Danskerne er mere bekymrede for økonomien end smitten

Håb er ikke en strategi, har vi siden erfaret, at statsministerens håndfaste departementschef, Barbara Bertelsen, skrev rundt til kollegerne i andre ministerier, da hun ikke syntes, det gik stærkt nok med at erkende omfanget af og truslerne ved corona-pandemien ved dens start for godt et år siden.

Hun insisterede på styring efter ”worst case”-scenarier for coronaens udvikling. Det blev også regeringens strategi. Et forsigtighedsprincip, som store dele af befolkningen hidtil har støttet.

Der findes faktisk en fortsættelse til den berømte sætning med håbet og strategien. Udsagnet har mange fædre, men det tillægges ofte filminstruktøren James Cameron. Manden bag storfilmen Titanic, samt Terminator og Avatar-filmene og mange andre. Sætningen lyder i sin helhed: Håb er ikke en strategi. Held er ikke en faktor. Fejl er ikke en mulighed.

De sidste to led i udsagnet kom så ikke med i regeringens valgte strategi. Statsministeren proklamerede endda selv på det berømte pressemøde 11. marts sidste år, hvor Danmark i et chokerende lynindgreb blev lukkede ned, at fejl helt sikkert ville forekomme. Og det skulle vise sig at blive sandhed. Hvor meget held spillede ind, det må eftertiden vise.

Lige som nogle af corona-restriktionerne ikke giver logisk mening, så gør det heller ikke, at gælden ikke på et tidspunkt vender ubehageligt tilbage. 

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Til gengæld er der en anden slags håb, der har fulgt danskerne gennem hele kriseperioden. Det er nemlig HOPE-projektet på Aarhus Universitet og professorerne Michael Bang Petersen og Andreas Roepstorff, som dag for dag har registreret danskernes adfærd og holdninger under coronaen, vores tillid til regeringens krisehåndtering, vores bekymringer og vores lyst til fortsat loyalt at følge restriktionerne eller det modsatte og vores gradvise frigørelsestrang. De har taget pulsen på, om vi har følt os stressede eller ensomme. Hvad skulle vi have gjort uden dem?

Mens virologerne, sundhedseksperterne, sundhedsmyndighederne og økonomerne og medierne har holdt os overloadede med skiftevis positive eller nedslående meldinger om smittespredning, smitteopsporing, antal testede, antal indlagte og døde, vaccineplaner, udsigterne for erhvervslivet, eksplosionen i boligpriserne, risikoen for en konkursbølge og vanskelighederne for eksporten, så har HOPE-projektet holdt danskere under observation. Bogstaveligt talt. Fulgte vi restriktionerne, afstandskravene og mundbind-påbuddet? Sneg vi os til at mødes flere end tilladt? Følte vi vores demokratiske rettigheder trådt for nær?

Løbende har vi fået meldinger om vores sindstilstand via HOPE-projektet, og helt sikkert har man både i Statsministeriet og Sundhedsministeriet holdt øje med projektets målinger. De må have være guld værd i forhold til at styre kommunikationen i den rigtige retning og lægge trykket på den rigtige, retoriske iscenesættelse. Her er der nemlig stor hjælp at hente i projektet. Det har været en gave til indsamling af viden om den danske folkesjæl under en historisk krise og en alvorlig pandemi.

I COVID-19-pandemiens første bølge blev det udbredt at tale om, at ‘flade kurven ud’ med COVID-19-smitte, så hospitalerne ikke brød sammen og sundhedspersonalet blev overbelastet. Vi ser alle tegningen for os af den grønne og den røde kurve.

Nu taler vi om at ”købe os tid” for at holde de nye og mere smitsomme variationer under kontrol. Men det bedste redskab i værktøjskassen til at få folk til at holde restriktionerne ud lidt endnu, det er faktisk håb, er forskerne bag HOPE-projektet nået frem til. Det er det, der motiverer folk, at der er et lys for enden af tunnellen, som det ofte siges. Så med andre ord statsminister, så er der brug for den genåbningsplan, som kan give os håb om en god sommer, og om at coronaen rent faktisk kommer under fuld kontrol.

HOPE-Projektet fortjener andet og mere en et par brudstykke af indslag i medierne. Det er faktisk kolossalt spændende. Her kommer derfor nogle af de hovedresultater, som ligger i projektets seneste rapport:

Danmark er det land sammenlignet med andre lande,

1)    hvor der er størst opbakning til den førte corona-politik,

2)    hvor der er den største grad af tillid til regeringen,

3)    vi er blandt de lande, hvor færrest er bekymrede for deres demokratiske rettigheder, og

4)    hvor der er mindst opbakning til de offentlige protester mod regeringens corona-politik.

Et stort mindretal på 30 procent af befolkningen mener dog, at regeringens reaktion har været for vidtgående. Der er også et fald i oplevelsen af at have klare begrundelser for sundhedsmyndighedernes råd, ligesom der er faldende tillid til den politiske strategi bag rådene. Så ganske vist fylder ”Men in Black”- demonstrationerne ikke meget i antal deltagere, men der er en ikke ubetydelig tavs modstand derude.

Politikerne kæmper om både at ville tage sundhedsfaglige hensyn og lukke så meget op som muligt igen. Om både at vise handlekraft og sympati med børn og unge, de ældre, de små selvstændige, sundhedspersonalet, lærerne og pædagogerne. Men hvad taler de ikke om?

Regningen for coronaen. Prisen for den lange nedlukning. Selv om vi har nemt ved at låne penge med en stærk økonomi i ryggen, så er det stadig lånte penge, der skal betales tilbage. Det indgår slet ikke i de politiske diskussioner, hvad regningen rent faktisk lyder på. Det er lidt politisk ukorrekt at nævne det, for vi taler jo om at beskytte liv her. Og vi kan jo håbe sammen med Nationalbanken på en hurtig økonomisk genopretning. På at vi i 2023 med en økonomisk ketchupeffekt kan være tilbage der, hvor vi ville have været økonomisk uden coronaen.

Men det interessante er faktisk, at det danskerne ifølge HOPE-forskerne bekymrer sig allermest om lige nu, det er økonomien. Det er ikke længere sundhedssystemets evne til at håndtere coronaen. Det er ikke vores egen eller familiens sundhed og risiko for corona eller samfundets evne til at tage hånd om de svageste under pandemien. Det er økonomien. Det er de svimlende store tal, vi har haft gang i til at holde hånden under virksomheder og arbejdspladser, kulturliv og turistbranche med meget mere under pandemien og til at tage særlige initiativer overfor svage grupper og ensomme unge.

Til alle dem, der bekymrer sig om økonomien. Her kom der trøst i Nationalbankens udmelding om udsigterne for dansk økonomi i denne uge:

”Set i et internationalt perspektiv er gælden stadig lav. Kombineret med en lang historik for finanspolitisk disciplin bidrager det blandt andet til, at Danmark har den højest mulige kreditvurdering hos alle de store kreditvurderingsbureauer. Det giver lave renteomkostninger og et betydeligt finanspolitisk manøvrerum.

Lav aktivitet, nedlukning og understøttelse af økonomien i den første del af året giver et betydeligt underskud på den offentlige saldo i år. Samlet skønnes underskuddet at blive i omegnen af 95 milliarder kroner, svarende til fire procent af BNP. I 2022 og 2023 forbedres saldoen, i takt med at økonomien kommer ud af skyggen fra covid-19 og op i gear, og underskuddene ventes at udgøre omkring henholdsvis 1,3 procent og 0,9 procent af BNP.”

Sådan. Ro på. Men lige som nogle af corona-restriktionerne ikke giver logisk mening, så gør det heller ikke, at gælden ikke på et tidspunkt vender ubehageligt tilbage. Derfor vil det nok være klogt af politikerne snarest at begynde at italesætte, hvordan dansk økonomi skal genopbygges, og hvor pengene skal komme fra. Det bekymrer faktisk danskerne ganske meget.