Mindeord: Fhv. kontorchef i Undervisningsministeriet Jørgen Torsbjerg Møller (74)

Jeg mødte, som alt for ung og nyudnævnt 32-årig sekretariatschef i Teknisk Skoleforening, Jørgen T. Møller tilbage i 1991.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) havde gennemført en gennemgribende reform af erhvervsskoler og uddannelser med taxameterstyring og selvejende institutioner som nogle af de vigtigste ingredienser.

Nu kunne skolerne ikke længere bede om ekstra penge, hvis midlerne ikke slog til, og bestyrelserne fik helt nye og meget forpligtende ansvarsområder, som bl.a. betød, at tekniske skoler kunne gå konkurs.

Reformen skulle implementeres, og Jørgen rejste sammen med undertegnede land og rige rundt. Mindst 30 skoler besøgte vi på bestyrelseskurser for at fortælle bestyrelserne om deres nye opgaver og ansvar.

Jørgen Torsbjerg Møller var juridisk kontorchef i Undervisningsministeriet og en af arkitekterne bag Bertels og Folketingets reform. Men han var også en indlevende lovfortolker, embedsmand og menneske med stort M – med hjertet på rette sted og etikken og moralen i højsædet. Han guidede den unge sekretariatschef og især bestyrelserne på alt det, han og de ikke forstod rækkevidden af.

Men først og fremmest sikrede han, at reformen blev ført sikkert i havn. En kæmpemæssig omkalfatring af det danske uddannelseslandskab, som stadig trækker blivende spor.

I dag kan vi se, at Jørgen - som det retskafne og dygtige menneske han var -har en kæmpemæssig andel i, at vi har et velfungerende erhvervsuddannelses-system med partsstyre og selvstyre som bærende søjler.

Uagtet mangel på praktikpladser er det en model, som store dele af verden kigger misundelig på og forsøger at efterligne. Dansk uddannelsespolitik med konsensus og delt ansvar som den nordiske velfærdsmodel, når den er bedst.

Moden i ung alder
Jørgen var en af den slags mennesker, som målt på udseende blev moden i en ung alder. Allerede som 40-årig var han estimeret. Men han blev aldrig ældre. Hverken af sind eller udseende.

Han satte aldrig sig selv i centrum. Sagen betød mest for ham. Men han var et varmt, humoristisk, underspillet embedsmenneske, som var en blændende formidler. Med et glimt i øjet, altid saglig og med øjet på bolden. Over for sin unge elev, men også over for tunge drenge (for dengang var det næsten kun herrer) i dansk organisationsliv. Han gjorde aldrig forskel på høj og lav – men hvilede helt i sig selv og i sin sunde dømmekraft og retfærdighedsfølelse.

Jørgen indså næppe helt sin egen kæmpemæssige indflydelse og betydning. Men på hans afskedsreception som 70-årig, for blot fire år siden, blev han og vi mindet om hans store vennekreds og den respekt, der stod om hans faglighed og menneskelige varme.

Jørgen vil blive savnet af mange, og mine tanker går til hans familie og venner, som har mistet en klippe og en empatisk samtalepartner. Jeg vil mindes ham som en loyal ven og læremester, der aldrig svigtede, da der var brug for ham.