Kommentar af 
Søren Hove Ravn

Søren Hove: De lave renter har kureret økonomerne for statsgældsfobi

KOMMENTAR: Den ændrede debat om statsgæld skyldes først og fremmest én ting: De meget lave renter i Danmark og en række andre lande, skriver Søren Hove Ravn.

Det vil være en skam, hvis vi formøbler muligheden for, at fremtidige finansministre kan imødegå fremtidige kriser ved at gå ind i kriserne med lav gæld, skriver Søren Hove Ravn.
Det vil være en skam, hvis vi formøbler muligheden for, at fremtidige finansministre kan imødegå fremtidige kriser ved at gå ind i kriserne med lav gæld, skriver Søren Hove Ravn.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Søren Hove Ravn
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsminister Mette Frederiksen (S) tiltrak sig den samlede danske økonomstands opmærksomhed for nyligt.

På et spørgsmål fra en journalist om, hvordan statens gæld fra coronakrisen skal betales tilbage, gav hun det uventede svar, at spørgsmålet var udtryk for en gammeldags måde at anskue verden på.

Dermed gik statsministeren ind i en aktuel debat om statsgæld, som både herhjemme og i udlandet har optaget økonomer, politikere og kommentatorer. Men har statsministeren ret, og hvad er det i givet fald, som har ændret sig og gjort tankegangen forældet?

Lad det være sagt med det samme: Danmark har råd til den stigning i statens gæld, som coronakrisen og de medfølgende hjælpepakker har ført til.

Fakta
Søren Hove Ravn (født 1984) er ph.d. og lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ifølge Finansministeriet er statens gæld foreløbigt steget fra 33 procent af bruttonationalproduktet (BNP) før krisens start til nu 43 procent af BNP.

Det skal ses i sammenhæng med, at Danmark og eurolandene har forpligtet sig til at holde landenes statsgæld under 60 procent af BNP – en grænse, som adskillige lande dog for længst har overskredet.

Hvis noget har ændret sig, så er det til gengæld, at Danmark og andre vestlige lande siden finanskrisen har befundet sig i en verden med meget lave renter

Søren Hove Ravn

Med andre ord er Danmarks gæld steget fra meget lav til lav. Det er samtidig værd at huske, at modsat husholdninger har staten ikke en begrænset tidshorisont.

Staten kan i princippet "rulle gælden videre", det vil sige tilbagebetale gamle lån ved at optage nye. Der er derfor ingen grund til at gå i panik over den hidtidige stigning i gælden.

I økonomiske analyser af statsgæld er det relevante mål ikke gældens størrelse i kroner og øre, men derimod som nævnt forholdet mellem statens gæld og landets BNP.

Det er simpel matematik, at der er to måder at nedbringe denne brøk på: Enten ved at reducere tælleren, det vil sige afdrage på gælden, eller ved at øge nævneren, altså at få BNP til at stige.

Når tilhængere af økonomisk sparepolitik, såkaldt austerity, advokerer for en stramning af de offentlige budgetter, så dækker det over en opfattelse af, at den medfølgende reduktion af gælden vil være kraftigere end de negative følgevirkninger på BNP.

Når statsministeren taler om, at Danmark i stedet skal investere sig ud af krisen, så afspejler det et håb om, at offentlige investeringer kan føre til en større vækst i BNP end den stigning i gælden, som er nødvendig for at finansiere dem.

Meget kan siges om begge synspunkter, men ingen af dem er i sig selv udtryk for nogen ny indsigt – denne debat er gammel og velkendt.

Hvis noget har ændret sig, så er det til gengæld, at Danmark og andre vestlige lande siden finanskrisen har befundet sig i en verden med meget lave renter.

Om statsministeren har haft dette i baghovedet, da hun gav sit svar, skal her være usagt. Men de lave renter påvirker debatten om statsgæld af to årsager.

For det første er der en direkte "bogholdereffekt": Når renten på statens gæld er lav, kan staten ganske simpelt oppebære et højere gældsniveau, uden at renteudgifterne hertil løber løbsk.

På dette punkt adskiller staten sig ikke fra en husholdning. Hvis renten ligefrem er lavere end vækstraten i BNP, så er det muligt at bevare et stabilt forhold mellem gælden og BNP uden at stramme finanspolitikken.

For Danmarks vedkommende har staten udstedt statsobligationer med en negativ rente, mens andre lande må nøjes med positive, men dog lave renter.

Det er værd at huske, at EU's 60 procentsgrænse er fastsat for 30 år siden i en tid, hvor mange lande lånte til tocifrede renter. Hvis denne grænse skulle "oversættes" til det aktuelle renteniveau, så ville den utvivlsomt være betydeligt højere.

Læs også

For det andet udgør de lave renter en stor udfordring for centralbankernes pengepolitik og dennes rolle som det primære stabiliseringspolitiske redskab.

Der er bred enighed blandt økonomer om, at den såkaldte "naturlige" eller konjunkturneutrale rente er faldet markant gennem de seneste tre årtier.

Det betyder, at centralbankerne har begrænsede muligheder for at stimulere økonomien gennem rentenedsættelser, inden de løber panden mod rentens nedre mur.

I stedet har centralbankerne i kølvandet på både finanskrisen og coronakrisen tyet til såkaldt kvantitative lempelser af pengepolitikken i form af storstilede opkøb af værdipapirer. Hvorvidt disse opkøb er lige så virkningsfulde som traditionelle rentenedsættelser, er dog stadig omstridt i økonomkredse.

Det seneste årti har et utal af økonomer, politikere og centralbankchefer derfor argumenteret for, at pengepolitikken risikerede at løbe tør for ammunition, når den næste krise kom, og at finanspolitikken derfor måtte på banen.

På den måde har de lave renter derfor gødet jorden for en mere ekspansiv finanspolitisk respons under coronakrisen, end vi så efter finanskrisen i 2008, med en højere statsgæld som en naturlig sideeffekt.

Det åbenlyse spørgsmål er derfor, om renten kan forventes at forblive på sit nuværende, lave niveau i mange år fremover.

Det er nyttigt at betragte renten som prisen på kredit: Som andre priser stiger den, når der er høj efterspørgsel, det vil sige, når mange ønsker at låne, og den falder, når udbuddet stiger, altså når mange ønsker at spare op.

Isoleret set må man derfor forvente, at den kraftige stigning i staternes låntagning under coronakrisen vil presse renterne opad, som flere debattører har påpeget.

Men for det første er sammenhængen mellem et lands statsgæld og renten herpå yderst kompleks og svær at sætte på formel, fordi psykologiske faktorer som tillid spiller en stor rolle.

For det andet stiger renterne kun, hvis det opadgående pres fra højere gæld er stærkere end de underliggende faktorer, som gennem årtier har trukket i den modsatte retning.

Den vigtigste af disse faktorer er den stigning i levetiden, som de vestlige lande længe har nydt godt af. Højere levetid øger behovet for at spare op til en lang alderdom, især fordi tilbagetrækningsalderen i langt de fleste lande ikke er fulgt med op.

Dermed stiger udbuddet af kredit, hvilket presser renten ned. Flere analyser tyder på, at dette demografiske pres på renten langt fra er et overstået kapitel, hvilket kan betyde lave renter, så langt øjet rækker.

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men kigger man på de finansielle markeder, som beskæftiger sig professionelt med netop denne disciplin, så er der heller ikke tegn på eller udbredte forventninger om, at renterne vil stige til niveauer, som tidligere blev betragtet som normale.

Bundlinjen er således, at i en verden med lave renter behøver højere statsgæld ikke i sig selv at være et problem.

Men der er vigtige forbehold. Det vil være særdeles ufornuftigt at lade gælden stige til et niveau, som kun er holdbart, så længe renterne er så lave som i øjeblikket, da den fremtidige renteudvikling som nævnt er omgærdet med stor usikkerhed.

Det er desuden vigtigt at fastholde rammerne om finanspolitikken i Danmark i form af blandt andet løbende holdbarhedsanalyser og mellemfristede finanspolitiske planer.

Endelig bør finanspolitikken være symmetrisk, så man undgår en situation, hvor gælden som i visse andre lande stiger til et nyt niveau, hver gang et økonomisk tilbageslag rammer, uden nogensinde at blive bragt ned igen.

Når finansminister Nicolai Wammen (S) igen og igen har kunnet sige, at staten vil gøre, hvad der skal til for at bekæmpe coronakrisen, så skyldes det netop, at Danmark – modsat en række andre EU-lande – gik ind i krisen med en lav gæld.

Det vil være en skam, hvis vi formøbler muligheden for, at fremtidige finansministre kan imødegå fremtidige kriser på samme måde.

-----

Søren Hove Ravn (født 1984) er ph.d. og lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Hove Ravn

Lektor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
ph.d. i økonomi (Københavns Uni. 2013), cand.polit. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00