Mette Frederiksen har skabt en lukkethedsregering

Det stod faktisk sort på hvidt i det såkaldte forståelsespapir, som med støttepartiernes underskrifter dannede fundamentet under Mette Frederiksens regering dengang i juni 2019.

Det var punkt to ud af fire under overskriften om styrkelse af det danske demokrati beskrevet på den allersidste side i aftalen. Punktet slog fast, at demokratiet skal styrkes ved blandt andet at gennemføre ”tiltag, som kan øge tilliden til centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser.”

Det er vanskeligt både for Folketinget og medierne at få alle oplysninger og papirer ud af regeringens ministre

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Det er virkelig meget svært at få øje på de konkrete initiativer, som det punkt har ført frem til.

Selvfølgelig er der også noget tid tilbage af en normal regeringsperiode til at realisere det mål, men det virker som om tingene faktisk er ved at køre den stik modsatte vej. At vi har en regering, som styrer med organisations-Danmark og i meget lukkede rum. Og når dørene til rummene åbnes, så er der ikke meget at diskutere eller for offentligheden at engagere sig i at drøfte.

Svært at få indsigt
Det er vanskeligt både for Folketinget og medierne at få alle oplysninger og papirer ud af regeringens ministre, hvad enten det handler om beslutningsprocesserne omkring mink-sagen, valget af hvad der regnes på og ikke regnes på i forbindelse med håndteringen af op- og nedlukninger under coronaen eller en mystisk mørklægning af et nyt politisk sekretariat i Forsvarsministeriet. For nu bare at nævne tre vidt forskellige temaer.

Eksemplerne står desværre i kø. Tilsyneladende også når det gælder viljen til at dele topvigtige oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste med Folketingets partier om kvinder og børn med tilknytning til Danmark i fangelejre i Syrien.

Ingen tvivl om, at mediepresset på en regering og dens ministre i dag er enormt. Det er en benhård prioritering, hvad en minister eller en politisk ordfører kan overkomme af pressehenvendelser hver dag.

At øge tilliden til centraladministration, medierne og de politiske beslutningsprocesser i et demokrati kræver åbenhed (...) Men det har været lige det modsatte, som regeringen har praktiseret.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Samtidig er udtaleretten nok også blevet centraliseret til nogle få udvalgte, dels fordi bekymringen for den dårlige mediehistorie er enorm, og dels fordi regeringen gerne vil styre, hvad der skal være dagens dagsorden i medierne.

Det er et problem for den kritiske overvågning af magten, at det er svært selv for de store medier at få mulighed for at stille kritiske spørgsmål og udfordre de svar, man får fra regeringen.

Det er et problem, at mange svar bliver e-mail-svar om overhovedet noget svar. At regeringens pressemøder – som den holder mange af – er stærkt koreograferede møder med begrænsninger på antal spørgsmål pr. journalist og opfølgende spørgsmål. Er medierne blevet så mange, at der ikke er en vej tilbage til en demokratisk, bæredygtig balance mellem magtens udøvere og magtens kontrollanter?

Organisations-Danmark beskæftiget
At øge tilliden til centraladministration, medierne og de politiske beslutningsprocesser i et demokrati kræver åbenhed. Det kræver, at befolkningen oplever en mulighed for at deltage i en politisk debat, og at de politiske beslutningsprocesser foregår på en måde, som er transparent. Men det har været lige det modsatte, som regeringen har praktiseret.

Regeringen har findyrket at bruge ”organisations-Danmark” til at blive lukket ind i den politiske proces på forberedelsesstadiet til politiske initiativer, hvorefter regeringen har kunnet vælge sine foretrukne veje og omfavne de pågældende organisationer bagefter med ros og tak for ideerne og fornemmelsen af, at løsningerne favner bredt.

Det er således ikke alene med styringen af mediedagsordenen, det er lykkedes for Mette Frederiksens regering, men også med orkestreringen af hele organisations-Danmark uden om Folketingets partier.

Når der skal skabes løsninger for at nå klimamålene, har regeringens model været partnerskaber med erhvervslivets topfolk i forskellige brancher, der i lukkede fora som klimapartnerskaber har leveret forslag, som regeringen så kan vælge ud fra.

Det fornemmes klart, at magten er flyttet ud af Folketingssalen.  

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

En model der nu genbruges til et digitaliseringspartnerskab, der er så stort og bredt i sammensætning, at enhver organisation, der opfatter sig selv som værende af en vis betydning, burde være fornærmet over ikke at være med. Det partnerskab skal så komme med forslag, som regeringen kan vælge imellem til dens nye digitaliseringsstrategi.

Organisations-Danmark har også været godt i gang med 15 trepartsaftaler mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter siden coronakrisen ramte landet i marts sidste år med initiativer for tilsammen 31 milliarder kroner frem til og med 2025. Kompensationspakkerne til erhvervslivet under coronaen er blevet til i et tæt samspil med både erhvervslivet og fagbevægelsen.

Som en meget smal socialdemokratisk mindretalsregering baseret primært på venstrefløjen som støttepartier er det strategisk genialt at køre uden om den borgerlige opposition med de traditionelt stærke forbindelser til erhvervslivet og række hånden frem til et tæt samarbejde med erhvervsorganisationerne både på klimaområdet og digitaliseringsdagsordenen.

Med så godt som ingen udsigt til, at regeringsmagten skifter til blå blok så langt øjet rækker, så tager erhvervslivet positivt imod den udstrakte hånd. Politisk indflydelse er en livsnerve for organisationerne. Uanset om det bliver brugt til at legitimere løsninger, som ikke alle i erhvervslivet er lige begejstrede for.

Ny magtudredning
Der, hvor strategien halter, handler det om inddragelse af vælgerne i de politiske beslutningsprocesser og i en åben og veloplyst debat om de politiske beslutninger. Det var her, demokratiet ifølge forståelsespapiret skulle styrkes.

Respekten for og accepten af stram styring under en coronakrise varer ikke ved i uendelighed.

Det er som om regeringen ikke har set, at jo mere lukkede de politiske beslutningsprocesser er, fordi man gerne vil styre både medierne og den retning løsningerne tager, jo mere færdigpakkede processerne bliver i forhandlinger med organisations-Danmark i diverse partnerskaber, treartsaftaler og udvalg, desto hårdere bliver tonen i Folketinget og i den offentlige debat.

Og desto flere vælgere føler en demokratisk afmagt. Det fornemmes klart, at magten er flyttet ud af folketingssalen.  

Som det stod skrevet i den såkaldte Grønnegaard-udredning om Danmarks evne til at styre starten af coronakrisen og den hårde nedlukning af landet i marts sidste år, så er åbenhed om det faktiske grundlag, hvorpå politiske beslutninger træffes, overordentlig væsentlig. Der ligger i selve åbenheden og den demokratiske efterprøvning en fejlsikring af beslutningsprocesserne, hed det i rapporten. Den mangel på fejlsikring kan blive regeringens akilleshæl.

På opfordring fra samtlige Folketingets partier skal uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen til efteråret i forbindelse med forhandlinger om forskningsreserven tage initiativ til en opdatering af den gamle magtudredning fra 2004. Det var på tide.

Og det behøver ikke at tage lige så lang tid som sidst fra 1997 til 2004. Eller være lige så omfattende som sidst med 65 publikationer. Mindre kan gøre det. Måske kan det også gøres for mindre end de 50 millioner kroner, det kostede sidst.

Projektet bør skæres til, så det kan laves på et år og koncentrere sig om de dynamikker, som har indflydelse på politikudviklingen, magten og demokratiet i vores samfund i dag, og på hvad der kan udfordre eller gøre demokratiet mere sårbart eller mere robust i morgen.