Debat

Forsker: Frygt for statsgæld hører fortiden til

KRONIK: Det er afgørende, at vi i denne unikke økonomisk krise med stigende statsgæld styrer vores økonomiske politik efter de virkelige begrænsninger. Vi må ikke komme til at bokse med spøgelser som efter finanskrisen, skriver Asker Voldsgaard.

Når Mette Frederiksen svarer, at Danmark kan investere sig ud af krisen, er det tegn på, at man har lært af den forrige krise, skriver Asker Voldsgaard.
Når Mette Frederiksen svarer, at Danmark kan investere sig ud af krisen, er det tegn på, at man har lært af den forrige krise, skriver Asker Voldsgaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den store udstedelse af statsgæld i forbindelse med støtten til virksomheder og husholdninger i den danske samfundsøkonomi har givet anledning til stor bekymring, om den nye statsgæld udgør en ’regning’ for danskerne.

Det er en grundlæggende husholdningsøkonomisk tankegang, at et underskud i nutiden udgør en regning for eftertiden, som skal modsvares af fremtidige overskud. Efter finanskrisen blev danske politikere hvirvlet ind i en forståelse af, at underskuddene, som krisen krævede, udgjorde en ’regning’ og fik derfor slet ikke stimuleret økonomien nok.

Statsminister Mette Frederiksen vakte forleden opsigt ved klogelig at undsige præmissen, da journalisten spurgte: ”Der bliver en regning at betale, efter pandemien er overstået. Men hvor skal pengene komme fra?”

Statsministeren svarede, at ”det er en lidt gammeldags og måske lidt en traditionel borgerlig måde at se det på. Jeg mener, at vi i Danmark har mulighed for at investere os ud af krisen”. Det vakte rettelig opsigt, fordi det var et klart brud med den krisefortolkning og økonomiske strategi, som blev anvendt efter finanskrisen af både VK- og SRSF-regeringerne.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Enhver krise skal fortolkes
Alle kriser skal fortolkes, før politikere kan afbøde krisen. Når der er skabt en fælles forståelse for krisens natur, afhænger den anbefalede krisepolitik af, hvilke økonomiske idéer og teorier der er dominerende på det pågældende tidspunkt. Når denne erkendelsesproces går godt, lykkes det politikerne hurtigt at genoprette en sund og produktiv økonomi med høj beskæftigelse.

Efter finanskrisen gik det dog helt galt i Danmark. Bruttonationalproduktet nåede først tilbage til sit 2007-niveau i år 2014. AKU-beskæftigelsen først i 2019. Sverige var allerede tilbage til før-kriseniveau i BNP i 2010. Australien undgik helt recession ved at føre resolut ekspansiv finanspolitik.

Hvis vi anlægger en due-fortolkning af krisen, er der derfor risiko for at komme til at hive i bremsen for tidligt af frygt for stigende renter og faldende vækst – præcis som vi så efter finanskrisen.

Asker Voldsgaard
Ph.d.-studerende ved University College London, Institute for Innovation and Public Purpose

Professor Jørgen Goul Andersen har analyseret, hvordan krisefortolkningen styrede politikken. Først var der en periode, hvor man opportunt mente, at krisen udelukkende kom udefra og ramte de danske kyster. Finansminister Claus Hjort Frederiksen havde dog en spareplan i skuffen og fik ifølge Jyllands Postens journalistiske afdækning ”med et vredt opkald” EU-kommissionen til at anbefale Danmark at stramme finanspolitikken.

I 2009-2010 ændredes krisefortællingen fra en ekstern krise til en intern krise på grund af stigende statsgæld, finanspolitiske underskud og problemer med konkurrencedygtigheden. ”Regningen skal betales”, lød det i rapporten fra Det Økonomiske Råd (DØR) i efteråret 2009. Sloganet for VK-regeringens Genopretningspakke fra 2010 genbrugte metaforen: ’Danmark ud af krisen - regningen betalt’.

Vi har lært af forrige krise
Få partier eller økonomer syntes at have en interesse i at tage analytisk udgangspunkt i boligboblen, som der havde været tværpolitisk opbakning til at blæse op med kredit – og som økonomerne ikke havde set komme. De forgældede danskere forsøgte at spare op og afbetale gæld, hvilket trak penge ud af privatforbrug og dermed erhvervslivets grundlag for at investere.

Dette var læren fra Japans håndtering af sin historiske gældsboble i 90’erne – opsparingsbehovet krævede store statslige underskud for at afbøde den private gældsboble. Med henvisninger til renten på sydeuropæernes statsgæld fik politikere og økonomer i stedet indprentet en krisementalitet i danskerne, der gjorde dem modtagelige for ønskede reformer, men også mere påpasselige med at gøre, hvad økonomien havde brug for: bruge penge.

På trods af intentionerne, steg statsgælden markant frem til 2013. Goul Andersen beskriver, at ”reaktionen (på krisen) kan næsten forekomme fatalistisk: Man venter på, at noget vil vise sig”. Vi fik først opsving, da udlandets eksportordrer fra 2013 begyndte at øge efterspørgslen efter arbejdskraft, hvorefter privatforbruget og private investeringer fik ny luft under vingerne. Væksten smittede af på statens finanser, men gælden har indtil i år alligevel ligget over 2012-niveauet.

Når statsministeren siger, at forsøg på at betale en ’regning’ er ”gammeldags”, så er det et tegn på, at man har taget ved lære af fejlhåndteringen af den forrige krise. Vi står nu i en ny krise, som skal fortolkes gennem offentlig debat.

Læs også

Professor Emeritus Ove Kaj Pedersen kaldte det i foråret for ’politikkens øjeblik’: ”Det er nu, vi kan definere det politiske handlingsrum for fremtiden”. Der er i øjeblikket tre fortællinger om vores handlingsrum, som kæmper om at forme eftertiden.

De tre syn på finanspolitik
Der findes grundlæggende tre syn på finanspolitikken: Høgene, duerne og uglerne. Finanspolitiske høge vil konstant stramme de offentlige finanser for at opnå balance mellem skatter og udgifter – eller gerne et overskud.

Finanspolitiske duer mener, at midlertidige underskud er acceptable og kan være velbegrundede. Man bør dog tilstræbe at have balance samlet set over en årrække – og dermed overskud i gode tider.

De finanspolitiske ugler mener derimod, at man altid skal indrette finanspolitikken efter, hvad økonomien har behov for med henblik på at fastholde værdiskabelse og beskæftigelse og undgå inflation.

Eftersom husholdninger og virksomheder ofte ønsker at spare op selv i gode tider, mener uglerne, at der ikke er nogen grund i sig selv til at have balanceret budget over en årrække eller lignende budgetregler. Man skal derimod tænke funktionelt og benytte statens budget til at balancere økonomien i stedet for at benytte økonomien til at balancere budgettet.

I Danmark fluktuerer finanspolitikken mellem at tænke som en høg og som en due. Vægten skifter fra tid til anden, men høge-mentaliteten blev dybt institutionaliseret som et vilkår i dansk politik efter finanskrisen gennem politikernes selvpåførte krav i budgetloven om ”balance eller overskud på de samlede offentlige finanser”.

Statsministerens budskab om at investere sig ud af krisen udgør dog et pendulsving i retning af enten duerne eller uglerne. Den aktuelle offentlige debat drejer sig nu om, hvor bekymrende den i udgangspunktet nødvendige opbygning af statsgæld er for samfundsøkonomien. Altså, om vi er duer eller ugler.

Risiko for at bremse for tidligt
Størstedelen af de danske universitetsøkonomer tilhører due-kategorien, og de har overordnet set bevæget sig mod et lempeligere syn på finanspolitikken end efter finanskrisen. Deres begrundelser er, at renten for tiden er lav og statsfinanserne forventes i overskud efter år 2040.

Duerne kan virke modige og selvsikre, når de meddeler, at forøgelsen af statsgælden er i orden. Men duer har det med let at blive skræmte, hvilket kan føre til politik-fejl, som vi så efter finanskrisen. Dengang som nu, er det renten, der spøger.

Renten blev forleden beskrevet i Berlingske som ’den store joker’, hvilket afspejler at fagøkonomer og finansfolk har fejlvurderet rentens udvikling i to årtier. Det er rent udsagt ikke en del af økonomien, som der er god forståelse for.

Som professor Michael Svarer udtalte i den anledning: ”Pengene skal betales tilbage, og tingene kan ændre sig med den meget lave rente”. Som et ekko af en høg, har formanden for DØR også luftet teorien om, at statsgælden får negative effekter for væksten ved at ”fortrænge” private investeringer, hvis ikke der investeres ’fornuftigt’ af det offentlige.

Hvis vi anlægger en due-fortolkning af krisen, er der derfor risiko for at komme til at hive i bremsen for tidligt af frygt for stigende renter og faldende vækst – præcis som vi så efter finanskrisen.

Splittelse mellem duerne og uglerne
Hvor duerne ser de lave renter som en kærkommen midlertidig omstændighed, tager en finanspolitisk ugle udgangspunkt i, at stater med gæld i egen valuta selv bestemmer deres rente, hvis de ønsker det. Ved hjælp af centralbankers kvantitative lempelser har de fleste toneangivende stater nemt presset statsrenterne ned gennem opkøb af statsgæld.

I Japan har man siden 2016 gjort det mere simpelt ved at indføre ’rentekurvekontrol’. Man bestemmer simpelthen bare, hvilket renteniveau der bedst passer til økonomiens behov og implementerer den. Selvom japanerne har udstedt over 200 procent gæld i forhold til BNP, har de udsigt til at have overskud på gælden om få år.

Her fremstår den teoretiske splittelse mellem duerne og uglerne. Mens uglerne ser renten som et grundlæggende politisk fænomen, ser duerne renten som et grundlæggende økonomisk fænomen, der styres af udbud og efterspørgsel efter opsparede midler.

Tænk som en ugle
Professorerne Michael Svarer og Torben M. Andersen nævner eksemplarisk, at ”på globalt plan er der store budgetunderskud og gældsakkumulering, og derfor er der et underliggende opadgående pres på renteniveauet.” Selvom det er tydeligt, at centralbankerne er i fuld kontrol over renteniveauet, indvender Svarer og Andersen, at ”der vil nødvendigvis komme en tilpasning på et tidspunkt. Opkøbsprogrammerne kan ikke fortsætte i det uendelige.”

For en ugle, er dette mere en politisk end en økonomisk betragtning. Den finansielle virkelighed viser, at centralbankerne i udviklede lande politisk kan sætte nøjagtigt den rente, man ønsker. Svarer og Andersens argument om, at ”renteniveauet afhænger af gælden” med henvisning til gældskrisen i sydeuropæiske eurolande forekommer for ugler som en tvivlsom sammenligning, eftersom eurolande ikke har egen valuta og Den Europæiske Centralbank (ECB) siden har sikret Grækenland, Italien, Spanien og Portugal statsrenter mellem nul og en procent.

I Danmark har vi gennem vores fastkurspolitik dog udliciteret dette politiske valg til ECB. I den henseende er det dog en ambivalent trøst, at eurozonen fungerer så undervældende makroøkonomisk set, at ECB vil få politisk svært ved at hæve renterne i den overskuelige fremtid.

Hvis ECB skulle ombestemme sig, kan vi altid lade vores valuta flyde som de fleste andre udviklede økonomier. Vi kan derfor kvalificere Ove Kaj Pedersens diktum: Vi står i ’finanspolitikkens øjeblik’.

Hvis danske politikere tænker som finanspolitiske ugler, øges det økonomiske mulighedsrum for at skabe privat velstand og hurtigere grøn omstilling. De uhyggelige lejrbålshistorier om de internationale finansmarkeder vil være et ekko fra en fortid, hvor man ikke vidste bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Goul Andersen

Professor, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, forfatter
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977)

Michael Svarer

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, fhv. formand/overvismand, De Økonomiske Råd
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1997), ph.d. i nationaløkonomi (Aarhus Uni. 2000)

Ove Kaj Pedersen

Professor emeritus, CBS
Maitrise (Paris, 1974), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1978), dr.phil. (CBS 2015)

0:000:00