, at mange topspillere netop kommer fra breddemiljøer, hvor der har været plads til at eksperimentere og udvikle sig i eget tempo. Uden bredde – ingen top.

Men vigtigst af alt: Vi mister børn, der kunne have haft et livslangt forhold til sporten. Børn, der spiller fordi fodbold er verdens bedste leg, fordi de vil være en del af et fællesskab og få oplevelser sammen med vennerne. Når netop leg, glæde og fællesskab bliver erstattet af selektion, pres og præstation allerede fra syv-otte-årsalderen, risikerer vi at skubbe børnene væk i stedet for at inkludere dem i det fællesskab, vi ved kan så meget – uanset ambitioner.

En anden vej er mulig

Hvis vi vil bevare både bredden og toppen, skal vi gentænke rammerne for børnefodbold:

• Udskyd selektion, så flere kan udvikle sig i eget tempo.
• Skab miljøer, hvor både landsholdsdrømme og fællesskab kan trives.
• Klæd trænere på til at balancere præstation og trivsel.
• Inviter forældrene med i arbejdet om en tryg kultur.

Det ansvar kan ikke hvile alene på frivillige. De er uvurderlige, men der er brug for, at kommuner og politikere investerer i at organisere foreningslivet professionelt.

Måske er tiden inde til at tænke samarbejdet mellem folkeskole og foreninger endnu tættere sammen – så vi lærer børnene, hvad demokratisk foreningsliv betyder i praksis, og samtidig giver plads til både leg, fællesskab og udvikling.

Det er en investering i vores børn, i folkesundheden og i den kultur, som dansk idræt bygger på.