Natasha Al-Hariri: Regeringen fortsætter med at nedbryde mennesker

KOMMENTAR: Ved ikke at tage stilling til flygtningeområdet i den nye finanslov, fortsætter regeringen en politisk kurs, der nedbryder mennesker, fremfor at investere i dem - og i fremtiden.

Hvad blev der af flygtningeområdet i finansloven for 2020?

De store udfordringer, vi står overfor, forsvinder ikke af, at vi ikke forholder os til dem. Vi kan ikke kun tale om beskæftigelse i flygtige termer, uden at supplere med sociale indsatser og uddannelse.

Ved ikke at tage stilling til flygtningeområdet i den nye finanslov, fortsætter regeringen en politisk kurs, der nedbryder mennesker, fremfor at investere i dem - og i fremtiden.

Vi står tilbage med utallige frustrationer og ubesvarede spørgsmål på flygtningeområdet. Det står i skarp kontrast til finanslovsudspillet for 2019 sidste år, hvor udlændingepolitikken fyldte uforholdsmæssigt meget, og hvor flygtninges retstilstand blev markant forværret og endnu engang syndebuk for populisme og symbolpolitik.

Vi ser stadig konsekvenserne af sidste års finanslov, der med det såkaldte paradigmeskifte cementerede midlertidigheden i flygtninges bevidsthed på en så aggressiv facon, at mange frygtede øjeblikkelig hjemsendelse til krig og forfølgelse og mistede troen på en fremtid i Danmark.

Sidste års finanslov var kulminationen på uendelige stramninger på flygtningeområdet siden 2015, der på systematisk vis har resulteret i stress, angst og depression blandt personer med flygtningebaggrund i Danmark (”Vi tager jo drømmene fra dem” – DFH november 2018).

Hvornår stopper Danmark med at nedbryde personer psykisk med trusler om hjemsendelse og forringede vilkår? Hvornår giver vores politikere de unge mulighederne for at forløse deres potentialer?

Hvornår giver vi dem ro til at ryste krigen af sig og modet til at udvikle sig? Som direktør i DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom kan jeg garantere for, at vi med den nuværende udlændingepolitik ikke skaber de nødvendige rammer for, at de 15.000 unge, der er flygtet til Danmark siden 2014, kan lykkes.

For selvom der ikke er noget, de ønsker sig mere end et accentfrit dansk sprog, en stor dansk omgangskreds og en uddannelse, så de kan investere yderligere i Danmark, så er de presset på adskillige fronter – og det hæmmer deres udviklingsmuligheder og dermed også integration.

I Danmark findes der ca. 4700 unge, som ikke har adgang til gratis uddannelse som alle andre. Det er unge, der er beskyttet efter den midlertidige beskyttelsesstatus, og som primært rammer kvinder fra Syrien.

Det gælder korte som lange videregående uddannelser, erhvervsuddannelser og professionsbachelorer, og selv hvis man som ung flygtning på mirakuløs vis fandt de penge, det krævede at gennemføre et privatstudie, så er det ikke alle uddannelsesinstitutioner, der tillader private studerende.

Vi har gentagne gange forsøgt at rejse denne debat og bliver pænt henvist til, at det står som en målsætning i ’forståelsespapiret’. Det forståelsespapir, der blev udviklet af regeringen og støttepartierne, og som sikrede Socialdemokratiet regeringsposten.

Deri blev det lovet at give personer med midlertidig opholdsstatus adgang til gratis uddannelse på lige fod med andre flygtninge. Og vi har desværre ventet håbefuldt forgæves. Jeg tillader mig at understrege, at jeg endnu ikke har mødt den unge flygtning, der har kunnet indskrive sig på en videregående uddannelse med forståelsespapiret i hånden. Der er brug for handling.

Beskæftigelse har de sidste mange år været et nøgleord, uanset om overskriften er ”integration”, eller som den forrige finanslov introducerede ”hjemsendelse og selvforsørgelse”.

Hvis beskæftigelse er den gyldne vej til god integration, så kræves det, at der investeres i unge med flygtningebaggrund og deres muligheder for at uddanne sig i Danmark. Beskæftigelse er vigtigt, men det må aldrig stå alene.

Det er igennem sociale fællesskaber, at vi vokser som individer og udvikler vores kompetencer. I den nye finanslov er der intet fokus på sociale indsatser for unge med flygtningebaggrund - og flygtninge generelt.

På baggrund af ti års erfaring med målgruppen i DFUNK ved vi, at de har en uvurderlig betydning for den enkeltes tillæring af det danske sprog, adgang til jobmarkedet, netværk, trivsel og integration i Danmark generelt.

Analysebureauet Actant har i en ny undersøgelse undersøgt den effekt, som længerevarende engagement i DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom - har for unge, der er flygtet til Danmark (”DFUNK’s betydning for unge med flygtningebaggrund” Actant).

Det konkluderes, at unge med flygtningebaggrund igennem DFUNK’s sociale aktiviteter får afgørende venskaber og bekendtskaber, selvtillid og gåpåmod, markant bedre danskkundskaber, hjælp og inspiration til uddannelse og job samt et mere håbefyldt syn på fremtiden i Danmark.

Inkluderende og udviklende fællesskaber, som det der skabes i DFUNK for unge med og uden flygtningebaggrund, er nøglen til god integration.

Det er på tide, at regeringens politik afspejler og investerer i resultater og indsatser som disse. På alle tænkelige måder har vi ikke råd til at undlade at gøre noget, og heller ikke at vente.

For de fleste af de unge, der er en del af fællesskabet i DFUNK, gælder det, at de er forbi den første fase af deres liv i Danmark, og de har fået deres første danske ven og en naturlig intro til vores kultur og identitet – nu vil de uddanne sig, engagere sig og få et almindeligt job udenom IGU’er, virksomhedspraktikker og kommunale systemer.

Vi tror på, at de kan – for de har gejsten og viljen. Nu mangler vi bare et system, der bakker op om de ihærdige unge, der har set døden i øjnene og valgt Danmark til.

-------------

Natasha Al-Hariri (f. 1989) er direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom. Hun er uddannet cand.jur. og sidder i bestyrelsen hos Refugees Welcome og Indvandrer Kvindecenteret. 

Forrige artikel David Trads: Bøllernes magt – Køb Grønland! Pres Færøerne! David Trads: Bøllernes magt – Køb Grønland! Pres Færøerne! Næste artikel Lisbeth Knudsen: Hvem har vi egentlig mest tillid til – det offentlige eller den private sektor? Lisbeth Knudsen: Hvem har vi egentlig mest tillid til – det offentlige eller den private sektor?