Medicinhistoriker: Det kan epidemiernes danmarkshistorie lære os

Af Morten Arnika Skydsgaard
Læge og fagleder for medicinhistorie på Steno Museet ved Aarhus Universitet

Nyhederne viser 19. marts militære køretøjer, som kører i kortege ud af den norditalienske by Bergamo.

Militæret fragter kister med 60 døde til krematorier i nærliggende byer, fordi krematorierne i Bergamo ikke kan ikke følge med.

Situationen i Bergamo bringer mindelser om koleraepidemien i København 1853, hvor der manglede præster til de døende og gravere til dem, som skulle i jorden.

Bystyret i København tog en gymnastiksal i brug, hvor de afdøde borgere ventede i stablede kister indtil deres begravelse.

Instinktivt søger vi efter paralleller i vores historie, når vi står over for det uventede. Spørgsmålet er, hvad vi i dag kan lære af epidemiernes historie. Der er ingen tvivl om, at alle store epidemier i nyere tid har forandret verden og skabt samfundsforandringer.

Vi kan lære meget af 1800-tallets kamp for bedre hygiejne.

Morten Arnika Skydsgaard
Læge og fagleder for medicinhistorie på Steno Museet på Aarhus Universitet

I de sidste uger har der været talrige referencer til pesten, fordi sygdommen lærte de spirende statsdannelser i Europa, at god organisation og regler for syge og smittebærere reddede liv. Det var måske det, som fik pesten til helt at forsvinde fra Europa i 1700-tallet.

Også koleraen medvirkede til afgørende ændringer på samfundsniveau. Sygdommen fejede ind over Europa i 1800-tallet i flere pandemier og ramte hårdest i de voksende, overbefolkede storbyer.

Kolera udstillede elendigheden, mobiliserede lægerne og fik magthaverne til at handle. Byerne fik i løbet af 1800-tallet ren vandforsyning og toiletter, som var forbundet til et kloaknet.

Adskillelsen af drikkevand fra latrin opfattes i dag som dét medicinske fremskridt, der har reddet flest menneskeliv i historien.

I kølvandet på koleraen og dens ødelæggelser kom samfundsforandringer, som forbedrede livet for masser af mennesker. Den aktuelle epidemi kan måske åbenbare andre tiltag på samfundsniveau, nationalt og globalt, som kan gøre os bedre til at håndtere kommende epidemier. 

Før koleraepidemien advarede læge Emil Hornemann Københavns bystyre og sundhedsmyndigheder om, at "vi efter al Rimelighed vil faae Cholera". Arkivfoto: Bertel Christian Budtz Müller/Det Kongelige Bibliotek

København var en skiden hovedstad
I 1847 udgav lægen Emil Hornemann 'Om adskillige Mangler ved den offentlige Reenlighed i Kiøbenhavn'.

Han kaldte hovedstaden for "en meget skiden Bye", som ud over 130.000 indbyggere husede 5.000 heste, køer og svin i baggårde og kælderstalde.

Efter mørkets frembrud kørte "Natmændene" hestevogne med 80 læs menneskeafføring ud af byen, og i dagslyset fulgte andre hestevogne med affald fra byens 80 kilometer åbne rendestene.

Men systemet fungerede ikke. Husenes latriner, som var et træsæde over et hul i jorden, blev tømt to gange årligt og havde flere steder over 50 brugere.

Ingeniøren F.C. Kabell, som var inspireret af kloaksystemer i London og Hamburg, skrev i 1844, at lugten i København var så slem, at byen befandt sig på et lavere kulturtrin end andre hovedstæder. Dengang mente lægerne, at byens dunster var sygdomsfremkaldende.

Stanken er allestedsnærværende i de skrevne kilder om datidens København. De velhavende forlod byen i den varme sommer, mens tilrejsende holdt sig væk.

Indbyggerne beklagede sig over luftkvaliteten og den fæle stank fra rendestene, som flød over med affald fra private husholdninger, butikker, industri og stalde.

Dertil kom drikkevandet, som underjordiske trærør ledte ind fra nærliggende søer, og som borgerne hentede op af brønde, som kunne være forurenet med nedsunken vand fra rendestenene.

Natmændende hentede afføring fra latrinerne i København og blev belønnet med en lille snaps, som ses på bakken til venstre. Arkivtegning: H.P. Hilden

Lavere klassers levevilkår kom frem
Ingeniør Kabell, som havde set bedre i andre hovedstæder, drømte om et København med rent drikkevand og de nye water closets (wc'er), hvor skyllevandet sporløst forsvandt væk i kloakker. Tiltagene ville ikke blot "komme os, men alle kommende Slægter til Gode", forklarede Kabell.

Men det var mere end blot drømmerier. Det var dødelig alvor. Lægen Emil Hornemann advarede bystyre og sundhedsmyndigheder om, at "vi efter al Rimelighed vil faae Cholera".

Det fik københavnerne 11. juni 1853, hvor en 19-årig tømmersvend lagde sig syg i Nyboder, hvorefter den smitsomme sygdom bredte sig til alle kvarterer i byen og skabte en humanitær katastrofe.

Epidemien kulminerede omkring 1. august med over hundrede døde om dagen. Efter et par måneder ebbede epidemien ud, og knap 5.000 var døde.

Under epidemien gav professor i medicin Ole Bang en situationsskildring af et fattigkvarter med dets "stinkende, forpestede […] af Utøj vrimlende Huller, hvor det synes ubegribeligt, at et Menneske, endsige en hel Familie kan opholde sig i faa Dage uden at tilsætte Helbred og Liv".

Det var voldsomme ord fra en læge, som må have kendt til de lavere klassers levevilkår, da han som nyuddannet var ansat som fattiglæge. Han havde måske fortrængt sine oplevelser, men med koleraen kunne læger og magthavere ikke længere vende det blinde øje til.

I København deltog mere end 100 læger i såkaldte husvisitationer, som bragte dem helt tæt på de syge fattige og deres levevilkår. I disse slumkvarterer boede mere end to tusind familier i kældre, og der er vidnesbyrd om familier med tre til fire børn, som boede i lejligheder på fire kvadratmeter.

Det var forfærdelige levevilkår, som nu kom frem i lyset.

Ingeniør F.C. Kabell drømte om rent drikkevand og såkaldte water closets i København. Tiltagene ville komme "alle kommende Slægter til Gode," sagde han. Arkivfoto: Johannes Julius Olsen/Det Kongelige Bibliotek

Tal over befolkningens sundhedstilstand var stærkt våben
Lægen Emil Hornemann var stærkt inspireret af Public Health-bevægelsen i England.

Bevægelsen rejste sig i kølvandet på koleraen i London i 1831, og den havde tal og tabeller over befolkningens sundhedstilstand som det stærkeste våben.

En af hovedkræfterne var den britiske embedsmand Edwin Chadwick, som i 1842 offentliggjorte sin legendariske rapport om de hygiejniske forhold hos arbejderklassen, som med tørre tal dokumenterede sygeligheden i en række landsdele i Storbritannien.

I nogle byer døde mere end halvdelen af arbejderbørn før femårsalderen, og en række epidemiske sygdomme florerede med høj hyppighed.

En lignende social slagside viste sig også i København, hvor spædbørnsdødeligheden i nogle af de værste slumområder som "Peter Madsens Gang" var 50 procent i 1860'erne, mens middellevetiden angivelig var under 40 år, hvilket var mere end ti år lavere end på landet.

Koleraen førte til politisk selvransagelse i København, fordi epidemien ramte hårdest i de lavere klassers kvarterer, og nye arbejderboliger blev efter få måneder opført uden for voldene på Østerfælled, senere kaldet Brumleby.

I 1965, hvor en kloakarbejder greb efter sin øl, var København så kloakeret, at 83 procent af byens lejligheder havde eget wc. Arkivfoto: Ebbe Andersen/Ritzau Scanpix

Kåret som den vigtigste medicinske opfindelse
København fik sit første vandværk i 1859, og året efter begyndte den første kloakering af byen i første omgang til afløb for husspildevand og regnvand.

Omkring 1900 fulgte Københavns "store Kloakplan". Planen var en succes, fordi antallet af vandskyllende toiletter voksede. I 1905 havde 5.000 wc'er, og i 1965 havde 83 procent af Københavns lejligheder eget wc.

Koleraen var med til at skubbe på en væsentlig samfundsudvikling i form af ren vandforsyning og kloaknet.

Fremskridtet kårede det ansete medicinske tidsskrift British Medical Journal i 1998 som den vigtigste medicinske opfindelse i menneskehedens historie.

Desværre mangler to milliarder mennesker stadig adgang til rent drikkevand. 15 procent af jordens befolkning forretter deres nødtørft "usikkert", når de bruger såkaldt "åben defækation", som får sygdomme som kolera til at sprede sig.

For kolera giver stærk diarré og smitter hyppigt fra afføring til drikkevand eller fødevarer.

Et jordskælv ramte i 2010 Haiti. Midlertidige beboelseslejre havde ikke adgang til latriner, sæbe og rent drikkevand, og siden udbrød en voldsom koleraepidemi. Arkivfoto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Læren fra koleraen i København er højaktuel
I dag ser vi stadig, at koleraen rykker ind, når hygiejnen rykker ud.

I 2010 ramte et jordskælv Haiti og gjorde en million mennesker hjemløse. De midlertidige beboelseslejre havde ikke adgang til latriner, sæbe og rent drikkevand, og da en voldsom koleraepidemi ramte øen, blev hundredetusinder syge og knap titusinder døde.

I hele verden dør hvert år omkring 100.000 mennesker af kolera på grund af dårlig hygiejne og smittespredning i den fattige del af verden.

Læren fra koleraen i København er stadig højaktuel og peger på samfundshygiejne som en vigtig faktor for epidemiers udbredelse.

Dårlig samfundshygiejne på et andet niveau – det vil sige fødevarehygiejne – kan vise sig at have været afgørende for spredningen af covid-19, som stammer fra dyr, måske fra flagermus.

Flere epidemiske virusser og bakterier har sin oprindelse i dyr: Pestbakterien kommer fra gnavere, influenzavirus fra fugle og svin og HIV fra chimpanser.

Sars optrådte som epidemi i 2002 til 2003, og forskerne mener, at sars stammede fra et såkaldt vådmarked i Kina.

På disse udendørsmarkeder, hvor boderne solgte råt kød, fisk, levende og vilde opsprættede dyr, var der en uhygiejnisk blanding af dyr, indvolde, sekreter og virus i tæt kontakt med mennesker. Efter sars-epidemien forbød Kina vådmarkeder, men ophævede forbuddet et halvt år senere.

Også en tredjedel af de første smittede kinesere med covid-19 har besøgt vådmarkeder. Markedernes mistænkes for at have været årsag til den nuværende epidemi, og derfor kan et forbud mod vådmarkeder vise sig vigtigt.

Under coronaepidemien øver danskerne sig i at vaske hænder og holde afstand for at inddæmme virussen. Fremtiden må vise, hvad epidemien lærer os. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hygiejnekampen har medført mange livreddende tiltag
Vi kan lære meget af 1800-tallets kamp for bedre hygiejne. Den har medført mange livreddende tiltag på samfundsplan i de sidste 150 år.

I 1870'erne begyndte jordemødre og fødselslæger at vaske hænder, hvilket aflivede de tragiske epidemier med barselsfeber, som indtil da hærgede Europas fødselsstiftelser med høje dødstal.

Omkring 1900 gik Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse til kamp mod "Spytteriet" på fortove, i sporvogne og hjemmene med de berømte "Spyt ikke på Fortovet"-emaljeskilte.

I første halvdel af 1900-tallet forhindrede pasteurisering af komælk, at den udbredte kvægtuberkulose smittede til mennesker, og i 1990'erne fjernede bedre hygiejne på kyllingefarme, hos ægproducenter og i hjemmet salmonellaepidemier.

Et meget citeret interventionsstudie i danske børnehaver fra 1992 viste, at rutinemæssig håndvask kan reducere sygeligheden med 34 procent.

Også under covid-19-epidemien øver hele Danmark sig i at vaske hænder og holde afstand for at inddæmme virussen.

Indtil videre har danskerne med tillid til myndigheder og politikere vist, at vi kan lykkes som en handlende, hygiejnisk organisme, der kan skabe forandringer til landets og menneskehedens bedste.

Fremtiden må vise, hvad covid-19-epidemien lærte os.