Analyse af 
Erik Holstein

Mette Frederiksen er den mest USA-positive statsminister siden Fogh

Statsministerens helt ubetingede opbakning til amerikanerne har vakt undren både blandt borgerlige og støttepartier. I forhold til EU har Mette Frederiksen nu kraftigt ændret retorik, men det er tvivlsomt, om det fører til en ændring af politikken.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Erik Holstein

Det transatlantiske samarbejde er det absolut vigtigste og må ikke udfordres på nogen som helst måde. 

Netop det budskab gentog statsminister Mette Frederiksen (S) igen og igen i et stort udenrigspolitiks interview med Altinget, og hvis man skal identificere en kerne i statsministerens udenrigspolitiske tænkning, så det lige præcis en ubetinget loyalitet over for USA.

De seneste års amerikanske udenrigspolitik har ellers fået politikere fra begge sider af det politiske spektrum til at stille spørgsmålstegn ved, om alliancen med USA stadig er ”second to none” – og i hvilket omfang, man stadig kan regne fuldt og helt med amerikanerne.

Borgerlig kritik af USA
Ikke mindst den amerikanske exit fra Afghanistan har fået flere hidtil trofaste USA-støtter til at tvivle. Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen udtalte i august, at ”Biden har rykket tæppet væk under sine allierede”, og han fik følgeskab af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der ligeledes skarpt kritiserede amerikanernes tilbagetog fra Afghanistan.

Den tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller gik endnu videre. Han opfordrede for nylig i Berlingske S-regeringen til at revidere strategien over for USA i stedet for ”bevidstløst at konstatere, at USA er vores nærmeste ven og allierede”.

Per Stig Møller hæftede sig ved at USA besluttede at trække sig ud af Afghanistan helt uden at konsultere sine allierede. Men han pegede samtidig på et overordnet strategisk skifte, hvor ”USA er på vej til at trække sig tilbage og kun gå ud i verden, der hvor der er amerikanske interesser er på spil.” Den ændring frygter Per Stig, at regeringen ikke har forstået.

"Følgagtighed og underdanighed"
På den anden side af det politiske spektrum har SF’s udenrigsordfører Karsten Hønge beskyldt Mette Frederiksen for ”følgagtighed og underdanighed over for USA”, og også hos Radikale og i Enhedslisten kan man finde undren over Mette Frederiksens kurs.

I en historisk socialdemokratisk sammenhæng er Mette Frederiksens kurs ret unik. Hendes gamle mentor Mogens Lykketoft (S) var temmelig ramsaltet af sin kritik af USA i sin tid som udenrigsminister, og Anker Jørgensen (S) – som Mette Frederiksen ellers gerne vil associeres med – stod i spidsen for den socialdemokratiske fodnotepolitik i 80’erne.

For nylig forsvarede Mette Frederiksen USA mod kritik fra andre EU-ledere i kølvandet på, at USA havde snuppet en fransk ubåds-kontrakt til Australien. Efterfølgende gik præsident Biden selv ind og beklagede den amerikanske optræden over for Frankrig, men det vakte international opsigt, at den danske statsminister inden da havde forsvaret amerikanerne.

Set fra statsministerens synspunkt er USA's betydning som allieret ikke aftaget, selvom amerikanerne har flyttet deres fokus hen mod Asien og konkurrencen med Kina. Tværtimod mener Mette Frederiksen, at Europa skal indskibe sig i de amerikanske alliancer (mod Kina) i Asien. Militære operationer uden USA – som bekæmpelsen af islamister i Mali – må højst ses som et supplement til det transatlantiske samarbejde.

Fokus på Kina
Det er dog svært at benægte, at USA og Europa i stigende grad har forskellige globale interesser.

USA’s fokus på Kina vil kun blive større de kommende år, hvor de to landes konkurrence om at blive den førende globale magt intensiveres. Noget, der ultimativt kan føre til en militær konflikt mellem de to supermagter.

I Danmark kan der være bekymring for den kinesiske interesse for Artkis, herunder for de grønlandske råstoffer. Og der er vagtsomhed over for kinesisk industrispionage. Men for Danmark – og Europa – udgør kineserne ikke en militær trussel, sådan som Sovjet gjorde i et halvt århundrede.

I Europa er fokus på en mere nationalistisk og aggressiv russisk optræden - og ikke mindst – på migration og terrortrusler fra Afrika og Mellemøsten. Det sidste har meget begrænset interesse i USA. Amerikanernes tilbagetrækning fra det nordlige Syrien, hvor de kurdiske allierede blev ladt i stikken, understreger USA's nye prioriteter.

Den er denne nye situation, politikere til højre og venstre tvivler på, S-regeringen har indset.

Glødende europæer med forbehold
Et andet meget markant element i i interviewet med Mette Frederiksen, er hendes retoriske omfavnelse af EU. Det er ret opsigtsvækkende, at hun nu beskriver sig selv som ”glødende tilhænger af det europæiske samarbejde ” og taler om ”Danmark i hjertet af EU og Nato”.

Det er en helt ny stil for en statsminister, der såvel offentligt som i mere sluttede kredse har udtrykt betydelig skepsis over for den måde, EU fungerer på i praksis.

Den nye retorik følges dog ikke af en ny politik. Her er meget lidt ændret i praksis. Mette Frederiksen ønsker ikke en ny afstemning om de danske forbehold, for som hun siger: ”Jeg har ikke en eneste gang i min tid som statsminister oplevet forbeholdene som en begrænsning. ”

Danske regeringer har indtil videre kun dårlige erfaringer med at sætte forbehold til afstemning: Til sin overraskelse måtte Poul Nyrup Rasmussen (S) indkassere et nej til at afskaffe euro-forbeholdet i år 2000, mens Lars Løkke Rasmussen (V) 15 år senere måtte indkassere et tilsvarende nederlag, da han ville droppe retsforbeholdet.

Mette Frederiksen er stadig en stærk forsvarer af nationalstaterne, som hun ser som det bedste grundlag for levedygtige demokratier, og hun vil utvivlsomt stadig gå enegang i EU, hvis hun mener, det gavner danske interesser. Som hun eksempelvis gør, når hun holder fast i planerne om at oprette modtagecentre udenfor Europa for nye asylansøgere.

Man kan så diskutere, om det socialdemokratiske vælgerkorps er begejstret for, at partiets formand erklærer sig som glødende tilhænger af EU. Det er i hvert fald et oplagt angrebspunkt for Dansk Folkeparti, hvis partiet skal vinde nogle sine frafaldne vælgere tilbage.

Frygten for et nyt 2015
Den egentlige prøve kommer i krydset mellem udenrigspolitik og udlændingepolitik:
Hvis der – som Mette Frederiksen frygter – kommer en ny flygtningekrise som i 2015. Statsministeren vil ikke nu tage stilling til, hvad Danmark gør, hvis der igen kommer færge på færge af flygtninge og migranter fra et sikkert land som Tyskland.

Vil den danske regering i den situation afvise asylansøgerne ved grænsen, som man har mulighed for, hvis de kommer fra et sikkert land? Med en diplomatisk krise med Tyskland som en sandsynlig følge.
Eller vil regeringen gøre som Lars Løkke Rasmussen i 2015 og lade asylansøgerne komme ind?

Det er frem alt i en sådan situation, at udenrigspolitik vil kunne flytte stemmer i den hjemlige arena.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, NATO, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister (2001-10), MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)