Minister understreger: Kommuner må gerne lukke dagtilbud med ekstraordinær høj smitte blandt personalet

I helt særlige situationer med tårnhøjt coronafravær blandt personalet må kommunen gerne lukke en børnehave eller vuggestue ned ved brugen af en såkaldt nødbremse. Kommunen skal i ekstraordinære situationer ikke frygte økonomisk straf for brud på pasningsgarantien, lyder det fra børne- og undervisningsministeren.

<div>"Med den høje samfundssmitte, som vi har i øjeblikket, er vi i en situation, som i stadig flere tilfælde vil kunne betyde, at det kan være nødvendigt at trække i "nødbremsen", lyder det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i et nyt brev til kommunerne.</div>
"Med den høje samfundssmitte, som vi har i øjeblikket, er vi i en situation, som i stadig flere tilfælde vil kunne betyde, at det kan være nødvendigt at trække i "nødbremsen", lyder det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i et nyt brev til kommunerne.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Simon Lessel

Det er okay, at en kommune lukker en børnehave eller vuggestue midlertidigt, hvis en stor del af personalet er syge med corona, og det er umuligt at skaffe nok vikarer til at dække ind. 

Sådan lyder det i et brev fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til landets kommuner.

Brevet er en reaktion på den seneste tids historier om børnehaver og vuggestuer landet over, der kæmper med at holde åbent - og dermed overholde pasningsgarantien – på grund af højt sygefravær blandt personalet.

”Med den høje samfundssmitte, som vi har i øjeblikket, er vi i en situation, som i stadig flere tilfælde vil kunne betyde, at det kan være nødvendigt at trække i "nødbremsen”", skriver ministeren til kommunerne.

Med den høje samfundssmitte, som vi har i øjeblikket, er vi i en situation, som i stadig flere tilfælde vil kunne betyde, at det kan være nødvendigt at trække i "nødbremsen”.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Børne- og Undervisningsminister

Ingen økonomisk straf

BUPL har tidligere i denne uge efterlyst bedre muligheder for at få en sygdomsramt hverdag i daginstitutionerne til at hænge sammen.

Her har BUPL-formand Elisa Rimpler blandt andet efterlyst en klar melding fra ministeren om, at et brud på pasningsgarantien ikke vil føre til en økonomisk straf af kommunerne.

Dagtilbudsloven gør det muligt at straffe kommuner økonomisk, hvis de ikke lever op til pasningsgarantien. Men i brevet til kommunerne understreger ministeren, at kommunerne ikke skal frygte at blive straffet økonomisk for brud på pasningsgarantien, hvis de benytter sig af nødbremsen.

Ingen er forpligtet til at levere det umulige, er budskabet fra ministeren.

”I de tilfælde, hvor der er opstået og fortsat er en sådan umulig situation, vil det efter ministeriets vurdering ikke kunne få økonomiske konsekvenser for kommunen ikke at opfylde pasningsgarantien,” skriver Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er ifølge ministeren op til kommunen selv at vurdere, hvornår situationen er så ekstraordinær, at der er behov for at bruge nødbremse og lukke et dagtilbud ned. Samtidig er forudsætningen for at bruge nødbremsen, at kommunen med det samme fortsætter arbejdet med at finde en løsning på personalemanglen, så børnene kan blive passet dagen efter eller hurtigst muligt derefter.

Læs også

Samråd på vej

Ministeren følger situationen tæt og vil løbende vurdere, om der er behov for nye tiltag til at håndtere udfordringerne med stort sygefravær blandt personalet i institutionerne, skriver hun som afslutning på brevet.

SF har indkaldt ministeren i et hastesamråd på torsdag i næste uge. Her skal hun blandt andet svare på, hvordan hun vil sikre en forsvarlig dag for børnene i en hverdag præget af højt sygefravær blandt personalet.

Samrådet indkaldte de til allerede tidligere på ugen, og trods udmeldingen fra ministeren holder partiet fast i afviklingen af samrådet. Løsningen fra ministeren er nemlig stadig ikke god nok, skriver partiets børneordfører, Charlotte Broman Mølbæk, på Twitter.

"SF fastholder hastesamråd på torsdag om den akutte situation i daginst. Der mangler handling. Forældre med hjemsendte børn skal have mulighed for sygedagpenge. Familier er pressede så lad os nu bruge alternativer til daginst. kan være åbne fremfor bare at lukke," skriver børneordføreren.*

*Artiklen er opdateret med kommentar fra SF kl. 14.57.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00