Michael B. Klitgaard: De klassiske argumenter mod arveafgiften mangler substans

KOMMENTAR: Der er ikke megen reel substans i de klassiske argumenter mod arveafgiften, som ikke desto mindre er politisk effektive kampagnemidler, skriver professor Michael B. Klitgaard.

Der findes ikke mange emner, der kan pirre nysgerrigheden ligeså intenst som død, sex og penge.

Den verserende strid om arveafgiften kombinerer to af emnerne – død og penge – og danner tilsammen en hidsig politisk cocktail.

Det får følelserne frem. Men hvorfor er det sådan, at når vi slutter op om synspunktet, at den offentlige sektor skal levere service så smidigt og effektivt som muligt, så tilsidesættes denne tænkning, når det gælder arveskatterne? Og hvor faste i kødet er vi på vores synspunkter om skat på arv? Kan de påvirkes af faktuel viden?

Også i andre lande er arveskatten til debat. Velorganiserede særinteresser har skubbet emnet på den politiske dagsorden, og nationale regeringer har over en bred kam sænket skatten. Den gennemsnitlige marginalskat på arv i 15 OECD-lande er således faldet fra 42 procent i 1980 til 32 procent i 2016. Sætter vi skatten til nul i de lande, som helt har afviklet den i perioden, kommer vi ned på 24 procent.

Arveskatterne har traditionelt været blandt de mest progressive. Hovedparten af indtægterne kommer således fra de højeste indkomstgrupper. Faldende skat på arv er derfor blevet et stærkt symbol på, at selvom den økonomiske ulighed stiger, så svækkes samtidig et af de instrumenter, som kan bidrage til at holde uligheden i ave.

De føromtalte velorganiserede særinteresser har formået at få politikerne til at interessere sig for emnet ved at appellere til de følelser, som aktiveres, når spørgsmålet om skat på arv kommer op.

En af de gennemgående strategier er at omdøbe skatten til 'dødsskatten', som den også har været omtalt herhjemme. Dermed insinueres, at selv ikke når vi er afgået ved døden, slipper vi fri af skattepligten. Kan staten næsten blive koldere?

En anden argumentation er at omtale skatten som dobbeltbeskatning. De penge og værdier, vi arver, er der jo betalt skat af én gang, så hvorfor skal der betales igen?

For det tredje argumenteres skatten at gå ud over små familieejede virksomheder, som hver især skaber en god håndfuld arbejdspladser. Man ser det for sig: Under arveskattens åg må de efterladte lukke og slukke, når mester har lagt Kansas-bukserne for sidste gang.

Ingen af argumenterne holder for en nærmere prøvelse. Arveskatten er ikke en skat på afdøde, men en skat på den personlige indtægt, arv er for den, som arver. Forældre og børn betaler ikke skat for hinanden. Hvis man har personlig indtægt i form af arv, hvorfor skal den så ikke beskattes på linje med anden indtægt?

Altså er der heller ikke tale om dobbeltbeskatning. Vi kalder det heller ikke dobbeltbeskatning, når den lille håndværksmester betaler indkomstskat. Indkomsten er jo ellers opnået ved, at lønmodtagerne har betalt mesteren for tjenester og ydelser med allerede beskattede lønninger.

Endelig opererer de fleste lande med nogle solide bundgrænser for deres arveskatter, hvilket betyder, at skatten primært falder på de øverste indkomster. Argumentet om den lille, familieejede virksomhed har været fremført med fuld kraft i USA i de snart 20 år, arveskatten har været en politisk fodbold på de kanter. Men det er ikke lykkedes skattens modstandere at frembringe et eneste eksempel på virksomheder, som er lukket på grund af skatten. Og det tror da pokker. I USA er bundgrænsen på 5,5 millioner og 11 millioner dollars for et ægtepar. Nok er den marginale arveskat på 40 procent, men den effektive skat på 11.000.001 dollars er 40 cent. Bundgrænserne varierer, og i Danmark er den noget lavere med godt 280.000 kroner. Ægtefæller er dog helt undtaget afgift.

Altså er der ikke megen reel substans i de klassiske argumenter mod arveafgiften, som ikke desto mindre er politisk effektive kampagnemidler. Argumenterne er effektive, fordi de primært appellerer til nogle følelser, som får os til at tilsidesætte den effektivitetsbetragtning, vi gerne anlægger i andre spørgsmål om den offentlige sektors indretning. Hvis vi lægger til grund, at staten har behov for indtægter, hvor skal vi så finde dem, hvis ikke vi vil beskatte arv?

En hovedskattekilde er beskatning af folks indkomster. Men når vi ved, at beskatning af arv ikke nævneværdigt hæmmer incitamenterne til arbejde, hvorfor så ikke øge arbejdsudbuddet ved at sænke skatterne på arbejde mod til gengæld at hæve dem på arv? Det bør vi ifølge de økonomiske vismænd netop gøre. I et samfundsøkonomisk perspektiv er hovedproblemet med arveskatten i Danmark, at den er for lav, og vismændene anbefalede i foråret at rulle den særligt lave arveafgift på familieejede virksomheder tilbage.

Men politik besluttes ikke udelukkende på baggrund af effektivitetshensyn og faktuel økonomisk viden. Ideologi, moral og følelser er også væsentlige faktorer i ligningen. Og ikke mindst når det gælder skat på arv. Men hvad sker der med folks synspunkter, når de oplyses om de faktiske forhold, som gælder for arveskatten? Mens de fleste har en nogenlunde oplyst holdning til indkomstskatten, så skal vi ikke synderligt langt ind i junglen af skatter førend holdninger, i det omfang de findes, er vage, usikre og præget af uvidenhed.

Et amerikansk forskerhold fandt i tråd hermed, at når det gælder de skatter, som primært rammer de øverste indtægtsgrupper, såsom kapitalskatter og arveskat, så har de fleste mennesker faktisk ikke nogen stærk holdning til, om den marginale skattesats skal være den ene eller anden, eller om gældende skattesatser skal sænkes eller hæves.

Det viser sig imidlertid, at når folk fodres med information om netop arveskatten – herunder at næsten ingen amerikanere betaler den på grund af bundgrænsen på 5.5/11 millioner dollars – så afsætter det sig som vedvarende opbakning til, at den bør hæves.

Politiske beslutninger indeholder altid moralske og ideologiske komponenter, og arveskatten er grundlæggende et politisk instrument, der som alle skal indrettes i en afvejning af befolkningens holdninger, politiske mål, fairness-betragtninger og hensynet til samfundsøkonomien.

Resultatet af den afvejning tilsiger ikke, at arveskatten skal hæves til konfiskatoriske niveauer. Men heller ikke, at arveskatten skal udfases.

Forrige artikel Nikolaj Saadat: Socialministeriet er blevet en parentes i velfærdsstaten Nikolaj Saadat: Socialministeriet er blevet en parentes i velfærdsstaten Næste artikel Johanne Dalgaard: Centrum-venstre har tidsånden imod sig Johanne Dalgaard: Centrum-venstre har tidsånden imod sig
Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromisset for at undgå britiske tilstande.