Debat

Morten Messerschmidt: Et dansk kolonimuseum skal baseres på historie, ikke følelser

Skal Danmark have et koloni- eller slavemuseum? For min skyld gerne. Det er vigtigt at lære om vores historie – også de dårlige sider af den, skriver Morten Messerschmidt (DF).

Placeholder image
Vestindisk Pakhus, København. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kolonihistorisk Centers fortælling om Danmark som en slavenation, hvis velstand og succes i dag skyldes slavehandel, er fuldstændig forrykt.

Derudover er deres fortælling om, at slaver, eller "slavegjorte" – som de hedder på moderne politisk korrekt woke dansk – arbejdede i Dansk Vestindisk Pakhus eller andre steder i København, simpelthen ikke sand.

Ikke at sandheden skal forhindre Kolonihistorisk Centers fortælling. Det vigtigste er jo, hvilken følelse der fremkaldes. En følelse, som kan fremkalde skyld og skam. Lad mig slå fast med syvtommersøm, at den slags historieskrivning, hvis man overhovedet kan kalde den det, støtter vi i Dansk Folkeparti ikke.

Skal Danmark så have et koloni- eller slavemuseum? For min skyld gerne. Det er vigtigt at lære om vores historie – også de dårlige sider af den. For min skyld kunne vi også udvide museets fokus til også at indeholde en bredere fortælling om slaveriet som samfundsinstitution.

For min skyld kunne vi også udvide museets fokus til også at indeholde en bredere fortælling om slaveriet som samfundsinstitution

Morten Messerschmidt (DF), kulturordfører

For globalisterne og de radikale har jo ret, når de siger, at vi mennesker har nogle fælles værdier i hele verden. For netop slaveriet må i historisk perspektiv regnes som en af de få globale og almengyldige fænomener, der er opstået på tværs af kulturer, geografi, etnicitet og så videre.

Det afgørende skel opstår dog for mig i spørgsmålet om, hvilken legitimitet slaveri som samfundsinstitution har, eller havde, hos befolkningen. Den legitimitet var til stede i USA, ligesom raceopdeling, apartheid med mere var folkeligt forankret i Ian Smiths Rhodesia og i Verwoerds og Voorsters apartheidstyre i Sydafrika.

Dette forhold må nødvendigvis føre til selvransagelse hos amerikanerne og andre efterkommere af nybyggere rundt om i verden – men hvad har det med os at gøre?

Slavehandlen var et internationalt foretagende
Det er besynderligt at diskutere danskernes skyld i slavespørgsmålet, da Danmark i det 17., 18. og halvvejs ind i det 19. århundrede var et enevældigt kongedømme og desuden en typisk europæisk multinational stat, som bestod af en række lande, der talte et væld af sprog og dertilhørende dialekter.

Der blev talt dansk (herunder østdansk), norsk, islandsk, færøsk, plattysk og grønlandsk. 99 procent af disse mennesker havde intet at sige i spørgsmålet om slaver og levede selv under utilgiveligt kummerlige forhold.

Der blev i tillæg til disse sprog også talt to andre sprog. Kongen og hoffet talte tysk og i et mindre omfang fransk. Hertil kommer latin, som er et kapitel for sig. Statsadministrationen talte også tysk, og tysk udgjorde ligeledes kommandosproget i hæren, hvorimod dansk var mere udbredt i flåden.

Debatserie: Skal Danmark have et kolonihistorisk museum?

Skal formidlingen af dansk kolonihistorie styrkes? Altinget Kultur inviterer til debat.

I en ny debatserie inviterer Altinget Kultur til debat om et muligt kommende kolonihistorisk museum.

Hvordan skal Danmark forholde sig til sin koloniale fortid? Skal Danmark have et kolonihistorisk museum eller center? Hvis ja: Hvordan skal det udformes? Hvad er dets formål? Hvor skal det ligge? Og hvem skal lave det?

Altinget Kultur har inviteret en række aktører med tilknytning til emnet til at forholde sig til ovennævnte spørgsmål.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du meget velkommen til at skrive et indlæg og sende det til debatansvarlig Pernille Tørslev på pnt@altinget.dk eller til Altingets debatredaktion på debat@altinget.dk.

Der er altså ikke hentet nogen som helst opbakning eller legitimitet hos det danske folk fra den tysktalende konges side, ligeså vel som handelsmændene, som fragtede slaverne, oftest var rige nordmænd, den tysktalende adel samt eventyrlystne lykkeriddere fra blandt andet Tyskland.

Den samme historie kender vi fra Sverige, hvis Svensk Afrika Kompagni blev grundlagt af en hollænder ved navn Louis De Geer, og som desuden havde base i Stade midt imellem den af Christian den Fjerde grundlagte by Glückstadt (Lykstad) og Hamborg.

Sveriges første kolonileder på det senere danskejede fort Cabo Corso var en tysker fra Rostock ved navn Hendrik Carloff. Slavehandlen var et sandt internationalt foretagende med fleksible arbejdsmuligheder og rig lejlighed for avancement. På sin vis er det faktisk ejendommeligt, at en af de første resultater af globaliseringen ikke fører til mere selvransagelse blandt de radikale verdensborgere.

Hvor er Dansk Vestindisk Selskab?
Udvidelsen af museet fra et kolonimuseum til et slaverimuseum ville være en god ide.

Det er helt i overensstemmelse med aktivisternes ønske om, at vi skal skamme os, og om at sådan et museum skal præge vores unge og fremtiden. For mens slaveriet for længst er blevet afskaffet og forkastet som samfundsinstitution i Vesten, lever det i bedste velgående i især muslimske lande.

Det bør vi skamme os over, men vi skal ikke være overraskede. Slaveriet har således været en integreret del af den muslimske tro, siden den blev grundlagt af stammelederen Muhammed i det syvende århundrede på den arabiske halvø.

Det er besynderligt at diskutere danskernes skyld i slavespørgsmålet, da Danmark i det 17., 18. og halvvejs ind i det 19. århundrede var et enevældigt kongedømme

Morten Messerschmidt (DF), kulturordfører

Herrefolkstroen islam satte slaveriet i system og skabte et konstant behov for ny tilførsel af arbejdskraft, da den islamiske tro ikke tillod muslimer at trælbinde sine egne. (Profit)sultne afrikanske høvdinge solgte dengang – som i det 15. århundrede, da portugiserne som de første kom til Afrika – velvilligt deres egne.

Muslimerne var, ligesom i dag, særligt glade for lyse kvinder, hvilke de først rigtigt fik adgang til med osmannernes dominans i Middelhavsområdet. Barbareskstaterne i Algier, Tunis og Tripoli foruden Marokko tog således mere end en million hvide kristne europæere til fange under renæssancen og op i den moderne tidsalder.

Ibn Batuta, den muslimske opdagelsesrejsende, praler lystigt af sine mange græske slavinder, og hvor mange børn han har fået med dem. På den måde kan vi konstatere, at ikke så meget har ændret sig siden da.

Dette er alt sammen stadigvæk relevant, når man tager særligt Mellemøstens menneskesyn i betragtning. Der er uden tvivl behov for at sætte fokus på, hvor skamfuld en institution slaveriet er, og hvor forfærdeligt et menneskesyn der skal herske i en befolkning, for at en sådan institution kan vinde indpas.

Dette ved historikerne naturligvis mere om, end jeg gør, og derfor kan det også undre mig, hvordan de dog har sammensat arbejdsgruppen. Kun Rigsarkivets Steen Andersen virker fornuftig – og han orker snart ikke mere.

Nationalmuseet kender vi, og de skuffer. Igen. Og til sidst: Hvor er Dansk Vestindisk Selskab?


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser