Debat

Morten Messerschmidt til kulturminister: Pålæg DR at spille dansk musik

DEBAT: Kulturminister Joy Mogensen (S) bør indskærpe over for Danmarks Radio, at de som den store mediespiller har pligt til at holde hånden under kulturlivet, skriver Morten Messerschmidt (DF).

Under coronakrisen skal både Danmarks Radio og private radioer holde hånden under vores kunstnere, skriver Morten Messerschmidt (DF).
Under coronakrisen skal både Danmarks Radio og private radioer holde hånden under vores kunstnere, skriver Morten Messerschmidt (DF).Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Messerschmidt (DF)
EU-ordfører

Det er underligt at se næsten mennesketomme gader.

Selv de store handelsstrøg er tomme efter regeringens stramme tiltag for at bekæmpe corona. Vi ser lukkede butiksvinduer og nedrullede skodder, hvor der normalt er liv og daglig vandel.

Mange er hårdt ramt. Men der er en branche, hvis udfordringer vi ikke ser, når blikket falder på de mennesketomme gader. Nemlig de mange kunstnere, som gør sig klar til sommersæsonen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Tekstforfattere slider med teksterne til årets sommerrevyer, men aner ret beset ikke, om der overhovedet bliver nogen revy i år.

Komponister stirrer gennem nodesystemernes tremmer, og biograf-, festival-, revy- og teatercheferne bider sig nervøst i knoerne, som de følger med i det stagnerende billetsalg.

Vi har alle en pligt til at sikre, at omkostninger begrænses. Til at hjælpe hinanden. Derfor bør danske radiokanaler spille dansk.

Morten Messerschmidt (DF)
EU-ordfører

Det er hårde tider. Også for kulturlivet. Men endnu har regeringens sikkerhedsnet ikke spændt sig ud under netop denne gruppe. Hvorfor ikke?

Coronakrisen har ramt vigtigt teater
Måske fordi vinteren endnu har sit hold i os og sommer synes langt ude i fremtiden? Måske fordi man tænker, at denne kreative gruppe vel nok skal klare sig? Men så enkelt er det ikke.

For allerede inden coronakrisen ramte, var det en kendt sag, at teatre og omrejsende havde store udfordringer. Netop dem, som holder det danske kulturliv levende og agilt, står derfor til en alt for brat opvågning, når normaltilstanden engang indfinder sig.

Fredericia Teaters konkurs burde være et klart signal. Her, hvor musicalen for alvor havde bidt sig fast, og hvor den ene succes efter den anden bare strømmede ud, ramte krisen med et brag.

Det er ikke bare teatret, der dermed er lukket. Men hundredvis af unge menneskers drømme om igennem denne unikke scene at kunne afprøve og udleve deres musicaldrømme. Deres drømme er slukket.

Måske ikke et afgørende slag for dansk kulturliv, men dog en brik i den mosaik, der er dansk kultur- og åndsliv.

Radiokanaler skal spille dansk
Jeg foreslog forleden, at alle radiokanaler tænker sig om, når de i disse uger vælger musik til deres lyttere.

Ikke bare er musikbranchen med en omsætning på henved syv milliarder kroner en stor økonomisk spiller i dansk økonomi. Men får krisen lov til at bide sig fast, kan det også have stor betydning for dansk kultur- og musikliv i årene frem.

Vi har alle en pligt til at sikre, at omkostninger begrænses. Til at hjælpe hinanden. Derfor bør danske radiokanaler spille dansk.

Kulturministeren bør, hvad end det kan gøres formelt eller uformelt, indskærpe over for Danmarks Radio, at de som den helt store mediespiller i Danmark naturligvis også har en pligt til at holde hånden under dansk kulturliv.

Lad os fokusere på det dansk producerede, så Koda- og Gramex-midler går til de danske kunstnere. Vel fører det ikke til udbetalinger her og nu, men det kan måske gøre, at regningen, der senere skal betales, bliver lidt lettere at overkomme.

Den håndsrækning skylder især Danmarks Radio, men også private radioer, vore kunstnere.

Læs også

Brug for solidatiretsfond
Vi har brug for en særlig solidaritetsfond, hvor vi lemper dagpengereglerne og støtter dem i kulturbranchen, der ikke er medlem af en a-kasse.

Kort sagt en fond, der kan udgøre sikkerhedsnet under det, der ikke er omfattet af de tiltag, som vi allerede har taget i brug. Her frygter jeg, at mange kunstnere kan være iblandt. Og rammes denne gruppe, risikerer vi, at det på sigt rammer ekstra hårdt.

Kulturen er det, der holder samfundet sammen, det er her sproget leves og udvikles, og det er om musikken og teatret, som vi samles og oplever. Rammes kulturen, rammes vi alle.

Derfor har vi også en særlig pligt til at sikre, at kulturlivet kommer igennem krisen. Hidtil har Folketingets partier vist en stor vilje og evne til at stå sammen og finde løsninger for brede grupper. Og det er godt.

Men netop derfor bør vi også kunne finde sammen om en håndsrækning til kulturen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00