Kommentar af 
Rasmus Ulstrup Larsen

Når man ansætter underklassen til at arbejde i ældreplejen, bliver niveauet derefter

Ny dokumentar viser endnu engang, at ældreplejen er fuld af svigt. Men problemet er hverken mangel på ressourcer, for meget bureaukrati eller for lidt frit valg. Problemet skyldes rekrutteringsgrundlaget herhjemme.

Det vil kræve en betydelig lønstigning og statusforøgelse at sikre tilstrækkeligt mange ansøgere til jobbet som sosu, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.
Det vil kræve en betydelig lønstigning og statusforøgelse at sikre tilstrækkeligt mange ansøgere til jobbet som sosu, skriver Rasmus Ulstrup Larsen. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Rasmus Ulstrup Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

At der forekommer svigt på plejehjem, er efterhånden slået fast med syvtommerssøm. De fleste af os har efterhånden vænnet os til tanken om en fremtid, hvor værdigheden vil ligge et ret lille sted, når vi bliver gamle. Lugt af urin og afføring og ansatte i ældreplejen, der ikke ser en som et menneske, er efterhånden den gængse forventning. Og det er ikke uden grund.

Senest er det blevet bekræftet i dokumentaren på TV 2, som allerede har fået politikerne på alle sider af folketingssalen op af stolen. Vi skal af med de brodne kar, er budskabet fra alle sider. Det skal vi også. Men måske er problemet større end enkeltindivider og enkelte eksempler i dokumentarer. Måske er problemet med ældreplejen i det hele taget, at vi forventer, at det offentlige leverer en ordentlig og menneskelig velfærd, som der slet ikke findes nok ordentlige mennesker til at levere.

Plejehjemspersonalet bliver i for mange tilfælde rekrutteret fra lavere sociale klasser, hvor man har personlige mangler, der går udover andre.

Rasmus Ulstrup Larsen

At være sosu eller velfærdsmedarbejder i det hele taget, stiller i dag krav til ens menneskelige egenskaber. Pædagoger, læger, sosu’er, sygeplejersker og lærere – ja stort set alle offentligt ansatte - bliver i vores tid vurderet på deres evne til at udvise empati og omsorg. Deres faglighed tager vi nærmest for givet - det afgørende spørgsmål er deres moralske og empatiske karakter. Når den fejler, oplever vi det som et svigt.

Det gør den desværre ofte på plejehjem, kan vi konstatere. Og årsagen er hverken mangel på ressourcer eller uddannelse, selvom vi i Danmark tror, at penge og efteruddannelse kan løse alle problemer. Den primære årsag er rekrutteringsgrundlaget: Plejehjemspersonalet bliver i for mange tilfælde rekrutteret fra lavere sociale klasser, hvor man har personlige mangler, der går udover andre.

Man har mangel på karakter, disciplin, moral, empati og samvittighed.

LÆS OGSÅ: FOA: Kommentarskribent demonstrerer dumt og nedladende menneskesyn

Man behøver ikke se mere end et par afsnit Luksusfælden, før man opdager et mønster: De kommer alle sammen fra en lavsocial baggrund, de har ikke styr på økonomien, de er irrationelle grænsende til decideret uintelligente, og så er de ekstremt udisciplinerede og egoistiske udover enhver rimelighed. Og så er de desværre ofte sosu’er, hvis ikke de er arbejdsløse.

Og selvom langt størstedelen af vores sosu’er gør et glimrende og hårdt stykke arbejde, så må vi se i øjnene, at vi har for stor en gruppe mennesker, hvis dårlige adfærd ikke kan ændres ved yderligere ressourcer. Det kan kun løses ved at udvide rekrutteringsgrundlaget, så vi kan frasortere dem, vi ikke ønsker. Men det vil kræve en betydelig lønstigning og statusforøgelse ved jobbet at sikre tilstrækkeligt mange ansøgere. Det forekommer ikke realistisk på kort eller mellemlang sigt.

Den eneste vej frem er umiddelbart at ansætte udenlandsk arbejdskraft, så ældreplejen kan varetages af mere ressourcestærke, arbejdsomme og ordentlige mennesker.

Rasmus Ulstrup Larsen

Man kan også forsøge at løse problemerne ved at fyre folk, som nogen politikere efterspørger. Men eftersom man i forvejen har enorme problemer med at få besat stillingerne, forekommer det ikke at være en mulig vej frem at fyre sig til god ældrepleje. For dokumentarerne over årene afslører ikke kun, at vi har to plejehjem i landet, hvor der er en håndfuld brodne kar. Dokumentarerne bekræfter mistanken om, at det lave velfærdsniveau i visse sektorer er et strukturelt problem, der bunder i manglen på arbejdskraft af ordentlig faglig og menneskelig karakter.

Den eneste vej frem er umiddelbart at ansætte udenlandsk arbejdskraft, så ældreplejen kan varetages af mere ressourcestærke, arbejdsomme og ordentlige mennesker. Mennesker der af ren selvfølgelighed tager sig af de ældre og siger fra, når niveauet er for lavt. Hvor det er lige så utænkeligt for de mennesker, der arbejder der at lade et ældre menneske ligge i sin egen afføring, som det vil være utænkeligt at funktionærer i en privat virksomhed vil affinde sig med, at der ligger afføring på kontorgulvet.

Men det starter med, at vi erkender det, som gør ondt at erkende: Der findes tilsyneladende ikke nok ordentlige mennesker herhjemme, der ønsker at arbejde i hjemmeplejen, og derfor må vi nøjes med mennesker, der ikke har niveauet, eller ligefrem svigter. Det kan ikke løses af politikernes forslag om mindre bureaukrati, mere frihed eller yderligere frit-valgs-ordninger. Det kan kun løses ved at ændre rekrutteringsgrundlaget, for ansætter man bunden af samfundet, så bliver niveauet også derefter.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Ulstrup Larsen

Direktør for Kontrast, fhv. politisk konsulent, Nye Borgerlige
cand.merc. i erhvervsøkonomi og filosofi (CBS 2016)