Debat

Topøkonomer: Nej, coronagæld er ikke "gratis". Men Danmark er langt fra et kritisk niveau

KRONIK: Selvom der på nuværende tidspunkt er plads i de offentlige finanser til at håndtere store, kortvarige underskud, er det ikke omkostningsfrit, skriver Torben M. Andersen og Michael Svarer. Og hvis statsgælden bliver for stor, som i andre europæiske lande, og renterne stiger, kan det blive alvorligt.

Mette Frederiksen vil investere sig ud af coronakrisen. Men selvom prisen på statsgæld
efter corona er lav, er  den ikke gratis, skriver Michael Svarer og Torben M. Andersen.
Mette Frederiksen vil investere sig ud af coronakrisen. Men selvom prisen på statsgæld efter corona er lav, er  den ikke gratis, skriver Michael Svarer og Torben M. Andersen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da covid-19 pandemien spredte sig i verdenssamfundet i foråret 2020, var der bred enighed blandt økonomer om, at gældsfinansierede hjælpepakker og målrettet ekspansiv finanspolitik var velvalgte instrumenter til at bære økonomien gennem krisen så nådigt som muligt.

Det grundlæggende økonomiske ræsonnement var således, at den øgede gældsætning var en investering i, at den fremtidige økonomiske situation efter covid-19 ville være sundere, og dermed at de langsigtede økonomiske omkostninger vil være mindre.

De enkelte landes statskasser har bredere skuldre end både virksomheder og arbejdstagere, og den offentlige sektor kan låne til en lavere rente. De store økonomiske konsekvenser af coronakrisen kan endvidere spredes over mange år. Derfor giver en sådan politik rigtig god mening.

Lav rente på statsgæld
Offentlig gældsætning adskiller sig fra privat gæld ved, at gælden ikke skal afvikles på et bestemt tidspunkt, da den i princippet kan ”rulles” frem i det uendelige. Det er således muligt at holde gælden på et konstant niveau i forhold til BNP.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Det kræver imidlertid, at der hele tiden er et overskud i den primære drift, så man kan dække de løbende renteudgifter. Da den økonomiske politik i sin tid blev omlagt for at bringe gælden ned, var et af argumenterne, at det ville være muligt at bruge de sparede renteudgifter på andre formål.

En tydelig illustration af denne problematik ses blandt andet i Italien, der gennem mange år har haft et højt gældsniveau. Renteudgifterne på denne gæld har været større end de offentlige investeringer i uddannelse.

Den økonomiske politik kan ikke ukritisk tilrettelægges baseret på en forventning om, at renten fortsat vil være lav og lavere end vækstraten i økonomien.

Torben M. Andersen og Michael Svarer, Hhv. professorer, Aarhus Universitet og senior fellow, Kraka

Et argument i den aktuelle debat er, at renten på statsgælden er så lav – faktisk negativ – at dette traditionelle forrentningsargument ikke holder. Det er korrekt, at det aktuelt er muligt at låne til meget favorable vilkår, og det gør det nemmere på tværs af lande at føre en aktiv politik i forhold til coronakrisen. Og mere end det, de offentlige budgetter tynges ikke af stigende renter på den eksisterende gæld.

Massive opkøbsprogrammer
Men det er vigtigt at se nærmere på, hvorfor renten på statsobligationer er så lav. Dette er særlig påfaldende, da de færreste lande har fået gælden væsentligt reduceret siden finanskrisen – Danmark er en af undtagelserne.

Her godt ti måneder inde i covid-19-krisen er statsgælden vokset markant i de fleste lande, uden at det har ført til en gentagelse af statsgældskrisen fra årene efter finanskrisen. Her havnede nogle lande i en situation, hvor den kraftigt stigende rente på deres statsobligationer reelt betød, at yderligere gældsætning ikke var muligt.

Det medførte som bekendt, at Mario Draghis berømte udtalelse: ”.. the ECB is ready to do whatever it takes to preserve the euro. And believe me, it will be enough”, blev startskuddet til massive opkøbsprogrammer, og det har været helt afgørende for faldet i statsobligationsrenterne.  

Samme opkøbsstrategi fulgte ECB og andre centralbanker meget tidligt i forløbet, da covid-19 ramte. Således igangsatte ECB allerede 18. marts 2020 et stort opkøbsprogram, der straks fik renterne på især sydeuropæiske landes statsobligationer til at falde brat.

Det oprindelige opkøbsprogram fra marts er siden blevet øget yderligere. Mens der under finanskrisen kom store stigninger på statsobligationsrenterne for lande med høj gæld og dyb økonomisk krise, så har det ikke været tilfældet under coronakrisen.

Det har stor betydning, at en statsgældskrise har kunnet undgås oven i alle de andre økonomiske problemer, der er skabt på grund af coronakrisen. Men det understreger også, at den aktuelle situation er særlig, og der vil nødvendigvis komme en tilpasning på et tidspunkt. Opkøbsprogrammerne kan ikke fortsætte i det uendelige.

Pres på renteniveauet
Danmark er i en særlig situation. Økonomien var i en god situation inden coronakrisen, de offentlige finanser er sunde, vi har en lav statsgæld, og kreditværdigheden er høj. Det har bevirket, at det danske rentespænd (forskellen i renten på danske statsobligationer til for eksempel tyske statsobligationer) er lavt og for alle praktiske formål nul.

Det afspejler en stor tillid til den danske fastkurspolitik, og dermed mere generelt den økonomiske politik i Danmark. Koblet med det generelt lave renteniveau har den danske stat kunnet låne et trecifret milliardbeløb til en meget lav rente. Faktisk er renten på den optagede gæld meget tæt på 0, og den umiddelbare rentebyrde af gælden er derfor tilsvarende lav.

For at vurdere udviklingen i gælden over tid, er det afgørende at se gælden i forhold til BNP. Derfor er gældsdynamikken bestemt af forskellen mellem renten og vækstraten i økonomien.

Aktuelt er renten på statsgælden klart lavere end vækstraten, og i den situation kan gælden løbende refinansieres med ny gæld, uden at gælden stiger som andel af BNP. Dette kunne lede til den konklusion, at det med det aktuelle meget lave renteniveau nærmest er ”gratis” for staten at gældsfinansiere udgifter.

Det er en dog en forhastet konklusion. Den økonomiske politik kan ikke ukritisk tilrettelægges baseret på en forventning om, at renten fortsat vil være lav og lavere end vækstraten i økonomien. På globalt plan er der store budgetunderskud og gældsakkumulering, og derfor er der et underliggende opadgående pres på renteniveauet.

Hvornår og om det materialiserer sig er usikkert, men på lidt længere sigt er konsensusforventningerne, at renten bliver højere end det aktuelle niveau. Hvis man akkumulerer en høj gæld baseret på en forventning om et permanent lavt renteniveau, bringer man sig i en meget sårbar position.

Farligt for lande med høj gæld
Endvidere afhænger renteniveauet af gælden. Det var tydeligt under finanskrisen, hvor en række sydeuropæiske lande med høj statsgæld blev fanget i en gældsfælde med stigende renter. I den aktuelle situation er det også tydeligt, at en række lande med høj gæld befinder sig på en knivsæg.

De er ramt af en alvorlig økonomisk krise på grund af coronasituationen, og de offentlige finanser holdes ”flydende” af den lave rente på gælden. Men selv beskedne stigninger i renten vil hurtigt kunne ændre situationen, og en statsgældskrise oven i de økonomiske og sundhedsmæssig udfordringer vil blive meget alvorlig.

Frihedsgraderne i den økonomiske politik afhænger af at have styr på de offentlige finanser i gode tider, så der er plads til at håndtere krisesituationer. Danmark er et godt eksempel på dette.

I Danmarks tilfælde er der det ekstra aspekt, at den faste valutakurs forudsætter tillid og troværdighed til den økonomiske politik i Danmark. Hvor grænserne går for at udfordre denne tillid, er svært at fastlægge præcist, men ved stærk stigende gæld, vil den kunne blive udfordret.

Der er svært at give noget præcist svar på, hvornår statsgælden når et alarmerende niveau. For Danmarks vedkommende havde vi inden covid-19 et godt udgangspunkt til at håndtere situationen med stigende gæld.

I kraft af en konsolideringspolitik var den offentlige gæld bragt ned på cirka 33 procent af bruttonationalproduktet ved udgangen af 2019 – og lavere endnu, hvis man tager hensyn til, at det offentlige også har rentebærende aktiver.

Før finanskrisen var det gennemsnitlige gældsniveau i EU næsten 80 procent af BNP, selvom et centralt element i Euro-samarbejdet er en gældsgrænse på 60 procent af BNP. Danmark vil derfor, trods de store konsekvenser af coronakrisen for de offentlige finanser, fortsat være et af de EU-lande, der har den laveste statsgæld.

Der er plads i de offentlige finanser
Et af argumenterne for at konsolidere de offentlige finanser har netop været at sikre en stødpude til sikring af handlemuligheder, hvis en krisesituation skulle opstå. Vi står nu i den situation, og derfor har der været mulighed for at lancere blandt andet udgiftskrævende hjælpepakker.

Det vil fortsat være muligt at finansiere de relevante hjælpepakker resten af vinteren og foråret, uden at det kan forventes at udgøre nogen risiko for stigende renter eller mistillid fra de finansielle markeder i forhold til, om Danmark er i stand til at tilbagebetale gælden. Der er således meget langt til kritiske gældsniveauer, givet at dansk økonomi fastholder den sunde grundform i den offentlige økonomi.

Selvom der er plads i de offentlige finanser til at håndtere store, kortvarige underskud, er det ikke ensbetydende med, at anvendelse af offentlige midler er omkostningsfri. Midlerne kunne anvendes på andre formål, og det bør altid vurderes, om det er bedre at anvende ressourcerne på noget andet eller gældsnedbringelse.

Mindre brug af offentlige ressourcer i dag øger muligheden for et større ressourcetræk i fremtiden, og det bidrager således også til at have et stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise.

En lavere offentlig gæld gør som nævnt dansk økonomi mindre sårbar over for rentestigninger. Det kan være hensigtsmæssigt i en situation, hvor den demografiske udvikling i Danmark de mange kommende år vil betyde et betydeligt pres på de offentlige udgifter, og hvor yderligere gældsætning må forventes. 

Omtalte personer

Michael Svarer

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, fhv. formand/overvismand, De Økonomiske Råd
cand.oecon (Aarhus Uni. 1997), ph.d. i nationaløkonomi (Aarhus Uni. 2000)

Torben M. Andersen

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, formand, ATP
m.Sc. (London School of Economics 1981), lic.oecon. (Aarhus Uni. 1984), ph.d. (CORE, Belgien, 1986)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion