Miljøorganisation: Kynisme truer tiltag mod plastikforurening

Af Berit Asmussen og Lisbeth Engbo
hhv. vicedirektør og kommunikationschef i Plastic Change

Vi ser det på strande på Bali, på Hawaii og på den danske vesterhavskyst. Det bliver fundet i drikkevand, fisk, honning, og det flyder i gader og grøfter.

Der er ingen tvivl om, at plastik er blevet et af vor tids store problemer. I modsætning til problemerne med klimaforandringer er det her en meget synlig udfordring og derfor er der næppe mange, der er uenige i, at vi bliver nødt til at gøre noget ved problemet. Og det i en fart, inden vi drukner i plastik.

Bekymring bliver mødt med hån
Desværre stopper enigheden, når det kommer til, hvad vi skal gøre ved problemet. I Plastic Change får vi mange henvendelser fra bekymrede folk, der spørger: ”Hvad kan vi selv gøre?”

Men når vi anviser, hvordan de i det daglige kan reducere forbruget af plastik ved eksempelvis at droppe plastiksugerør, undgå plejeprodukter med mikroplast eller strikke karklude af økobomuld, bliver det ofte mødt med hånlige kommentarer fra erhvervsfolk, politikere og medier.

”Problemet er langt større end karklude”, ”Det er bildæk, der er den store synder, alt andet er bagateller”, ”Plast i plejeprodukter er et mikroskopisk problem” eller ”Det er langt større initiativer, der skal til”. Kommentarer som disse kan let tage pippet fra dem, der gerne vil gøre en forskel og som kan overskue de små initiativer, men som ikke magter at gå i lag med erhvervslivet og politikere for at ændre lovgivning og produktion.

Plastik er et fantastisk materiale, der potentielt har en langt højere genanvendelsesgrad og værdi end det, der kendetegner plastiks livscyklus i dag.

Resultatet kan meget vel blive, at almindelige mennesker trækker på skuldrene og fortsætter deres plastikforbrug som de altid har gjort, når de, der burde have forstand på det, alligevel ikke kan blive enige.

Mange bække små
Vi er enige i, at der er rigtig mange kilder til mikroplastik i havet. Man kan tale dem alle sammen ned til ingenting i den store sammenhæng. Men man skal jo begynde et sted. Og de mennesker, der den ene dag dropper plastiksugerør og skrubbecremer med mikroplastik eller begynder at strikke karklude, kan meget vel blive dem, der den næste dag stiller krav til politikerne om at lave en handlingsplan, der fremover kan sikre et bæredygtigt forbrug af plastik.

Eller som med deres forbrugsmønster tvinger industrien til at tænke i nyt design og nye produkter, der reducerer plastikspild og fremmer genanvendelse og genbrug.

Samtidig med at bekymrede og ansvarlige forbrugere agerer i deres dagligliv, må vi sætte turbo på de strukturelle forandringer, der skal til for at knække den stejle, stigende kurve over plastikspild til miljøet.

FN kalder plastikforureningen ”a common concern for humankind” og opfordrer til, at forsigtighedsprincippet aktiveres med konkret og hurtig indsats mod plastikforurening, også selvom vi ikke har den tilstrækkelige viden om kilderne, spredningen og effekterne endnu.

Der er brug for, at alle beslutningstagere, industri, erhverv, forskere, og formidlere, bakker op om de gode strikkende borgeres indsats for at mindske plastspildet til miljøet. Nationalt, europæisk og globalt.

Politisk fremsyn efterlyses
Vi skal have fremsynede politiske indsatser og en vidensbaseret regulering af kilderne til plastikforurening. Vi skal udfordre paradigmet for affald og se plastik som en ressource - også i en mere og mere cirkulær økonomi. Plastik er et fantastisk materiale, der potentielt har en langt højere genanvendelsesgrad og værdi end det, der kendetegner plastiks livscyklus i dag.

Vi skal huske, at en højere genanvendelsesgrad også er med til at løse klimakrisen, fordi plastik med det nuværende materialetab, særligt i form af forbrænding, i 2050 vil udgøre 20-25 procent af det fossile oliebehov og tilhørende CO2-udledning.

Med tak til de bekymrede borgere, der er klar til bidrage, hvor de kan med ændrede vaner og mindre plastspild fra hverdagen, vil vi i Plastic Change gøre vores til, at det bliver mindre og mindre nødvendigt for den enkelte at tage ansvaret for en af vor tids største miljømæssige udfordringer.